Når man har det virkelig nemt

Anonym skriver:

Jeg vil starte med at sige at det her ikke skal lyde total "hovskisnovski her kommer jeg"-agtigt så håber i læser det med rette briller på!

Jeg vil starte med at sige at vores første barn var mega svært så at sige. Han havde kolik og skreg og skreg og vi havde bare ALLE de problemer man overhovedet kunne få... om det så var søvn amning sygdom osv. det var bare den værste periode i mit liv men samme tid den bedste, fordi det var vores første barn og det største og skønneste i verden. jeg fik en fødselsdepression..

nu har vi så fået nummer 2, og det er total modsat! hun er seriøst så nem og er nu 2½ måned gammel!! lige fra start har hun været super god til at sove, amningen kører, hun har sovet hver nat siden hun blev født. hele natten! græder kun lidt, ingen kolik, kun lidt almindelig ondt i maven som ikke er så slemt. og derudover har storebror bare taget SÅ godt imod hende! Vi har overhovedet ikke oplevet jalousi eller noget som helst.. han er mega interesseret, vil gerne hjælpe osv. kort sagt svæver vi på en lyserød sky! og fødslen var også bare mega god og nem!


men problemet er at jeg ikke føler jeg kan tillade mig at fortælle om hende.. både i mødregruppe i virkeligheden og den jeg er med i på nettet hvor vi er en 20 stykker fra samme måned... stort set alle de andre har problemer med deres børn på den ene eller anden måde, meget ala hvordan det var med vores første. så derfor føler jeg ikke der er plads til jeg kan tale om vores datter! jeg er så bange for det virker totalt "in your face" at de frustreret taler om deres problemer hvis jeg så siger, at her går det fint. altså ikke at jeg bare ville kaste det i hovedet af folk, men når vi har sådan en generel "rundesnak" om hvordan det fx går med amning, har jeg ikke lyst til at deltage, fordi jeg synes det virker flabet at de første 5 har sagt hvor svært det er hvor dårligt det går, at de er gået på flaske, og jeg så skal sige "her går det bare total uden problemer, det har kørt siden dag 1"

og sådan er det med alle emner.. så det faktisk ender med jeg ender med at klappe i som en østers både IRL og i den på facebook. Og hvis jeg deltager snakker jeg om vores første for at vise at jeg kan relatere til det de føler tænker og snakker om.

synes bare det er så ærgerligt at jeg ikke kan få fortalt om hvor skønt det går hos os! jeg vil bare ikke gnide salt i såret! og jeg må indrømme at dengang med vores første synes jeg det var rigtig hårdt at høre om andres perfekte liv, og det er nok også derfor jeg ikke siger noget fordi jeg ved hvordan det kan føles, når man har det svært..

ved ikke lige hvad jeg ville med det her, bare få det ud.. føler jo også at det er meget velfortjent eller hvad man siger, at det går så godt denne gang når vi fik alle problemerne første gang.. ikke det er noget man kan gøre sig fortjent til på den måde, men hvis i forstår hvad jeg mener

Nej hvor blev jeg glad over at læse dit indlæg! Jeg er gravid med lillesøster nu, og vires forløb med Noah er som du beskriver dit forløb med din søn. Jeg glæder mig til lillesøster kommer, også selvom det bliver hårdt - men du har givet mig et lille håb om at det ikke behøver være en gentagelse af første forløb, og det er dejligt :0)

Jeg tænker at du da kan fortælle dem det du lige har fortalt os 

Det er jo helt reelt at ville tale om sit barn, men ikke have lyst til at tvære salt i såret hos andre.

Og så længe du ikke taler hoverende, så synes jeg de bør vise dig lige så stor interesse og opmærksomhed som de forventer at få retur.

Ellers bruger du bare os herinde - vi vil gerne høre om nemme babyer. Jeg har nemlig også et pragteksemplar af slagsen (indtil videre )

Anonym skriver:

Jeg vil starte med at sige at det her ikke skal lyde total "hovskisnovski her kommer jeg"-agtigt så håber i læser det med rette briller på!

Jeg vil starte med at sige at vores første barn var mega svært så at sige. Han havde kolik og skreg og skreg og vi havde bare ALLE de problemer man overhovedet kunne få... om det så var søvn amning sygdom osv. det var bare den værste periode i mit liv men samme tid den bedste, fordi det var vores første barn og det største og skønneste i verden. jeg fik en fødselsdepression..

nu har vi så fået nummer 2, og det er total modsat! hun er seriøst så nem og er nu 2½ måned gammel!! lige fra start har hun været super god til at sove, amningen kører, hun har sovet hver nat siden hun blev født. hele natten! græder kun lidt, ingen kolik, kun lidt almindelig ondt i maven som ikke er så slemt. og derudover har storebror bare taget SÅ godt imod hende! Vi har overhovedet ikke oplevet jalousi eller noget som helst.. han er mega interesseret, vil gerne hjælpe osv. kort sagt svæver vi på en lyserød sky! og fødslen var også bare mega god og nem!


men problemet er at jeg ikke føler jeg kan tillade mig at fortælle om hende.. både i mødregruppe i virkeligheden og den jeg er med i på nettet hvor vi er en 20 stykker fra samme måned... stort set alle de andre har problemer med deres børn på den ene eller anden måde, meget ala hvordan det var med vores første. så derfor føler jeg ikke der er plads til jeg kan tale om vores datter! jeg er så bange for det virker totalt "in your face" at de frustreret taler om deres problemer hvis jeg så siger, at her går det fint. altså ikke at jeg bare ville kaste det i hovedet af folk, men når vi har sådan en generel "rundesnak" om hvordan det fx går med amning, har jeg ikke lyst til at deltage, fordi jeg synes det virker flabet at de første 5 har sagt hvor svært det er hvor dårligt det går, at de er gået på flaske, og jeg så skal sige "her går det bare total uden problemer, det har kørt siden dag 1"

og sådan er det med alle emner.. så det faktisk ender med jeg ender med at klappe i som en østers både IRL og i den på facebook. Og hvis jeg deltager snakker jeg om vores første for at vise at jeg kan relatere til det de føler tænker og snakker om.

synes bare det er så ærgerligt at jeg ikke kan få fortalt om hvor skønt det går hos os! jeg vil bare ikke gnide salt i såret! og jeg må indrømme at dengang med vores første synes jeg det var rigtig hårdt at høre om andres perfekte liv, og det er nok også derfor jeg ikke siger noget fordi jeg ved hvordan det kan føles, når man har det svært..

ved ikke lige hvad jeg ville med det her, bare få det ud.. føler jo også at det er meget velfortjent eller hvad man siger, at det går så godt denne gang når vi fik alle problemerne første gang.. ikke det er noget man kan gøre sig fortjent til på den måde, men hvis i forstår hvad jeg mener

Jeg ved fuldstændig hvad du mener. Kan nikke genkendende til så meget af det du skriver. Det er faktisk en svær problematik. Jeg har dog ikke fundet en løsning, men ville bare sende et kram, for jeg ved i alt fald præsis hvad det er du skriver om

Jeg synes ikke du skal holde dig tilbage overhovedet! Men der er jo forskel på, hvordan man siger tingene og den dag, de andre møder i mødregruppen sidder og er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv af frustration og søvnmangel er måske ikke liiiige den dag, du skal fortælle at du har sovet hele natten Når det så er sagt, så er der i den gode mødregruppe plads til alle - både dem som sover hele natten og har nemme børn, og dem som er pressede! Sådan har det været i begge mine mødregrupper og det har været så skønt. Så måske er du havnet i en forkert mødregruppe - eller er det bare dig, der føler at du ikke "bør" sige noget?

Jeg har, ligesom dig, en stor pige der gav rimelig mange udfordringer - først fordi hun var ørebarn og dernæst bare fordi hun har et meget heftigt temperament. Min yngste er en drøm ved siden af, så mild og god som dagen er lang Hun sover dog ikke igennem endnu, men det er tager jeg rimelig afslappet - man ved jo af erfaring at det sker før eller siden

Anonym skriver:

Jeg vil starte med at sige at det her ikke skal lyde total "hovskisnovski her kommer jeg"-agtigt så håber i læser det med rette briller på!

Jeg vil starte med at sige at vores første barn var mega svært så at sige. Han havde kolik og skreg og skreg og vi havde bare ALLE de problemer man overhovedet kunne få... om det så var søvn amning sygdom osv. det var bare den værste periode i mit liv men samme tid den bedste, fordi det var vores første barn og det største og skønneste i verden. jeg fik en fødselsdepression..

nu har vi så fået nummer 2, og det er total modsat! hun er seriøst så nem og er nu 2½ måned gammel!! lige fra start har hun været super god til at sove, amningen kører, hun har sovet hver nat siden hun blev født. hele natten! græder kun lidt, ingen kolik, kun lidt almindelig ondt i maven som ikke er så slemt. og derudover har storebror bare taget SÅ godt imod hende! Vi har overhovedet ikke oplevet jalousi eller noget som helst.. han er mega interesseret, vil gerne hjælpe osv. kort sagt svæver vi på en lyserød sky! og fødslen var også bare mega god og nem!


men problemet er at jeg ikke føler jeg kan tillade mig at fortælle om hende.. både i mødregruppe i virkeligheden og den jeg er med i på nettet hvor vi er en 20 stykker fra samme måned... stort set alle de andre har problemer med deres børn på den ene eller anden måde, meget ala hvordan det var med vores første. så derfor føler jeg ikke der er plads til jeg kan tale om vores datter! jeg er så bange for det virker totalt "in your face" at de frustreret taler om deres problemer hvis jeg så siger, at her går det fint. altså ikke at jeg bare ville kaste det i hovedet af folk, men når vi har sådan en generel "rundesnak" om hvordan det fx går med amning, har jeg ikke lyst til at deltage, fordi jeg synes det virker flabet at de første 5 har sagt hvor svært det er hvor dårligt det går, at de er gået på flaske, og jeg så skal sige "her går det bare total uden problemer, det har kørt siden dag 1"

og sådan er det med alle emner.. så det faktisk ender med jeg ender med at klappe i som en østers både IRL og i den på facebook. Og hvis jeg deltager snakker jeg om vores første for at vise at jeg kan relatere til det de føler tænker og snakker om.

synes bare det er så ærgerligt at jeg ikke kan få fortalt om hvor skønt det går hos os! jeg vil bare ikke gnide salt i såret! og jeg må indrømme at dengang med vores første synes jeg det var rigtig hårdt at høre om andres perfekte liv, og det er nok også derfor jeg ikke siger noget fordi jeg ved hvordan det kan føles, når man har det svært..

ved ikke lige hvad jeg ville med det her, bare få det ud.. føler jo også at det er meget velfortjent eller hvad man siger, at det går så godt denne gang når vi fik alle problemerne første gang.. ikke det er noget man kan gøre sig fortjent til på den måde, men hvis i forstår hvad jeg mener

Har haft/har 3 drenge som alle var/er som jeres pige!!

Og jeg ville slet ikke kunne snakke om mine drenge, hvis jeg nødig vil virke totalt "in your face" som du siger!

Min pointe er, at selvom du har et nemt barn nu, skal du selvfølgelig ikke holde dig tilbage
Det er jo ikke din skyld at hun er nemmere end andres børn
Og jeg syntes da bare at du skal NYDE det!

Sikke da en dejlig tråd at se! Jeg kunne have oprettet en magen til. Pånær at mit første barn ikke havde kolik eller jeg fik fødselsdepression. Men derudover var han bestemt ikke nem. Han var virkelig en udfordring. Specielt sammenlignet med sin nye søster på 2 mdr  Så det er jo stort set det samme. Og nej, man har bare ikke lyst til at virke som den mor i gruppen der sidder og siger -jamen hos os kører alt bare! Søvn, amning, ingen ulvetimer, ingen frustration, ingen søskendejalouxi. 

Jeg benytter lejligheden til virkelig at lytte til de andre, for det har de mere brug for end jeg har - selvom jeg hjertens gerne snakker om hvor dejlig min datter er, så ved jeg at når man er helt kørt ud i frustration over nogle ting, så har man bare et større behov for at få drøftet nogle ting  Skal også i mødregruppe i dag og glæder mig.

Anonym skriver:

Jeg vil starte med at sige at det her ikke skal lyde total "hovskisnovski her kommer jeg"-agtigt så håber i læser det med rette briller på!

Jeg vil starte med at sige at vores første barn var mega svært så at sige. Han havde kolik og skreg og skreg og vi havde bare ALLE de problemer man overhovedet kunne få... om det så var søvn amning sygdom osv. det var bare den værste periode i mit liv men samme tid den bedste, fordi det var vores første barn og det største og skønneste i verden. jeg fik en fødselsdepression..

nu har vi så fået nummer 2, og det er total modsat! hun er seriøst så nem og er nu 2½ måned gammel!! lige fra start har hun været super god til at sove, amningen kører, hun har sovet hver nat siden hun blev født. hele natten! græder kun lidt, ingen kolik, kun lidt almindelig ondt i maven som ikke er så slemt. og derudover har storebror bare taget SÅ godt imod hende! Vi har overhovedet ikke oplevet jalousi eller noget som helst.. han er mega interesseret, vil gerne hjælpe osv. kort sagt svæver vi på en lyserød sky! og fødslen var også bare mega god og nem!


men problemet er at jeg ikke føler jeg kan tillade mig at fortælle om hende.. både i mødregruppe i virkeligheden og den jeg er med i på nettet hvor vi er en 20 stykker fra samme måned... stort set alle de andre har problemer med deres børn på den ene eller anden måde, meget ala hvordan det var med vores første. så derfor føler jeg ikke der er plads til jeg kan tale om vores datter! jeg er så bange for det virker totalt "in your face" at de frustreret taler om deres problemer hvis jeg så siger, at her går det fint. altså ikke at jeg bare ville kaste det i hovedet af folk, men når vi har sådan en generel "rundesnak" om hvordan det fx går med amning, har jeg ikke lyst til at deltage, fordi jeg synes det virker flabet at de første 5 har sagt hvor svært det er hvor dårligt det går, at de er gået på flaske, og jeg så skal sige "her går det bare total uden problemer, det har kørt siden dag 1"

og sådan er det med alle emner.. så det faktisk ender med jeg ender med at klappe i som en østers både IRL og i den på facebook. Og hvis jeg deltager snakker jeg om vores første for at vise at jeg kan relatere til det de føler tænker og snakker om.

synes bare det er så ærgerligt at jeg ikke kan få fortalt om hvor skønt det går hos os! jeg vil bare ikke gnide salt i såret! og jeg må indrømme at dengang med vores første synes jeg det var rigtig hårdt at høre om andres perfekte liv, og det er nok også derfor jeg ikke siger noget fordi jeg ved hvordan det kan føles, når man har det svært..

ved ikke lige hvad jeg ville med det her, bare få det ud.. føler jo også at det er meget velfortjent eller hvad man siger, at det går så godt denne gang når vi fik alle problemerne første gang.. ikke det er noget man kan gøre sig fortjent til på den måde, men hvis i forstår hvad jeg mener

Hov! HAR selvfølgelig stadig mine drenge
Ved ikke hvor har haft kom fra

Du skal ikke holde dig tilbage, bare råb op Det er da dejligt at høre om nemme børn

Ved dog ikke om jeg er den rette, da Aya også var total nem - udover tiden lige efter fødslen (som var kaotisk og forfærdelig) og amningen som måtte droppes efter 6 uger (men det var en nem beslutning som blev bakket op af alle inkl læge og sygeplejerske) - Fra da vi kom hjem fra sygehuset og Aya var rask og jeg var tilbage på toppen så gik det bare SÅ nemt. Hun græd stort set aldrig, hun var meget fremmelig, hun var glad, smilende, sov hele natten og elskede alle folk der gad hende - min stakkels mødregruppe pointerede altid hvor let jeg havde det og hvor dejligt det måtte være - og bevares, det var da dejligt og jeg kunne godt se de havde det svært, men jeg fortalte altså om hende (og de kunne jo også se hende selv) og jeg fik ikke dårlig samvittighed - jeg tværede det heller ikke ud over dem, men jeg delte mine historier, ligesom de delte deres. Og jeg følte virkelig vi havde fortjent at have det godt efter den fødsel. (Lang historie) så det havde måske også noget med den manglende dårlige samvittighed at gøre. Nu er det snart 2 år siden hun blev født og jeg kan LOVE udfordringerne er kommet nu - hun kan skeje HELT ud ... uha, hun er rimelig strid faktisk, men vi klarer det - men nu er det mig der kan sidde og sige til andre mødre med 2-årige "hold da op hvor er han/hun nem og artig" og svaret er ofte: "Så skulle du have set ham/hende da han/hun var baby" ...

Jeg synes ikke du skal holde dig tilbage. For selvom man kan få mange over næsen fordi man har et nemt barn kan der komme tidspunkter senere i livet som gør at det er super hårdt.

Isabella har altid været nem. Vi havde opstart problemer til hn var 3 uger fordi jeg ikke havde mælk nok. men da hun kom på flaske da hun var tre uger sov hun igennem fra dag 1. og græd heller aldrig.kun hvis vi var lidt for langsomme med maden.
Hun sov fra kl 21.30-7 fik flaske sov til kl 10 fik flaske og sov til kl 13. At hun så var vågen helt frem til kl 21.30 derfra var så hvad det var. Vi var lykkelige. For jeg er ramt af et piskesmæld og kæresten har posttraumatisk stress. Så det var utrolig dejligt.
Men samtidig synes jeg også det kunne være træls at høre på ja i ved ikke hvordan det er at have børn.
Men tilgengæld efter sommerferien da hun blev 1 år i maj. Tog hun også revanche. Hold nu op et temperament hun pludselig havde fået.
Og stadig har. Hun er blevet to nu og hold nu op en hidsigprop hun kan være. Og til tider synes jeg stadig det er super hårdt.
Plus vi var ramt af sygdom hvor hun var syg de 6-7 uger ud af to mdr sammenlagt.

Så nej nyd det og lad folk vide det. For du har jo prøvet at hårde ved at have barn. Så fortjener duogså at kunne blære dig lidt.

Selvfølgelig skal du have lov at dele dine oplevelser med din datter. Jeg tror også bare du skal huske, hvordan du selv havde det, og dele ud fra det, at du ikke, hver gang der snakkes om problemerne, får fremhævet, jamen mit barn er så nemt. Håber du forstår hvad jeg mener, at der er plads til frustration om de svære børn, men og til goderne ved det nemme barn, der er jo, større eller mindre, udfordringer ved alle børn, nogle flere end andre, vi har selv haft en del udfordringer, med begge vores, og lige netop søvnen er en stor frustration, da mangel på søvn også tager alt overskuddet, men at i feks både kan snakke om gode og dårlige oplevelser, og du kan jo også snakke med, via oplevelserne fra din søn, og dele erfaringer