Disciplin og alder

Jeg er i tvivl om vi er for bløde overfor vores barn. Jeg synes det er vigtigt man ikke er for eftergivende, fordi børn er nødt til at lære grænser og "disciplin" for at udvikle sig og lære respekt og at ikke alle bare bukker og nejer for dem.Men synes det er svært.

Hvordan gør jeg?

Vores datter er 1 år og 9 mdr. Og har et dårligt sprog. Og derfor er jeg i tvivl om hvordan jeg opdrager på et alderssvarende niveau. Der er nogen der siger til mig, at jeg bør benytte timeout, men jeg tror bare ikke at hun kan forstå sammehængen mellem hendes adfærd og handlingen time out. Og hvis jeg forklarer hende hvorfor hun er kommet i time out. Vil hun kunne forstå forklaringen? Det er svært for mig at vide hvor meget hun forstår, når hun næsten ikke har noget sprog.

Hvad med skælden ud og irettesættelse? Pt benytter jeg mig af anerkendende pædagogik og siger til hende "Jeg forstår godt du bliver sur over du ikke må få sutten, men det er kun når du skal sove" for eksempel, men synes bare ikke det virker. Og jeg tænker også, om man kan være for blød? Bør man "sætte sig i respekt" hvis overhovedet? Og hvordan?

Når hun bliver hysterisk over noget hun ikke må, hvordan så tackle det? Min svigerinde forventer at alle gør som hun vil, fordi der aldrig har været konsekvens og hun bare har fået sin vilje, og jeg vil ikke komme til at "lave mit barn" til sådan en type!

Har brug for råd. Og hvad nu hvis de er total på tværs og hysteriske hvis de er trætte? Skal man så stadig "sætte sig i respekt" eller give dem det de har lyst til/brug for?

Kunne virkelig bruge råd

Der er mange meninger omkring "Time out" og hvis de skal bruges så skal de bruges med "respekt" for barnet. Jeg vil egentlig ikke kommer nærmere ind på brugen af "time out" (Vi bruger den - og har brugt den siden vores dreng var 2 ca.) Jeg mener ikke din datter er gammel nok til at forstå meningen med "time out"

Det er vigtigt at sætte grænser. Også når ungerne er trætte. Men jeg mener man skal vælge sine kampe med omhu. (Det kan være svært til tider)

Selvom din datters sprog er dårligt, kan hun måske godt forstå hvad du/I siger... Brug ikke for lange indviklede sætninger. Vær' kort og præcis.

Uuh, den er svær. Dybest set handler det jo om hvordan du gerne selv vil være som forældre, og hvilke værdier du ønsker at lære dit barn. Vi er jo alle forskellige, og alle opdrager forskelligt. Derfor den evige store debat omkring emnet, og derfor mange oplever at udefrakommende kan finde på at blande sig i Føtex. børn er det vigtigste af alt, og derfor er opdragelse en kæmpe kæphest for de fleste forældre.

mit bedste råd er, hvis du har en kæreste/ mand, at i sætter jer og snakker om de episoder i oplever i hverdagen. Hvad i hver især tænker er den bedste håndtering af det forskellige. og snak om, hvad i ønsker at lære jeres barn af værdier. Kig fx på børnefamilierne i jeres omgangskreds, og snak om, hvad i synes om deres tilgang. 

Her har vi et sæt forældre som vi helt klart synes er for bløde, og for inkonsikvente. Moren tror at skældud er lig med at hun ikke viser ungerne kærlighed!!? De er endt ud med en arrogant, selvfed, gammelklog knægt der efterhånden har skubbet de fleste væk pga hans attitude og udstråling. 

her prøver vi at være konsekvente, altså at et nej er er nej osv og ikke alt skal forklares i lange foredrag. Vi har ikke de store "anfald" endnu, så time out e.l har Ikk været oppe og vende endnu. Men selfølgelig vælger man, nogen dage, sine kampe. Man skal jo også tage alderen i betragtning. Når det så er sagt, tror jeg at det er ekstra vigtigt at vise børnene grænserne i netop 1,5-4 års alderen, for ellers er jeg bange for at løbet er kørt. De finder jo hurtigt en måde at "snøre" os på  

min kusine står i hvertfald med en 4 årig nu og river sig i håret over at hun ikke har sat klarere grænser før. hun er netop hoppet i "hun er jo for lille til at forstå det"- fælden.

 

Mor11 skriver:

Uuh, den er svær. Dybest set handler det jo om hvordan du gerne selv vil være som forældre, og hvilke værdier du ønsker at lære dit barn. Vi er jo alle forskellige, og alle opdrager forskelligt. Derfor den evige store debat omkring emnet, og derfor mange oplever at udefrakommende kan finde på at blande sig i Føtex. børn er det vigtigste af alt, og derfor er opdragelse en kæmpe kæphest for de fleste forældre.

mit bedste råd er, hvis du har en kæreste/ mand, at i sætter jer og snakker om de episoder i oplever i hverdagen. Hvad i hver især tænker er den bedste håndtering af det forskellige. og snak om, hvad i ønsker at lære jeres barn af værdier. Kig fx på børnefamilierne i jeres omgangskreds, og snak om, hvad i synes om deres tilgang. 

Her har vi et sæt forældre som vi helt klart synes er for bløde, og for inkonsikvente. Moren tror at skældud er lig med at hun ikke viser ungerne kærlighed!!? De er endt ud med en arrogant, selvfed, gammelklog knægt der efterhånden har skubbet de fleste væk pga hans attitude og udstråling. 

her prøver vi at være konsekvente, altså at et nej er er nej osv og ikke alt skal forklares i lange foredrag. Vi har ikke de store "anfald" endnu, så time out e.l har Ikk været oppe og vende endnu. Men selfølgelig vælger man, nogen dage, sine kampe. Man skal jo også tage alderen i betragtning. Når det så er sagt, tror jeg at det er ekstra vigtigt at vise børnene grænserne i netop 1,5-4 års alderen, for ellers er jeg bange for at løbet er kørt. De finder jo hurtigt en måde at "snøre" os på  

min kusine står i hvertfald med en 4 årig nu og river sig i håret over at hun ikke har sat klarere grænser før. hun er netop hoppet i "hun er jo for lille til at forstå det"- fælden.

 

Tak for svaret, det var meget brugbart! Må nok indrømme, jeg har det lidt som personen du nævner Jeg er bange for min datter ikke føler sig elsket hvis hun får skæld ud. Nok især også fordi hun er blevet storesøster for nylig, og vi kan jo self. ikke skælde den lille ud, så hvis hun bemærker forskellen. Jeg ved godt det lyder fuldstændig åndssvagt, men de gange jeg har fået for meget og hævet stemmen, bare hendes ansigtsudtryk og så bliver hun helt ulykkelig. Får det fysisk dårlig ved tanken! Og så er det ikke en gang over noget vildt hun reagerer sådan.

Men jeg vil bare IKKE have sådan et flabet, utakemmeligt barn som vil have og forventer at hun kan sno alle som sin lillefinger. Kan ikke klare den slags mennesker! Men for pokker det er svært. Jeg har selv en barndom der var præget af for meget (unødvendig) skæld ud fra en af mine forældre, og jeg kan huske hvordan jeg havde med det. Så derfor har jeg nok fået en stor aversion mod skæld ud.

Men hvad synes du - er det okay at hæve stemmen, eller bør man altid bruge anerkendende pædagogik? Altså nu mener jeg ikke råbe af sine børn, det synes jeg ikke man skal. Men jeg er et par gange, når jeg simpelthen har fået nok, hvor jeg har sagt "NU holder du!" og det skammer jeg mig over. Men når pigebarnet er total hysterisk fordi hun ikke må et eller andet og bare bliver ved og ved, så kan alle vel komme til at nå grænsen

Anonym skriver:

Tak for svaret, det var meget brugbart! Må nok indrømme, jeg har det lidt som personen du nævner Jeg er bange for min datter ikke føler sig elsket hvis hun får skæld ud. Nok især også fordi hun er blevet storesøster for nylig, og vi kan jo self. ikke skælde den lille ud, så hvis hun bemærker forskellen. Jeg ved godt det lyder fuldstændig åndssvagt, men de gange jeg har fået for meget og hævet stemmen, bare hendes ansigtsudtryk og så bliver hun helt ulykkelig. Får det fysisk dårlig ved tanken! Og så er det ikke en gang over noget vildt hun reagerer sådan.

Men jeg vil bare IKKE have sådan et flabet, utakemmeligt barn som vil have og forventer at hun kan sno alle som sin lillefinger. Kan ikke klare den slags mennesker! Men for pokker det er svært. Jeg har selv en barndom der var præget af for meget (unødvendig) skæld ud fra en af mine forældre, og jeg kan huske hvordan jeg havde med det. Så derfor har jeg nok fået en stor aversion mod skæld ud.

Men hvad synes du - er det okay at hæve stemmen, eller bør man altid bruge anerkendende pædagogik? Altså nu mener jeg ikke råbe af sine børn, det synes jeg ikke man skal. Men jeg er et par gange, når jeg simpelthen har fået nok, hvor jeg har sagt "NU holder du!" og det skammer jeg mig over. Men når pigebarnet er total hysterisk fordi hun ikke må et eller andet og bare bliver ved og ved, så kan alle vel komme til at nå grænsen

Jeg har erfaret med min egen, at hvis jeg hæver stemmen bliver han mere hys eller ked. De gange det er sket, har jeg trøstet, men stadig holdt på mit. Altså sat mig ned og holdt om ham, sagt "såå såå, jeg ved godt du gerne vil have en kiks mere, men sådan er det altså, vi skal også have aftensmad om lidt" (bare et ex) 

Jeg selv bruger absolut ikke udelukkende anerkendende pædagogik, må jeg indrømme. hvis det er en situation der eskalerer, fx barnet vil have noget i en butik, du siger nej, barnet bliver ked/hys, så ville jeg anerkende og tale til ro, hvis dette ikke virker vil jeg være konsekvent og sige, jeg ved godt det er træls, men sådan er det. slut, så må han rase ud, og så er det som regel ovre efter 2min.

hvis det er noget pludseligt, fx barnet kaster med sten på legepladsen med andre børn, så vil jeg sige meget bestemt NEJ/STOP det må du ikke. (Med tilhørende alvorligt ansigt) Og derefter fortælle hvorfor. Jeg tror ikk på at børn forstår alvoren i at de ikke må kaste med sten hvis de bliver mødt af et blødt "jeg forstår godt at det er sjovt, men osv". Når de er små tror jeg virkelig at det gør en forskel at de kan mærke alvoren omkring det, med det samme! 

Hvis han får er reelt hysterisk flip over ingenting herhjemme, spørger jeg som regel hvad der er galt osv, hvis han ikke vil hjælpes, får han lov at rase ud uden synderlig reaktion. og så stopper det ret hurtigt hopper og springer ikke for at finde en løsning, når jeg VED at der egentlig ikke er et problem

Jeg er i tvivl om vi er for bløde overfor vores barn. Jeg synes det er vigtigt man ikke er for eftergivende, fordi børn er nødt til at lære grænser og "disciplin" for at udvikle sig og lære respekt og at ikke alle bare bukker og nejer for dem.Men synes det er svært.

Hvordan gør jeg?

Vores datter er 1 år og 9 mdr. Og har et dårligt sprog. Og derfor er jeg i tvivl om hvordan jeg opdrager på et alderssvarende niveau. Der er nogen der siger til mig, at jeg bør benytte timeout, men jeg tror bare ikke at hun kan forstå sammehængen mellem hendes adfærd og handlingen time out. Og hvis jeg forklarer hende hvorfor hun er kommet i time out. Vil hun kunne forstå fo1rklaringen? Det er svært for mig at vide hvor meget hun forstår, når hun næsten ikke har noget sprog.

Hvad med skælden ud og irettesættelse? Pt benytter jeg mig af anerkendende pædagogik og siger til hende "Jeg forstår godt du bliver sur over du ikke må få sutten, men det er kun når du skal sove" for eksempel, men synes bare ikke det virker. Og jeg tænker også, om man kan være for blød? Bør man "sætte sig i respekt" hvis overhovedet? Og hvordan?

Når hun bliver hysterisk over noget hun ikke må, hvordan så tackle det? Min svigerinde forventer at alle gør som hun vil, fordi der aldrig har været konsekvens og hun bare har fået sin vilje, og jeg vil ikke komme til at "lave mit barn" til sådan en type!

Har brug for råd. Og hvad nu hvis de er total på tværs og hysteriske hvis de er trætte? Skal man så stadig "sætte sig i respekt" eller give dem det de har lyst til/brug for?

Jeg gør i store træk som dig efter hvad du beskriver  

Jeg tænker, det også kommer an på hvilket barn man har. Min søn er meget selvregulerende og bliver utroligt ked af det, hvis tonen bliver en anelse "stram".

Ang. grænser, gør jeg mig umage med at mærke efter, hvad der er ok for mig og hvad der ikke er. Jeg kan fx godt synes det er ok at læse en historie for ham mens han spiser, hvis det kan hjælpe ham uden om en konflikt. Til gengæld er det no go, når han vil have min mad, fordi jeg kan mærke, jeg bliver irriteret over det, så her tager vi konflikten med skrig og skrål. Når vi ender der, gør jeg mig umage med at være anerkendende og trøste og i sidste ende tage ham væk fra situationen og aflede/berolige i et andet rum.

Jeg ved, nogen tænker, jeg er blød, men jeg synes, jeg lærer ham at tage hensyn, når man kan, at tage egne følelser alvorligt og at berolige sig selv/søge trøst, når man har brug for det.

I sidste ende oplever jeg at have en dreng, der opfører sig rigtigt pænt både ude og hjemme. De gange han opfører sig "frækt", er helt tydeligt, når jeg har været i underskud og ikke været rummelig. Her får jeg også dårlig samvittighed, men må medgive, at jeg bare er et menneske. Alt i alt synes jeg ikke du sksl tage hensyn til om andre synes, du er blød, men derpå se på, hvordan dit barn opfører sig og så justere efter det.

 

Alt i alt

Mor11 skriver:

Jeg har erfaret med min egen, at hvis jeg hæver stemmen bliver han mere hys eller ked. De gange det er sket, har jeg trøstet, men stadig holdt på mit. Altså sat mig ned og holdt om ham, sagt "såå såå, jeg ved godt du gerne vil have en kiks mere, men sådan er det altså, vi skal også have aftensmad om lidt" (bare et ex) 

Jeg selv bruger absolut ikke udelukkende anerkendende pædagogik, må jeg indrømme. hvis det er en situation der eskalerer, fx barnet vil have noget i en butik, du siger nej, barnet bliver ked/hys, så ville jeg anerkende og tale til ro, hvis dette ikke virker vil jeg være konsekvent og sige, jeg ved godt det er træls, men sådan er det. slut, så må han rase ud, og så er det som regel ovre efter 2min.

hvis det er noget pludseligt, fx barnet kaster med sten på legepladsen med andre børn, så vil jeg sige meget bestemt NEJ/STOP det må du ikke. (Med tilhørende alvorligt ansigt) Og derefter fortælle hvorfor. Jeg tror ikk på at børn forstår alvoren i at de ikke må kaste med sten hvis de bliver mødt af et blødt "jeg forstår godt at det er sjovt, men osv". Når de er små tror jeg virkelig at det gør en forskel at de kan mærke alvoren omkring det, med det samme! 

Hvis han får er reelt hysterisk flip over ingenting herhjemme, spørger jeg som regel hvad der er galt osv, hvis han ikke vil hjælpes, får han lov at rase ud uden synderlig reaktion. og så stopper det ret hurtigt hopper og springer ikke for at finde en løsning, når jeg VED at der egentlig ikke er et problem

Tak igen, det er nogle rigtig gode svar du kommer med!

Og du har ret i, at der er forskelle på situationer. Og nu jeg tænker over det, er det også der jeg typisk hæver stemmen. Hvis hun gør noget, hun VED hun ikke må, fx slår mig og griner flabet, så siger jeg "nej!! Du må ikke slå!" og ser alvorlig ud - plejer at følge op med, at så bliver mor ked af det, når du slår. Eller "Man skal ae-ae". Og hvis hun laver noget, der er farligt, så får hun også et hårdt nej, så hun forstår alvoren. Det tager hun også fint, og hører typisk efter. Hun bliver kun ked af den hævede stemme netop i de situationer, hvor man nok ikke bør hæve den. Det skal jeg arbejde på - altså ikke det med at hæve stemmen, for det sker ikke så tit, men afværge på en ordentlig måde.

Hendes hysterianfald kan vare længe, men det er nok også en konsekvens af, at så ved hun vi giver efter. Øv hvor har vi været dårlige forældre! Jeg tror dog også hun har en tendens til værre hysterianfald, fordi hun ikke har noget sprog, hun er bagud. Og det er jo frustrerende ikke at kunne udtrykke sig, for det er ikke altid jeg kan regne ud hvad hun vil.

Men så tænker jeg det måske netop er vigtigt at bruge anerkendende pædagogik i de situationer og fortælle hende hvad hun vil - så hun ved jeg har forstået det, men stadig siger nej. Det virker bare nogen gange som om ordene trigger vreden endnu mere - hvis jeg fx siger ordet "sut".

Hmm.. Der er noget at arbejde med her. Heldigvis er det jo ikke for sent.

Efter min mening er hun alt for lille til timeout (jeg går slet ikke ind for metoden, skal siges)

Synes du gør det helt rigtige ved at anerkende hendes følelser. "Jeg forstår godt du er vred, men.....". Det er ok at være vred og ked af det, lige så vel som det er ok at være glad. Der er ikke noget værre end "Fordi jeg siger det!" Hvad dælen skal barnet bruge det til?

Mine drenge er lige blevet 3 og jeg kan også til tider synes det er rigtig svært og hårdt. Men det er som sagt ok at barnet bliver vred og frustreret. Det er vores opgave som forældre at rumme det og være væggen de kan spille bold opad. Børn har brug for klare rammer, så når du siger noget er du nødt til at mene det. Ellers får du et forvirret barn. Man kan sommetider have tendens til at give efter for at undgå konflikter og pinlige situationer i supermarkedet, men jeg tror ikke man gør barnet nogen tjeneste.

Vi bruger meget kompromiser. Hvis vi har sagt nej til en kiks før aftensmad, tilbyder vi fks. et æble eller en banan i stedet. Det er ikke altid det falder i god jord, men mine drenge ved efterhånden at vi mener det

Og så mener jeg i øvrigt ikke at man kommer ret langt med at være streng og hård. Hvem har lyst til at blive råbt af? Det er der da ingen der gør, så hvorfor skulle vores børn?

Pøj pøj

Anonym skriver:

Tak for svaret, det var meget brugbart! Må nok indrømme, jeg har det lidt som personen du nævner Jeg er bange for min datter ikke føler sig elsket hvis hun får skæld ud. Nok især også fordi hun er blevet storesøster for nylig, og vi kan jo self. ikke skælde den lille ud, så hvis hun bemærker forskellen. Jeg ved godt det lyder fuldstændig åndssvagt, men de gange jeg har fået for meget og hævet stemmen, bare hendes ansigtsudtryk og så bliver hun helt ulykkelig. Får det fysisk dårlig ved tanken! Og så er det ikke en gang over noget vildt hun reagerer sådan.

Men jeg vil bare IKKE have sådan et flabet, utakemmeligt barn som vil have og forventer at hun kan sno alle som sin lillefinger. Kan ikke klare den slags mennesker! Men for pokker det er svært. Jeg har selv en barndom der var præget af for meget (unødvendig) skæld ud fra en af mine forældre, og jeg kan huske hvordan jeg havde med det. Så derfor har jeg nok fået en stor aversion mod skæld ud.

Men hvad synes du - er det okay at hæve stemmen, eller bør man altid bruge anerkendende pædagogik? Altså nu mener jeg ikke råbe af sine børn, det synes jeg ikke man skal. Men jeg er et par gange, når jeg simpelthen har fået nok, hvor jeg har sagt "NU holder du!" og det skammer jeg mig over. Men når pigebarnet er total hysterisk fordi hun ikke må et eller andet og bare bliver ved og ved, så kan alle vel komme til at nå grænsen

Og til det med skældud og kærlighed. Det er jo netop en af forældrenes største opgaver at opdrage og ruste børnene til et liv hvor tingene ikke altid går i ens retning. ikke dermed sagt at man skal skælde og smælde, bestemt ikke. Men hvis ikke forældrene skal "rette" børnene af, hvem skal så? Det er en kæmpe bjørnetjeneste at lade dårlig opførsel passere, for det bider dit barn i røven når det skal til at agere socialt senere hen. 

kærlighed er da netop at gøre sit bedste for at skabe nogen gode nye medborgere ud af sine kære små og ja, det kræver også nogen sure stunder, men sådan er livet og du elsker jo dine børn alligevel og det ved de! Der er jo, forhåbentlig, flere gode og kærlige end dårlige stunder i jeres hjem