Enebarn - et bevidst valg?

HelleBelle skriver:

Vi har "kun" et barn (Men hvilket barn)

Vi har prøvet rigtig meget og længe og brugt mange penge og megen energi på at få et barn mere.
Men uden held

Vil bare SÅ gerne give Malte en søster eller bror....
Går og prøver at vænne mig til tanken om at det ikke sker.
Det gør ondt..

ELSKER den dreng vi heldigvis har!!!!!

Hej Helle, det må virkelig også være en svær tanke......
Men hvor er det godt I har Malte:-) Fantastisk lækker dreng

Kan kun forestille mig hvor hårdt det er at gå igennem alt det, men forestiller mig bestemt ikke andet end det er dødhårdt!

Miamaja skriver:



Jeg er glad for at have guldklumpen for sig selv lige nu. mange af mine veninder har lige faaet deres nr. 2 efter deres forste fyldte 2 aar - Det er slet ikke noget jeg onsker fordi jeg synes det er dejligt at have en enkelt at rende efter, beundre, fokusere al min tid paa og give alt hvad jeg kan. Og saa synes jeg det er en del nemmere at rejse med en enkelt end at have 2 smaa born paa samme tid.

om en ca  5 aar saa kan det da godt vaere en lille Helena kommer til, hvis lysten er der. men indtil videre er vi glade for at have enebarn

Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i det du siger.
Der er ca. 4 år mellem hver af mine tre piger. Jeg syntes netop jeg har haft tid til at nyde dem som små inden der kom et barn mere. Mine piger har haft lov at være små inden de skulle være "store" fordi de fik små søskende. Der er jeg meget glad for, og jeg syntes mine tre piger har lige så stor glæde af hinanden som de familier jeg kender hvor børnene er kommet lige efter hinanden.

Egentlig ville jeg slet ikke have børn, men da jeg så blev gravid som 19-årig ændrede det sig meget hurtigt    Da jeg var alene med hende syntes jeg bare jeg havde nok at se til og havde INGEN ønsker om at få flere. Det ændrede sig så da jeg mødte min mand, men jeg var også helt afklaret med at, hvis der ikke skete noget inden hun var blevet 4 år skulle det bare ikke være. Skæbnen ville så at jeg blev gravid og hun blev storesøster da hun var 3 år. Da lillebror, w, var 2 måneder fandt jeg så ud af jeg var gravid igen og var overhovedet ikke i tvivl om at dette barn havde jeg både overskud og kærlighed til også at få. Så min lille basse blev storebror i en alder af 10 1/2 måned og det har bare været helt fantastisk. Selvfølgelig har det været og er da også stadigt hårdt, men jeg har både viljen, styrken og overskudet til at være der fuldt ud for dem alle 3. Min lille w har aldrig skulle være stor og jeg kan 100% ærligt sige at han aldrig er blevet sat til side fordi lillebror skulle have... 

Jeg har så også den skønneste mand der er en ligeså stor del af pasningen af børnene osv som mig.....ellers ville tingene nok også se lidt anderledes ud

Kommer lige med min lille mening om sagen, selvom jeg kan se det er ved at være noget tid siden debatten har været igeng......

Kunne ikke være mere enig med c.
Har selv to børn med præcis to år imellem og det fungere  super godt.
Den store får lov til at være lige så lille, om man vil, som han har lyst til. Nogle dage omtaler han sig selv som en stor dreng og andre dage siger han "mig baby" og så vil han altså bare putte hos sin moar og det er der altid plads til. 

Har ALDIG været bange for der ikke skulle være kærlighed nok til dem begge - for selvfølgelig er der altid det. Kan man elske ét barn kan man sørme også elske to - punktum

Tilsidst vil jeg sige at der ikke findes noget rigtigt eller forkert, bedre eller knap så godt i en debat som denne. Det er og bliver en meget individuel sag, hvornår eller om, man skal have barn nr 2 3 eller 4 for den sags skyld, afhænger vel af den enkelte kvinde, parforholdet og det barn man har i forvejen.
Altså mærk efter, se jer omkring, er der plads til en eller flere børn i jeres liv - det er faktisk ikke specielt svært at afgøre. Og så skal man altså iøvrigt heller ikke gøre det til mere end det er. Størrer søskende kan føle sig overset uanset hvilken alder de har, 10 mdr, 2 år eller endda 10 år. Det vil man nok aldrig helt kunne undgå. Men så snakker man om de følelser det medfører og man oplever derigennem, at man rent faktisk pludselig taler mere med den store mere end man gjorde før den lille kom.

Det var så min mening og spæde erfaring