Forholdet hænger i en tynd tråd

Anonym skriver:

Jeg bliver nød til at dele mine tanker med jer og jeg håber meget på at I kan komme med nogle gode råd eller måske dele jeres erfaringer med mig. Jeg har hårdt brug for det. (Det gør mig intet, hvis I ved hvem jeg er, men vil ikke udstille nogle eller lade nogen kunne google mig)

Jeg bor sammen med min kæreste. Vi har kendt hinanden i 3½ år og har to dejlige børn sammen. Min kæreste lider af svære depressioner on/off og bliver med mellemrum reguleret i medicin. Det skal siges det har være MEGET hårdt for mig at være i dette forhold. Det har været så uendelig svært for mig da jeg hele tiden har skulle holde sammen på familien. Og har tilsidesat mine egne behov og lukket af for negative følelser. Disse følelser har hobet sig op i mig og jeg føler jeg er blevet et rigtig negativt og ensomt menneske. Mine børn er ALT for mig og jeg prioterer dem højere end noget andet i denne verden. Dette har min kæreste haft rigtig svært ved at forstå/indse. Han har selv haft svært ved at prioterer og har tit og ofte "fravalgt" familien til fordel for diverse hobbys og vennetjenester m.m Vi er nået dertil hvor vi snakker om at gå hver til sit. Min kæreste har fortalt at han ikke har lyst til at være her da jeg altid er så sur og negativ. Og han har mistet lysten til mig (Taler ikke kun om sex, men generelt) Jeg er super ked af det er sådan han har det, men i bund og grund har jeg det jo lidt på samme måde. Jeg gider ham ikke. Har slet ikke lyst til ham. Jeg har selv mine ting at tumle med og det er bare så uendelig svært at tale sammen - Vi taler bare slet ikke samme sprog længere... hvis vi overhovedet har gjort det? Er bare så ked af denne situation.

Min tanker går meget på børnene og fremtiden. Hvis vi går fra hinanden så bliver jeg boende med ungerne, men det er sgu dyrt. Hvad så? Bør jeg søge efter noget billigere? Ønsker bare ikke at fjerne ungerne fra deres vante omgivelser. Jeg vil og skal blive boende her i byen. Min søn har én gang skiftet vuggestue i forbindelse med flytning. Ønsker ikke han skal væk fra sin institution. Jeg trives godt her i byen. Vi snakkede om det med samvær osv. Det skal der jo også en ordning på. Men synes jo man lige skal få styr på alt det praktiske først og så aftale nærmere med samvær. Vi har jo fælles forældremyndighed og tænker det skal fortsætte sådan. (Dog har jeg mine betænkligheder - men det er en anden historie) Min kæreste sagde at han ville have børnene lige så meget som mig. Men det tænker jeg ikke bliver aktuelt i starten. Med hans depressioner m.m kan han ikke varetage børnenes behov mere end 1 dag. Det VED jeg (og der ligger også flere ting bag)

Nu er beslutningen jo ikke taget, men jeg er næsten 85% sikker på vi går fra hinanden. Kan slet ikke finde en anden bedre løsning. Vi har prøvet at få det til at fungere. Men vi "trækker" hinanden ned hele tiden. Og han får bare ikke det "bedste frem i mig" Jeg er så ked af det. Dette er jo ikke det man ønsker. Jeg havde håbet på at blive gammel med ham og være sammen med ham og ungerne. Men det er bare ikke godt for børnene at se/høre os diskuterer hver og hveranden dag. Jeg ønsker det bedste for mine børn. Så må jeg pakke min følelser lidt væk. Og tude når de er lagt i seng. Sys det er så hårdt. Og havde bare brug for lige at komme ud med lidt af det. Der er SÅ meget mere!

Tak fordi du læste så langt

 Hilsen en meget trist mor...

Jeg går ud fra at han er i en eller anden form for behandling grundet hans depression? Hvad med dig? Går du til psykolog? Har I prøvet parterapi?

modesty skriver:

Jeg går ud fra at han er i en eller anden form for behandling grundet hans depression? Hvad med dig? Går du til psykolog? Har I prøvet parterapi?

Han er i medicinsk behandling for sin depression. Og han går til psykolog. Jeg starter til psykolog i næste uge.

Min kæreste har lige sms'et mig og han kommer hjem i aften når ungerne sover. Og snakker.

Puha søde, det lyder godt nok ikke rart - men samtidig lyder det også som om det ville være det bedste lige nu i hvert fald 

Jeg ved ikke om parterapi evt. kunne være en mulighed for jer, eller at du evt. kontaktede hans psykolog (går udfra at han er i behandling hos en sådan) og fortæller lidt om hvordan du har det, og hvordan det påvirker jeres forhold.

Jeg ved ikke hvor gamle jeres børn er, eller om muligheden evt. er der til at i kunne give forholdet en sidste chance med en hyggelig weekend, kun jer to - om ikke andet så for børnenes skyld.

Fortæl ham hvordan du har det, og lad ham fortælle dig det hele, og så prøv om ikke i evt. kunne finde ud af en løsning, det kunne f.eks. være at han flyttede for sig selv men at i stadigvæk var sammen, så i havde muligheden for at være alene og koble af?

kriknu skriver:

Puha søde, det lyder godt nok ikke rart - men samtidig lyder det også som om det ville være det bedste lige nu i hvert fald 

Jeg ved ikke om parterapi evt. kunne være en mulighed for jer, eller at du evt. kontaktede hans psykolog (går udfra at han er i behandling hos en sådan) og fortæller lidt om hvordan du har det, og hvordan det påvirker jeres forhold.

Jeg ved ikke hvor gamle jeres børn er, eller om muligheden evt. er der til at i kunne give forholdet en sidste chance med en hyggelig weekend, kun jer to - om ikke andet så for børnenes skyld.

Fortæl ham hvordan du har det, og lad ham fortælle dig det hele, og så prøv om ikke i evt. kunne finde ud af en løsning, det kunne f.eks. være at han flyttede for sig selv men at i stadigvæk var sammen, så i havde muligheden for at være alene og koble af?

 

Ja der er mange muligheder. Jeg må snakke med ham i aften. Jeg må lytte til hvad han er kommet frem til. Hvis han er kommet frem til noget

Anonym skriver:

Jeg bliver nød til at dele mine tanker med jer og jeg håber meget på at I kan komme med nogle gode råd eller måske dele jeres erfaringer med mig. Jeg har hårdt brug for det. (Det gør mig intet, hvis I ved hvem jeg er, men vil ikke udstille nogle eller lade nogen kunne google mig)

Jeg bor sammen med min kæreste. Vi har kendt hinanden i 3½ år og har to dejlige børn sammen. Min kæreste lider af svære depressioner on/off og bliver med mellemrum reguleret i medicin. Det skal siges det har være MEGET hårdt for mig at være i dette forhold. Det har været så uendelig svært for mig da jeg hele tiden har skulle holde sammen på familien. Og har tilsidesat mine egne behov og lukket af for negative følelser. Disse følelser har hobet sig op i mig og jeg føler jeg er blevet et rigtig negativt og ensomt menneske. Mine børn er ALT for mig og jeg prioterer dem højere end noget andet i denne verden. Dette har min kæreste haft rigtig svært ved at forstå/indse. Han har selv haft svært ved at prioterer og har tit og ofte "fravalgt" familien til fordel for diverse hobbys og vennetjenester m.m Vi er nået dertil hvor vi snakker om at gå hver til sit. Min kæreste har fortalt at han ikke har lyst til at være her da jeg altid er så sur og negativ. Og han har mistet lysten til mig (Taler ikke kun om sex, men generelt) Jeg er super ked af det er sådan han har det, men i bund og grund har jeg det jo lidt på samme måde. Jeg gider ham ikke. Har slet ikke lyst til ham. Jeg har selv mine ting at tumle med og det er bare så uendelig svært at tale sammen - Vi taler bare slet ikke samme sprog længere... hvis vi overhovedet har gjort det? Er bare så ked af denne situation.

Min tanker går meget på børnene og fremtiden. Hvis vi går fra hinanden så bliver jeg boende med ungerne, men det er sgu dyrt. Hvad så? Bør jeg søge efter noget billigere? Ønsker bare ikke at fjerne ungerne fra deres vante omgivelser. Jeg vil og skal blive boende her i byen. Min søn har én gang skiftet vuggestue i forbindelse med flytning. Ønsker ikke han skal væk fra sin institution. Jeg trives godt her i byen. Vi snakkede om det med samvær osv. Det skal der jo også en ordning på. Men synes jo man lige skal få styr på alt det praktiske først og så aftale nærmere med samvær. Vi har jo fælles forældremyndighed og tænker det skal fortsætte sådan. (Dog har jeg mine betænkligheder - men det er en anden historie) Min kæreste sagde at han ville have børnene lige så meget som mig. Men det tænker jeg ikke bliver aktuelt i starten. Med hans depressioner m.m kan han ikke varetage børnenes behov mere end 1 dag. Det VED jeg (og der ligger også flere ting bag)

Nu er beslutningen jo ikke taget, men jeg er næsten 85% sikker på vi går fra hinanden. Kan slet ikke finde en anden bedre løsning. Vi har prøvet at få det til at fungere. Men vi "trækker" hinanden ned hele tiden. Og han får bare ikke det "bedste frem i mig" Jeg er så ked af det. Dette er jo ikke det man ønsker. Jeg havde håbet på at blive gammel med ham og være sammen med ham og ungerne. Men det er bare ikke godt for børnene at se/høre os diskuterer hver og hveranden dag. Jeg ønsker det bedste for mine børn. Så må jeg pakke min følelser lidt væk. Og tude når de er lagt i seng. Sys det er så hårdt. Og havde bare brug for lige at komme ud med lidt af det. Der er SÅ meget mere!

Tak fordi du læste så langt

 Hilsen en meget trist mor...

Han kom slet ikke hjem som han havde lovet. Jeg ringede til ham og han havde drukket  Vi fik snakket sammen idag. Jeg var så ked af det og jeg fortalte hvordan jeg gang på gang føler mig fravalgt. Han vil kæmpe for det!