Min dreng slår meget...

Hej Piger

Overvejede at være anonym, men igen, jeg er nok langtfra den eneste med det her problem

Emil blev to for en måned siden. Han er en fantastisk og meget kærlig og omsorgsfuld dreng Hans sprog er fantastisk og motorisk kører det også bare

Men han er også en temperamentsfuld ung herre. Bevares, temperament er godt at have, men jeg synes nu alligevel det kammer ofte over. Han bliver hamrende sur, hvis han får nej til noget han vil have eller gøre. Det er så ikke værre, end at det hurtigt er overstået igen og han siger "ikk' græde mere" og så smiler han. Men tit og ofte reagerer han ved at slå ud efter en af os.... Jeg siger så stille og roligt "Nej, Emil, du må ikke slå". Reaktionen på det er for det meste endnu et slag og sådan kan det blive ved. Først, når jeg får sagt med lidt hævet stemme "Så stopper vi" (ikke råben!) og jeg måske enten lige holder hans arm væk så han ikke kan slå, eller skubber hans stol lidt væk fra bordet, så stopper han. Så græder han lidt fordi han føler sig SÅ uretfærdigt behandlet... Så siger han "krammer" og vi krammer og så er alt godt igen.

Men jeg synes bare det er frustrerende at det faktisk er næsten hver dag, han reagerer ved at slå ud. Kunne forstå hvis han havde svært ved at udtrykke sig, men som sagt det kører jo bare. Men reagerer jeg korrekt når han gør det? Eller skal jeg ved første slag, fjerne ham?

Håber i kan komme med lidt fifs

Dorthe1986 skriver:

Hej Piger

Overvejede at være anonym, men igen, jeg er nok langtfra den eneste med det her problem

Emil blev to for en måned siden. Han er en fantastisk og meget kærlig og omsorgsfuld dreng Hans sprog er fantastisk og motorisk kører det også bare

Men han er også en temperamentsfuld ung herre. Bevares, temperament er godt at have, men jeg synes nu alligevel det kammer ofte over. Han bliver hamrende sur, hvis han får nej til noget han vil have eller gøre. Det er så ikke værre, end at det hurtigt er overstået igen og han siger "ikk' græde mere" og så smiler han. Men tit og ofte reagerer han ved at slå ud efter en af os.... Jeg siger så stille og roligt "Nej, Emil, du må ikke slå". Reaktionen på det er for det meste endnu et slag og sådan kan det blive ved. Først, når jeg får sagt med lidt hævet stemme "Så stopper vi" (ikke råben!) og jeg måske enten lige holder hans arm væk så han ikke kan slå, eller skubber hans stol lidt væk fra bordet, så stopper han. Så græder han lidt fordi han føler sig SÅ uretfærdigt behandlet... Så siger han "krammer" og vi krammer og så er alt godt igen.

Men jeg synes bare det er frustrerende at det faktisk er næsten hver dag, han reagerer ved at slå ud. Kunne forstå hvis han havde svært ved at udtrykke sig, men som sagt det kører jo bare. Men reagerer jeg korrekt når han gør det? Eller skal jeg ved første slag, fjerne ham?

Håber i kan komme med lidt fifs

Hejsa

Man skal selvfølgelig gøre det man føler er bedst i forhold til sit eget barn.

Oliver på lidt over to år, kan også slå ud efter mig eller hans far hvis han får nej eller er utilfreds med noget. Og så ignorerer jeg det. I starten gjorde jeg som du, hvilket ikke gjorde det bedre. Når jeg ignorerer det, så holder han meget hurtigere op. Og så afleder jeg ham med det samme, så han ikke når at tænke mere over det.

Herhjemme virker det helt fint og jeg tror nu ikke man kan fjerne det helt. Når de er så små har de svært ved at fortælle lige præcis hvor utilfredse de er. Så når min søn bliver vred eller ked af det, så sætter jeg ord på. Når han græder siger jeg f.eks. "Du bliver ked af det fordi du ikke må få bolden?" Og så vræler han "Jaaaaaa" Og så siger jeg "Det kan jeg godt forstå, men vi kan lege med toget i stedet for" og så sætter jeg al min opmærksomhed ind på at lege med toget. Og så smitter det bare rigtig hurtigt af på ham og så glemmer han hvad der lige skete.

Håber det kan bruges, selvom det nok er yderst pædagogisk, men det er sådan det virker herhjemme (i et pædagoghjem )

Angelspot skriver:

Hejsa

Man skal selvfølgelig gøre det man føler er bedst i forhold til sit eget barn.

Oliver på lidt over to år, kan også slå ud efter mig eller hans far hvis han får nej eller er utilfreds med noget. Og så ignorerer jeg det. I starten gjorde jeg som du, hvilket ikke gjorde det bedre. Når jeg ignorerer det, så holder han meget hurtigere op. Og så afleder jeg ham med det samme, så han ikke når at tænke mere over det.

Herhjemme virker det helt fint og jeg tror nu ikke man kan fjerne det helt. Når de er så små har de svært ved at fortælle lige præcis hvor utilfredse de er. Så når min søn bliver vred eller ked af det, så sætter jeg ord på. Når han græder siger jeg f.eks. "Du bliver ked af det fordi du ikke må få bolden?" Og så vræler han "Jaaaaaa" Og så siger jeg "Det kan jeg godt forstå, men vi kan lege med toget i stedet for" og så sætter jeg al min opmærksomhed ind på at lege med toget. Og så smitter det bare rigtig hurtigt af på ham og så glemmer han hvad der lige skete.

Håber det kan bruges, selvom det nok er yderst pædagogisk, men det er sådan det virker herhjemme (i et pædagoghjem )

Jeg vil helt klart afprøve det herhjemme :-) tusind tak for dit gode råd :-)

Det kan være en god sætning at sige 'hold da op hvor bliver du sur nu!' Og lyde overrasket. For det første sætter du ord på hans følelse (og viser at du hører ham), samtidig med at din overraskelse måske kan få ham til at stoppe. Og hvis han så er ked af det, så sæt en hånd på ham, se på ham og sig 'du er jo rigtig ked af det, jeg passer lige på dig imens'  Så er hans negative følelser rummet af mor. Dertil skal han selvfølgelig også vide at det ikke er okay at slå, så jeg ville supplere med 'selvom du bliver sur, så er det ikke i orden at slå!"

Herhjemme kører vi altså nul tolerance ovefor slå/bide/kradse/nive/rive.... Når han slår ud efter os tager vi fat i hans arm og siger, du må ikke slå, det vil vi ikke have/mor/far bliver ked af det når du slår avav. Hvis han så gør det igen, så tager vi ham ind på hans værelse og lukker døren, hvis han selv åbner døren så står vi udenfor og venter på ham og spørger om han har tænkt sig at opføre sig ordentligt, hvis han svarer nej, så lukker vi døren igen og sådan gør vi indtil at han siger ja og giver os en krammer og et undskyld...

Det fungerer her og Silas slår meget sjældent ud efter os... Det kan godt være det lyder dybt upædagogisk og strengt, men lige med at slå, der vil jeg simpelthen ikke finde mig i at skulle være forældren til barnet der slår i børnehaven...

Hjemme ved os er der konsekvens. Jeg vil ikke finde mig i at nogen af ungerne slår. Første gang tager jeg fat i armen og siger strengt "NEJ! Du må ikke slå, det gør ondt. Hvis du ikke stopper med det samme, gider jeg ikke at <indsæt hvad vi har gang i> mere. - nu skal du sige undskyld"

Hvis de gentager sceancen, går jeg min vej. 

DitteFisk skriver:

Det kan være en god sætning at sige 'hold da op hvor bliver du sur nu!' Og lyde overrasket. For det første sætter du ord på hans følelse (og viser at du hører ham), samtidig med at din overraskelse måske kan få ham til at stoppe. Og hvis han så er ked af det, så sæt en hånd på ham, se på ham og sig 'du er jo rigtig ked af det, jeg passer lige på dig imens'  Så er hans negative følelser rummet af mor. Dertil skal han selvfølgelig også vide at det ikke er okay at slå, så jeg ville supplere med 'selvom du bliver sur, så er det ikke i orden at slå!"

Tusind tak for dit svar Læste det tidligere, men havde ikke lige tid til at svare tilbage.

Han gjorde det her til aftensmaden igen, altså slog ud efter mig. Og så prøvede jeg faktisk dit råd, med at virke overrasket og fik hans fokus over på noget andet, og det virkede!!! Jeg sagde helt overrasket "hov, det må du da ikke" og så sagde jeg prøv at se den her... og så var vi ovre det

Jeg har altid sørget for at hvis han er ked af det, at jeg så er der for ham. Kan huske i Påsken, sad vi sammen med svigerforældrene og fik lidt påskebord. Der var så noget Emil ville have, som jeg sagde nej til. Og han blev rigtig, rigtig ked af det. Jeg tager ham så over og trøster og krammer ham osv... Så kommer kommentaren fra svigermor: "I sådan en situation skal hun jo bare ignorere ham, ellers vil han skabe sig sådan fremover"! Jeg kunne have

Muhmi skriver:

Herhjemme kører vi altså nul tolerance ovefor slå/bide/kradse/nive/rive.... Når han slår ud efter os tager vi fat i hans arm og siger, du må ikke slå, det vil vi ikke have/mor/far bliver ked af det når du slår avav. Hvis han så gør det igen, så tager vi ham ind på hans værelse og lukker døren, hvis han selv åbner døren så står vi udenfor og venter på ham og spørger om han har tænkt sig at opføre sig ordentligt, hvis han svarer nej, så lukker vi døren igen og sådan gør vi indtil at han siger ja og giver os en krammer og et undskyld...

Det fungerer her og Silas slår meget sjældent ud efter os... Det kan godt være det lyder dybt upædagogisk og strengt, men lige med at slå, der vil jeg simpelthen ikke finde mig i at skulle være forældren til barnet der slår i børnehaven...

Jeg vil bare heller ikke se på det! Men jeg går ikke ind for at lukke ham inde på sit værelse, han ville simpelthen blive alt, alt for ked af det. Ved godt det jo ikke er meningen han skal stå og grine og klappe i sine hænder af at blive lukket inde Men tror du ved hvad jeg mener?

Men som jeg svarede DitteFisk, ser det ud til vi har fundet en metode, der virker okay. Eller ja, den virkede i hvert fald her til aftensmaden

Skouboe skriver:

Hjemme ved os er der konsekvens. Jeg vil ikke finde mig i at nogen af ungerne slår. Første gang tager jeg fat i armen og siger strengt "NEJ! Du må ikke slå, det gør ondt. Hvis du ikke stopper med det samme, gider jeg ikke at <indsæt hvad vi har gang i> mere. - nu skal du sige undskyld"

Hvis de gentager sceancen, går jeg min vej. 

Tak for dit input Hvad ville du gøre i en aftensmadssituation? Tænker med hensyn til at gå sin vej?

Dorthe1986 skriver:

Hej Piger

Overvejede at være anonym, men igen, jeg er nok langtfra den eneste med det her problem

Emil blev to for en måned siden. Han er en fantastisk og meget kærlig og omsorgsfuld dreng Hans sprog er fantastisk og motorisk kører det også bare

Men han er også en temperamentsfuld ung herre. Bevares, temperament er godt at have, men jeg synes nu alligevel det kammer ofte over. Han bliver hamrende sur, hvis han får nej til noget han vil have eller gøre. Det er så ikke værre, end at det hurtigt er overstået igen og han siger "ikk' græde mere" og så smiler han. Men tit og ofte reagerer han ved at slå ud efter en af os.... Jeg siger så stille og roligt "Nej, Emil, du må ikke slå". Reaktionen på det er for det meste endnu et slag og sådan kan det blive ved. Først, når jeg får sagt med lidt hævet stemme "Så stopper vi" (ikke råben!) og jeg måske enten lige holder hans arm væk så han ikke kan slå, eller skubber hans stol lidt væk fra bordet, så stopper han. Så græder han lidt fordi han føler sig SÅ uretfærdigt behandlet... Så siger han "krammer" og vi krammer og så er alt godt igen.

Men jeg synes bare det er frustrerende at det faktisk er næsten hver dag, han reagerer ved at slå ud. Kunne forstå hvis han havde svært ved at udtrykke sig, men som sagt det kører jo bare. Men reagerer jeg korrekt når han gør det? Eller skal jeg ved første slag, fjerne ham?

Håber i kan komme med lidt fifs

Du skriver at du starter med at sige det til ham stille og roligt - jeg syns faktisk det er i orden at han ved du bliver sur når han fx slår - hvis vi som forældre ikke viser vores børn at man kan blive sur, ked af det osv hvordan skal de så lære at det er okay at ha disse følelser??? Tror man skal passe på med ikke at være alt for forskrækket med at vise følelser også selvom om det betyder man blir sur for selvfølgelig er det ik ok at han slår