Forholdet hænger i en tynd tråd

Jeg bliver nød til at dele mine tanker med jer og jeg håber meget på at I kan komme med nogle gode råd eller måske dele jeres erfaringer med mig. Jeg har hårdt brug for det. (Det gør mig intet, hvis I ved hvem jeg er, men vil ikke udstille nogle eller lade nogen kunne google mig)

Jeg bor sammen med min kæreste. Vi har kendt hinanden i 3½ år og har to dejlige børn sammen. Min kæreste lider af svære depressioner on/off og bliver med mellemrum reguleret i medicin. Det skal siges det har være MEGET hårdt for mig at være i dette forhold. Det har været så uendelig svært for mig da jeg hele tiden har skulle holde sammen på familien. Og har tilsidesat mine egne behov og lukket af for negative følelser. Disse følelser har hobet sig op i mig og jeg føler jeg er blevet et rigtig negativt og ensomt menneske. Mine børn er ALT for mig og jeg prioterer dem højere end noget andet i denne verden. Dette har min kæreste haft rigtig svært ved at forstå/indse. Han har selv haft svært ved at prioterer og har tit og ofte "fravalgt" familien til fordel for diverse hobbys og vennetjenester m.m Vi er nået dertil hvor vi snakker om at gå hver til sit. Min kæreste har fortalt at han ikke har lyst til at være her da jeg altid er så sur og negativ. Og han har mistet lysten til mig (Taler ikke kun om sex, men generelt) Jeg er super ked af det er sådan han har det, men i bund og grund har jeg det jo lidt på samme måde. Jeg gider ham ikke. Har slet ikke lyst til ham. Jeg har selv mine ting at tumle med og det er bare så uendelig svært at tale sammen - Vi taler bare slet ikke samme sprog længere... hvis vi overhovedet har gjort det? Er bare så ked af denne situation.

Min tanker går meget på børnene og fremtiden. Hvis vi går fra hinanden så bliver jeg boende med ungerne, men det er sgu dyrt. Hvad så? Bør jeg søge efter noget billigere? Ønsker bare ikke at fjerne ungerne fra deres vante omgivelser. Jeg vil og skal blive boende her i byen. Min søn har én gang skiftet vuggestue i forbindelse med flytning. Ønsker ikke han skal væk fra sin institution. Jeg trives godt her i byen. Vi snakkede om det med samvær osv. Det skal der jo også en ordning på. Men synes jo man lige skal få styr på alt det praktiske først og så aftale nærmere med samvær. Vi har jo fælles forældremyndighed og tænker det skal fortsætte sådan. (Dog har jeg mine betænkligheder - men det er en anden historie) Min kæreste sagde at han ville have børnene lige så meget som mig. Men det tænker jeg ikke bliver aktuelt i starten. Med hans depressioner m.m kan han ikke varetage børnenes behov mere end 1 dag. Det VED jeg (og der ligger også flere ting bag)

Nu er beslutningen jo ikke taget, men jeg er næsten 85% sikker på vi går fra hinanden. Kan slet ikke finde en anden bedre løsning. Vi har prøvet at få det til at fungere. Men vi "trækker" hinanden ned hele tiden. Og han får bare ikke det "bedste frem i mig" Jeg er så ked af det. Dette er jo ikke det man ønsker. Jeg havde håbet på at blive gammel med ham og være sammen med ham og ungerne. Men det er bare ikke godt for børnene at se/høre os diskuterer hver og hveranden dag. Jeg ønsker det bedste for mine børn. Så må jeg pakke min følelser lidt væk. Og tude når de er lagt i seng. Sys det er så hårdt. Og havde bare brug for lige at komme ud med lidt af det. Der er SÅ meget mere!

Tak fordi du læste så langt

 Hilsen en meget trist mor...

Det er et svært skridt i er ved at tage, men stor respekt for at I tager det. Et sidste forsøg kunne jo være at kontakte lægen og blive knyttet til en psykiater så i lærer at forstå hinanden, hvis i altså vil give det en sidste chance!

Tror ellers det er den rigtige beslutning.

Og ville ikke gå uden at sende en Krammer!

Det lyder på mig som om, at det er den rigtige beslutning for jer at gå hver til sit. Dine børn skal have en glad mor fyldt med overskud, og det får de ikke så længe du bliver sammen med ham og er så ked af det.

Det er jo en ærlig sag, at ingen af jer har lyst til hinanden, det sker jo desværre at man simpelthen bare vokser fra hinanden, og når I er enige om det, så kan det være, at I kan gå hen og få et godt og fornuftigt forhold til hinanden, hvilket virkelig er vigtigt når man har børn sammen.

Håber du/I får taget en beslutning der er rigtig for jer alle

LuLy skriver:

Det lyder på mig som om, at det er den rigtige beslutning for jer at gå hver til sit. Dine børn skal have en glad mor fyldt med overskud, og det får de ikke så længe du bliver sammen med ham og er så ked af det.

Det er jo en ærlig sag, at ingen af jer har lyst til hinanden, det sker jo desværre at man simpelthen bare vokser fra hinanden, og når I er enige om det, så kan det være, at I kan gå hen og få et godt og fornuftigt forhold til hinanden, hvilket virkelig er vigtigt når man har børn sammen.

Håber du/I får taget en beslutning der er rigtig for jer alle

Ja det er også det jeg tænker. Ville jo være rart hvis man kunne have et godt samarbejde (muligvis et veskab) når nu man har børn sammen. Jeg ønsker jo at ungerne skal se deres far. Ingen tvivl om det.

dola skriver:

Det er et svært skridt i er ved at tage, men stor respekt for at I tager det. Et sidste forsøg kunne jo være at kontakte lægen og blive knyttet til en psykiater så i lærer at forstå hinanden, hvis i altså vil give det en sidste chance!

Tror ellers det er den rigtige beslutning.

Og ville ikke gå uden at sende en Krammer!

Føler bare vi har "prævet" længe...

Det lyder lidt til at beslutningen er taget og i lyder ret enige om det. Nogen gange er man jo nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål som er det sådan jeg vil leve om 1, 3 eller 5 år??

Børnene skal nok klare det. Det er der rigtig mange andre børn der har. De blomstre endda op når de kan mærke far og mor bliver glade igen. Børn har bedre af at komme fra et splittet hjem, frem for at være i det...

Ang. samvær. Min holdning er, at børn bør have et hjem og en base hos den ene og så være på besøg hos den anden. Kender et søskendepar som var lige meget hos far og mor, de siger selv at de aldrig var hjemme men altid på besøg, hvilket de lidt bebrejder deres forældre for i dag i deres voksenliv. Hvis børnene er små, tror jeg også du vil få medhold fra statsforvaltningen. De har en udmærket hjemmeside bl.a. omkring samvær.

Økonomisk vil du jo som ene forsørger, være berettiget til div. tilskud som f.eks. delvis friplads i daginstitution, øget boligsikring, forhøjet børneydelse samt børnepenge fra faderen.

Du kunne måske tale med din bankrådgiver om din situation, så vil han da helt sikkert lave et udkast til budget med dine "nye indtægter" og i kan måske lave en aftale om, at i ser situationen an, inden du evt. skal se dig om efter noget billigere...

Men kan sagtens følge dig i, at der er så mange tanker om fremtiden både mht. parforhold, bolig, børn og økonomi...

 

 

 

Vil bare lige sende de største krammere.

Det er aldrig en let beslutning - selvom den ikke er taget endeligt endnu - så lyder du egentligt meget afklaret, og du lyder som om, du inderst inde har taget beslutningen. Jeg kan sagtens se, at det er megahårdt at være den, der nærmest har alt ansvaret hjemme.

Det skal nok løse sig altsammen - det tager tid - og det skal du "bare" acceptere, så skal du/I nok komme videre - på den anden side af alt det her.

STORT Kram herfra

Hvis man skal arbejde på et forhold, så skal der være vilje og energi til det. Hvis I begge er der, hvor I egentlig ikke "orker" mere, fordi I kører hinanden ned, så er det svært at komme videre. Det kan være, at det vil hjælpe hvis I kommer på afstand af hinanden i en periode. Så tror jeg i hvert fald, at I vil blive mere afklaret omkring jeres fremtid - sammen eller hver for sig. 

Det er en rigtig svær beslutning at tage at gå fra hinanden, når der er børn i forholdet. Jeg gik fra min søns far i juni sidste år, og var seriøst ved at kaste op, når andre sagde, at min søn havde bedre af at have en lykkelig mor. Men det er altså rigtigt. Hvis ikke man tager sig selv seriøs og mærker efter, og handler derefter, så er man ikke en god forælder. Det kræver overskud at være en god forælder, og det overskud hentes ved at man har det godt! 

Det lyder til, at det er den rigtige beslutning I har taget. Du siger, at I har kæmpet længe og at I kører hinanden ned - og gør mere skidt end godt for hinanden. 

Lige nu virker alting uoverskueligt, men tag en dag af gangen og se at det hele ordner sig!

Kæmpe knus!

Louise

Tak for jeres svar. Det er ikke endeligt besluttet men lige nu er han ude med en ven. Og vi har aftalt han ringer senere. Jeg skal ha handlet og hentet guldet i vuggeren. Jeg føler en frygtelig uro i kroppen. Sidder her med helt koldt hænder

Anonym skriver:

Jeg bliver nød til at dele mine tanker med jer og jeg håber meget på at I kan komme med nogle gode råd eller måske dele jeres erfaringer med mig. Jeg har hårdt brug for det. (Det gør mig intet, hvis I ved hvem jeg er, men vil ikke udstille nogle eller lade nogen kunne google mig)

Jeg bor sammen med min kæreste. Vi har kendt hinanden i 3½ år og har to dejlige børn sammen. Min kæreste lider af svære depressioner on/off og bliver med mellemrum reguleret i medicin. Det skal siges det har være MEGET hårdt for mig at være i dette forhold. Det har været så uendelig svært for mig da jeg hele tiden har skulle holde sammen på familien. Og har tilsidesat mine egne behov og lukket af for negative følelser. Disse følelser har hobet sig op i mig og jeg føler jeg er blevet et rigtig negativt og ensomt menneske. Mine børn er ALT for mig og jeg prioterer dem højere end noget andet i denne verden. Dette har min kæreste haft rigtig svært ved at forstå/indse. Han har selv haft svært ved at prioterer og har tit og ofte "fravalgt" familien til fordel for diverse hobbys og vennetjenester m.m Vi er nået dertil hvor vi snakker om at gå hver til sit. Min kæreste har fortalt at han ikke har lyst til at være her da jeg altid er så sur og negativ. Og han har mistet lysten til mig (Taler ikke kun om sex, men generelt) Jeg er super ked af det er sådan han har det, men i bund og grund har jeg det jo lidt på samme måde. Jeg gider ham ikke. Har slet ikke lyst til ham. Jeg har selv mine ting at tumle med og det er bare så uendelig svært at tale sammen - Vi taler bare slet ikke samme sprog længere... hvis vi overhovedet har gjort det? Er bare så ked af denne situation.

Min tanker går meget på børnene og fremtiden. Hvis vi går fra hinanden så bliver jeg boende med ungerne, men det er sgu dyrt. Hvad så? Bør jeg søge efter noget billigere? Ønsker bare ikke at fjerne ungerne fra deres vante omgivelser. Jeg vil og skal blive boende her i byen. Min søn har én gang skiftet vuggestue i forbindelse med flytning. Ønsker ikke han skal væk fra sin institution. Jeg trives godt her i byen. Vi snakkede om det med samvær osv. Det skal der jo også en ordning på. Men synes jo man lige skal få styr på alt det praktiske først og så aftale nærmere med samvær. Vi har jo fælles forældremyndighed og tænker det skal fortsætte sådan. (Dog har jeg mine betænkligheder - men det er en anden historie) Min kæreste sagde at han ville have børnene lige så meget som mig. Men det tænker jeg ikke bliver aktuelt i starten. Med hans depressioner m.m kan han ikke varetage børnenes behov mere end 1 dag. Det VED jeg (og der ligger også flere ting bag)

Nu er beslutningen jo ikke taget, men jeg er næsten 85% sikker på vi går fra hinanden. Kan slet ikke finde en anden bedre løsning. Vi har prøvet at få det til at fungere. Men vi "trækker" hinanden ned hele tiden. Og han får bare ikke det "bedste frem i mig" Jeg er så ked af det. Dette er jo ikke det man ønsker. Jeg havde håbet på at blive gammel med ham og være sammen med ham og ungerne. Men det er bare ikke godt for børnene at se/høre os diskuterer hver og hveranden dag. Jeg ønsker det bedste for mine børn. Så må jeg pakke min følelser lidt væk. Og tude når de er lagt i seng. Sys det er så hårdt. Og havde bare brug for lige at komme ud med lidt af det. Der er SÅ meget mere!

Tak fordi du læste så langt

 Hilsen en meget trist mor...

Ej Søde ven. Det er jeg virkelig ked af at det er så slemt.
Håber virkelig i snart finder en god løsning, for det tror jeg i alle fire har godt af

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal sige ud over en masse kram