Hvem skal jeg tale med om følelserne?

Anonym skriver:

Hvad indebærer en efterfødselsreaktion helt præcist?

Jeg troede nemlig at det "bare" var den der store-tude-dag som mange oplever kort tid efter fødslen.

Den dag har jeg ikke haft, og tror heller ikke at den kommer, men så har jeg jo så alle de her tanker at slås med i stedet 

Det er rigtig rart at høre at det er normalt, men jeg ved bare slet ikke hvordan jeg skal få talt med min shpl om det.

Hun er god til at male fanden på væggen, og næste gang hun kommer vil hun (meget belejligt) lave en screening for fødselsdepression - hvilket jeg er helt sikker på at jeg ikke har! 

Vi er ude i et gråzone-område, som mange fagpersoner har svært ved at definere de helt specifikke grænser for, og det er klart, at nogle af symptomerne er gældende både for fødselsdepression og efterfødselsreaktion, nogle bruger begge ord om den samme tilstand, og det kan derfor ofte være svært at få en ordentlig definition.
Generelt kan siges, at efterfødselsreaktion er en paraplysymptomatologi, som dækker over rigtig mange symptomer, der kan kombineres på kryds og tværs, men vigtigst af alt er, at det er en proces og ikke en stationær reaktion, til forskel fra depressioner, som man kan lide af livslangt.

Rockertand skriver:

Åhhhh, jeg får kuldegysninger af at læse dit indlæg - jeg havde det NØJAGTIGT på samme måde, jeg følte intet for mit første barn i starten, det var en læringsproces, den læringsproces skulle jeg heldigvis ikke igennem med nr. 2 og 3, og jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg dengang ikke evnede den der overstrømmende moderkærlighed lige med det samme.
Fandme stærkt, at du deler dine tanker - det er nemlig rigtigt vigtigt, at man ikke tror, at man er den eneste i hele verden, der har det sådan.

Tusind tak for rosen

Selvom jeg er en kontrolfreak er jeg ikke bange for at dele mine tanker og følelser - og gør det gerne hvis der er mulighed for at hjælpe andre.

Jeg er klar over at det er et tabu ikke at blive overvældet af moderfølelser nærmest det sekund man tryller 2 streger frem - jeg har aldrig forstået det. Hvordan kan man elske noget/nogen man endnu ikke kender?

Jeg er nu gravid i uge 23 med lillesøster - og din kommentar gjorde mig rigtig glad. Jeg har haft en forestilling om at det ville blive lettere med nr 2, nu man trods alt har prøvet noget lignene en gang før, men man kan jo ikke være sikker - jeg har jo heller aldrig været mor til 2 før

Jeg oplever at jeg denne gang kan nyde min graviditet mere, og selvom jeg ved at det bliver hårdt GLÆDER jeg mig ubetinget til hun er bagt færdig og vi får lov at se hende. Jeg er ikke så bange for det ukendte som da jeg ventede min søn, og satser på at jeg denne gang magter at huske at baby ikke bliver skadet for livet hvis jeg liiiige bruger 10 sek på at tisse færdig inden jeg styrter ind og tager hende op

Jeg ved af erfaring at moderfølelsen nok skal komme hvis ikke den er der med det samme - det giver også en helt anden ro. Jeg glæder mig til at lære hende at kende, og finde ud af hvilken personlighed hun har, og hvordan vores familiedynamik kommer til at blive i fremtiden.

Selvfølgelig er der også nogle større bekymringer denne gang - de er blot lidt anderledes. Nu bekymrer jeg mig om hvorvidt den store kommer til at føle sig tilsidesat eller overset. Jeg kan ikke lade være at have en lille smule dårlig samvittighed, for HAN har jo ikke bedt om at blive storebror.

Heldigvis har jeg nogle dejlige mennesker i mit liv som jeg ved vil vil være parate til at hjælpe, og jeg har mange forestillinger om hvordan jeg kan være en god forældre for dem begge.

-I bund og grund er der jo ingen der kan gøre mere end deres bedste, og vi vil altid komme til at lave fejl. Heldigvis, for dem lærer vi jo også af