Anonym skriver:
Hej piger
Jeg er i dilemma !
For mange år siden misbrugte min far mig. Vi var ikk seksuelt sammen men han rørte ved mig om natten og spurgte om jeg vil i seng med ham. Jeg måtte ikk sige noget til min mor da han ville forlade hende hvis jeg gjorde!
Jeg det hemmeligt i 13 år og da det kom ud for første gang var min mor Sønderknust men hun ville ikk forlade ham.
Så vi glemte det hele og kom videre med vores liv men efter 6 år igen ku jeg simpelthen ikk holde det mere og sagde til dem jeg ikk ka ha kontakt med dem længere selvom de har været rigtig gode forældre og hjulpet med alt !
Og nu efter 1 års tid hvor vi ikk har haft kontakt sammen , er jeg blevet i tvivl, har jeg gjort det rigtige? Er jeg ond ? Eller hvis jeg tilgiver dem og snakker med dem igen, ka jeg nogensinde komme til at fortryde det igen?
Hej,
Har selv været noget ligende igennem.
Jeg mener at tilgivelse er noget af det største et menneske, kan gøre for et andet menneske. Men når det er sagt, så tilgav jeg aldrig, han fik aldrig lov til at se mine børn, og jeg snakkede først kort med ham på hans dødsleje, men jeg tilgav aldrig, og jeg lod ham ikke tro at jeg tilgav, han gik i døden med viden om, at han havde gjort mig fortræd som barn. Og jeg har ikke et sekund fortrudt!
Min mor og ham blev skilt nogle år efter han forbød sig mod mig, og jeg har meget lidt kontakt med min mor idag, for hun forlod ham.ikke da jeg fortalte hende hvad han havde gjort! Og det ødelagde så meget for mig. Det har haft den konsekvens, at hun ALDRIG har været alene eller kommer til at være alene med mine børn, ikke fordi jeg tror hun kunne finde på, at gøre dem noget, men fordi jeg simpelthen ikke stoler på kvinden, og hun ved hvordan jeg har det, og har accepteret det, ganske simpelt fordi at kunne hun ikke det, ville hun slet ikke få dem at se. Hun ser dem måske 5 gange om året.
Det jeg vil frem til er, nogle ting fortjener simpelthen ikke tilgivelse!
Anmeld
