Bare læs med - hvis det lyster..

Goddag damer og muligvis mænd

Dette vil måske blive utrolig langt og kringlet. Jeg har bare brud for at komme ud med en hel masse og måske få et par råd med på vejen. Jeg er ikke interesseret i at blive hakket på, i så fald er det mine følelser i træder på!

Jeg har en dejlig mand, hvor vi sammen har en fantastisk datter på 2 år.
Min mand har så en datter(X) på 7 fra et tidligere ægteskab.

X's mor er stærkt psykisk syg (bla. ADD og parnoid skizofren) og bor på en anstalt for psykisk syge, X ser sin mor hjemme hos hendes mormor og morfar hver 4. weekend. Hendes mormor og moster er også psykisk syge. De tror alle på jehova.
X har tidligere boet fast hos sin mor, og har derved oplevet en masse ting. Efter hun blev indlagt, er X flyttet hjem til os og skal bo her altid.
Hun har nu boet hos os i 2,5 år.

Jeg har så mange problemer med hende, vi skændes konstant! Der går ikke mange timer imellem vi skændes. Hun er direkte led overfor mig og hun vil jo sikkert også mene, at jeg er direkte led overfor hende.
Hun kræver opmærksomhed konstant, hopper og danser og kravler på væggene.
Hun skriger og råber og kalder mig lede ting.
Jeg prøver alt, alt - vi har taget forældrekursuser, hun har fået hjælp via. psykolog og gruppe-samtale-terapi, vi har virkelig prøvet meget.
Det er så frustrende, hun er en skide sød pige bare med alt for meget i sin rygsæk.

Der er slet ikke ro herhjemme, når hun er her. Vi kan ikke nyde den mindste, som er mit guld pga. hende.

Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg vil min mand så meget - men vil overhoved ikke hans datter og hendes mor. De har ført så meget negativt ind i mit liv.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal pakke mine og mine datters ting og få ro på bare os to, eller om jeg skal kæmpe videre indtil hun flytter hjemmefra?

puha, det er så tårene triller!

Puha, det maa vaere svaert 

Jeg synes du skal blive og kaempe. I det lange loeb er jeg sikker paa at du vil kunne se en forbedring og du vil vide at du har gjort noget smukt for et andet menneske. Givet hende et stabilt og normalt liv.

Du skal maaske blive ved at soege vaerktoejer der kan hjaelpe dig i dit forhold til pigen. 

Jeres faelles barn er jo ogsaa din mands og synes maaske det er synd for ham at han skal forlades pga en 7 aarig pige, som ikke selv kan goere for det. Men selvom hun ikke kan goere for det, kan det jo vaere svaert nok at haandtere af den grund.

Knus

Anonym skriver:

Goddag damer og muligvis mænd

Dette vil måske blive utrolig langt og kringlet. Jeg har bare brud for at komme ud med en hel masse og måske få et par råd med på vejen. Jeg er ikke interesseret i at blive hakket på, i så fald er det mine følelser i træder på!

Jeg har en dejlig mand, hvor vi sammen har en fantastisk datter på 2 år.
Min mand har så en datter(X) på 7 fra et tidligere ægteskab.

X's mor er stærkt psykisk syg (bla. ADD og parnoid skizofren) og bor på en anstalt for psykisk syge, X ser sin mor hjemme hos hendes mormor og morfar hver 4. kend. Hendes mormor og moster er også psykisk syge. De tror alle på jehova.
X har tidligere boet fast hos sin mor, og har derved oplevet en masse ting. Efter hun blev indlagt, er X flyttet hjem til os og skal bo her altid.
Hun har nu boet hos os i 2,5 år.

Jeg har så mange problemer med hende, vi skændes konstant! Der går ikke mange timer imellem vi skændes. Hun er direkte led overfor mig og hun vil jo sikkert også mene, at jeg er direkte led overfor hende.
Hun kræver opmærksomhed konstant, hopper og danser og kravler på væggene.
Hun skriger og råber og kalder mig lede ting.
Jeg prøver alt, alt - vi har taget forældrekursuser, hun har fået hjælp via. psykolog og gruppe-samtale-terapi, vi har virkelig prøvet meget.
Det er så frustrende, hun er en skide sød pige bare med alt for meget i sin rygsæk.

Der er slet ikke ro herhjemme, når hun er her. Vi kan ikke nyde den mindste, som er mit guld pga. hende.

Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg vil min mand så meget - men vil overhoved ikke hans datter og hendes mor. De har ført så meget negativt ind i mit liv.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal pakke mine og mine datters ting og få ro på bare os to, eller om jeg skal kæmpe videre indtil hun flytter hjemmefra?

puha, det er så tårene triller!

Det første der falder mig ind...

Tror du måske pigen kan mærke at du ikke rigtig gider/kan li hende?
Kan sagtens forstå man kan få et anstrængt forhold, hvis I skændes hele tiden.. Måske du skal prøve at være super glad og positiv og prøve at hygge med hende? Lege med perler osv..

3rollinger skriver:

Puha, det maa vaere svaert 

Jeg synes du skal blive og kaempe. I det lange loeb er jeg sikker paa at du vil kunne se en forbedring og du vil vide at du har gjort noget smukt for et andet menneske. Givet hende et stabilt og normalt liv.

Du skal maaske blive ved at soege vaerktoejer der kan hjaelpe dig i dit forhold til pigen. 

Jeres faelles barn er jo ogsaa din mands og synes maaske det er synd for ham at han skal forlades pga en 7 aarig pige, som ikke selv kan goere for det. Men selvom hun ikke kan goere for det, kan det jo vaere svaert nok at haandtere af den grund.

Knus

Vi prøver i hvert fald vores bedste, for at give hende en tryg og stabil hverdag - det er bare hårdt at blive ved med at kæmpe når man ikke får noget igen, udover skældsord.

Du har ret, men puha

o1Mutte skriver:

Det første der falder mig ind...

Tror du måske pigen kan mærke at du ikke rigtig gider/kan li hende?
Kan sagtens forstå man kan få et anstrængt forhold, hvis I skændes hele tiden.. Måske du skal prøve at være super glad og positiv og prøve at hygge med hende? Lege med perler osv..

Det var også det første som faldt mig ind.

Pigen har jo ikke en "rigtig mor", og det gør måske ondt på hende at se hvor højt du elsker din datter?

Jeg ville prøve at undgå at gøre forskel. Men hvis du har det som om at X kun er din mands datter, og ikke din (sted)datter, så vil hun nok føle sig uønsket i hjemmet.

Ved godt det er nemmere sagt end gjort. Håber på at det bliver bedre med tiden. Stor krammer herfra 

o1Mutte skriver:

Det første der falder mig ind...

Tror du måske pigen kan mærke at du ikke rigtig gider/kan li hende?
Kan sagtens forstå man kan få et anstrængt forhold, hvis I skændes hele tiden.. Måske du skal prøve at være super glad og positiv og prøve at hygge med hende? Lege med perler osv..

Helt sikkert at X kan mærke det på mig (kender ikke nogen, der læser mennesker bedre end hende)
Men alt er prøvet, og helt ærligt (og med tårerne trillende) så er mit overskud for længst brugt op.
Jeg elsker X utrolig højt, og vil hende kun det bedste - er bare rigtig hårdt når man skal blive ved med at kæmpe

Bettina90 skriver:

Det var også det første som faldt mig ind.

Pigen har jo ikke en "rigtig mor", og det gør måske ondt på hende at se hvor højt du elsker din datter?

Jeg ville prøve at undgå at gøre forskel. Men hvis du har det som om at X kun er din mands datter, og ikke din (sted)datter, så vil hun nok føle sig uønsket i hjemmet.

Ved godt det er nemmere sagt end gjort. Håber på at det bliver bedre med tiden. Stor krammer herfra 

Jeg vil ALDRIG kunne elske hende ligeså højt som min egen datter - det er fuldstændig umuligt. Jeg vil altid gøre forskel, kan jeg ikke lave om på.
Jeg har flere gange taget hende til mig, som var hun min egen - men når hun afviser det gang på gang, så gider jeg ikke mere

Anonym skriver:

Goddag damer og muligvis mænd

Dette vil måske blive utrolig langt og kringlet. Jeg har bare brud for at komme ud med en hel masse og måske få et par råd med på vejen. Jeg er ikke interesseret i at blive hakket på, i så fald er det mine følelser i træder på!

Jeg har en dejlig mand, hvor vi sammen har en fantastisk datter på 2 år.
Min mand har så en datter(X) på 7 fra et tidligere ægteskab.

X's mor er stærkt psykisk syg (bla. ADD og parnoid skizofren) og bor på en anstalt for psykisk syge, X ser sin mor hjemme hos hendes mormor og morfar hver 4. weekend. Hendes mormor og moster er også psykisk syge. De tror alle på jehova.
X har tidligere boet fast hos sin mor, og har derved oplevet en masse ting. Efter hun blev indlagt, er X flyttet hjem til os og skal bo her altid.
Hun har nu boet hos os i 2,5 år.

Jeg har så mange problemer med hende, vi skændes konstant! Der går ikke mange timer imellem vi skændes. Hun er direkte led overfor mig og hun vil jo sikkert også mene, at jeg er direkte led overfor hende.
Hun kræver opmærksomhed konstant, hopper og danser og kravler på væggene.
Hun skriger og råber og kalder mig lede ting.
Jeg prøver alt, alt - vi har taget forældrekursuser, hun har fået hjælp via. psykolog og gruppe-samtale-terapi, vi har virkelig prøvet meget.
Det er så frustrende, hun er en skide sød pige bare med alt for meget i sin rygsæk.

Der er slet ikke ro herhjemme, når hun er her. Vi kan ikke nyde den mindste, som er mit guld pga. hende.

Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg vil min mand så meget - men vil overhoved ikke hans datter og hendes mor. De har ført så meget negativt ind i mit liv.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal pakke mine og mine datters ting og få ro på bare os to, eller om jeg skal kæmpe videre indtil hun flytter hjemmefra?

puha, det er så tårene triller!

puha.. 

 

nu er hun jo ikke dit barn. så, jeg kan godt forstå du overvejer at flytte med din datter. jeg tænker, det ikke kan være særlig sundt for den lille når det er SÅ kaotisk.... 

hvis du ikke er glad? du skriver at du ikke vil hende og hendes mor.. hvis det er dine følelser nu, ændrer det sig så? du må også passe på dig selv. det nytter ikke noget du kører dig selv helt ned, for så er det da helt sikkert at der ikke er noget der kommer til at fungere. 

 

måske pigen skal til at have noget massiv proffessionel hjælp.. noget hjælp hvor man kan se der sker noget. sådan noget tager jo tid. lang tid. 

 

du skal i hvert fald have en masse

 

Anonym skriver:

Helt sikkert at X kan mærke det på mig (kender ikke nogen, der læser mennesker bedre end hende)
Men alt er prøvet, og helt ærligt (og med tårerne trillende) så er mit overskud for længst brugt op.
Jeg elsker X utrolig højt, og vil hende kun det bedste - er bare rigtig hårdt når man skal blive ved med at kæmpe

ja jeg kan godt forstå at det er hårdt, men hvis du tager din datter og rejser vil hun føle sig svigtet igen og at du ikke elsker hende ligeså meget som din datter. det vil gøre det endnu værre.

hun er 7 år og har oplevet ting som en 7årig slet ikke burde opleve, hun er bange for at blive svigtet igen, at ingen vil ikke have hende. Hun har mén, efter hvad hun har oplevet og hendes arrigskab, går udover dig, fordi at hun faktisk føler sig tryg ved dig, fordi at hun kan være sig selv omkring dig, hun behøver ikke at holde det inde. Selvom at det ikke er rart, så opgiv hende ikke. Bliv ved med at kæmp for hende, hjælp hende, ligemeget hvor hårdt det er.

Tag den store med uden lillesøster, når hun bliver gal, så lad vær med at råb igen, lad hende rase, men lad hende vide at du er der. Vis hende at hun ikke er alene og at du ikke forlader hende, for som jeg skrev tidligere, jeg tror det er det hun er bange for, og for at blive som mormor, mor og moster. Det må være skræmmende for sådan en lille pige.

Anonym skriver:

Goddag damer og muligvis mænd

Dette vil måske blive utrolig langt og kringlet. Jeg har bare brud for at komme ud med en hel masse og måske få et par råd med på vejen. Jeg er ikke interesseret i at blive hakket på, i så fald er det mine følelser i træder på!

Jeg har en dejlig mand, hvor vi sammen har en fantastisk datter på 2 år.
Min mand har så en datter(X) på 7 fra et tidligere ægteskab.

X's mor er stærkt psykisk syg (bla. ADD og parnoid skizofren) og bor på en anstalt for psykisk syge, X ser sin mor hjemme hos hendes mormor og morfar hver 4. weekend. Hendes mormor og moster er også psykisk syge. De tror alle på jehova.
X har tidligere boet fast hos sin mor, og har derved oplevet en masse ting. Efter hun blev indlagt, er X flyttet hjem til os og skal bo her altid.
Hun har nu boet hos os i 2,5 år.

Jeg har så mange problemer med hende, vi skændes konstant! Der går ikke mange timer imellem vi skændes. Hun er direkte led overfor mig og hun vil jo sikkert også mene, at jeg er direkte led overfor hende.
Hun kræver opmærksomhed konstant, hopper og danser og kravler på væggene.
Hun skriger og råber og kalder mig lede ting.
Jeg prøver alt, alt - vi har taget forældrekursuser, hun har fået hjælp via. psykolog og gruppe-samtale-terapi, vi har virkelig prøvet meget.
Det er så frustrende, hun er en skide sød pige bare med alt for meget i sin rygsæk.

Der er slet ikke ro herhjemme, når hun er her. Vi kan ikke nyde den mindste, som er mit guld pga. hende.

Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg vil min mand så meget - men vil overhoved ikke hans datter og hendes mor. De har ført så meget negativt ind i mit liv.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal pakke mine og mine datters ting og få ro på bare os to, eller om jeg skal kæmpe videre indtil hun flytter hjemmefra?

puha, det er så tårene triller!

Føj da! kan godt forstå du er fyldt op...

Men jeg tror pigebarnet bruger dig fordi du reagere og måske fordi du er en mor2...

HUSK at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed...og det har hun jo nok desværre lært af mor??

Kan godt forstå at alt virke umuligt, når man har prøvet alt... men jeg tror ikke det kun er adfærdseksperter - men derimod TIDEN det kræver... nogen er år om at få tilliden tilbage...også er hun jo præteenager OG DE ER FANDME BARE MONSTER PROVOKERENDE...og de fatter det ikke

nu er jeg jo ikke ekspert... SLET ikke...men mon ikke du trænger til nogen dage "fri" så du kan få overskudet til at være den voksne og ikke gå i flint... Det trænger vi alle jo til engang imellem