Forventninger til bedsteforældre?

Har faktisk aldrig tænkt over at have forventninger til bedsteforældre for det er jo ikke deres valg at få børnebørn.

Min far er slet ikke interesseret i sine børnebørn og har faktisk end ikke set vores to yngste børn. Han er meget optaget af sit eget liv og forventer at jeg kontakter ham hvis jeg vil noget. Skal siges at han heller ikke var en stor del af mit liv som barn og jeg har heller aldrig måtte kalde ham far.

Min mor elsker rollen som mormor og bor tæt på os og gør alt det hun kan for at se børnene, men har sine begrænsinger da hun har en kronisk rygsygdom der til dels invaliderer hende.

Mine børns farmor og farfar ser de måske i gennemsnit hver anden måned når de besøger os eller vi besøger dem, men deres farmor har også et dårligt helbred og ingen af dem er i stand til at passe de små ej heller min mor.

Så alt i alt har vores børns bedsteforældre ganske begrænset tid med deres børnebørn, men de giver dem dog tit mange materielle ting, nogen gange for meget synes vi, men det er jo op til dem.

Men de er alle velkomne til at være så meget en del af deres børnebørns liv som de ønsker og vi ved de elsker børnene (med undtagelse af min far) og det er det vigtigste. De har deres liv og har ikke valgt at få børnebørn, så det er deres valg hvad de ønsker at have med dem og andet har vi ingen forventninger om.

Marita skriver:

Inspireret af en anden tråd, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilke forventninger I har til jeres børns bedsteforældre. Hvordan husker I jeres egne bedteforældres deltagelse i jeres liv? 

Jeg og min mand har 'gamle forældre'. De er alle i 70erne, men 3 af dem arbejder stadig (dog noget nedsat). Vi er begge yngst af 5 søskende og vi har snart fire børn, hvoraf den ældste bliver 6 til september. Det giver både mange søskende (svogere+svigerinder) og mange børnebørn.  

Jeg tror vores forældre er den generation der har arbejdet hårdest. De knokler stadig derudad og elsker deres børn og børnebørn, men jeg tror det kan være svært at være bedsteforældre, når opmærksomheden skal deles og forventninger indfries.

Vi bor i Nordjylland. Min familie bor på Færøerne, så de bedsteforældre ser vi kun, når vi er på ferie eller de besøger os. Min mands familie er reserverede af natur, da de er meget bange for at overskride vores grænser. Men jeg er ikke i tvivl om, at de elsker vores børn. Deres ældste børnebørn er 17 år og har flere gange været på bedsteweekend i løbet af deres barndom. Vores har aldrig. Men bedsteforældrene er også blevet ældre. De har begge haft hårdt arbejde i livet og er slidte. Mere nu end nogensinde.

Det gør mig ikke noget, at vores børn ikke bliver inviteret på weekend. Vi har jo tre små, opmærksomhedskrævende børn, som sikkert kan tage pusten fra enhver. De siger det ikke direkte, men jeg tror det ville være hårdt for dem at have dem en hel weekend. De har haft dem til en enkelt overnatning.

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor gamle bedsteforældre er og hvad de orker, men vores er meget hjælpsomme med praktiske ting, men de tilbyder ikke deres hjælp eller tid. Men de kommer løbende, når vi ringer og spørger, om de vil hjælpe med noget. Det er ikke fordi de ikke vil, men fordi de er meget opmærksomme på ikke at være påtrængende. De er klassiske nordjyder

Mine bedsteforældre var også gamle bedsteforældre. Jeg kan kun huske mine bedtemødre. Jeg var aldrig inviteret på weekend eller til bagedage eller hvad det må være, men jeg besøgte mine bedstemødre. De var kloge kvinder og var fantastiske til at sidde og snakke med. Den ene lærte mig at strikke, den anden at drikke the.

Hvad har vi ret til at forvente af bedsteforældre? Tiderne har ændret sig, men det er i første omgang vores børn. Samfundet er ikke længere indrettet sådan at vi kan regne med bedsteforældre som back-up (da de fleste af dem arbejder og sikkert også har gang i diverse aktiviteter). Måske er lidt afstand en måde for bedsteforældrene at vise respekt for vores familieliv og vise respekt for, at vi lever vores eget vokse liv. Vi skal ikke være kede af at invitere.

Måske alle kommende bedsteforældre ville have godt af en bedsteforældresnak inden de blev bedsteforældre

Vi er glade og taknemmelige for vores bedsteforældre.

Den eneste faktiske forventning jeg har til Albertes bedsteforældre er at de ønsker at være en del af hendes liv. Jeg har absolut ingen forventninger om, at de skal passe hende fast i sommerferier, hverdage eller andet.

Jeg har egentlig aldrig tænkt over det, måske fordi jeg allerede ved, at de vil være der på godt og ondt. Min mor døde desværre da Alberte var 1 år gammel, men hun har heldigvis nogle dejlige bedsteforældre på hendes fars side - min far bor på Sjælland og han kommer så tit han kan og vil hende rigtig gerne når han besøger os.

Min svigermor har altid vist interesse i hendes barnebarn, hun vil meget gerne passe hende og glæder sig til at jeg "giver lov" til at hun må komme på ferie uden far og mor  Når vi er på weekend hos Albertes farmor og farfar, er farmor altid den første der står op og tager hende om morgenen, så vi kan sove længe, hun leger med hende både ude og inde, og hun er som regel også den sidste der går i seng om aftenen. Da Alberte var helt lille, stod hun op om natten når jeg havde ammet og tog hende så jeg kunne sove.

Jeg har absolut intet at klage over, hverken i forhold til bedsteforældre eller svigerforældre. Det eneste jeg brokker mig over er at vi ikke bor tættere på hinanden, så Alberte kunne se dem noget mere

/Fenja

Marita skriver:

Inspireret af en anden tråd, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilke forventninger I har til jeres børns bedsteforældre. Hvordan husker I jeres egne bedteforældres deltagelse i jeres liv? 

Jeg og min mand har 'gamle forældre'. De er alle i 70erne, men 3 af dem arbejder stadig (dog noget nedsat). Vi er begge yngst af 5 søskende og vi har snart fire børn, hvoraf den ældste bliver 6 til september. Det giver både mange søskende (svogere+svigerinder) og mange børnebørn.  

Jeg tror vores forældre er den generation der har arbejdet hårdest. De knokler stadig derudad og elsker deres børn og børnebørn, men jeg tror det kan være svært at være bedsteforældre, når opmærksomheden skal deles og forventninger indfries.

Vi bor i Nordjylland. Min familie bor på Færøerne, så de bedsteforældre ser vi kun, når vi er på ferie eller de besøger os. Min mands familie er reserverede af natur, da de er meget bange for at overskride vores grænser. Men jeg er ikke i tvivl om, at de elsker vores børn. Deres ældste børnebørn er 17 år og har flere gange været på bedsteweekend i løbet af deres barndom. Vores har aldrig. Men bedsteforældrene er også blevet ældre. De har begge haft hårdt arbejde i livet og er slidte. Mere nu end nogensinde.

Det gør mig ikke noget, at vores børn ikke bliver inviteret på weekend. Vi har jo tre små, opmærksomhedskrævende børn, som sikkert kan tage pusten fra enhver. De siger det ikke direkte, men jeg tror det ville være hårdt for dem at have dem en hel weekend. De har haft dem til en enkelt overnatning.

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor gamle bedsteforældre er og hvad de orker, men vores er meget hjælpsomme med praktiske ting, men de tilbyder ikke deres hjælp eller tid. Men de kommer løbende, når vi ringer og spørger, om de vil hjælpe med noget. Det er ikke fordi de ikke vil, men fordi de er meget opmærksomme på ikke at være påtrængende. De er klassiske nordjyder

Mine bedsteforældre var også gamle bedsteforældre. Jeg kan kun huske mine bedtemødre. Jeg var aldrig inviteret på weekend eller til bagedage eller hvad det må være, men jeg besøgte mine bedstemødre. De var kloge kvinder og var fantastiske til at sidde og snakke med. Den ene lærte mig at strikke, den anden at drikke the.

Hvad har vi ret til at forvente af bedsteforældre? Tiderne har ændret sig, men det er i første omgang vores børn. Samfundet er ikke længere indrettet sådan at vi kan regne med bedsteforældre som back-up (da de fleste af dem arbejder og sikkert også har gang i diverse aktiviteter). Måske er lidt afstand en måde for bedsteforældrene at vise respekt for vores familieliv og vise respekt for, at vi lever vores eget vokse liv. Vi skal ikke være kede af at invitere.

Måske alle kommende bedsteforældre ville have godt af en bedsteforældresnak inden de blev bedsteforældre

Vi er glade og taknemmelige for vores bedsteforældre.

Jeg har det personligt sådan, at jeg ikke synes man kan tillade sig at forvente noget som helst fra bedsteforældrenes side. Jo måske, at de viser interesse i deres børnebørn. Men jeg synes ikke man kan forvente at de i tide og utide tager dem på weekend, ferie eller passer dem, fordi mor og far skal en masse.

For hvad hvis man ærlig talt ikke har lyst til, som bedsteforældre, at have sine børnebørn, på overnatning eller weekend? Det bør vel være helt okay, at vælge det fra, uden der så behøver at komme en klagesang fra forældrene.

Tag min mor. Hun har selv seks børn og otte børnebørn. Hun er dagplejer. Hun har fra start af gjort klart, at vi ikke skulle regne med at hun ville have børnebørn på weekend og ferier hele tiden. Hun elsker sine børnebørn, ingen tvivl om det, men som hun siger hun arbejder med små børn i hverdagen, og har selv opfostret seks styk. Og hun er da i sin gode ret til nu, hvor alle hendes egne er voksne, at sige nej tak til småbørn og det ansvar i hendes fritid. Jeg kunne aldrig drømme om at blive ked af eller sur over hendes valg. For det er nemlig hendes eget valg, ligesom det jo var mit valg, at sætte min søn i verden.

Det må egentlig ikke være nemt, at være bedsteforældre, med det forventningspres, der egentlig ligger i bedsteforældrerollen.

nu har jeg godt nok ingen børn, men når nu spørgsmålet omkring forventninger bliver taget op, så leger jeg da lige tanken at jeg havde.

Men hvis vi havde børn jamen så ville jeg somend ikke forvente en masse af mine forældre, tror jeg ikke, tror min mor ville forvente mere af sig selv end jeg ville, og min far ville nok elske hvis det blev en dreng han kunne lære om værktøj, når barnet var gammelt nok, og tage med i haven.

Hvad svigerforældrene angår er min eneste forventning at de så vidt muligt ikke har nogen former for omgang med mine børn, og det lyder uden tvivl barskt, og er det da også, MEN min svigerfar er et monster, så er det sagt lige ud, og ingen af dem ville jeg finde spor egnet til at have med små børn at gøre, rent faktisk ville jeg nærmest forvente at de havde skræmmet livet af dem inden der var gået en dag.

Så alt i alt ville jeg syntes det var fedt hvis det ene hold ville passe vores børn en gang imellem, men absolut ikke noget krav