Det var så det...

Anonym skriver:

Lige præcis! det ville være alt for svært for mig at være venner med ham, og bliver nød til at tage afstand til ham selvom jeg faktisk bare har lyst til at se ham! som jeg også har fortalt ham kan jeg ikke bare ses med ham imorgen, som om intet er sket så jeg tager nok afstand til ham, og så må jeg håbe at det ikke bliver ALT for svært at ses med ham når den lille kommer til verden

-Ja jeg har en dejlig familie som støtter mig 100% og nogle søde mennesker omkring mig

Godt at du har familie som støtter dig. Så er det måske også lidt nemmere at lægge afstand til ham. 

Sikke en klovn... 

 

esioul skriver:

årh så er han ikke så gammel igen.

Men ja, det er ikke fair uanset

Nej men han er gammel nok til at vide hvad der er okay og ikke okay

FruK skriver:

Godt at du har familie som støtter dig. Så er det måske også lidt nemmere at lægge afstand til ham. 

Sikke en klovn... 

 

Ja føler at jeg bliver nød til det, vil ikke bare finde mig i det

Nogle mænd kan godt få den form for panik under graviditeten. Har en veninde der oplevede det samme, de fandt sammen igen da baby blev født. Det kan være det også bliver sådan for jer. Måske i skulle aftale at tage en pause, som i ikke at se hinanden i en måned overhovedet. Så kan det være han kan tænke sig lidt om, og få afklaret hvad det egentlig vil betyde at give afkald på dig og baby. Desuden er det da totalt unfair, han kan jo ikke bare rende fra barnet, han skal jo have samvær med det og sådan. Der er altså 18 års fortrydelsesret på en baby, det har han vist glemt. 

Du må gøre klart for ham at han ikke bare kan komme rendende når han har lyst!

Håber alt det bedste for dig 

I sidste ende er du jo nok bedre tjent uden ham, forstået på den måde, at du har noget at forholde sig til, og at du ved du ikke skal forvente for meget ansvar fra hans side af, hvad barnet angår.

jeg håber dog, at han vil ændre meningen, når barnet er født, og vil være far for barnet. Han er tydeligvis ikke voksen nok til hedt fulde ansvar, når han tager den nemme løsning og lader dig i stikken om noget der burde være et fælles ansvar, hvad enten om man er ung elle ej. Hvis han hellere vil drikke og morer sig med, at gå i byen hele tiden, så skulle nok ha tænkt sig om lidt før.

stort kram til dig, det er med garanti en hård tid du går i møde, men husk, at det i sidste ende er dig der vinder mest ved det her, det er nemlig ham, der kommer til at gå glip af alle de lykligste øjeblikke med en baby.

Nej men han er gammel nok til at vide hvad der er okay og ikke okay

19 år er en meget ung alder at blive far i.

Var graviditeten planlagt? Har I snakket om hvad det ville kræve af jer begge hver især og som par at få et barn inden I tog den endelige beslutning?

modesty skriver:

19 år er en meget ung alder at blive far i.

Var graviditeten planlagt? Har I snakket om hvad det ville kræve af jer begge hver især og som par at få et barn inden I tog den endelige beslutning?

Ja der er blevet snakket frem og tilbage, først ønskede han en abort, fordi han ikke troede det ville gå så hurtigt med at blive gravid Så glædet han sig til at skulle være far, og vuptii så er det et problem igen!

Lilje82 skriver:

I sidste ende er du jo nok bedre tjent uden ham, forstået på den måde, at du har noget at forholde sig til, og at du ved du ikke skal forvente for meget ansvar fra hans side af, hvad barnet angår.

jeg håber dog, at han vil ændre meningen, når barnet er født, og vil være far for barnet. Han er tydeligvis ikke voksen nok til hedt fulde ansvar, når han tager den nemme løsning og lader dig i stikken om noget der burde være et fælles ansvar, hvad enten om man er ung elle ej. Hvis han hellere vil drikke og morer sig med, at gå i byen hele tiden, så skulle nok ha tænkt sig om lidt før.

stort kram til dig, det er med garanti en hård tid du går i møde, men husk, at det i sidste ende er dig der vinder mest ved det her, det er nemlig ham, der kommer til at gå glip af alle de lykligste øjeblikke med en baby.

Ja det er ikke mig der går glip af noget i hvertfald, kan ikke tvinge ham, og gider ærlig talt heller ikke, og da slet ikke når han har valgt mig fra, for det!! men vil da håbe han er der når han bliver født, for hans skyld!!

Muffinmor skriver:

Nogle mænd kan godt få den form for panik under graviditeten. Har en veninde der oplevede det samme, de fandt sammen igen da baby blev født. Det kan være det også bliver sådan for jer. Måske i skulle aftale at tage en pause, som i ikke at se hinanden i en måned overhovedet. Så kan det være han kan tænke sig lidt om, og få afklaret hvad det egentlig vil betyde at give afkald på dig og baby. Desuden er det da totalt unfair, han kan jo ikke bare rende fra barnet, han skal jo have samvær med det og sådan. Der er altså 18 års fortrydelsesret på en baby, det har han vist glemt. 

Du må gøre klart for ham at han ikke bare kan komme rendende når han har lyst!

Håber alt det bedste for dig 

Ja det er også det jeg vil fortælle ham, ved ikke at ses med ham, når han lyster, selvom det også kommer til at kræve en indsats af mig og sige nej til . men jeg tror også bare han er fyldt med panik og angst. Jeg vil bare ikke forvente noget, der er selvfølgelig en chance for at han bløder op og 'tager sig sammen' når den lille bliver født, og måske det ikke ændre sig, jeg vil bare ikke gøre det helt vilde for at 'få ham tilbage' det er ham der har taget beslutningen og så må han jo 'vende om' uden at vi kommer til at ses og alt det der!

Hold da op en idiot! Du får liiige en krammer herfra