Når man altid er nr 2

Anonym skriver:

Nej, for han er ikke til at snakke seriøst med, han farer op i det røde felt, så snart han mener jeg kritisere noget og jeg magter ikke at tale med en der råber af mig

Okay, men altså... du har jo selv valgt at få tre børn med ham og gifte dig med ham. Så noget må der da være at kæmpe for i parforholdet? Måske en parterapeut ville være en god idé, så I kan blive lidt bedre til at snakke sammen?

Anonym skriver:

Han kan udmærket set det på mig, når jeg siger; Det bestemmer du selv, men syntes du skulle tænke dig om

Men har endnu ikke oplevet han har valgt os fremfor, venner, øl, drengerøvsture eller andet...

Så synes jeg godt nok du skal tage en snak med ham om det.. Det er synd for dig og ikke mindst ungerne, at han er fraværende og vælger venner frem for især sine børn!

Anonym skriver:

Jeg har bare sagt, at jeg syntes han prioterer forkert, men at han vel er en voksen mand

Måske jeg bare skulle sige nej og se hva der sker

Selvom det er svært så bliver du nød til at gøre det mere klart for ham at du bliver skuffet og ked af det når han vælger at priotere jeres familie ned til fordel for vennerne. 

Der kommer ingen ændringer hvis du ikke tager affære.. Hvis du bare siger du synes han priotere forkert uden at gøre klar for ham at du er meget utilfreds med det så vil han måske bare opfatte det som om han selv må vudere for du er ligeglad..? 

Tag en snak om det.. Især når i har 3 børn, er gift og i 4 år ikke har lavet noget.. Han skal vænnes til det når den grænse ikke er blevet sat for ham før.. Det kan godt være han er 33 år og du ikke er hans mor men du er hans partner og han er far til jeres børn.. Så skal han have afvide hvordan han skal opføre sig hvis han ikke selv kan finde ud af det... :/

Håber du finder ud af det 

Den var i hvert fald ikke gået herhjemme. Jeg ville nok sige til ham, at sådan og sådan skal der laves om på, hvis det ikke sker, så kan du ikke fortsætte forholdet!

Hvis han vil råbe og skrige over den udmelding, så bare lad ham råbe færdig og sig så lige så roligt: At du er ked af, at han ikke vil tage det du siger, alvorligt. Men det er sådan at du nu engang har det og hvis han vil være med til at gøre dig glad og lykkelig, ja så ved han nu hvordan.

Det handler om at virke mere skråsikker og hård end man egentlig er. Sådan så de kan fornemme på en, at man faktisk mener det.

Det kommer til at lyde lidt strengt. 

Men i princippet har du ikke ret til at beklage dig over manden, hvis du aldrig siger: "nej jeg synes ikke det er okay at du...."

Manden prioriterer efter min mening helt forkert. Men han kan åbenbart ikke se det og du siger ikke noget, så hvor skulle han vide fra at du går og er ked af han ikke bruger tid på familien? 

Det kan være hans opfattelse er at han bruger masser af tid på familien. 

Du må til at være ærlig. Det når man længst med i et forhold