Dårlig samvittighed over enebarn (endnu)

Ja jeg har faktisk rigtig dårlig samvittighed over at Isabella bliver min. 5 år før hun bliver storesøster.

Allerede nu, har jeg dårlig samvittighed over at hun ingen søskende har
Hun elsker andre børn. Elsker hendes fætter og kusine, snakker om dem hele tiden. Overfalder nærmest andre børn når vi er på legeplads, på ferie eller andet.
Og er der ikke andre børn så leger hun de er der, altså går og snakker med dem og leger med dem, og nævner deres navne....
Er det normalt?
Jeg føler jeg mega svigter hende fordi hun ikke har/får lige med det samme, de søskende som jeg tror hun rigtig gerne vil ha

Loa skriver:

Ja jeg har faktisk rigtig dårlig samvittighed over at Isabella bliver min. 5 år før hun bliver storesøster.

Allerede nu, har jeg dårlig samvittighed over at hun ingen søskende har
Hun elsker andre børn. Elsker hendes fætter og kusine, snakker om dem hele tiden. Overfalder nærmest andre børn når vi er på legeplads, på ferie eller andet.
Og er der ikke andre børn så leger hun de er der, altså går og snakker med dem og leger med dem, og nævner deres navne....
Er det normalt?
Jeg føler jeg mega svigter hende fordi hun ikke har/får lige med det samme, de søskende som jeg tror hun rigtig gerne vil ha

Lasse er 3 år nu, og der går også noget tid før der er udsigt til nr. 2... Jeg har ikke dårlig samvittighed - men jeg får det rigtig træls og føler tanker som "er jeg en dårlig mor fordi han er enebarn i så "sen" en alder" - NÅR folk spørger "skal i ikke have nr.2" "og det er da synd for ham".. osv...

Jeg var enebarn i 11 år, før min lillebror kom til verdenen... min mand er 31 - hans storebror er 46.. så vi er begge "enebørn" i hver sin ende - og vi har ikke taget skade af det

Tværtimod, så er det netop nu, der er tid til ekstra kys og kram, kreative udfoldelser osv.

5 års forskel - er jo ingen alder
Tværtimod, så er storesøster Isabella jo ved at være så stor, at det nemmere for hende at forstå, hvorfor lille-baby skal have den opmærksomhed som baby nu skal have....

Loa skriver:

Ja jeg har faktisk rigtig dårlig samvittighed over at Isabella bliver min. 5 år før hun bliver storesøster.

Allerede nu, har jeg dårlig samvittighed over at hun ingen søskende har
Hun elsker andre børn. Elsker hendes fætter og kusine, snakker om dem hele tiden. Overfalder nærmest andre børn når vi er på legeplads, på ferie eller andet.
Og er der ikke andre børn så leger hun de er der, altså går og snakker med dem og leger med dem, og nævner deres navne....
Er det normalt?
Jeg føler jeg mega svigter hende fordi hun ikke har/får lige med det samme, de søskende som jeg tror hun rigtig gerne vil ha

Kender godt følelsen herhjemme fra. Enebarnet er dog ikke min men kærestens.. Men vi har også snakket rigtig meget om at hun sandsynligvis vil være nær de 7 år inden der er noget her hvis vi er heldige med min dumme cyklus Vi tænker hun har meget godt af at få nogle søskende men vi har dårlig samvittighed over at hun vil være så gammel inden for så vil der være sådan et skæl imellem dem at de måske ikke kan få det der tætte søskende forhold hvor de kan lege osv.. Og det skær især også i hjertet når pigen selv spørger efter om hun ikke også snart skal være store søster for så er der lige den ene eller den anden i børnehaven der lige er blevet det..  eller hvorfor har jeg ikke børn osv.. 

Men vi må bare håbe at når det så endelig sker at de vil elske det

KittyGirl skriver:

Lasse er 3 år nu, og der går også noget tid før der er udsigt til nr. 2... Jeg har ikke dårlig samvittighed - men jeg får det rigtig træls og føler tanker som "er jeg en dårlig mor fordi han er enebarn i så "sen" en alder" - NÅR folk spørger "skal i ikke have nr.2" "og det er da synd for ham".. osv...

Jeg var enebarn i 11 år, før min lillebror kom til verdenen... min mand er 31 - hans storebror er 46.. så vi er begge "enebørn" i hver sin ende - og vi har ikke taget skade af det

Tværtimod, så er det netop nu, der er tid til ekstra kys og kram, kreative udfoldelser osv.

5 års forskel - er jo ingen alder
Tværtimod, så er storesøster Isabella jo ved at være så stor, at det nemmere for hende at forstå, hvorfor lille-baby skal have den opmærksomhed som baby nu skal have....

Vi havde også hele tiden regnet med at der ikke skulle være mega kort tid imellem, netop for ikke at ende i det der med minus overskud til to blebørn og jalousi osv.

Men ved bare ikke om hun forsøger at udtrykke at hun savner andre børn, ved hele tiden at opdigte at hun leger med andre og siger deres navne og sådan.

Og ja netop når folk hele tiden siger den der med at "nu skal i da snart have den næste", som om det er en dårlig ting hvis vi ikke får en snart....
Og at de da ingen glæde for af hinanden, hvis der er for langt imellem, den hører jeg konstant

Du er ikke den eneste...
Xander (3år) har godt nok en lillesøster ved sin far, 5 dage om måneden...

Ville så gerne give ham en lille søskende (selv beder ham om en lillebror - uopfordret).

Men jeg er alene, og derfor er der ikke udsigt til nogen søskende, men hold op hvor ville jeg gerne give ham og mig selv en
Jeg selv fik først en lillebror da jeg var 7, og havde ønsket en længe...

KH Ida.

Chel1992 skriver:

Kender godt følelsen herhjemme fra. Enebarnet er dog ikke min men kærestens.. Men vi har også snakket rigtig meget om at hun sandsynligvis vil være nær de 7 år inden der er noget her hvis vi er heldige med min dumme cyklus Vi tænker hun har meget godt af at få nogle søskende men vi har dårlig samvittighed over at hun vil være så gammel inden for så vil der være sådan et skæl imellem dem at de måske ikke kan få det der tætte søskende forhold hvor de kan lege osv.. Og det skær især også i hjertet når pigen selv spørger efter om hun ikke også snart skal være store søster for så er der lige den ene eller den anden i børnehaven der lige er blevet det..  eller hvorfor har jeg ikke børn osv.. 

Men vi må bare håbe at når det så endelig sker at de vil elske det

Årh ja det kan jeg godt forstå

Især når de er så store at de ligefrem selv kan spørge om/efter søskende.... Der er Isabella heldigvis ikke endnu....

Ja jeg har faktisk rigtig dårlig samvittighed over at Isabella bliver min. 5 år før hun bliver storesøster.

Allerede nu, har jeg dårlig samvittighed over at hun ingen søskende har
Hun elsker andre børn. Elsker hendes fætter og kusine, snakker om dem hele tiden. Overfalder nærmest andre børn når vi er på legeplads, på ferie eller andet.
Og er der ikke andre børn så leger hun de er der, altså går og snakker med dem og leger med dem, og nævner deres navne....
Er det normalt?
Jeg føler jeg mega svigter hende fordi hun ikke har/får lige med det samme, de søskende som jeg tror hun rigtig gerne vil ha

Synes ikke du skal have dårlig samvittighed over der går noget tid før hun får en søskende. Det fylder nok mere i dit hovedet, end det gør i din datters. Tror hun har det helt fint med at være enebarn, lidt endnu

Min datter er enebarn og vi ønsker ikke flere børn, skal jeg så have dårlig samvittighed resten af hendes liv? Hun har heller ikke fætre og kusiner på hendes alder hun kan få glæde af. Da de er 4, 12 og 16 år gamle. 

Og så vil jeg lige sige, at selvom man får en søskende med få år imellem, er det jo ikke sikkert de kan lide hinanden og vil få noget ud af hinanden. Jeg ser kun min lillebror til højtider og jeg er ellers kun 3 år ældre end ham..

Min datter var 4 år og 3 mdr da hun fik sin lillebror, og selvfølgelig elskede hun at lege med andre børn, men hun fik ofte nok i børnehaven og havde det ok med at være alene om mor når hun kom hjem. 

Jeg kan god lide det er lidt tid imellem dem så de er den "lille" et stykke tid. 

 

Loa skriver:

Ja jeg har faktisk rigtig dårlig samvittighed over at Isabella bliver min. 5 år før hun bliver storesøster.

Allerede nu, har jeg dårlig samvittighed over at hun ingen søskende har
Hun elsker andre børn. Elsker hendes fætter og kusine, snakker om dem hele tiden. Overfalder nærmest andre børn når vi er på legeplads, på ferie eller andet.
Og er der ikke andre børn så leger hun de er der, altså går og snakker med dem og leger med dem, og nævner deres navne....
Er det normalt?
Jeg føler jeg mega svigter hende fordi hun ikke har/får lige med det samme, de søskende som jeg tror hun rigtig gerne vil ha

Der er gode ting ved både søskendelivet og livet som enebarn.

Tro mig, man kan også have dårlig samvittighed over, at ens datter blev storesøster så tidligt (15 mdr i vores tilfælde). Selvom lillesøster er en kæmpe gave, så betyder det jo også rigtig mange kompromiser, som ikke altid er lige sjove...

Din Isabella får rigtig meget glædeligt med fra sine år som enebarn. Jeg tænker, at hendes selvværd er stærkt og trygheden er stor.

 

SjeBets skriver:

Min datter var 4 år og 3 mdr da hun fik sin lillebror, og selvfølgelig elskede hun at lege med andre børn, men hun fik ofte nok i børnehaven og havde det ok med at være alene om mor når hun kom hjem. 

Jeg kan god lide det er lidt tid imellem dem så de er den "lille" et stykke tid. 

 

Men du ville ikke tro, når hun nærmest overfalder andre børn på legepladser og når vi er på ferie, at det er udtryk for hun "mangler" nogen?