Min dreng slår meget...

PernilleogLouis skriver:

Du skriver at du starter med at sige det til ham stille og roligt - jeg syns faktisk det er i orden at han ved du bliver sur når han fx slår - hvis vi som forældre ikke viser vores børn at man kan blive sur, ked af det osv hvordan skal de så lære at det er okay at ha disse følelser??? Tror man skal passe på med ikke at være alt for forskrækket med at vise følelser også selvom om det betyder man blir sur for selvfølgelig er det ik ok at han slår

Jeg bliver skam også sur. Starter bare ud med at sige det roligt, men bestemt. Bliver han ved bliver jeg sur. Men synes bare vi var nået en dum cirkel at han blev selvom jeg blev sur. Tænker måske min måde at tackle det på har forstærket hans frustration og derfor blevet ved at slå.

Men jeg er helt enig med dig i at børn har godt af at opleve man kan blive sur. Så de forstår at følelsen er okay. Jeg siger også altid til min dreng, at det er helt ok, at han bliver sur eller ked af det, men at han altså ikke må slå.

Det kan være SÅ svært. Hvad skal man dog stille op med sit guld som forvandler sig til en lille "djævel" til tider. Min dreng er meget fremme sprogligt og motorisk. Men inde i han lille hoved er han altså "kun" en dreng på 2,8 år. Jeg tror det er super svært for ham. Han kan ikke forstå alt det der sker...

Han har bidt meget og gør det ikke mere heldigvis men til gengæld sparker og slår han hvis han bliver "presset" eller han han bliver sur/vred. Jeg kan ikke have det. Kan ikke accepterer rive, bide, slå osv. Han kan være MEGET strid ved sin 8 mdr. gamle lillesøster.

Vi har prøvet alt og det eneste der virker her er enten "pause" hvor han sidder på en stol i stuen og vi sætter æggeuret eller vi sender ham på værelset til at "køle ned"

 

Dorthe1986 skriver:

Hej Piger

Overvejede at være anonym, men igen, jeg er nok langtfra den eneste med det her problem

Emil blev to for en måned siden. Han er en fantastisk og meget kærlig og omsorgsfuld dreng Hans sprog er fantastisk og motorisk kører det også bare

Men han er også en temperamentsfuld ung herre. Bevares, temperament er godt at have, men jeg synes nu alligevel det kammer ofte over. Han bliver hamrende sur, hvis han får nej til noget han vil have eller gøre. Det er så ikke værre, end at det hurtigt er overstået igen og han siger "ikk' græde mere" og så smiler han. Men tit og ofte reagerer han ved at slå ud efter en af os.... Jeg siger så stille og roligt "Nej, Emil, du må ikke slå". Reaktionen på det er for det meste endnu et slag og sådan kan det blive ved. Først, når jeg får sagt med lidt hævet stemme "Så stopper vi" (ikke råben!) og jeg måske enten lige holder hans arm væk så han ikke kan slå, eller skubber hans stol lidt væk fra bordet, så stopper han. Så græder han lidt fordi han føler sig SÅ uretfærdigt behandlet... Så siger han "krammer" og vi krammer og så er alt godt igen.

Men jeg synes bare det er frustrerende at det faktisk er næsten hver dag, han reagerer ved at slå ud. Kunne forstå hvis han havde svært ved at udtrykke sig, men som sagt det kører jo bare. Men reagerer jeg korrekt når han gør det? Eller skal jeg ved første slag, fjerne ham?

Håber i kan komme med lidt fifs

herhjemme vil vi heller ikke finde os i bid/riv/flå i håret eller slå

så når de gør det en sjælendt gang så sige vi AV! hvorfor gør du det? og griner han/hun bare og gør det en gang til, så tager vi hånden der slog og siger nej! det ved du godt du ikke må, det gør ondt, og du kommer ind på dit værelse hvis ikke du holder op.. og 3 gang er dråben, og de ryger en tur på værelset, når de så har brokket sig lidt over at være sendt på værelset, så spørger vi dem om de er klar over hvorfor de er kommet ind? og siger de ja fordi sådan og sådan, så spørger vi om de så kan holde op med at slå? og siger de ja, så gir vi en krammer og går ind og leger videre, men siger de nej, så får de samme tur igen ..

det har hjulpet meget herhjemme, og det er yderst sjælendt at de store slår eller noget, for de kender koncekvensen af det

MorDk skriver:

Det kan være SÅ svært. Hvad skal man dog stille op med sit guld som forvandler sig til en lille "djævel" til tider. Min dreng er meget fremme sprogligt og motorisk. Men inde i han lille hoved er han altså "kun" en dreng på 2,8 år. Jeg tror det er super svært for ham. Han kan ikke forstå alt det der sker...

Han har bidt meget og gør det ikke mere heldigvis men til gengæld sparker og slår han hvis han bliver "presset" eller han han bliver sur/vred. Jeg kan ikke have det. Kan ikke accepterer rive, bide, slå osv. Han kan være MEGET strid ved sin 8 mdr. gamle lillesøster.

Vi har prøvet alt og det eneste der virker her er enten "pause" hvor han sidder på en stol i stuen og vi sætter æggeuret eller vi sender ham på værelset til at "køle ned"

 

Tak for dit svar :-)

Jeg går bare ikke ind for at bruge pause, så det ville ikke fungere herhjemme. Men tror jeg fandt løsningen i går aftes, da vi spiste mad (har skrevet det længere oppe)

Dorthe1986 skriver:

Tusind tak for dit svar Læste det tidligere, men havde ikke lige tid til at svare tilbage.

Han gjorde det her til aftensmaden igen, altså slog ud efter mig. Og så prøvede jeg faktisk dit råd, med at virke overrasket og fik hans fokus over på noget andet, og det virkede!!! Jeg sagde helt overrasket "hov, det må du da ikke" og så sagde jeg prøv at se den her... og så var vi ovre det

Jeg har altid sørget for at hvis han er ked af det, at jeg så er der for ham. Kan huske i Påsken, sad vi sammen med svigerforældrene og fik lidt påskebord. Der var så noget Emil ville have, som jeg sagde nej til. Og han blev rigtig, rigtig ked af det. Jeg tager ham så over og trøster og krammer ham osv... Så kommer kommentaren fra svigermor: "I sådan en situation skal hun jo bare ignorere ham, ellers vil han skabe sig sådan fremover"! Jeg kunne have

Jeg er glad for at høre, at du kunne bruge det  

Og så luk ørene for den slags.. selvfølgelig skal han trøstes! Selv når barnet har gjort noget galt (feks slået) og har fået skældud, så bliver det ked af det og har brug for trøst. Ikke for at sige det er en okay opførsel, men for for at vise at det man godt kan se det bliver ked af det. Barnet ved jo godt det er forkert, men det har ikke brug for at vide at mor er sur på det som noget der føles af for evigt - så mor er der selvfølgelig stadig når man bliver ked, også selvom man har gjort noget dumt.

MilleMus1988 skriver:

herhjemme vil vi heller ikke finde os i bid/riv/flå i håret eller slå

så når de gør det en sjælendt gang så sige vi AV! hvorfor gør du det? og griner han/hun bare og gør det en gang til, så tager vi hånden der slog og siger nej! det ved du godt du ikke må, det gør ondt, og du kommer ind på dit værelse hvis ikke du holder op.. og 3 gang er dråben, og de ryger en tur på værelset, når de så har brokket sig lidt over at være sendt på værelset, så spørger vi dem om de er klar over hvorfor de er kommet ind? og siger de ja fordi sådan og sådan, så spørger vi om de så kan holde op med at slå? og siger de ja, så gir vi en krammer og går ind og leger videre, men siger de nej, så får de samme tur igen ..

det har hjulpet meget herhjemme, og det er yderst sjælendt at de store slår eller noget, for de kender koncekvensen af det

Tak for dit svar :-) tror jeg fandt måden at gøre det på, igår ved maden.

DitteFisk skriver:

Ja

Jeg er glad for at høre, at du kunne bruge det  

Og så luk ørene for den slags.. selvfølgelig skal han trøstes! Selv når barnet har gjort noget galt (feks slået) og har fået skældud, så bliver det ked af det og har brug for trøst. Ikke for at sige det er en okay opførsel, men for for at vise at det man godt kan se det bliver ked af det. Barnet ved jo godt det er forkert, men det har ikke brug for at vide at mor er sur på det som noget der føles af for evigt - så mor er der selvfølgelig stadig når man bliver ked, også selvom man har gjort noget dumt.

Ja, lige præcis! Jeg kunne da aldrig drømme om at lade mit barn sidde og græde ulykkeligt og så bare ignorere ham. Hvilken mor, ville jeg så lige være?

Men takker endnu engang for dit råd :-) det gjorde nemlig at vi undgik den dårlige spiral, med en mere og mere sur mor og en dreng, der bliver ved med at opføre sig dårligt :-)

Dorthe1986 skriver:

Ja, lige præcis! Jeg kunne da aldrig drømme om at lade mit barn sidde og græde ulykkeligt og så bare ignorere ham. Hvilken mor, ville jeg så lige være?

Men takker endnu engang for dit råd :-) det gjorde nemlig at vi undgik den dårlige spiral, med en mere og mere sur mor og en dreng, der bliver ved med at opføre sig dårligt :-)

Ja, jeg vil da gerne høre hvilken mor du så ville være?

Muhmi skriver:

Ja, jeg vil da gerne høre hvilken mor du så ville være?

Ja, min lille dreng ville da føle sig svigtet, hvis han sidder og er rigtig ked af noget. For eksempel, noget han ikke kunne få. Kan jo sagtens tage mig af ham og trøste ham, og stadig holde fast i at jeg sagde nej.

Altså, for at vise ham at hans følelser er okay at have :-)

Så ja, jeg ville synes jeg var en dårlig mor, hvis jeg i en sådan situation ignorerede Emil :-)

Muhmi skriver:

Ja, jeg vil da gerne høre hvilken mor du så ville være?

Jeg ville da heller ikke ignorere mit barn, der sad og græd ulykkeligt, selvom det havde gjort noget dumt. At trøste det retfærdiggør jo ikke dets handling, det viser blot kærlig omsorg, tilgivelse og at mor selvfølgelig stadig er der for barnet når det har brug for det. Og et barn græder ikke ulykkeligt med mindre det har brug for trøst.