Anonym skriver:
Synes vores parforhold er så svært lige nu.. Oprettede tråden i går om det med om han var smålig.. Og det er ikke det eneste, der er mange andre ting i vores forhold som frustrerer mig.. Mange grundlæggende ting vi er uenige om. Lige nu føler jeg, at det der egentlig nok holder os sammen er børnene, selvom han selv er af en anden mening - han siger han ikke kan forestille sig et liv uden mig. Jeg tænker jeg må elske ham og nære dybe, varme følelser for ham et sted inde bagved, for det har jeg da gjort. Men det sidste lange stykke tid har vi hverken kysset, krammet eller haft sex. Kun på et ekstremt minimum - jeg har ikke rigtig lyst.
I går sad jeg sågar og overvejede min økonomi som enlig og tænkte på hvordan jeg endelig kunne indrette vores hjem som jeg ønskede det hvis min kæreste flyttede. Tænkte jeg ville rykke ind i børneværelset og så kunne de få det store soveværelse. Tænkte på hvem af os der skulle have hvilket indbo...
Men det må da også være værd at kæmpe for for børnenes skyld? Og jeg har jo haft de følelser, så de må vel være der et sted...
Lidt anden situation, men stadig:
Da vi fik Noah og manden fik en ( langvarig) efterfødselsreaktion, sad jeg med præcis de samme tanker som dig. Hvordan ville livet være hvis jeg var alene ( meget lettere!), og hvordan ville vires økonomi se ud hver for sig.
Helt ærligt, hvis ikke vi netop havde købt hus og jeg følte mig bundet af det, havde jeg nok valgt at gå fra ham. Inderst inde tror jeg at vi ville have fundet sammen igen, men det var simpelthen så hårdt og uoverskueligt at stå med et kolik barn alene, uden hjælp og aflastning. Følte mig så svigtet, for det var ham der altid havde ville have børn og ikke jeg. Havde derfor en forventning om at vi var sammen om baby - det sure såvel som det søde. Fik i stedet en ulykkelig baby og en ulykkelig mand der ikke kunne se ud over sin egen næsetip og krævede et overskud af mig der var loooong gone.
I dag er bassen 2 år lige om lidt, og har termin med lillesøster om 5 uger. Jeg er lykkelig for at jeg blev, manden er vokset med opgaven og er en god far der glæder sig sammen med mig. Både over Noah på snart 2 og over at lillesøster snart kommer.
Jeg har altid haft en forestilling om at parforhold går op og ned, og at hvis man virkelig vil og ønsker det, kommer der gode perioder igen. Blev dog rystet i min grundvold over HVOR meget ned det kunne gå. Men i dag er jeg den erfaring rigere, og sikker på at vi nok skal klare hvad der kommer til os.
Nå, det var bare min lille historie, fortalt for at lade dig vide at du ikke er den første med de tanker, men at det KAN lykkes selvom det ser sort ud...
Når det så er sagt, så er det jo kun dig der ved hvor længe du magter at kæmpe. Der er ikke noget rigtigt eller forkert.
Har du overskud, så bliv ved lidt endnu, kæmp for det og tal om det med din partner. Der var i hvert fald vires gode kommunikation der reddede vores forhold, selvom vi ikke altid var enige og nogen gange syntes den anden var uber åndssvag, egocentreret og snævertsynet...
Jeg kan ikke love dig en positiv afslutning på en evt kamp - men jeg kan fortælle dig at det kan bestemt være det værd, og man kan komme stærkere ud på den anden side.
Her var forøvrigt også lukket for det varme vand mht sex, og det var en kamp at få det op at køre igen. Men det lykkedes, og det fungerer.
Og sidst men ikke mindst: jeg er stor modstander af at blive sammen 'for børnenes skyld' - det gjorde mine forældre en årrække, og ville ønske de var gået hver til sit og blevet gladere noget før.
Når det så er sagt, så kan børnene være motivationen der driver kampgejsten. For hvem ønsker ikke at give sine børn en kernefamilie? Måske man liiige kæmper 10 pct mere når der er børn involveret, men man skal ikke lade stå til pga dem. Det er ingen tjent med.
Håber du kunne bruge mit svar til et eller andet - og at det hele arter sig som du ønsker, uanset hvad det måtte være.
Kæmpe knus og held og lykke
