Hvorfor blev i eks-venner/veninder?

Hej Allesammen

Jeg var en tur i byen i dag, og der så jeg en der hedder Malene jeg var veninde med engang. Vi var faktisk hinandens fortrolige og vi kendte hinanden i rigtig lang tid.
I dag snakker vi ikke sammen overhovedet, og så tænkte jeg på at starte en debat.
Har du haft en eller flere venner / veninder som du slet ikke kan sammen med / eller bare ikke snakker med i dag? Og hvorfor?
Hvad går galt?

For mit vedkommende var udslaget at vi startede på samme uddannelse, og hun røg ud/sprang fra ( fravær),mens jeg gennemførte. Det skabte splid mellem os, fordi hun mente jeg trampede rundt i at hun røg ud,når jeg snakkede om mit (der var gennemført). Og så blev luften bare mere og mere kold, og nu har vi ikke snakket sammen i flere år.

Jo jeg har en vi lærte hinanden og kende i gymnasiet, og gik rigtigt meget i byen sammen med mere delte tøj, sov sammen, snakkede om alt men især fyre/kærester. Faktisk droppede vi begge ud af forskellige årsager, men altså alt fint der. Jeg fandt så en fast kæreste og hun var igennem lang tid vild med hans bedste ven som ellers havde pige på. Men da de så efter nogen år gik fra hinanden prøvede de to så vi var lige pludselig et vennepar hvor både mænd og kvinder var bedste venner og det var jo super, men da de så ikke kunne finde ud af det blev det noget underligt noget for så kunne vi ikke invitere dem samtidigt mm. Og det gled mere og mere ud i sandet og da hendes og mit venskab var det korteste af de 2 var det, det der røg.

Da jeg så år efter gik fra min kæreste prøvede jeg faktisk at tage kontakt til hende igen. Men jeg havde fået barn og var morvoksen. Og hun fjollede stadig rundt som en teenager. Og når jeg kom på besøg med Nadia var det frygteligt besværligt, for der var aldrig ryddet op så der var glas, skarpe knive mm. i børnehøjde. Det endte med jeg var inviteret til nytårsfest (uden børn), men jeg havde på forhånd sagt at jeg ikke ville drikke for jeg lånte mine forældres bil for at komme derud og havde lovet at komme forbi og hente dem fra deres fest på tilbagevejen. Jamen det var ok osv. men da så aftenen kom, var det alt andet en ok, jeg blev presset og presset og kaldt de værste ting. Jeg var kedelig mm. og når jeg nu endelig var afsted uden børn kunne jeg godt slå mig lidt løs og i den dur. Jeg gik derfra før midnat og sluttede mig til festen hos min søster hvor mine forældre var. Jeg gav ingen forklaring da jeg gik og har ikke kontaktet hende siden, hun prøvede at ringe et par gange men jeg tog ikke telefonen. Og ved fra mine forældre at hun har haft fat i dem for at høre om jeg har skiftet nummer. Men jeg gider ikke vi er vokset fra hinanden.

Tjo...min veninde gennem 23 år dengang, valgte at være sammen med min x lige da jeg var gået fra ham og oveni det fortælle en masse ting som jeg fortroligt havde fortalt hende...det var en kæmpe sorg og et enormt svigt og jeg havde det som om jeg havde mistet en nært familiemedlem ved døden...men det var jo noget hun selv havde valgt...hun var in fortrolige og min konstante..
Der gik et år hvor jeg sørgede, hadede, var gal og ked og så indså jeg at det hun havde gjort ikke var værd at miste hende for...jeg tilgav hende og fik det selv meget bedre...jeg ved det aldrig vil ske igen og jeg elsker hende meget højt og skal ind til hende på lørdag...min konstante, min veninde...gennem 25 år..
Dem jeg ikke ser, er bare stille og roligt løbet ud...
Knus Eva..

Havde en veninde gennem 20 år, som jeg har været rigtig glad for......

Desværre kunne hun ikke rigtigt med, da jeg fik Filuca... Var nærmest en belastning at ha Filuca med om til hende, og tilsidst brød jeg mig slet ikke om det:-(

Alt handlede om HENDE og hun gad aldrig høre om mit liv......

For snart 3½ år siden ringede hun en dag og så fik jeg ellers en SVINER der ville noget!!!!! Om hvordan jeg havde været de sidste 15 år!!!!
Jeg lyttede til alt det lort hun åbenbart havde behov for at lukke ud om mig, og tilsidst sagde jeg at vi da vist ikke havde mere at snakke om....

To gange efterfølgende ringede hun igen.... Ikke for at sige undskyld, men for bare FULDSTÆNDIGT at lade som ingenting og bare snakke løs......
Sagde til hende at jeg slet ikke forstod hvad hun ringede til mig for mere, for sådan som hun så mig, havde vi da bare slet ikke mere sammen.....

Først efter ca 3 uger kontaktede hun mig ikke mere, og der havde jeg da også meget tydeligt flere gange sagt til hende at det var SLUT!

Selvom vi var utrolig tætte og gode veninder engang, så savner jeg hende ikke..... Hun blev meget overfladisk de sidste år, rejste meget, og det var også super spændende at høre om MEN hun havde bare nul interesse i mig og mit liv.......

Savner hende slet ikke....... Jeg har så fantastisk dejlige veninder, og har virkelig fundet ud af hvor meget det betyder at ha veninder, som man kan bruge begge veje:-) Ved hende var det bare mig der sku lægge øre til hele tiden...... Den anden vej havde ingen interesse.....

Knus Tina (som bare har nogle helt fantastiske veninder, selvom de ikke er barndomsveninder)

jeg havde en rigtig rigtig god veninde i folkeskolen, som betød alverden for mig dengang..... hun var mit forbillede på mange måder, og hun gav mig rigtig meget som menneske. Det sidste år i skolen, begyndte hun at få andre og mere tætte veninder, og vi gled ligeså stille fra hinanden

Efter folkeskolen gled kontakten desværre ud, og vi fik begge andre veninder.

Skæbnen ville så at vi begge startede på samme uddannelse på samme tid. Et stykke henne i forløbet fik vi mulighed for at arbejde sammen i en gruppe med 3 andre, og det var jeg glad for - jeg tænkte bare det kunne være fedt hvis vi kunne finde hinanden igen på det personlige plan. Men det gik slet  ikke, - det eneste vi kunne snakke om var gamle folkeskoleminder, og de bliver jo ligesom udtømt på et tidspunkt.

Jeg blev egentlig lidt trist til mode over det, for vi havde det bare så godt sammen dengang, Men ja - man kan jo ikke tvinge noget frem der ikke er der.....

Jannie

Jeg har aldrig haft en bedste veninde eller bedste ven .. Kun  veninder og venner .. Jeg har tre go'e veninder og en bekendt som jeg snakker med stadig , de andre har jeg mistet kontakten til .. De tænker ikk' andet end at gå i byen .. Jeg er den der ikk' gider det mer' , så det er fint nok med mig .. Nu venter jeg også en søn , så jeg er blevet mer' voksen .. Heller bruge penge på babyting end på druk ..

Hej Allesammen

Jeg var en tur i byen i dag, og der så jeg en der hedder Malene jeg var veninde med engang. Vi var faktisk hinandens fortrolige og vi kendte hinanden i rigtig lang tid.
I dag snakker vi ikke sammen overhovedet, og så tænkte jeg på at starte en debat.
Har du haft en eller flere venner / veninder som du slet ikke kan sammen med / eller bare ikke snakker med i dag? Og hvorfor?
Hvad går galt?

For mit vedkommende var udslaget at vi startede på samme uddannelse, og hun røg ud/sprang fra ( fravær),mens jeg gennemførte. Det skabte splid mellem os, fordi hun mente jeg trampede rundt i at hun røg ud,når jeg snakkede om mit (der var gennemført). Og så blev luften bare mere og mere kold, og nu har vi ikke snakket sammen i flere år.

Jeg har en enkelt veninde og en enkelt ven hvor venskabet er røget.

Min ven, Jesper, var min bedste ven i 12 år. Mødte ham på efterskolen og vi var nærmest som søskende.
På et tidspunkt troede vi så at vi skulle være kærester, men efter et par uger kunne jeg mærke at det var helt forkert. Han var dog meget forelsket i mig og det ødelagde desværre vores venskab savner ham for vi havde så meget godt sammen.


Min veninde valgte jeg at cutte forbindelsen til da hun fuldstændig ignorerede mig da min lillesøster døde.
Jeg forsøgte senere at forklare hende hvor ked af det jeg var blevet men hun ville nærmest ikke høre på mig.
Det er i sådanne tider man lærer sine rigtige venner at kende.

Jo, jeg havde en veninde gennem 10 år, som var min veninde jeg kunne dele alt med. Vi var der altid for hinanden.
Hun fik en slem depression og siden ændrede hun sig meget. Min mand har osse haft en depression, så jeg prøvede at hjælpe hende så godt jeg kunne.
Men fordi jeg hjalp så meget, både min mand og min veninde, så havde de fået den idé at det var MIG de var syg!!!!!! Min mand henter min veninde og sammen gør de alt for at overbevise min om, at det er MIG der er syg og har brug for hjælp!!!

Jeg ved nogle folk med depressioner kan være langt fra virkeligheden, men denne her gjorde virkelig ondt . Her sad jeg, træt og udmattet fordi jeg så gerne ville hjælpe dem, alt imens de anklager mig for at være syg og skulle have medicin .
Til sidst fandt min mand ud af, at det jo var helt galt det de havde gang i.....han brød sammen og græd som pisket...nu var han bange for at miste mig..!
Jeg smed min veinde ud og siden har vi ikke set hinanden. Det er nu 1 år siden...jeg savner hende ja, jeg har tilgivet hende og snakker lidt med hende på sms, men jeg vil aldrig stole på hende igen og jeg vil aldrig se hende i mit hjem igen....sms kontakt er fint nok.
Min mand gik tilbage i behandling, hvor han fandt ud af, det var dem der havde tolket det hele......selv psykologen var i chok over det der var sket.....!

Det var vrieklig ubehageligt, så ubehageligt at jeg faktisk selv måtte en tur til lægen for at få lagt oplevelsen bag mig.
Jeg valgte at tilgive min mand og vores ægteskab....selvom jeg da aldrig vil glemme oplevelsen.

Lone

Min veninde og jeg levede nærmest i symbiose i et par år. Vi startede på samme udd. men fandt først sammen under et semester i udlandet, hvor vi boede sammen. Hjemme igen havde vi en periode, hvor vi ikke så så meget til hinanden, men så begyndte vi at gå meget i byen sammen - vi skrev vores BA sammen - og gik stadig meget i byen sammen. På cand.studiet var vi også et "par" - blev fx kaldt forlæns og baglæns - man spurgte ikke om den ene eller den anden kunne komme til en fest - man spurgte "kommer I?"

Vi var også i Australien samtidig via studiet - dog i forskellige byer - men fik dog en masse oplevelser sammen. Hjemme igen flyttede vi sammen i en 3 væreslses lejlighed og skrev sågar vores speciale sammen.

Under specialeskrivingen fik vi hver en kæreste - heldigvis nogenlunde samtidig - og så gik et eller andet galt. Hendes kæreste var næsten altid hos os, hvilket jeg fandt meget irriterende - så jeg var stort set altid hos min kæreste - men alligevel blev jeg bonget for 50% af alle udgifter (fælles vaske og mad-budget) Der var mange små ting, der bare gjorde, at vi rykkede os længere og længere fra hinanden - desuden var vi ikke de største fans af hinandens kærester, hvilket nok var hovedårsagen til konflikten.

Min veninde rejste med sin kæreste til London, hvor han fik job, vi sagde lejligheden op og så måtte jeg finde et lille hummer, da jeg selv synes det var for tidligt at flytte ind til min kæreste (efter 5 mdr) På dette tidpunkt havde vi ikke meget til overs for hinanden.

I dag er vi begge gift med de respektive kærester - og har fået et mere normalt forhold igen. Det bliver aldrig tæt på samme måde - men det var jo også en ekstrem tid.

Eva skriver:

Tjo...min veninde gennem 23 år dengang, valgte at være sammen med min x lige da jeg var gået fra ham og oveni det fortælle en masse ting som jeg fortroligt havde fortalt hende...det var en kæmpe sorg og et enormt svigt og jeg havde det som om jeg havde mistet en nært familiemedlem ved døden...men det var jo noget hun selv havde valgt...hun var in fortrolige og min konstante..
Der gik et år hvor jeg sørgede, hadede, var gal og ked og så indså jeg at det hun havde gjort ikke var værd at miste hende for...jeg tilgav hende og fik det selv meget bedre...jeg ved det aldrig vil ske igen og jeg elsker hende meget højt og skal ind til hende på lørdag...min konstante, min veninde...gennem 25 år..
Dem jeg ikke ser, er bare stille og roligt løbet ud...
Knus Eva..

samme her.