Min mand har børnenes navne på overarmen.
Jeg har dem ikke.
Han driller mig og kalder mig kylling, fordi jeg ikke har gjort det - men jeg svarer ham jo, at værre end fødslerne kan det ikke være, at få det lavet. Og jeg er ikke skræmt fra at få en til, så det er slet ikke den slags, det drejer sig om. Jeg føler bare slet ikke behovet. Børnene er en del af mig og mit liv uanset, om jeg har deres navne synligt på kroppen. Det er ikke noget, jeg kan miste, og det er ikke noget, jeg har behov for at vise frem til andre. - Men samtidig synes jeg jo, at det er fint, at han har fået det lavet. Han ser jo på det som en kærlighedserklæring til børnene. Jeg viser så bare min kærlighed til dem på andre måder.
Anmeld