Jeg mangler glæden ved at være gravid

Hej derude.
Jeg har kendt min kæreste i 2 måneder, vi er lige flyttet sammen (han er flyttet ind hos mig). Jeg er cirka 7 uger henne. Alt er gået så stærkt.
Jeg er ikke forelsket mere og har ikke været det i over en måned nu. Jeg opdagede hurtigt, at han var udadreagerende ved at hæve stemmen og kalde mig nedladende ting, så snart han følte han manglede noget eller pga. jalousi.
Han begyndte så på noget medicin, for at kontrollere hans anfald.
Jeg valgte af naivitet at flytte sammen, fordi jeg ønskede at tage ansvar for graviditeten og prøve at være sammen med ham for at se om følelserne kunne komme igen. Men når han får de ture, hvor han har behov for at svine mig til, så mister jeg alt for ham. Først var det følelserne og nu er det ved at være respekten jeg mister. Jeg har brug for luft til at være mig selv, men vi går begge hjemme og han vil gerne ligge op og ned ad mig hele tiden og jeg kan bare ikke holde det ud. Jeg har konstant kvalme og tvivler på om det er graviditeten der er skyld i det eller om det er situationen med ham.
Jeg har enormt svært ved at mærke glæde over at jeg er gravid. Jeg har allerede et barn og jeg frygter presset ved at være mor til to. Jeg har et utrolig stærkt bånd med det barn jeg allerede har, og føler også smerte ved at skulle "dele", når der kommer en ny.
Jeg har altid drømt om min egen familie, men her er jeg, gravid og bor med en kæreste, som er vild med mig, men som jeg ikke kan udstå og en graviditet jeg frygter. Jeg længes efter tilværelsen alene - med mit ene barn. Men samtidigt går jeg også og føler med i min graviditet og er spændt osv. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med de følelser og frygttanker jeg har :-(.
Skal jeg droppe min kæreste? Skal jeg få en abort? Skal jeg blive med ham og være fysisk med ham uden at have lyst (og hvordan gør man det?) Skal jeg være alene, men gennemføre graviditeten? Og vil jeg nogensinde kunne få en abort, når jeg skal leve med den samvittighed?

Hvis I kun har været kærester i 2 måneder og du allerede ingen følelser har + det faktum, at han er voldsomt reagerende, er nok til, at jeg i din situation ville forlade ham - det lyder ikke til der er meget at bygge på.

mht. abort, er det kun dig selv og dine egne følelser, der kan vurdere det, så det vil jeg slet ikke råde omkring.

Held og lykke med det

Jeg vil ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg tænker at hvis du allerede NU ved at du er i et forhold som ikke gør dig glad (tværtimod) - så tænk på hvordan du vil have det i samme forhold om 10 eller 20 år?

Min erfaring (ikke helt min egen, men altså ) siger mig at, jo længere man bliver, jo sværere bliver det at komme ud af det.

Det lyder til at du er meget afklaret omkring dine følelser for ham, så den beslutning om at gå fra ham, ville jeg mene skulle være nem for dig? 

En anden ting er baby nr. 2. Jeg tænker at hvis du smutter med det samme, og får ro på nogle uger, så har du måske mere overskud til at føle efter om du kan/vil have det her barn!

Tankerne omkring faren ville jeg lade komme i anden række. Det er først og fremmest dig selv der skal leve med beslutningen (og ham efterfølgende selvfølgelig)!

Held og lykke 

Anonym skriver:

Hej derude.
Jeg har kendt min kæreste i 2 måneder, vi er lige flyttet sammen (han er flyttet ind hos mig). Jeg er cirka 7 uger henne. Alt er gået så stærkt.
Jeg er ikke forelsket mere og har ikke været det i over en måned nu. Jeg opdagede hurtigt, at han var udadreagerende ved at hæve stemmen og kalde mig nedladende ting, så snart han følte han manglede noget eller pga. jalousi.
Han begyndte så på noget medicin, for at kontrollere hans anfald.
Jeg valgte af naivitet at flytte sammen, fordi jeg ønskede at tage ansvar for graviditeten og prøve at være sammen med ham for at se om følelserne kunne komme igen. Men når han får de ture, hvor han har behov for at svine mig til, så mister jeg alt for ham. Først var det følelserne og nu er det ved at være respekten jeg mister. Jeg har brug for luft til at være mig selv, men vi går begge hjemme og han vil gerne ligge op og ned ad mig hele tiden og jeg kan bare ikke holde det ud. Jeg har konstant kvalme og tvivler på om det er graviditeten der er skyld i det eller om det er situationen med ham.
Jeg har enormt svært ved at mærke glæde over at jeg er gravid. Jeg har allerede et barn og jeg frygter presset ved at være mor til to. Jeg har et utrolig stærkt bånd med det barn jeg allerede har, og føler også smerte ved at skulle "dele", når der kommer en ny.
Jeg har altid drømt om min egen familie, men her er jeg, gravid og bor med en kæreste, som er vild med mig, men som jeg ikke kan udstå og en graviditet jeg frygter. Jeg længes efter tilværelsen alene - med mit ene barn. Men samtidigt går jeg også og føler med i min graviditet og er spændt osv. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med de følelser og frygttanker jeg har :-(.
Skal jeg droppe min kæreste? Skal jeg få en abort? Skal jeg blive med ham og være fysisk med ham uden at have lyst (og hvordan gør man det?) Skal jeg være alene, men gennemføre graviditeten? Og vil jeg nogensinde kunne få en abort, når jeg skal leve med den samvittighed?

Hold op, hvor tragisk.
I er nu i den fase, hvor alt er lyserødt og lutter lagkage, sommerfugle og hjertebanken..........Hvordan tror du, at det bliver, når "lyserødt" føles sådan, som du beskriver - og det så bliver hverdag?
Én ting er, at du udsætter dig selv for en masse sorger og bekymringer - men hvis han allerede nu viser nogle meget uheldige tendenser...........er det en stedfar, du føler, der vil være et godt forbillede for dit barn?
Hvis han allerede har vredesudbrud i jeres "lykkelige" situation - hvor langt er der så til vold overfor dig...........overfor jeres børn?
Det kan være, at han er en helt almindelig mand, blot med jalousitendenser...........det kan også være, at han faktisk allerede har lavet overgreb på tidligere kærester, har et misbrug, en diagnose, spillegæld eller noget helt, helt andet - hvor godt kender du egentlig manden??

Med hensyn til abortspørgsmålet rådes man altid til at følge sit hjerte:
Det skal du også gøre - og hvis dit hjerte siger, at du skal få den og komme væk fra den mand, så er det nu!! Når først du har gennemført graviditeten, så hænger du på ham for evigt og selvom du bliver enlig mor igen, så skal du altså tackle ham og hans luner i rigtig mange år.

Til sidst: Held og lykke, det får du bestemt brug for.

Anonym skriver:

Hej derude.
Jeg har kendt min kæreste i 2 måneder, vi er lige flyttet sammen (han er flyttet ind hos mig). Jeg er cirka 7 uger henne. Alt er gået så stærkt.
Jeg er ikke forelsket mere og har ikke været det i over en måned nu. Jeg opdagede hurtigt, at han var udadreagerende ved at hæve stemmen og kalde mig nedladende ting, så snart han følte han manglede noget eller pga. jalousi.
Han begyndte så på noget medicin, for at kontrollere hans anfald.
Jeg valgte af naivitet at flytte sammen, fordi jeg ønskede at tage ansvar for graviditeten og prøve at være sammen med ham for at se om følelserne kunne komme igen. Men når han får de ture, hvor han har behov for at svine mig til, så mister jeg alt for ham. Først var det følelserne og nu er det ved at være respekten jeg mister. Jeg har brug for luft til at være mig selv, men vi går begge hjemme og han vil gerne ligge op og ned ad mig hele tiden og jeg kan bare ikke holde det ud. Jeg har konstant kvalme og tvivler på om det er graviditeten der er skyld i det eller om det er situationen med ham.
Jeg har enormt svært ved at mærke glæde over at jeg er gravid. Jeg har allerede et barn og jeg frygter presset ved at være mor til to. Jeg har et utrolig stærkt bånd med det barn jeg allerede har, og føler også smerte ved at skulle "dele", når der kommer en ny.
Jeg har altid drømt om min egen familie, men her er jeg, gravid og bor med en kæreste, som er vild med mig, men som jeg ikke kan udstå og en graviditet jeg frygter. Jeg længes efter tilværelsen alene - med mit ene barn. Men samtidigt går jeg også og føler med i min graviditet og er spændt osv. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med de følelser og frygttanker jeg har :-(.
Skal jeg droppe min kæreste? Skal jeg få en abort? Skal jeg blive med ham og være fysisk med ham uden at have lyst (og hvordan gør man det?) Skal jeg være alene, men gennemføre graviditeten? Og vil jeg nogensinde kunne få en abort, når jeg skal leve med den samvittighed?

Hvordan går det?

Sådan en far ville jeg nok ikke byde mit barn. Ville få en abort og flytte fra ham.

Du skal aldrig blive sammen med én som du afskyr... Rigtig træls situation du står i og har allermest lyst til at løfte både den ene og den anden pegefinger i formaning.. Men det får du vist ikke så meget ud af...

Havde det været mig, så havde jeg nok fået en abort og var gået fra ham og så nydt mit barn helt for sig selv... 

Anonym skriver:

Hej derude.
Jeg har kendt min kæreste i 2 måneder, vi er lige flyttet sammen (han er flyttet ind hos mig). Jeg er cirka 7 uger henne. Alt er gået så stærkt.
Jeg er ikke forelsket mere og har ikke været det i over en måned nu. Jeg opdagede hurtigt, at han var udadreagerende ved at hæve stemmen og kalde mig nedladende ting, så snart han følte han manglede noget eller pga. jalousi.
Han begyndte så på noget medicin, for at kontrollere hans anfald.
Jeg valgte af naivitet at flytte sammen, fordi jeg ønskede at tage ansvar for graviditeten og prøve at være sammen med ham for at se om følelserne kunne komme igen. Men når han får de ture, hvor han har behov for at svine mig til, så mister jeg alt for ham. Først var det følelserne og nu er det ved at være respekten jeg mister. Jeg har brug for luft til at være mig selv, men vi går begge hjemme og han vil gerne ligge op og ned ad mig hele tiden og jeg kan bare ikke holde det ud. Jeg har konstant kvalme og tvivler på om det er graviditeten der er skyld i det eller om det er situationen med ham.
Jeg har enormt svært ved at mærke glæde over at jeg er gravid. Jeg har allerede et barn og jeg frygter presset ved at være mor til to. Jeg har et utrolig stærkt bånd med det barn jeg allerede har, og føler også smerte ved at skulle "dele", når der kommer en ny.
Jeg har altid drømt om min egen familie, men her er jeg, gravid og bor med en kæreste, som er vild med mig, men som jeg ikke kan udstå og en graviditet jeg frygter. Jeg længes efter tilværelsen alene - med mit ene barn. Men samtidigt går jeg også og føler med i min graviditet og er spændt osv. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med de følelser og frygttanker jeg har :-(.
Skal jeg droppe min kæreste? Skal jeg få en abort? Skal jeg blive med ham og være fysisk med ham uden at have lyst (og hvordan gør man det?) Skal jeg være alene, men gennemføre graviditeten? Og vil jeg nogensinde kunne få en abort, når jeg skal leve med den samvittighed?

I kommer til at gå fra hinanden. Du kommer til at "hænge" på ham resten af dit liv, og dit ufødte barn kommer til at have ham som far.

Så spørg dig selv: Er du klar til at være alenemor til to børn? Men endnu vigtigere: Vil du byde dit ufødte barn sådan en far?

Jeg kan ikke råde dig til hvad du skal gøre, det må være din egen beslutning. Men hvis jeg var i dine sko, ville jeg 100% sikkert gå fra manden med det samme og få en abort.

Jeg har LIGE sagt at han skal flytte ogat jeg ikke vil være sammen med ham mere.

Hvad abort angår.. hmm... er 8+5 nu.
Første lægeundersøgelse er imorgen.
Har næsten købt alt babyudstyr, fordi jeg havde besluttet mig for at få det her barn. Jeg tror godt jeg kan være alenemor til 2 og har et håb om at kunne samarbejde med faren som ven til den tid.
Jeg tror ikke jeg ville kunne få en abort, når jeg allerede er mor og det er et live jeg skal fravælge. Et hjerte der banker... det ville gå imod mine værdier.

Faren til det barn jeg allerede har, er også en dårlig far og han står til at miste retten til samvær snart, så jeg ved hvordan udfaldet kan være, men når jeg har gennemlevet det scenarie og kigger på mit barn nu, og ser ham som den dejligste i verden, så ville jeg ikke kunne tænke "du skulle ikke ha været født".... så det ville være lidt dobbeltmoralsk at fjerne nr. 2 nu pga en frygt jeg har gennemlevet.

At fravælge min kæreste kommer til at give mig mere energi og overskud, det er jeg overbevist om.
Og alenemor til 2, det har vel også sine fordele. Hvis andre mødre kan, så kan jeg også. Og jeg er ung, så mon ikke der kommer den rigtige kæreste til mig en dag.

Anonym skriver:

Jeg har LIGE sagt at han skal flytte ogat jeg ikke vil være sammen med ham mere.

Hvad abort angår.. hmm... er 8+5 nu.
Første lægeundersøgelse er imorgen.
Har næsten købt alt babyudstyr, fordi jeg havde besluttet mig for at få det her barn. Jeg tror godt jeg kan være alenemor til 2 og har et håb om at kunne samarbejde med faren som ven til den tid.
Jeg tror ikke jeg ville kunne få en abort, når jeg allerede er mor og det er et live jeg skal fravælge. Et hjerte der banker... det ville gå imod mine værdier.

Faren til det barn jeg allerede har, er også en dårlig far og han står til at miste retten til samvær snart, så jeg ved hvordan udfaldet kan være, men når jeg har gennemlevet det scenarie og kigger på mit barn nu, og ser ham som den dejligste i verden, så ville jeg ikke kunne tænke "du skulle ikke ha været født".... så det ville være lidt dobbeltmoralsk at fjerne nr. 2 nu pga en frygt jeg har gennemlevet.

At fravælge min kæreste kommer til at give mig mere energi og overskud, det er jeg overbevist om.
Og alenemor til 2, det har vel også sine fordele. Hvis andre mødre kan, så kan jeg også. Og jeg er ung, så mon ikke der kommer den rigtige kæreste til mig en dag.

Nu ved jeg ikke hvor du bor, men ved at mødrehjælpen har gode tilbud til en som dig i københavn, altså bosteder til enlige unge mødre som har brug for hjælp i det daglige og det at få dagligdagen til at hænge sammen. Og ikke mindst få en uddannelse. Det er ikke en hævet pegefinger, men mest ment som et godt råd.
Måske du skulle overveje det, for at komme "videre" i dit liv, så du ikke finder flere "forkerte" mænd og får hjælp til alle de tanker du går med..

En kæmpe krammer og opigtige ønsker om at det hele nok skal gå for dig!

http://www.alexandrakollegiet.dk/