Hej piger..
Jeg har brug for et råd eller to.
Sagen er den, at jeg har svært ved at tolke min bedste veninde, og om hun gider vores venskab.
Indlægget bliver nok lidt langt, men jeg har så mange tanker.
Vi mødte hinanden i 1.g for 9 år siden, og var pot og pande fra dag 1. Hun blev som en ekstra datter for min mor, og sådan var det hele vejen igennem gymnasiet.
For 5 år siden møder hun sin nuværende kæreste, og de flytter hurtigt sammen. (Han har en datter på 7).. Der er herefter 2 år hvor vi ikke snakker sammen så jævnligt, fordi hun brænder mig af hver gang vi har en aftale, men hun skriver alligevel til mig på sms hver gang de har problemer.
Deres forhold er meget dramatisk. De holder øje med hinandens telefoner, har sådan noget gps i deres telefoner, så de kan spore hinanden. De skændes, og han er utro, men hun fejer det bare ind under gulvtæppet.
Hun stopper med at gøre noget ud af sig selv, tager på i vægt og hun ser ikke andre mennesker.
Jeg har derimod et par år hvor jeg går meget i byen, da jeg er blevet single. Vores liv matcher derfor ikke rigtigt, men vi er stadig i kontakt dagligt. Vi sms'er hele tiden og ringer sammen ca hver anden dag.
På de her 5 år, tror jeg det kan tælles på 5 hænder hvor mange gange vi har set hinanden.
Det er i øvrigt også mig der er kørt til Aalborg hver eneste gang, selv om vi bor i Aarhus.
Sidste år får jeg så en ny kæreste, og jeg bliver hurtigt gravid. Jeg fortæller min veninde det, og siger at det ikke skal siges videre.
Hendes kæreste vælger så at offentliggøre min graviditet på facebook, ved at lave en statusopdatering hvori han tagger min kæreste og mig.. Jeg flipper fuldstændigt ud, men hun reagerer ikke rigtigt. Hun lader som ingenting.
Min veninde bliver så gravid nogenlunde samtidig, på trods af deres forhold bare er det rene drama hver eneste uge. Jeg mister uheldigvis efter nogle få uger, og min kæreste og jeg går fra hinanden.
I den forbindelse siger min venindes kæreste til mig, at jeg jo aldrig finder en kæreste, men bare bliver en mærkelig gammel ensom dame!?
Min venindes graviditet forsætter perfekt, men deres forhold er meget op og ned.
Han læser hendes sms'er og svarer mig som om han er hende, når hun er gået i seng.
Vi ses 2 gange i løbet af hendes graviditet, fordi de ellers ''har meget om ørerne''. Jeg kan dog se på facebook at de sagtens kan se hans venner og familie.
Hun føder så for 2 måneder siden, den skønneste lille dreng nogensinde. I den forbindelse spørger min veninde og hendes mand om jeg vil være gudmor.. Jeg undrer mig lidt, da han har en søster som måske burde komme i første række til dét, men jeg siger ja.
Jeg er dog blevet i tvivl om det var det rigtige.
Hun har ikke prioriteret vores venskab de seneste fem år.
Jeg kører altid til hende.
Hun fortæller ham ALT jeg fortæller hende. Også fortrolige ting.
Han er grænseoverskridende og respektløs overfor mig.
De kan sagtens se hans omgangskreds, men ikke mig. (Hun har ikke andre veninder tilbage)
Hun spørger aldrig til mit liv, eller hvordan jeg har det.
Hvordan griber jeg det her an? Er det normal adfærd i et venskab?
Hvis jeg tager en snak med hende, så ryger det direkte videre til ham, så jeg skal virkelig tænke mig om.
Jeg vil overhovedet ikke undvære hende, men jeg er SÅ træt af hans idiotiske adfærd.
Hjælp 
Det er jo forskelligt hvordan venskaber er. Nogle af mine venner ringer jeg ofte til, og de ringer sjældent til mig. Andre venner ringer jeg sjældent til, men de ringer ofte til mig. Jeg synes ikke nødvendigvis at det behøver at være 50/50, heller ikke med hvem der besøger hvem. Og at hun ikke spørger ind til dig, hænger nok sammen med at hun ikke har særlig meget overskud - så tal om dig selv alligevel hvis du har behov for det. Det handler sandsynligvis ikke om dig at hun ikke prioriterer dig - men om hende selv og hendes underskud. Og det synes jeg personligt at der skal være plads til i et venskab.
Men... den kæreste lyder pænt nederen. Og det lyder som et usundt forhold de har. Der er nok ikke særlig meget at gøre. Men hvis du er nået dertil hvor du tænker at jeres venskab er ved at være slut, så synes jeg at du skal være helt ærlig overfor hende og fortælle hende hvordan du har det med hendes kæreste og deres forhold. Sig at din dør altid er åben hvis hun beslutter sig for at forlade ham. Men at du simpelthen ikke har lyst til at have ham i dit liv, og at du føler at hun underprioriterer alt for hans skyld.
Jeg er meget uenig med hende der skriver at du bare skal lade det glide ud i sandet. Altså skulle manden "komme efter dig" og blive voldelig hvis du siger hvordan du har det, eller hvad? Nej, det tror jeg næppe. Jeg synes at du hjælper hende ved at række en hånd ud til hende, og give hende muligheden for at komme til dig hvis deres forhold slutter.
