når man efterhånden hader sin svigerfamilie...

Hvad gør man når man efter 10 år sammen, bryder sig mindre og mindre om sin svigerfamilie... det er svært ikke at vise og det er svært ikke at sige noget om dem, efter endt sammenkomst etc...
Og det skubber os - min mand og jeg længere fra hinanden..

De vil selvfølgelig gerne være sammen med børnene, men jeg kan næsten ikke holde det ud og vi har ikke samme opfattelse af hvordan man er sammen med små børn.

fx kalder min svigermor min 2 årige for skrapsak og den mindste på ½ for lille svin (når de spiser). Selvom det er "kærligt ment", så synes jeg ikke at der er nogen grund til, at de skal høre det igen og igen og igen...  De bliver fodret med kage og saft og søde sager, hvis ikke jeg nærmest står og overvåger og siger, hør hov, vi skal lige have en rugbrødsmad først og vi hopper lige sodavanden over etc.. og tusinde andre eksempler i samme dur, som for nogen måske synes ubetydelige og det er egentligt ikke det centrale.

Mit primære problem består i, at den følelse jeg har i forhold til dem bliver værre og værre. Og jeg har svært ved at holde det på et funktionelt niveau. Jeg har mistet lysten til at tale med dem, og føler ikke de forstår mig. Deres udgangspunkt vil altid være deres søn/min mand (fair nok), men de har også en tydelig opfattelse af at han laver det hele (han arbejder og tjener mest) og at jeg derfor bør sørge for hus og hjem, børn og hund. Min mand er ikke særligt arbejdsom i hjemmet og udsætter alt til sidste øjeblik eller gør det bare ikke. Hvis jeg spørger om han kan hjælpe med at klippe hækken, synes de nærmest det er lidt synd for deres stakkels dreng, at jeg er "efter ham" og at han skal tage sig af den slags..

Jeg er sikker på at det er gensidigt at vi ikke bryder os særligt meget om hinanden. Men hvad gør man. Det skal jo  helst fungere... for min mands skyld og for børnenes..

Kære Trådstarter,

Der er flere ting i det her. Mange af de ting du nævner hænger nok sammen med at det er måden de gør det på hos dem, de tænker ikke nærmere over det; de små irriterende kælenavne og de søde sager. Når du så bliver tydeligt fornærmet, fordi du føler at de ikke respekterer dig, så opfatter de det omvendt som en afvisning af det gode ting de gør for jeres børn. 

I forhold til dette kan du jo prøve en tid at ignorere det negative og anprise det, når de gør noget godt. Du kan også bede om håndsrækninger fra dem, som du ved du selv bliver glad for, noget som du synes kommer dine børn til gode. 

Med hensyn til din mand og husarbejdet. Puha! Hvis sandheden er at i begge slider i det på arbejdsfronten og han er doven i huset - så er det en sag mellem dig og ham. Jeg tror jeg ville fortælle ham at du opfatter det sådan at i to i jeres indbyrdes forhold har en konflikt og at du har brug for at han hjælper sine forældre med ikke at tage hans parti i sagen - fordi du føler at det skaber afstand mellem jer to. At det gør dig ked af det at føle dig udenfor når du er på besøg hos dem. Det er vigtigt at du ikke får kritiseret forældrene for meget, men alligevel for ham forklaret, hvor såret han gør dig, når han lader dem tage sig parti. Hvis du har ham på din side, så bliver hans forældres holdning lidt ligegyldig.

Hvis der skal et kirsebær på toppen, kunne du eventuelt prøve at finde lidt fælles grund med den af svigerforældrene som du kan bedst med. Find noget at have en fælles interesse omkring, når I er på besøg. Hvis din svigermor er god til madlavning, så spørg om hun vil give dig en opskrift, vise din hvordan man laver... Ligeså meget som du føler at de ikke respektere dig, lige så meget er de bange for ikke at være en del af din søns liv og familie. Kort sagt fortæl dem at du gerne vil nærme dig dem.

Håber du kan bruge tankerne til noget

Tak for dit gode svar.

Det er spot on, at det generer mig, at de ikke respekterer eksempelvis vores tilgang til maden. Her har min mand og jeg heldigvis fælles fodslag, hvilket også betyder, at han siger fra, når det sker - hvis vi vel at mærket ser det! Og måske var det den pointe der ikke kom tiltrækkeligt frem. For netop det, at jeg og han flere gange, på både en alvorlig  eller humoristisk måde har klargjort "hvad reglerne er", så generer det mig ekstra meget, at de forsøger at snige sig til, at stoppe noget usundt i børnene. Så det er handlingen jeg reagerer på. Jeg bliver vel nok provokeret af, at jeg ikke bare en, to eller tre gange, skal gøre opmærksom på hvordan det lige forholder sig. Det skal hver evigt eneste gang være et issue. Det bliver måske lidt banalt, men jeg opfatter det som om, at jeg enten skal have en "evigtgående kamp" omkring det (som ikke går forbi, uden en kommentar som "din mor og far er også pjattede eller onde (!), at de ikke vil give dig gode sager", eller også give efter på det, som vi i fællesskab har besluttet fordi vi egentligt synes at slik slet ikke er nødvendigt til 2 årige børn.

Hvad angår dit tip om at prøve at ignorere det negative og anprise det gode, har du sikkert en god og anvendelig pointe. Jeg er så fuld af dårlige følelser og irritation, at det ikke er en let opgave. Men....
 
Det er her, hvor det er lige ved at briste, fordi de følelser muligvis ligger for meget i vejen til, at jeg kan bevare kontrollen og "gennemføre en håndsrækning".. Det må ikke forveksles med ikke at "ville" at vores relation og omgang fungerer...

Er jeg alene med den følelse?

Anonym skriver:

 

 

Første tanke: hold op, jeg ville være ked af det, hvis min svigerdatter snakkede sådan om mig og udtrykte had til mig.

Man kan ikke ændre svigerforældre. Man kan ændre sin holdning til dem og tænke over, at de elsker dine børn (også selv om de kalder dem underlige navne) og derfor forkæler dem. Det er bedsteforældres privilegie og det dør ingen børn af (med mindre det sker flere gange dagligt). De er din mands forældre og har opdraget ham til at være den mand du elsker mest i verden, så de kan ikke være helt gal på den.

Som en anden sagde, er der ingen steder hvor I kan finde en fælles interresse? Børnene er nok et fint udgangspunkt. Herhjemme har mine svigerforældre og jeg fundet fælles fodfæte i vores have. Jeg er aldeles ikke havemenneske og har minus grønne fingre. De har kæmpe have og elsker at pusle med den. Jeg har derfor gjort det til min interresse og tager imod råd og lære og beder dem om hjælp til nogel idéer ang. haven. 

Vi er ikke pot og pande personlighedsmæssigt, men det ville jeg aldrig lade mine børn eller dem vide. Det udholder jeg ganske enkelt. De er individer der elsker mine børn på deres præmisser, ligesom jeg gør.

Pas på dine signaler, når du er i nærheden af dine svigerforældre. Det er ikke ret fedt for hverken din mand, børn, svigerforældre eller svigerinder/svogre, hvis de kan mærke, at der er noget galt eller at de har gjort noget galt.

Hold ud, forsøg og pas på

Krussedulle skriver:

Ville rigtig gerne kunne komme med noget konstruktivt!

Men sidder lidt i samme båd!

Det er jeg ked af at høre!
Men tak for din kommentar, så er vi da to, der kan synes, at det ikke er let, når man er tvunget til at få noget til at fungere, som bare føles rigtig svært.

Du er ikke alene

Tak for din kommentar.
Det hjælper selvfølgelig ingen af os, men alligevel gør det en lille bitte bitte smule, at vide at det ikke kun er her, at det fylder meget!