åååårrrrrh, kender det alt for godt fra min 3-årige, der bliver 4 i juli. Han er normalt en stille og rolig dreng der godt kan lide at lege for sig selv. Over de sidste 2-3 måneder er han bare som forvandlet. Jeg er meget alene med børnene (storebror på 5 og lillesøster på snart 2) og er gravid i 7. måned. Manden er taget på arbejde når vi står op og er først hjemme ca 16.30, så jeg står med at bringe og hente.
Jeg føler tit, at jeg går på listetæer omkring den 3-årige for at forhindre skrigeriet. Det gør jeg. I morges startede skrigeriet fordi han ikke kunne få en mariekiks inden morgenmad, derefter fordi mælken ikke var jævnt fordelt i hans havregrynsskål, derefter fordi han ikke ville have knækbrød i madpakken, sidenhen fordi han ikke ville tage sko på selv. Han er altid den sidste ud ad døren. Vi sidder i eller står ved bilen. Jeg nægter at give ham skoene på, da jeg godt ved, at han kan selv og at det er en magtkamp han gerne vil afprøve. Det har jeg ikke lyst til, så jeg vil hellere vente.
Jeg får så meget skyldfølelse over, at jeg virkelig nogle gange bliver så frustreret over ham. Hvis det kun var ham og jeg i hverdagen ville det nok ikke dræne mig så meget som det gør lige nu, men sådan er det bare ikke. På den anden side så bliver jeg nok bare nødt til at holde det ud, da det f.eks. ikke er i orden at lægge sig ned på dørtrinnet og skrige over, at vi ikke skal til stranden lige nu eller at han ikke kan tage en paraply med i børnehave osv osv osv. Han stiller de mest besynderlige, urimelige krav og for det meste føler jeg, at det er for at afprøve for derefter at skrige for at se, hvornår jeg mon giver efter.
Men der er lysglimt! Hans storebror var på samme måde og han er i dag er ændret dreng. Han er fornuftigt, kærlig, omsorgsfuld og hjælpsom overfor mig og sine søskende. Hvis det bliver resultatet, så holder jeg perioden ud 
Anmeld
