Anonym skriver:
Goddag damer og muligvis mænd 
Dette vil måske blive utrolig langt og kringlet. Jeg har bare brud for at komme ud med en hel masse og måske få et par råd med på vejen. Jeg er ikke interesseret i at blive hakket på, i så fald er det mine følelser i træder på!
Jeg har en dejlig mand, hvor vi sammen har en fantastisk datter på 2 år.
Min mand har så en datter(X) på 7 fra et tidligere ægteskab.
X's mor er stærkt psykisk syg (bla. ADD og parnoid skizofren) og bor på en anstalt for psykisk syge, X ser sin mor hjemme hos hendes mormor og morfar hver 4. weekend. Hendes mormor og moster er også psykisk syge. De tror alle på jehova.
X har tidligere boet fast hos sin mor, og har derved oplevet en masse ting. Efter hun blev indlagt, er X flyttet hjem til os og skal bo her altid.
Hun har nu boet hos os i 2,5 år.
Jeg har så mange problemer med hende, vi skændes konstant! Der går ikke mange timer imellem vi skændes. Hun er direkte led overfor mig og hun vil jo sikkert også mene, at jeg er direkte led overfor hende.
Hun kræver opmærksomhed konstant, hopper og danser og kravler på væggene.
Hun skriger og råber og kalder mig lede ting.
Jeg prøver alt, alt - vi har taget forældrekursuser, hun har fået hjælp via. psykolog og gruppe-samtale-terapi, vi har virkelig prøvet meget.
Det er så frustrende, hun er en skide sød pige bare med alt for meget i sin rygsæk.
Der er slet ikke ro herhjemme, når hun er her. Vi kan ikke nyde den mindste, som er mit guld pga. hende.
Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg vil min mand så meget - men vil overhoved ikke hans datter og hendes mor. De har ført så meget negativt ind i mit liv.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal pakke mine og mine datters ting og få ro på bare os to, eller om jeg skal kæmpe videre indtil hun flytter hjemmefra?
puha, det er så tårene triller!
Du er nødt til at træffe et valg. Enten forbliver du pigens faste moderfigur og går helhjertet ind i den rolle med alt, hvad det indebærer af tålmodighed, overbærenhed, tilgivelse og omsorg, eller også er du nødt til at forlade hende og din mand definitivt. Pigen har brug for faste rammer og mennesker, der vil hende 100 % - hun må ikke føle sig lige akkurat tolereret og mindre elsket end sin lillesøster. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en tung og svær opgave, og du kan ikke bebrejdes, at din kærlighed til din egen datter er større - det er du ikke selv herre over - men ved at tage hende til sig, som du gjorde, da du stiftede familie med hendes far, forpligtede du dig i mine øjne også til at medvirke til, at hun får en harmonisk opvækst og aldrig må føle sig uønsket. Hun har lidt nok, og deraf kommer jo også hendes negative adfærd.
Jeg ved, det er meget lettere sagt end gjort, men hvis du bliver sammen med din mand, må du gøre dig helt klart, at du VIL pigen. Du har som voksen et valg og et ansvar - pigen har ingen indflydelse på sin situation og er i den grad afhængig af at være omgivet af mennesker, der vil hende det bedste. Du kan ikke være bekendt over for hverken dig selv eller de tre andre i familien at gå måske i årevis med tanker om måske at give op. Enten tror du på jeres fremtid sammen og kæmper for den hver dag - eller også må du gå.
Når vi får børn, påtager vi os en livslang opgave, vel vidende, at valget ikke kan gøres om, hvor umulige og besværlige, børnene end må blive. Som stedmor er det nok menneskeligt, at man indimellem tænker den forbudte tanke, at livet ville være lettere, hvis... - men jeg mener, at man er forpligtet til at opfatte det øjeblik, man påtog sig rollen, som et lige sådefinitivt point of no return som det er at føde et barn.
Kan du ikke leve op til dette, mener jeg, at du er nødt til at gå nu. Og igen - jeg forstår til fulde, at det er næsten umenneskeligt svært at magte opgaven - men det kan det også være at rumme sit biologiske barn.
