Venindeproblemer

Jeg har to bedsteveninder. 

A er min barndomsveninde, single uden børn, er som et familiemedlem. Hun er meget speciel og lidt en enspænder, men dejlig. 

B er min veninde fra studietiden, vi har meget til fælles, har fået børn samtidig, og vores mænd er rigtigt gode venner. Hun har mange veninder og er meget udadvendt og social. 

A og B har været sammen hos mig mange gange de seneste mange år, og for et par år siden begyndte B at invitere A med til sine fester, damemiddage osv. - altså sammen med mig. Det har jeg kun været glad for. Et par gange, hvor jeg har måttet melde fra, er A taget med alene - også helt fint med mig, selvfølgelig. 

I sidste weekend holdt B stor fest, og til sidst var kun A og mig, min mand og mine børn, tilbage sammen med B og hendes familie. Pludselig hørte jeg B spørge A, om hun vil med hende i sommerhus i ferien hos en anden af B's veninder, som hverken A eller jeg kender så godt endnu, men som har meget til fælles med B og mig - mand, børn, erhverv m.m. Vi var ikke helt ædru, og jeg sagde spontant - flere gange - "Hvad med mig?". B ignorerede dette. 

I min ikke ædru tilstand tænkte jeg bare, at B havde glemt at spørge mig først, og først bagefter har jeg tænkt mere over det. Jeg er faktisk rigtigt ked af det. Jeg vil gerne "dele" A med B og B med A, men jeg synes slet ikke, det er ok, hvis A kommer med på ferie, og jeg slet ikke bliver spurgt. 

Jeg ved godt, man ikke ejer sine veninder, men jeg føler mig i den grad sat på sidesporet og undrer mig, for der er ingen tvivl om, at jeg står B nærmest - vi har været veninder i over 20 år. Det ville intet gøre mig, hvis B tog med en anden af sine veninder - som hun har mange af - men jeg føler, at jeg er bindeleddet mellem A og B. 

Er det helt forkert, at jeg undrer mig, og skal jeg tage det op med B og sige ærligt, hvad jeg føler? 

Anonym skriver:

Jeg har to bedsteveninder. 

A er min barndomsveninde, single uden børn, er som et familiemedlem. Hun er meget speciel og lidt en enspænder, men dejlig. 

B er min veninde fra studietiden, vi har meget til fælles, har fået børn samtidig, og vores mænd er rigtigt gode venner. Hun har mange veninder og er meget udadvendt og social. 

A og B har været sammen hos mig mange gange de seneste mange år, og for et par år siden begyndte B at invitere A med til sine fester, damemiddage osv. - altså sammen med mig. Det har jeg kun været glad for. Et par gange, hvor jeg har måttet melde fra, er A taget med alene - også helt fint med mig, selvfølgelig. 

I sidste weekend holdt B stor fest, og til sidst var kun A og mig, min mand og mine børn, tilbage sammen med B og hendes familie. Pludselig hørte jeg B spørge A, om hun vil med hende i sommerhus i ferien hos en anden af B's veninder, som hverken A eller jeg kender så godt endnu, men som har meget til fælles med B og mig - mand, børn, erhverv m.m. Vi var ikke helt ædru, og jeg sagde spontant - flere gange - "Hvad med mig?". B ignorerede dette. 

I min ikke ædru tilstand tænkte jeg bare, at B havde glemt at spørge mig først, og først bagefter har jeg tænkt mere over det. Jeg er faktisk rigtigt ked af det. Jeg vil gerne "dele" A med B og B med A, men jeg synes slet ikke, det er ok, hvis A kommer med på ferie, og jeg slet ikke bliver spurgt. 

Jeg ved godt, man ikke ejer sine veninder, men jeg føler mig i den grad sat på sidesporet og undrer mig, for der er ingen tvivl om, at jeg står B nærmest - vi har været veninder i over 20 år. Det ville intet gøre mig, hvis B tog med en anden af sine veninder - som hun har mange af - men jeg føler, at jeg er bindeleddet mellem A og B. 

Er det helt forkert, at jeg undrer mig, og skal jeg tage det op med B og sige ærligt, hvad jeg føler? 

Anonym skriver:

Jeg har to bedsteveninder. 

A er min barndomsveninde, single uden børn, er som et familiemedlem. Hun er meget speciel og lidt en enspænder, men dejlig. 

B er min veninde fra studietiden, vi har meget til fælles, har fået børn samtidig, og vores mænd er rigtigt gode venner. Hun har mange veninder og er meget udadvendt og social. 

A og B har været sammen hos mig mange gange de seneste mange år, og for et par år siden begyndte B at invitere A med til sine fester, damemiddage osv. - altså sammen med mig. Det har jeg kun været glad for. Et par gange, hvor jeg har måttet melde fra, er A taget med alene - også helt fint med mig, selvfølgelig. 

I sidste weekend holdt B stor fest, og til sidst var kun A og mig, min mand og mine børn, tilbage sammen med B og hendes familie. Pludselig hørte jeg B spørge A, om hun vil med hende i sommerhus i ferien hos en anden af B's veninder, som hverken A eller jeg kender så godt endnu, men som har meget til fælles med B og mig - mand, børn, erhverv m.m. Vi var ikke helt ædru, og jeg sagde spontant - flere gange - "Hvad med mig?". B ignorerede dette. 

I min ikke ædru tilstand tænkte jeg bare, at B havde glemt at spørge mig først, og først bagefter har jeg tænkt mere over det. Jeg er faktisk rigtigt ked af det. Jeg vil gerne "dele" A med B og B med A, men jeg synes slet ikke, det er ok, hvis A kommer med på ferie, og jeg slet ikke bliver spurgt. 

Jeg ved godt, man ikke ejer sine veninder, men jeg føler mig i den grad sat på sidesporet og undrer mig, for der er ingen tvivl om, at jeg står B nærmest - vi har været veninder i over 20 år. Det ville intet gøre mig, hvis B tog med en anden af sine veninder - som hun har mange af - men jeg føler, at jeg er bindeleddet mellem A og B. 

Er det helt forkert, at jeg undrer mig, og skal jeg tage det op med B og sige ærligt, hvad jeg føler? 

Uhh jeg synes du skal passe på her... Du skriver selv at du ikke ejer dine veninder. Alligevel føler du dig forrådt, fordi de 2 måske pludselig klikker uden du "er grunden". 

Ok du føler dig holdt udenfor, det kan du på en pæn måde godt få fortalt dem. Men den der med at B da bare kunne invitere en af sine andre veninder; sorry, men det skal du da faktisk ikke bestemme.

jeg prøver ikke at trampe på dig eller dine følelser, men jeg har selv lige oplevet en "veninde" der mente hun skulle bestemme hvem jeg snakkede med. Vi taler ikke længere sammen. (Der var så flere faktorer der spillede ind, men det var en af dem)

 Til dig. Jeg håber du får talt med dem om at du gerne vil være ogsåogså 

Fortæl dine veninde at du føler dig holdt udenfor. Måske fordi du ikke havde bemærket at de også er blevet tætte. Men veninder kan man fortælle alt til og dele følelser med. Det burde de godt kunne klare. Husk at fortælle du ikke har noget imod de ses uden dig, men det kom bag på dig. 

Dine følelser er helt naturlige og forståelse.

Når det så er sagt er du nødt til at se udover din jalousi. Det er forskelligt hvilke veninder man har lyst til at være sammen med i forskellige perioder og i forskellige situationer.. 
Og det har intet med dig at gøre personligt.

A og B er måske blevet så gode veninder, at de også har behov for noget tid sammen alene og det kan man vel egentlig godt sætte sig ind i.

Man kan jo vende den om og så tænkte at selvom jeg er kun er sammen med en enkelt af mine veninder betyder det jo ikke at de andre betyder mindre, vel?

Det er ganske enkelt dårlig stil at invitere til sammenkomst eller på ferie foran en anden veninde som ikke skal med. Det vil alle da blive kede af. Det virker som en lille magtdemostration fra B's side. Øv hvor er hun tarvelig. Jeg ville tale med begge om det, så B ikke går frit spil igen. 

Hvis hun derimod ringede til A og inviterede uden din viden, så har det ikke så meget med dig at gøre, medmindre de så bagefter sidder og taler og hvor sjovt det var foran dig.

Om det jeg beskriver her er korrekt er du selvfølgelig bedst til at bedømme, da hun sikkert har gjort ligende før, hvis hun er den type. Det bunder så selvfølglig i hendes egen usikkerhed. 

Kh

Anonym skriver:

Jeg har to bedsteveninder. 

A er min barndomsveninde, single uden børn, er som et familiemedlem. Hun er meget speciel og lidt en enspænder, men dejlig. 

B er min veninde fra studietiden, vi har meget til fælles, har fået børn samtidig, og vores mænd er rigtigt gode venner. Hun har mange veninder og er meget udadvendt og social. 

A og B har været sammen hos mig mange gange de seneste mange år, og for et par år siden begyndte B at invitere A med til sine fester, damemiddage osv. - altså sammen med mig. Det har jeg kun været glad for. Et par gange, hvor jeg har måttet melde fra, er A taget med alene - også helt fint med mig, selvfølgelig. 

I sidste weekend holdt B stor fest, og til sidst var kun A og mig, min mand og mine børn, tilbage sammen med B og hendes familie. Pludselig hørte jeg B spørge A, om hun vil med hende i sommerhus i ferien hos en anden af B's veninder, som hverken A eller jeg kender så godt endnu, men som har meget til fælles med B og mig - mand, børn, erhverv m.m. Vi var ikke helt ædru, og jeg sagde spontant - flere gange - "Hvad med mig?". B ignorerede dette. 

I min ikke ædru tilstand tænkte jeg bare, at B havde glemt at spørge mig først, og først bagefter har jeg tænkt mere over det. Jeg er faktisk rigtigt ked af det. Jeg vil gerne "dele" A med B og B med A, men jeg synes slet ikke, det er ok, hvis A kommer med på ferie, og jeg slet ikke bliver spurgt. 

Jeg ved godt, man ikke ejer sine veninder, men jeg føler mig i den grad sat på sidesporet og undrer mig, for der er ingen tvivl om, at jeg står B nærmest - vi har været veninder i over 20 år. Det ville intet gøre mig, hvis B tog med en anden af sine veninder - som hun har mange af - men jeg føler, at jeg er bindeleddet mellem A og B. 

Er det helt forkert, at jeg undrer mig, og skal jeg tage det op med B og sige ærligt, hvad jeg føler? 

Tak for de blandede svar. De afspejler jo tydeligt, at det er et gråzoneområde og ikke noget, der hverken er 100 % forkert eller 100 % uproblematisk. Også derfor, jeg er sådan i tvivl. B er ikke typen, der laver intriger eller demonstrerer magt, men hun kan godt være lidt "frisk" og uovervejet og trampe på andre uden at tænke over det. 

Jeg er i en svær situation, fordi jeg formentlig har sklerose eller er på vej til at få det. Jeg passer mit arbejde og kan fungere nogenlunde hjemme, men jeg er dødhamrende træt og kan næsten ikke overskue sociale arrangementer, fester osv. i perioder. Det påvirker mit sociale liv, og i lange perioder orker jeg kun job og familien. Derfor er jeg også så bange for at miste mine veninder eller blive hende, der næsten aldrig er med til noget. Ved en venindemiddag hos B, hvor jeg havde meldt fra på forhånd, fordi det var en fredag, og jeg vidste, jeg ville være helt smadret oven på en travl uge, tog A med. Hele aftenen sendte B mig sms'er med billeder af, hvad de lavede - "Se, hvad du går glip af" osv. Det gjorde ondt, og jeg følte, at hun ikke forstod, at mit afbud var nødvendigt. Jeg fortæller hende nogle gange om min træthed, men ikke sådan i detaljer, og jeg tror ikke, hun har forstået, at det både er et stort handicap og fører en masse frygt med sig. Hvis jeg sms'er, at jeg er dødtræt, svarer hun, at hun er noget så frisk og fuld af energi. 

Jeg føler bare, at hvis jeg tager den snak med hende og siger, at jeg nok aldrig får samme overskud som før og er bange for at ryge ud af det sociale, så ER situationen virkelig, hvor jeg ellers prøver at tage en dag ad gangen og håbe på bedre perioder. Jeg er ikke klar til at erklære mig kronisk syg, og jeg vil jo helst ikke opfattes sådan. 

Anonym skriver:

Tak for de blandede svar. De afspejler jo tydeligt, at det er et gråzoneområde og ikke noget, der hverken er 100 % forkert eller 100 % uproblematisk. Også derfor, jeg er sådan i tvivl. B er ikke typen, der laver intriger eller demonstrerer magt, men hun kan godt være lidt "frisk" og uovervejet og trampe på andre uden at tænke over det. 

Jeg er i en svær situation, fordi jeg formentlig har sklerose eller er på vej til at få det. Jeg passer mit arbejde og kan fungere nogenlunde hjemme, men jeg er dødhamrende træt og kan næsten ikke overskue sociale arrangementer, fester osv. i perioder. Det påvirker mit sociale liv, og i lange perioder orker jeg kun job og familien. Derfor er jeg også så bange for at miste mine veninder eller blive hende, der næsten aldrig er med til noget. Ved en venindemiddag hos B, hvor jeg havde meldt fra på forhånd, fordi det var en fredag, og jeg vidste, jeg ville være helt smadret oven på en travl uge, tog A med. Hele aftenen sendte B mig sms'er med billeder af, hvad de lavede - "Se, hvad du går glip af" osv. Det gjorde ondt, og jeg følte, at hun ikke forstod, at mit afbud var nødvendigt. Jeg fortæller hende nogle gange om min træthed, men ikke sådan i detaljer, og jeg tror ikke, hun har forstået, at det både er et stort handicap og fører en masse frygt med sig. Hvis jeg sms'er, at jeg er dødtræt, svarer hun, at hun er noget så frisk og fuld af energi. 

Jeg føler bare, at hvis jeg tager den snak med hende og siger, at jeg nok aldrig får samme overskud som før og er bange for at ryge ud af det sociale, så ER situationen virkelig, hvor jeg ellers prøver at tage en dag ad gangen og håbe på bedre perioder. Jeg er ikke klar til at erklære mig kronisk syg, og jeg vil jo helst ikke opfattes sådan.