Hvordan har du det med din mand/kæreste?

"hvis du er i tvivl, så er du i tvivl" 

det er meget sort/hvid, men det holder desværre stik for mig 

Der er ting ved min kæreste som da også irriterer mig. Men på trods af det sidder vi ku her og har været sammen i over et år uden et eneste skænderi. Fordi vi begge er enige om at vi altid lige tænker over om det er det værd at blive uvenner over. Så de små ting der irriterer mig har jeg bare accepteret som en lille bitte del af det fantastiske menneske han er.
Han er min bedste ven, vi kan snakke om alt. Han kan få mig til at slappe af og ikke mindst grine. Jeg føler mig som verdens heldigste sammen med ham.

I mit tidligere forhold havde jeg tanker som dig. Jeg vidste hvad jeg havde, men jeg fandt frem til at det ikke var godt nok. Jeg valgte at stole på at jeg kunne få noget bedre. Og det kunne jeg! Man skal aldrig nøjes, det er livet for kort til

Hvis du går og er ulykkelig og ked af det hver dag, 

så er det nok ikke det rigtige. 

Uden min kæreste så var jeg ikke den jeg er idag, han er min bedste ven, den der lytter og støtter, den der altid er der når jeg har brug for ham! Han er som alle andre mænd, han tager ikke opvasken frivilligt eller fjerner hans tallerken fra bordet, han er som han er og jeg elsker ham sku! Efter snart 7 år sammen kan jeg ikke forstille mig et liv uden ham! Med en pige sammen og snart igang med nr 2, ja så er jeg lykkelig, for han gør mig lykkelig! 

Måske du er kørt træt af alt? Måske du har brug for forandring? Kan du prøve at snakke med ham, tage ham i hånden og fortælle dine følelser? Det tror jeg du hat brug for!! 

Knus herfra, det er ikke sjovt at være i tvivl, men kun dig selv kan vide hvad der er det rette for dig...  

Lige min tanke - prøv at tage dig lidt tid sammen med ham, så nogle aftener til side, få en god snak, så han kan høre hvordan du har det og så du kan høre hvordan han har det - det kan jo være han også går med nogle tanker der var godt at få ud i det fri.

Kæmp for at finde ud af om parforholdet er det rigtige eller ej, men kæmp ikke alene, kæmp sammen med ham.

Jeg lod ikke min kæreste kæmpe, jeg havde det meget lig det du beskriver, og så forlod jeg ham. Den situation vil jeg aldrig sætte mine børn, min kæreste eller mig selv i igen. Aldrig.

Man skylder sine børn at vide at man har kæmpet for forholdet, eller ihvert fald for sammen at finde ud af om det er "os to eller ej". Det er børnene der skal leve et skilsmisse liv bagefter (og det er ikke altid nemt, selvom mor og far snakker godt sammen). Og - for mange mennesker, holder forelskelsens rus altså ikke resten af livet, og kærlighed, forståelse og hengivenhed skal man nogle gange kæmpe lidt for.

Blot min egen erfaring - håber I finder ud af hvilken vej jeres liv drejer.

StineW79 skriver:

Jeg er sammen med min bedste ven, jeg ka snakke med ham om alt! Og vi ka altid sammen finde en løsning. Nogle gange er vi da uenige, men vi har aldrig råbt og skreget af hinanden. 

Jeg ku feks ik være i et forhold, hvor det var normalt at hæve stemmen, ik ku blive enig om en løsning osv.

Vi gir hinanden frihed til at se vores venner, ha alene tid, og tid til bare at nyde hinanden sammen, selvom vi har 2 børn.

Vi ved hva vi forventer af hinanden, hvilket jeg tror er meget vigtigt ( i hvert fald for mig )

For mig er et forhold 50-50 = 100. Nogle gange trækker han 70 procent og jeg 30. Andre gange omvendt. Men det gir 100 procent i sidste ende. Håber det gav mening!! Vh stine

Sådan har vi det også 

Som mange andre har skrevet, så er jeg også sammen med min bedste ven  Vi har været kærester i lidt over 2år, og for hver dag der går elsker jeg ham en smule mere
I starten levede vi begge i en rus af forelskelse, ingen af os kunne se den andens fejl og mangler, og vi kunne slet ikke få nok af hinanden!  Langsomt blev forelskelse til kærlighed, og vi ramte også en lidt tough periode efter det første år, hvor vi så småt begyndte at tillade os at være uenige, skændes eller irritere os over hinanden... Den dag idag irriterer det mig stadig grænseløst at han ikke kan tale om følelser og problemer, men hellere lukker øjnene og går og er pigesur, det irriterer mig at han er mere engageret i sit arbejde end vores forhold til tider, det irriterer mig at han ALTID skal bestemme hvad vi skal se i fjernsynet, det irriterer mig at han altid falder i søvn på sofaen og bliver sur hvis jeg vækker ham, og omvendt sur hvis jeg ikke gør, og det irriterer mig at han vælger at bruge meget af sin fritid i sit værksted...
Når det så er sagt, så er det kun en brøkdel af tiden hvor det egentlig går mig på, for når han ligger og bobler med halvt åben mund på sofaen krøllet sammen i skødet på mig, eller sidder med armene over kors og rynkede bryn og lader som om han ikke kan se mig når han er fornærmet, så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet - han er MIN, min mand, og alle de små ting er med til at gøre ham til den charmerende, forunderlige, unikke og skønne person som jeg ønsker at tilbringe resten af mit liv sammen med

Der er med garanti også en masse ting ved mig der irriterer ham, men vi accepterer hinanden for de personer vi nu en gang er, og når han har det svært eller har brug for min støtte så har jeg hans ryg 100%, ligesom jeg ved at han har min Vi griner sammen, græder sammen, sover sammen, elsker sammen, hader sammen, vi snakker om alt og er hinandens klippe i med- og modvind.
Han kan stadig gøre mig blød i knæene og give mig sommerfugle i maven, og den dag idag har jeg stadig svært ved at undvære ham, hvor han omvendt har brug for sin alenetid. Dette har også været roden til et par uenigheder eller fire, men når alt kommer til alt og jeg skal forestille mig et liv uden ham, så går skærmen i sort - jeg finder ikke nogen bedre

Hvis ikke man er sikker, selv gennem modvind og irritationer, så tror jeg ikke på at det er det rigtige... Mit råd må være at snakke det igennem med ham og lade ham fortælle dig hvad der går ham på ifht. dig og din person, og så må i sammen, hvis i vil kæmpe for det, prøve at finde tilbage til grunden til hvorfor i egentlig fandt sammen

Anonym skriver:

Jeg tænker tit på om jeg er i det rigtige forhold  
Men tænker så også at jeg ved hvad jeg har men ikke had jeg får.. Jeg har rigtig mange ting ved min kæreste som gør mig ked/går mig på.. Siger så til mig selv at græsset er ikke grønnere på den anden side.. men måske er det?? Er i tvivl om vi er rigtige for hinanden.. og tit tager jeg mig selv i at jeg bare ikke er glad   
Hvordan finder jeg ud af med mig selv om det er det rigtige?? Ved jo godt der altid er ting som kan irritere en osv.. men hvor går grænsen og hvordan har i andre det...?

.... hmmmmmm..... jeg har det sådan, at hvis man begynder at tænke, på om græsset er grønnere på den anden side, så kan den hurtigt virke meget grøn

Men for mig var den

Jeg har fundet mig en mand der :

Næsten forstår mig
Kan holde mig ud på mine dårlige dage
Kun er træls i perioder
Forkæler mig og roser mig TIT!
Siger dumme og sjove ting... ind imellem virkelig dumme ting
IKKE spiller computer
IKKE henter porno ned
Aldrig pjækker fra sit job

Alle de ting der er vigtigst for mig...UDEN at være perfekt

mig og min kæreste have også en virkelig hård starte sammen, men vi klare det sammen og han er ham jeg ønsker at vågne med hver morgen savner ham når han ikke er hjemme elsker ham utroligt højt men lige så pisse sur kan jeg da også blive på ham vi har da vores dage hvor vi ikke er særlig kærester men det gør vi altid godt igen... jeg håber dybt nede i mit hjerte det er manden jeg skal blive gammel sammen men man skal aldrig sige aldrig....

vi har været sammen i snart 5år nu

At være sammen med min fyr er generelt (langt størstedelen af tiden) lige så nemt som at trække vejret. Det mener jeg på den bedste mulige måde - vi elsker og respekterer hinanden, støtter hinanden og kan tale om stort set alt. Derudover har vi det bare sjovt sammen og vi er generelt enige om rigtigt mange ting. Selvfølgelig er det ikke altid fryd og gammen - men vi finder altid ud af det relativt hurtigt. 

Når man i længere tid overvejer om græsset er grønnere på den anden side så tror jeg man skal tage det som en signal om at man må finde en måde at arbejde og forbedre på det man har. Hvis man har arbejdet i rigtigt lang tid eller hvis man arbejder på forholdet alene.. Ja så er det måske ikke det værd. Men det er rigtigt svært. Har i talt om det mange gange?