Forventninger til bedsteforældre?

Inspireret af en anden tråd, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilke forventninger I har til jeres børns bedsteforældre. Hvordan husker I jeres egne bedteforældres deltagelse i jeres liv? 

Jeg og min mand har 'gamle forældre'. De er alle i 70erne, men 3 af dem arbejder stadig (dog noget nedsat). Vi er begge yngst af 5 søskende og vi har snart fire børn, hvoraf den ældste bliver 6 til september. Det giver både mange søskende (svogere+svigerinder) og mange børnebørn.  

Jeg tror vores forældre er den generation der har arbejdet hårdest. De knokler stadig derudad og elsker deres børn og børnebørn, men jeg tror det kan være svært at være bedsteforældre, når opmærksomheden skal deles og forventninger indfries.

Vi bor i Nordjylland. Min familie bor på Færøerne, så de bedsteforældre ser vi kun, når vi er på ferie eller de besøger os. Min mands familie er reserverede af natur, da de er meget bange for at overskride vores grænser. Men jeg er ikke i tvivl om, at de elsker vores børn. Deres ældste børnebørn er 17 år og har flere gange været på bedsteweekend i løbet af deres barndom. Vores har aldrig. Men bedsteforældrene er også blevet ældre. De har begge haft hårdt arbejde i livet og er slidte. Mere nu end nogensinde.

Det gør mig ikke noget, at vores børn ikke bliver inviteret på weekend. Vi har jo tre små, opmærksomhedskrævende børn, som sikkert kan tage pusten fra enhver. De siger det ikke direkte, men jeg tror det ville være hårdt for dem at have dem en hel weekend. De har haft dem til en enkelt overnatning.

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor gamle bedsteforældre er og hvad de orker, men vores er meget hjælpsomme med praktiske ting, men de tilbyder ikke deres hjælp eller tid. Men de kommer løbende, når vi ringer og spørger, om de vil hjælpe med noget. Det er ikke fordi de ikke vil, men fordi de er meget opmærksomme på ikke at være påtrængende. De er klassiske nordjyder

Mine bedsteforældre var også gamle bedsteforældre. Jeg kan kun huske mine bedtemødre. Jeg var aldrig inviteret på weekend eller til bagedage eller hvad det må være, men jeg besøgte mine bedstemødre. De var kloge kvinder og var fantastiske til at sidde og snakke med. Den ene lærte mig at strikke, den anden at drikke the.

Hvad har vi ret til at forvente af bedsteforældre? Tiderne har ændret sig, men det er i første omgang vores børn. Samfundet er ikke længere indrettet sådan at vi kan regne med bedsteforældre som back-up (da de fleste af dem arbejder og sikkert også har gang i diverse aktiviteter). Måske er lidt afstand en måde for bedsteforældrene at vise respekt for vores familieliv og vise respekt for, at vi lever vores eget vokse liv. Vi skal ikke være kede af at invitere.

Måske alle kommende bedsteforældre ville have godt af en bedsteforældresnak inden de blev bedsteforældre

Vi er glade og taknemmelige for vores bedsteforældre.

Marita skriver:

Inspireret af en anden tråd, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilke forventninger I har til jeres børns bedsteforældre. Hvordan husker I jeres egne bedteforældres deltagelse i jeres liv? 

Jeg og min mand har 'gamle forældre'. De er alle i 70erne, men 3 af dem arbejder stadig (dog noget nedsat). Vi er begge yngst af 5 søskende og vi har snart fire børn, hvoraf den ældste bliver 6 til september. Det giver både mange søskende (svogere+svigerinder) og mange børnebørn.  

Jeg tror vores forældre er den generation der har arbejdet hårdest. De knokler stadig derudad og elsker deres børn og børnebørn, men jeg tror det kan være svært at være bedsteforældre, når opmærksomheden skal deles og forventninger indfries.

Vi bor i Nordjylland. Min familie bor på Færøerne, så de bedsteforældre ser vi kun, når vi er på ferie eller de besøger os. Min mands familie er reserverede af natur, da de er meget bange for at overskride vores grænser. Men jeg er ikke i tvivl om, at de elsker vores børn. Deres ældste børnebørn er 17 år og har flere gange været på bedsteweekend i løbet af deres barndom. Vores har aldrig. Men bedsteforældrene er også blevet ældre. De har begge haft hårdt arbejde i livet og er slidte. Mere nu end nogensinde.

Det gør mig ikke noget, at vores børn ikke bliver inviteret på weekend. Vi har jo tre små, opmærksomhedskrævende børn, som sikkert kan tage pusten fra enhver. De siger det ikke direkte, men jeg tror det ville være hårdt for dem at have dem en hel weekend. De har haft dem til en enkelt overnatning.

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor gamle bedsteforældre er og hvad de orker, men vores er meget hjælpsomme med praktiske ting, men de tilbyder ikke deres hjælp eller tid. Men de kommer løbende, når vi ringer og spørger, om de vil hjælpe med noget. Det er ikke fordi de ikke vil, men fordi de er meget opmærksomme på ikke at være påtrængende. De er klassiske nordjyder

Mine bedsteforældre var også gamle bedsteforældre. Jeg kan kun huske mine bedtemødre. Jeg var aldrig inviteret på weekend eller til bagedage eller hvad det må være, men jeg besøgte mine bedstemødre. De var kloge kvinder og var fantastiske til at sidde og snakke med. Den ene lærte mig at strikke, den anden at drikke the.

Hvad har vi ret til at forvente af bedsteforældre? Tiderne har ændret sig, men det er i første omgang vores børn. Samfundet er ikke længere indrettet sådan at vi kan regne med bedsteforældre som back-up (da de fleste af dem arbejder og sikkert også har gang i diverse aktiviteter). Måske er lidt afstand en måde for bedsteforældrene at vise respekt for vores familieliv og vise respekt for, at vi lever vores eget vokse liv. Vi skal ikke være kede af at invitere.

Måske alle kommende bedsteforældre ville have godt af en bedsteforældresnak inden de blev bedsteforældre

Vi er glade og taknemmelige for vores bedsteforældre.

Det lyder som om dine børn har rigtig gode bedsteforældre .. 

Det har mine da også , men sleeet ikke på samme måde

Min far vil ikke passe dem så længe de bruger ble , og min papmor vil ikke passe dem så længe de vågner om natten
Derimod ungernes farmor er sååå sød .. Hun elsker dem så højt og ville , hvis det stod til hende , ha dem hele tiden hvis det kunne lade sig gøre

Hun tager dem gerne hvis vi skal noget hvor de ikke lige kan komme med , og de hygger sig sammen med hende ..
Men det er faktisk også den eneste bedsteforældre der har passet .. Og det passer mig fint .. Selvom jeg godt kunne bruge min far ville passe dem engang i mellem også .. Han bor lige ved siden af os , så det ville jo være dejlig nemt for os

Men altså , det må han om

Jeg er det ældste barnebarn på begge sider og har derfor også klart været det mest priviligeret. Jeg har tilbragt utallige weekender og ferier plus sygedage hos min mormor og morfar og jeg elskede det. Min farmor og farfar har jeg også besøgt en del i min tidlige barndom( knap så gode minder) men det emmede ud i takt med at jeg blev ældre og kunne takke nej selv.
Min mormor gik hjemme og lige så min farmor, hvor i mod mine morfar og farfar arbejdede.

Min søn er aldrig blevet passet af sine bedsteforældre og jeg har heller ingen interesse i at få det gjort. På min side er min mor svagelig og min far travlt optaget med at uddanne sig igen og på fars side er farfar ikke stand til at passe et barn(blodprop og lammelser i den ene side af kroppen) og farmor er en travlt kvinde som har gang i alverdens ting altid og det passer mig fint

Marita skriver:

Inspireret af en anden tråd, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilke forventninger I har til jeres børns bedsteforældre. Hvordan husker I jeres egne bedteforældres deltagelse i jeres liv? 

Jeg og min mand har 'gamle forældre'. De er alle i 70erne, men 3 af dem arbejder stadig (dog noget nedsat). Vi er begge yngst af 5 søskende og vi har snart fire børn, hvoraf den ældste bliver 6 til september. Det giver både mange søskende (svogere+svigerinder) og mange børnebørn.  

Jeg tror vores forældre er den generation der har arbejdet hårdest. De knokler stadig derudad og elsker deres børn og børnebørn, men jeg tror det kan være svært at være bedsteforældre, når opmærksomheden skal deles og forventninger indfries.

Vi bor i Nordjylland. Min familie bor på Færøerne, så de bedsteforældre ser vi kun, når vi er på ferie eller de besøger os. Min mands familie er reserverede af natur, da de er meget bange for at overskride vores grænser. Men jeg er ikke i tvivl om, at de elsker vores børn. Deres ældste børnebørn er 17 år og har flere gange været på bedsteweekend i løbet af deres barndom. Vores har aldrig. Men bedsteforældrene er også blevet ældre. De har begge haft hårdt arbejde i livet og er slidte. Mere nu end nogensinde.

Det gør mig ikke noget, at vores børn ikke bliver inviteret på weekend. Vi har jo tre små, opmærksomhedskrævende børn, som sikkert kan tage pusten fra enhver. De siger det ikke direkte, men jeg tror det ville være hårdt for dem at have dem en hel weekend. De har haft dem til en enkelt overnatning.

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor gamle bedsteforældre er og hvad de orker, men vores er meget hjælpsomme med praktiske ting, men de tilbyder ikke deres hjælp eller tid. Men de kommer løbende, når vi ringer og spørger, om de vil hjælpe med noget. Det er ikke fordi de ikke vil, men fordi de er meget opmærksomme på ikke at være påtrængende. De er klassiske nordjyder

Mine bedsteforældre var også gamle bedsteforældre. Jeg kan kun huske mine bedtemødre. Jeg var aldrig inviteret på weekend eller til bagedage eller hvad det må være, men jeg besøgte mine bedstemødre. De var kloge kvinder og var fantastiske til at sidde og snakke med. Den ene lærte mig at strikke, den anden at drikke the.

Hvad har vi ret til at forvente af bedsteforældre? Tiderne har ændret sig, men det er i første omgang vores børn. Samfundet er ikke længere indrettet sådan at vi kan regne med bedsteforældre som back-up (da de fleste af dem arbejder og sikkert også har gang i diverse aktiviteter). Måske er lidt afstand en måde for bedsteforældrene at vise respekt for vores familieliv og vise respekt for, at vi lever vores eget vokse liv. Vi skal ikke være kede af at invitere.

Måske alle kommende bedsteforældre ville have godt af en bedsteforældresnak inden de blev bedsteforældre

Vi er glade og taknemmelige for vores bedsteforældre.

Jeg har ingen forventninger til mit barns bedsteforældre, det er faktisk lidt trist, men fordi at de har alle forskellige problemer, misbrug og psykiske problemer. Desværre har min kærestes og min egen søskend samme problemer så fætre og kusiner er der heller intet af. 

I min barndom har jeg haft fantastiske bedsteforældre, bla har min farmor og farfar taget os med på ferie i en hel uge 2 gange om året. Alle fætrene og kusine, helt indtil vi selv begyndte at få børn. Idag invitere de os alle sammen til julefrokost, fødselsdage, nytårs kur, og vi elsker det alle sammen! 

ville ønske min søn havde samme muligheder, men desværre ille.

Jeg har faktisk ingen forventninger. Mine unger har nogle dejlige bedsteforældre som til hver en tid vil være der for mine unger og jeg. Men jeg har ingen forventninger overhovedet.

Jeg synes egentlig ikke at man kan tillade sig at have forventninger til bedsteforældrene (men derfor kan man selvfølgelig godt have det alligevel).

Vi er velsignede med en fantastisk mormor og morfar der hjælper til og deltager i vores søns liv på ugentlig basis - tit flere gange om ugen. Det er så skønt og jeg er simpelthen så taknemmelig. Jeg havde også et meget tæt forhold til min mormor og morfar, som begge er døde nu.

Farmor er en dejlig, varm kvinde som desværre bor på Fyn (vi bor i København), så hende er der ikke helt så meget kontakt til, men vi gør vores bedste.

Jeg har da ingen kæmpe forventninger til mine forældre/svigerforældre, når vi får vores lille datter - ja altså udover at jeg håber at de vil være der lige så meget for vores datter, som de har været der for deres andre børnebørn. Men min kæreste og jeg er begge yngstebørn i vores familier og er nu begge over 30 med vores første barn... mine forældre nærmer sig de 70 år begge to og hans forældre er i starten af 60'erne også. Så er jo godt klar over at det ikke er "unge og friske" bedsteforældre, i hvert fald ikke mine forældre - men håber da de vil værdsætte og vise at de holder ligeså meget af min datter, som mine søskendes børn.

Mine forældre bor heldigvis ret tæt på os, så der er god chance for at min pige kan lære dem at kende godt - men svigerforældrene bor jo en times kørsel væk, så ved ikke med dem... men ved at deres andre børnebørn er vildt forkælede (jeg syntes selv det grænser til at være for meget), så håber da også de vil forkæle vores datter

Mine bedsteforældre har alle været 'gamle' - mine forældre var i sidste halvdel af 30'erne da de fik mig, så der er jo en god forklaring. Min mormor og morfar var ret gamle da jeg var lille og døde før jeg blev konfirmeret - så dem føler jeg ikke at jeg kendte helt så godt som min søster fx gjorde. Min farmor husker jeg bedst og der er jeg da også blevet passet, før hun blev syg og 'for gammel'... men håber da mine forældre lever en del år endnu så min pige vil huske dem, også selvom de jo allerede nærmer sig 70 år...

modesty skriver:

Jeg synes egentlig ikke at man kan tillade sig at have forventninger til bedsteforældrene (men derfor kan man selvfølgelig godt have det alligevel).

Vi er velsignede med en fantastisk mormor og morfar der hjælper til og deltager i vores søns liv på ugentlig basis - tit flere gange om ugen. Det er så skønt og jeg er simpelthen så taknemmelig. Jeg havde også et meget tæt forhold til min mormor og morfar, som begge er døde nu.

Farmor er en dejlig, varm kvinde som desværre bor på Fyn (vi bor i København), så hende er der ikke helt så meget kontakt til, men vi gør vores bedste.

Det tror jeg er en sund tilgang til hele bedsteforældreemnet. Og det er også lidt det, jeg spørger ind til. Kan vi tillade os at kræve noget? Man kan ikke undgå at have nogle forventninger og man kan også være heldig at de bliver indfriet

Kia2013 skriver:

Jeg har da ingen kæmpe forventninger til mine forældre/svigerforældre, når vi får vores lille datter - ja altså udover at jeg håber at de vil være der lige så meget for vores datter, som de har været der for deres andre børnebørn. Men min kæreste og jeg er begge yngstebørn i vores familier og er nu begge over 30 med vores første barn... mine forældre nærmer sig de 70 år begge to og hans forældre er i starten af 60'erne også. Så er jo godt klar over at det ikke er "unge og friske" bedsteforældre, i hvert fald ikke mine forældre - men håber da de vil værdsætte og vise at de holder ligeså meget af min datter, som mine søskendes børn.

Mine forældre bor heldigvis ret tæt på os, så der er god chance for at min pige kan lære dem at kende godt - men svigerforældrene bor jo en times kørsel væk, så ved ikke med dem... men ved at deres andre børnebørn er vildt forkælede (jeg syntes selv det grænser til at være for meget), så håber da også de vil forkæle vores datter

Mine bedsteforældre har alle været 'gamle' - mine forældre var i sidste halvdel af 30'erne da de fik mig, så der er jo en god forklaring. Min mormor og morfar var ret gamle da jeg var lille og døde før jeg blev konfirmeret - så dem føler jeg ikke at jeg kendte helt så godt som min søster fx gjorde. Min farmor husker jeg bedst og der er jeg da også blevet passet, før hun blev syg og 'for gammel'... men håber da mine forældre lever en del år endnu så min pige vil huske dem, også selvom de jo allerede nærmer sig 70 år...

Det lyder lidt som min familiesituation

Det kommer nok nemlig meget an på bedsteforældrenes situation. Man kan være heldig, og man kan også være heldig selv om de kunne være gamle. Nærværet betyder noget, også selvom de ikke løber rundt og sparker til fodbolde

Marita skriver:

Det tror jeg er en sund tilgang til hele bedsteforældreemnet. Og det er også lidt det, jeg spørger ind til. Kan vi tillade os at kræve noget? Man kan ikke undgå at have nogle forventninger og man kan også være heldig at de bliver indfriet

Ja præcis. Man kan efter min mening ikke tillade sig at kræve noget, men det er selvfølgelig menneskeligt at håbe - og så kan man prise sig lykkelig hvis man får hvad man håber på.