Blive sammen eller ej?

Hejsa

Jeg er begyndt at have ondt i maven, ondt i hovedet, være mere træt og sur. Min kæreste og jeg har 20 gange om dagen, ting vi er uenige i, det drejer sig om alt!
Bl.a startede jeg på nyt job efter barselen sluttede, og halvanden måned senere bliver vores barn syg på knap et år. Da jeg ikke vil være fraværende på mit job, allerede, må han blive hjemme. Det er han meget uenig i, og vi skændes om det alle 5 dage hvor barnet skal i dp.

Alle ting i dagligdagen er en kamp, hvem skal lave mad, hvem handler ind, hvem putter, hvem dit og hvem dat! Jeg er ved at blive skør! Egentlig er jeg glad for ham, men hver eneste dag bander jeg ham langt væk, og har det dårligt over hvor ringe vi har det sammen

Hvis der stod til ham, gjorde jeg alting! Og hvorfor så ikke bare være alene?? :/

Nogle der har stået i sådan en situation, hvor tvivlen har fyldt enormt meget?

Vi har jo som sagt et barn, men er det årsag nok til at blive sammen...

Er så fortvivlet

Du skriver, at du er glad for ham, så du skal nok spørge dig selv, om du gerne vil arbejde på, at det bliver bedre? Mit forslag er, at i sætter jer en neutral dag (hvor stemningen ikke er trykket) og tager en snak, hvor i aftaler faste planer for, hvem der laver hvad. Eventuelt en liste over, at du laver mad nogle bestemte dage og ham andre dage. Ligeså kan i lave en liste over, hvem der tager sygedage - undersøge mulighederne mht. jeres respektive jobs (for de er ikke nødvendigvis ens).

Jeg tror, du skal gøre det klart for ham, at du gerne vil løse jeres problem, men at i er nødt til at få lavet en plan over det. Forhåbentlig vil det lette stemningen så meget, at i kan begynde at slække lidt på skemaet?

Anonym skriver:

Hejsa

Jeg er begyndt at have ondt i maven, ondt i hovedet, være mere træt og sur. Min kæreste og jeg har 20 gange om dagen, ting vi er uenige i, det drejer sig om alt!
Bl.a startede jeg på nyt job efter barselen sluttede, og halvanden måned senere bliver vores barn syg på knap et år. Da jeg ikke vil være fraværende på mit job, allerede, må han blive hjemme. Det er han meget uenig i, og vi skændes om det alle 5 dage hvor barnet skal i dp.

Alle ting i dagligdagen er en kamp, hvem skal lave mad, hvem handler ind, hvem putter, hvem dit og hvem dat! Jeg er ved at blive skør! Egentlig er jeg glad for ham, men hver eneste dag bander jeg ham langt væk, og har det dårligt over hvor ringe vi har det sammen

Hvis der stod til ham, gjorde jeg alting! Og hvorfor så ikke bare være alene?? :/

Nogle der har stået i sådan en situation, hvor tvivlen har fyldt enormt meget?

Vi har jo som sagt et barn, men er det årsag nok til at blive sammen...

Er så fortvivlet

Sender dig en stor

Den eneste løsning er nok at tale om det! Tale om alt det der frustrerer en i hverdagen.

Gensidig respekt og forståelse er jo ret vigtigt i et forhold!

Men altså helt grundlæggende, så nej, det er ikke et must at blive sammen fordi man har barn! De opfanger også negativ energi mellem mor og far.

Pøj pøj, håber det løser sig!

JustMe skriver:

Du skriver, at du er glad for ham, så du skal nok spørge dig selv, om du gerne vil arbejde på, at det bliver bedre? Mit forslag er, at i sætter jer en neutral dag (hvor stemningen ikke er trykket) og tager en snak, hvor i aftaler faste planer for, hvem der laver hvad. Eventuelt en liste over, at du laver mad nogle bestemte dage og ham andre dage. Ligeså kan i lave en liste over, hvem der tager sygedage - undersøge mulighederne mht. jeres respektive jobs (for de er ikke nødvendigvis ens).

Jeg tror, du skal gøre det klart for ham, at du gerne vil løse jeres problem, men at i er nødt til at få lavet en plan over det. Forhåbentlig vil det lette stemningen så meget, at i kan begynde at slække lidt på skemaet?

Ja jeg er glad for ham, til en hvis grad. Da alting bare irritere mere og mere, men ellers snyder jeg mig selv ved at jeg synes det bedste er at blive sammen

Vi (dvs JEG) snakker ofte om at vi måske skal ændre nogle ting og gøre sådan og sådan for at blive bedre og finde hinanden igen, mén har også spurgt om vi måske skulle prøve at bo fra hinanden i bare 14 dage? For at føle efter hvordan vi har det og savn osv. Men så får jeg bare: "du kan da bare flyt"

Øh okay!? Så var der ikke mere at snakke om..

Har snakket med mine forældre om det, og de mener jo ikke ting ikke kan løses, da ingen i heeeele vores familie på alle sider nogensinde er gået fra hinanden jeg har 30 fætre og kusiner og INGEN forældre eller noget er nogensinde blevet skilt! Der ligger ekstra pres på, Da de på ingen måde kan eller vil sætte sig ind i det... Hmm?

Krussedulle skriver:

Sender dig en stor

Den eneste løsning er nok at tale om det! Tale om alt det der frustrerer en i hverdagen.

Gensidig respekt og forståelse er jo ret vigtigt i et forhold!

Men altså helt grundlæggende, så nej, det er ikke et must at blive sammen fordi man har barn! De opfanger også negativ energi mellem mor og far.

Pøj pøj, håber det løser sig!

Du vil måske læse det jeg har svaret ovenstående ^ - så er jeg fri for at sende igen (:

Men tak og ja, han er også blevet mere ked af det - så han kan nok nemt opfange det hvilket går mig rigtig meget på !

Helt sikkert, i skal få snakket sammen.

og han skal blive enige i at det ikke KUN er dig der skal lave tingene, for du er ikke hans mor på ingen måde måske skulle du forklare ham det...

jeg håber i får det løst for ellers hvis i ikke gør jamen så skriver du det jo selv så kunne du lige så godt være alene mor stedet for at være mor og lege mor over for din kæreste

For man skal på ingen måde blive sammen bare fordi man har et barn, tænk på alt de følelser og had og skænderier der kommer til at gå ud over barnet hvis det er i bliver sammen for barnets skyld, og nogle børn får det opfattelse af det er deres skyld mor og far er sure på hinanden....

evt. fortælle ham at du endelig har fået at tænkt over du vil flytte men du ønsker det ikke fordi du gerne vil have det til at fungere mellem jer, så kan man jo lige som sige du har gjord det og hvis det bare ikke bliver beder ja så er der jo nok kun en vej,

Anonym skriver:

Ja jeg er glad for ham, til en hvis grad. Da alting bare irritere mere og mere, men ellers snyder jeg mig selv ved at jeg synes det bedste er at blive sammen

Vi (dvs JEG) snakker ofte om at vi måske skal ændre nogle ting og gøre sådan og sådan for at blive bedre og finde hinanden igen, mén har også spurgt om vi måske skulle prøve at bo fra hinanden i bare 14 dage? For at føle efter hvordan vi har det og savn osv. Men så får jeg bare: "du kan da bare flyt"

Øh okay!? Så var der ikke mere at snakke om..

Har snakket med mine forældre om det, og de mener jo ikke ting ikke kan løses, da ingen i heeeele vores familie på alle sider nogensinde er gået fra hinanden jeg har 30 fætre og kusiner og INGEN forældre eller noget er nogensinde blevet skilt! Der ligger ekstra pres på, Da de på ingen måde kan eller vil sætte sig ind i det... Hmm?

At ens partner spørger, om man skal bo hver for sig i 14 dage kan godt være en kamel at sluge, og der går nogle mennesker i offensiven og spiller ligeglade. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, men det behøver ikke betyde, at han er ligeglad. Netop derfor tror jeg, at i skal finde en aften, hvor i sætter jer for, at NU skal der gøres noget aktivt. Hvis ikke for at kunne blive sammen, så i det mindste for at finde ud af, om det reelt er definitivt slut.

Herhjemme kan vi også have perioder, hvor alt ved den anden irriterer, og det er vores erfaring, at det er tegn på, at noget andet er galt. Eks. en stresset periode med for mange aftaler, for lidt kærestetid, for meget sygdom eks. Så bliver ens lunte generelt kortere. I kan også overveje parterapi, hvis i føler i har brug for hjælp til at finde værktøjer.

 

Hvis barnet bliver påvirket, skal i helt sikkert have ændret nogle ting

Anonym skriver:

Hejsa

Jeg er begyndt at have ondt i maven, ondt i hovedet, være mere træt og sur. Min kæreste og jeg har 20 gange om dagen, ting vi er uenige i, det drejer sig om alt!
Bl.a startede jeg på nyt job efter barselen sluttede, og halvanden måned senere bliver vores barn syg på knap et år. Da jeg ikke vil være fraværende på mit job, allerede, må han blive hjemme. Det er han meget uenig i, og vi skændes om det alle 5 dage hvor barnet skal i dp.

Alle ting i dagligdagen er en kamp, hvem skal lave mad, hvem handler ind, hvem putter, hvem dit og hvem dat! Jeg er ved at blive skør! Egentlig er jeg glad for ham, men hver eneste dag bander jeg ham langt væk, og har det dårligt over hvor ringe vi har det sammen

Hvis der stod til ham, gjorde jeg alting! Og hvorfor så ikke bare være alene?? :/

Nogle der har stået i sådan en situation, hvor tvivlen har fyldt enormt meget?

Vi har jo som sagt et barn, men er det årsag nok til at blive sammen...

Er så fortvivlet

Lav en plan søndag aften. 

Hvem handler ind hvilke dage, hvem skifter sengetøj, hvem henter. Og når barnet bliver sygt, hvilke dage tager hvem. 

Det vil nok aflaste jer meget og gøre at i ikke står i problemerne hele tiden, men tager dem i opløbet. Skriv aftalerne ned på en ugeplan

Anonym skriver:

Hejsa

Jeg er begyndt at have ondt i maven, ondt i hovedet, være mere træt og sur. Min kæreste og jeg har 20 gange om dagen, ting vi er uenige i, det drejer sig om alt!
Bl.a startede jeg på nyt job efter barselen sluttede, og halvanden måned senere bliver vores barn syg på knap et år. Da jeg ikke vil være fraværende på mit job, allerede, må han blive hjemme. Det er han meget uenig i, og vi skændes om det alle 5 dage hvor barnet skal i dp.

Alle ting i dagligdagen er en kamp, hvem skal lave mad, hvem handler ind, hvem putter, hvem dit og hvem dat! Jeg er ved at blive skør! Egentlig er jeg glad for ham, men hver eneste dag bander jeg ham langt væk, og har det dårligt over hvor ringe vi har det sammen

Hvis der stod til ham, gjorde jeg alting! Og hvorfor så ikke bare være alene?? :/

Nogle der har stået i sådan en situation, hvor tvivlen har fyldt enormt meget?

Vi har jo som sagt et barn, men er det årsag nok til at blive sammen...

Er så fortvivlet

Sådan som jeg kan se, er barnet årsagen til de fleste af jeres problemer, forstå mig ret. Vent et par år, så bliver det hele meget lettere.

Og indtil I når så langt, så begynd i noget parterapi så I kan lære at kommunikere og forstå hinanden. Eller noget familierådgivning via kommunen hvis pengene ikke er til andet.

 

Anonym skriver:



Du vil måske læse det jeg har svaret ovenstående ^ - så er jeg fri for at sende igen (:

Men tak og ja, han er også blevet mere ked af det - så han kan nok nemt opfange det hvilket går mig rigtig meget på !

Det er simpelthen også tarveligt af dine forældre, at sammenligne din situation, med 30 fætre og kusiners!

Og din kæreste er enormt tarvelig at smide sådan en kommentar i hovedet på dig, når du bare prøver at afhjælpe jeres situation

Det lyder som om han er ligeglad?!
Og hvis det er tilfældet, så syntes jeg at du skal tænke på dig selv, og dit barn!

Det er måske bedre at gå fra hinanden i et stykke tid, og så genskabe glæden ved at være sammen!