Jeg tror ikke jeg vil have flere børn

Hej

Først og fremmest må i jo få talt det igennem og få se tingene i et fælles perspektiv. Så I får en fælles forståelse og han forstår dine bekymringer. Dernæst er det vel også at se tiden an og nyde de børn I har. Hvordan tingene så ser ud om nogle år er jo ikke til at vide. Måske er I blevet enige om det ene eller det andet til den tid.

Kan godt forstå du synes det er for hårdt at overveje når man har to tætte. Jeg har selv to tætte, men det var så vores 2 og 3 barn. Vores første barn var først 8 år da vi fik nr. 2. Men nu hvor vi har fået de to sidste, ville jeg ikke pt overveje flere børn. Der skulle gå mindst tre år før den tanke ville komme igen tror jeg.

Men til det med aldersforskel vil jeg sige at mange får børn med 4-5 års mellemrum og som sagt har vi nu en 10-årig som er en fantastisk storebror for sine små søskende. Er meget overrasket over hvor stor glæde vores snart 2-årige har af ham. De leger rigtig meget sammen og den store bygger med duplo og leger med legetøj der er langt under hans alder og hygger sig vildt meget med sin lillebror og snart kan lillesøster også være med.

Så det kan sagtens lade sig gøre med aldersforskel, det er langt mere vigtigt at du kan klare et barn mere og ikke kun at din mand kan. Det skal man bare være enige om.

Hvis det først er om 4 år, så ville jeg da se tiden an, for i kan begga ændre mening 20 gange inden der, og jeres livssituation kan jo være helt anerledes

Så vil jeg lige sige at jeg har en efternøler med 10 år op til den næste, og de får også noget ud af hinanden, på trods af aldresforskellen. Deres tæthed er næsten mere intensiv vil jeg så vove at påstå. Det er klart at der ikke bliver leget sammen på samme måde, som var det jævnaldrende, men så har de masser af andre ting sammen 

Anonym skriver:

Vi har to børn der er tætte i alder. Planen har hele tiden været at få nummer tre som en slags semiefternøler når jeg er færdiguddannet. Det betyder virkelig meget for min kæreste at få tre. Han kommer fra en søskendeflok på tre og har altid brændt for tre børn.

Men nu efter vi har fået nummer to har jeg faktisk ikke lyst til flere. Vi har to dejlige unger, en af hver, og jeg føler vores familie er komplet nu. Rent praktisk synes jeg to er et godt antal.

Jeg synes babystadiet er sindssygt hårdt pga kronisk søvnunderskud, og det er jo min tjans pga amning, og det betyder meget for mig at amme. Jeg reagerer meget voldsomt på søvnmangel, og det bryder jeg mig ikke om.

Dertil kommer at jeg begge gange har fået en efterfødselsreaktion, og det orker jeg ikke for tredje gang.

Men hvad gør man så? Når det betyder så meget for manden?

Jeg tænker, at I skal lade emnet ligge nu og vente med at snakke om det indtil det tidspunkt kommer hvor I havde overvejet det skulle være. Så hvis det f.eks er om 2-3 år I før nr. to havde tænkt at blive gravide igen, så vent og se hvordan I begge har det på det tidspunkt.

Jeg er en af dem der synes det er EKSTREMT vigtigt, at man respektere hinandens synspunkter, men det kan jo være så utrolig svært, i sager omkring børn fordi det er sådan en kæmpe beslutning. Det er jo ikke sådan, at man bare lige kan gå på kompromi som med mange andre ting og så sige: ok, hvis du ønsker dig et barn så lad os bare lave det. Som regel er det den anden vej (kvinden der ønsker en til) Jeg synes ofte man høre og læser om kvinder der så i årevis manipulere manden indtil han til sidst giver efter. Det synes jeg er en virkelig dårlig statistik. For at retfærdiggøre det for sig selv, tænker hun måske: Han bliver jo glad for barnet når det kommer. Og ingen tvivl om, at han gør det, men det er trods alt 18 års hårdt arbejde som han fra starten helt var interesseret i.

Det samme vil jeg sige omkring din mand. Selv om han har været i en glad søskende flok på 3 er der jo desværre ingen garantier for det samme. Man kender ikke fremtiden og jeg kender til søskende flokke på 2 (som voksne) hvor der gennem ungdommen og barndommen har været enort jalouxi og den ene er blevet holdt udenfor. Sådan er det jo heldigvis sjældent, men min pointe er bare, at man ikke kan vide hvordan verdenen vil se ud for jer med to eller 3 børn.

Det vigtigste er, at I begge har overskuet. Hellere to børn med en far og en mor der synes livet er skønt end mor og far med 3 børn der stresser rundt, er trætte.

Men måske du har ændret mening om 2-3 år (eller hvornår det nu end er I havde overvejet nr 3) Så derfor synes jeg, at det er bedst at vente med at snakke om det nu, da mange ting kan være forandret på det tidspunkt.

Camilla

www.foto-paa-laerred.dk

Collage af ungerne overført på lærred, invitationer og wallstickers

Anonym skriver:

Jeg tror også det giver en del mere frihed kun at have 2, selvom at have 3 selvfølgelig også kan have sine fordele. Jeg tror også bare jeg gerne vil have min krop i fred nu, hvis det giver mening?

Ingen kloge ord,vil bare sige at børn er et fællesprojekt ,og har du ikke lyst til flere er det jo sådan det er og din mand må acceptere det

Anonym skriver:

Det har han ikke, for vi har talt om det Han siger, at det kan ske jeg har det anderledes når jeg er færdiguddannet, der er alligevel 4 år. Men synes på en måde også det er synd at de første er pseudotvillinger og den tredje så bliver en efternøler..

Det er bestemt ikke negativt at være efternøler - det er jeg, i dén grad, var også et uheld  Min bror er 18 år ældre end mig og min søster 15 år ældre og jeg har altid haft det som blommen i et æg Selvfølgelig havde vi ikke de samme relationer som hvis der var 1-2 år imellem os, men selvom de var 'unge voksne' ville de altid lege, trøste, pjatte og vi skændtes også - ligesom alle andre søskende Så var der jo selvfølgelig en lang periode hvor de flyttede ud og jeg var 'enebarn', men jeg nød at have mor og far alene og blev, igen igen, snotforkælet  Nu er jeg 26 og har et fantastisk voksen-bånd med dem, især min søster, men vi ligner også hinanden af sind UFATTELIGT meget og de er guld værd for mig. Begge to 

Min søster har iøvrigt 3 børn en på 10,8 og en 'bette' på 4 - og han lider i al fald heller ingen nød. De to store bider af hinanden og skændes som vilde dyr, mens lillebror bare tøffer rundt ... Ham kan de ALTID enes med. De kan sågar skændes om, hvem der skal 'have lov' at lege med ham, men nær det cirkus starter svarer lillebror som regel altid: Hvis I skændes, så vil jeg bare helst lege med Mor.  

Jeg ville vente med at træffe den endelige beslutning før det overhovedet er aktuelt at få en mere - rollerne kan i og for sig være byttet rundt om 4 år