Anonym skriver:
Jeg har født en datter for nogle uger siden, og hvor er hun bare det dejligste i verden!
Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg elsker hende over alt på jorden! 
Men.... Alligevel bliver jeg ved med at have en følelse af at, et eller andet ligger og gemmer sig lige under overfladen indeni mig..
Jeg får konstant de små spontane tude-ture (ved godt man siger at de forsvinder lidt om ikke så længe), som bare slår mig ud, da jeg virkelig er vant til at kontrollere mine følelser og holde dem for mig selv, eller kun dele dem med de mennesker jeg har lyst til. Jeg bruger så meget energi på at tænke over hvor meget det går mig på!
Hver gang hun sover har jeg lyst til at vække hende og bare være sammen med hende, men hver gang hun er vågen føler jeg at det er super hårdt og så "venter" jeg bare på at hun falder i søvn igen. Det skal tilføjes at hun absolut er verdens nemmeste baby - det der er svært når hun er vågen er at være på. Jeg ved ikke hvorfor, men det er hårdt at sidde med hende i armene og bare kigge hende i øjnene og tale til hende. Jeg har prøvet at tænke og tænke for at finde ud af hvad det lige er der gør at, det næsten føles som en fysisk energi-tappende "opgave", men jeg har virkelig ingen ide om hvorfor jeg føler som jeg gør.. 
Puha, det er hårdt at skrive den her tråd.. Jeg føler ikke det er en depression der lurer - de signaler har jeg erfaringer med, og er er meget opmærksom på at jeg skal reagere hvis jeg nærmer mig det "hul" igen. Men omvendt har jeg ingen anelse om hvad der så er i vejen, eller hvem jeg bør tale med om det.
Shpl er selvfølgelig meget imødekommende, men jeg klikker bare ikke så godt med hende at jeg har lyst til at åbne mig på den her måde.
Min læge... Jah, det er vel min eneste mulighed hvis jeg synes der er behov for mere end "mental hjælp", men det føler jeg ikke på nuværende tidspunkt overhovedet....
Jeg har sådan en følelse af tomhed i forhold til at jeg har haft jordemoder og fødeafdelingen til rådighed under graviditeten, fødslen og indlæggelsen i dagene efter. Jeg mangler alle dem som "har haft med min baby at gøre" 
Hvem skal jeg dele alt det her med? Hvordan søren skal jeg gribe det an?
Nu skriver jeg nok lidt (personlige) sandheder, som nogle måske vil se ilde på...
Som de andre lyder det til at du har en ganske normal reaktion på den store omvæltning det er at blive Mor.
Som du, er også jeg kontrolfreak udover det normale - og ikke kun i forhold til mine private følelser og reaktioner. Jeg havde da læst om de der tudeture osv, men var sikker på at det ikke ville være et problem for mig.
-Fik dem dog alligevel, da virkeligheden ramte med et kolikbarn, amning der ikke ville fungere og en mand med efterfødselsreaktion. Trods min intensive reesearch på forældre og barn området, var det det eneste jeg ikke lige havde set komme, og dermed forberedt mig på. Det var HAM der ville have et barn, så jeg regnede med at han stod ved min side og at vi var 2 om det at blive forældre.
Sådan blev det ikke, og det rystede mig i min grundvold. Samtidig fik jeg i mange mange mdr ikke mere end 1 times søvn ad gangen - jeg nåede et punkt hvor jeg ikke turde køre bil, fordi jeg følte at jeg havde drukket en flaske sprut til morgenmad. Jeg var så svimmel og træt konstant.
Nå, nok om det. Den første tid havde jeg jo også læst en masse om, og forberedt mig på. Problemet var bare at der altså er temmelig langt fra at have læst om det og så at udøve det i praksis. Jeg glemte at man altså lige skal lære det, og at det kræver at man øver sig. Og at det er svært at øve sig på at være mor førend man står med sit barn i armene.
Så det var et nederlag. Det kom overhovedet ikke naturligt for mig at dikke-dikke det lille væsen jeg havde produceret i starten. Og jeg synes det var SÅ hårdt når han var vågen, for jeg gjorde jo mit alleryderste for at være en god mor. Jeg var frygteligt bange for a komme til at skade ham ved min manglende mor-erfaring. Samtidigt var det ulideligt når han så endelig sov - man savnede ham jo, og frygtede samtidig at lige nøjagtig mit barn skulle være det uheldige der led vuggedøden.
Jeg synes at det er dejligt at du kan sige at du elsker din datter - der gik mange mange mdr førend jeg kunne sige det samme om min søn. Heldigvis var det en af de ting jeg havde læst om, og vidste derfor at det var helt normalt. Jeg vidste intellektuelt at han var mit barn og at jeg var hans mor, og ønskede ham jo naturligvis kun det bedste. Men derfra og så til at elske ham, der var langt. I min verden, hvor jeg er så kontrollerende skal jeg kende folk godt før jeg lukker dem ind og stoler på dem - nogle kunne måske argumentere at man ikke kan sammenligne, men det synes jeg nu godt man kan.
Jeg skulle lære mit barn at kende først. Og helt ærligt, i starten er der ikke særligt meget at lære at kende. Det var først da han begyndte at reagere med smil og pludren og begyndte at få lidt personlighed at det gik op for mig at jeg elskede det lille kreatur...
Jeg havde ikke et sekund dårlig samvittighed over at have det sådan i starten, men det føjede endnu en bekymring til den lange liste, for Hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at elske mit Barn? Hvor længe er det ok at være i tvivl om man egentlig gør det?
Der er så mange nye ting at lære og forholde sig til når man bliver forældre. Bare det at finde ud af hvorfor baby er ulykkelig er en daglig udfordring. Er den sulten, har den ondt i maven, er der afføring osv. Får mit barn nok at spise, udvikler det sig som det skal - motiorisk og mentalt, stimulerer jeg det godt nok?
Der er SÅ mange nye aspekter man som nybagt Mor skal finde plads til i sit liv - det er overvældende og naturligt at blive træt og udmattet.
Hvis jeg var dig ville jeg tage en dyb indånding og tro på at min reaktion var normal - det betyder dog ikke at man ikke har behov for at tale med andre om det, bare fordi at det er normalt. Hvis du har en god veninde eller familie du føler dig tryg ved, kan du evt snakke med dem - det hjalp mig meget. Jeg vidste at de ikke ville dømme mig, og jeg blev bekræftet i at jeg var en god mor og at mit barn var glad og tilfreds.
Har du ingen du kan bruge på den led, eller føler du dig blot mere tryg ved en fagperson, vil jeg anbefale dig at bede om en anden SP. Det har du ret til, og du ha også lov at bede om ekstra besøg. Jeg bad fx om et par ekstra besøg fordi jeg var så bange for om jeg gjorde det godt nok og om han udviklede sig som han skulle - det var dejligt hver gang at få at vide at han var helt perfekt og at jeg gjorde et godt stk arbejde som mor.
Jeg håber at du kan bruge mit svar til et eller andet, og at du kan se lys for enden af tunelen. Husk at nyde din LILLE baby alt hvad du kan - tag en masse billeder - det går så stærkt, og jeg glemte selv at nyde det.
