Vores den ældste er akkurat på samme måde.
Helt fra lille af har hun været hysterisk, så snart der var en flue i nærheden! - og nej, vi er heller ikke bange for dyr, bortset fra at jeg hader edderkopper, og ikke bryder mig om vepse.
Jeg har indtryk af, at hun oplevede det som skræmmende, at et andet væsen, som var totalt uden for hendes kontrol, bevægede sig uforudsigbart og for egen kraft.
Med insekter lærte vi hende at sige "BØH!" til dem og vifte med hænderne. Det får de fleste til at holde sig på afstand, og det hjalp helt tydeligt, at hun havde noget konkret, hun skulle gøre, når en flue dukkede op. Det gav hende lidt kontrol i situationen. (Hvis der var en veps eller lignende, så var hun jo aldrig alene, så den kunne vi tage os af. Nu er hun større og har lært, at hun skal lade stribede instekter være i fred).
Det er vanskeligere med hunde og katte. Vi har anerkendt, at hun har et problem med det, og så snakker vi med hende, forklarer hvad den gør nu, og så vidt muligt, hvad den kommer til at gøre om et øjeblik. (F eks: Ja, der kommer en hund der fremme. Hvis du vil kan du gå på den anden side af mig, og så holder vi i hånden. Ser du, at den går i snor? Så passer ejeren på den. Den vil gerne lugte til os, for den er jo lidt nysgerrig efter at vide, hvem vi er, men den kan ikke komme hen til os, og ejeren holder i snoren. De går bare videre.) Da hun var mindre løftede vi hende op, og snakkede om dyret, smilte til ejeren osv. Efterhånden blev det så til, at hun måtte holde os i hånden men sådan at vi var nærmest dyret. Vi har gjort en del ud af at kræve, at hun står stille sammen med os, mens dyret passerer, for en lang periode var flugtinstinktet meget stærkt, og det er jo ikke lige det smarteste, når der kommer en hund, man ikke kender.
Katte gør jo mere, som de selv vil, men oftest ser de mest bare på os, og dem har hun fået et bedre forhold til. Hun er interesseret i dyrene, hun tør bare ikke. Denne sommer har hun faktisk klappet et par katte - efter at lillebroren først havde gjort det. Hun er nu 5 år.
Vi har hele vejen forsøgt at vække hendes nysgerrighed og evn beundring for dyrene ved at snakke positivt om dem og fortælle ting om dem, så hun ved mest muligt. F eks: Nej, se fluen! Den hænger med hovedet nedad oppe i loftet. Tænk, hvis vi kunne gøre det samme! Ellers benytter vi chancen, når vi er på besøg hos folk, som har ROLIGE dyr. Så starter det gerne med, at vi ser, at dyret er der, men det er i et andet rum end os. Gradvist kommer det så tættere på, f eks ligger på sit tæppe i den anden ende af stuen, så i vores ende af stuen osv. Det bedste er de dyr, som slet ikke viser interesse for hende. Min svogers blindehund er fantastisk. Har den fået besked på at ligge ved hans fødder, så ligger den der, uden at løfte snuden en gang, selvom hun går forbi. Jeg tror, det kommer til at tage lang tid, før hun faktisk klarer at være helt rolig, når hun er i nærheden af dyr, men hun er ikke så hysterisk nu, som hun var før, så jeg tror på sagte tilvænning og mest mulig kendskab til dyrene skal hjælpe.
