Jeg elsker dig ikke som man bør

Minforevigt skriver:

Hej. Jeg kommer her med et dilemma jeg ikke ved hvordan jeg skaL få styr på. Mit hoved er kaos.

Jeg er gift og venter barn nr 5. I fredags sagde min mand til mig at han ikke længere elsker mig som en man bør elske sin kone. Men ar han stadig elsker mig som en søster eller mor og at jeg er hans bedste ven.....

min verden brød sammen og jeg tog det som en selvfølge at vi skal skilles og flytte hver for sig. Men når jeg så begynder at snakke om han skal finde en lejlighed, så siger han jeg overreagerer og at jeg "skal slå bremsen i og ikke have så travlt"? Han siger så at jeg vel kan give det lidt tid og det kan jo sagtens ske hans følelser kommer igen....

han kysser mig og krammer mig, og siger at det er for at få gløden igen. Jeg føler mig dog som udnyttet og til grin

jeg vil ønske jeg kunne slukke på følelsesknappen i 5 minutter for mit hoved er kaos. Jeg har givet ham en frist , til at finde ud af om han kan forestille sig resten af sit liv uden mig. Det er han ikke færdig med at tænke over efter 1 1/2 døgn og begrunder med der aldrig er fred til at sætte sig ned og tænke, da han ikke kan multitaske.... Jeg ved godt han ikke kan mange ting på en gang, men jeg føler mig sgu snot dum og ikke elsket overhovedet. 

Hvad mener i om det hele? Vi har været sammen en del år og været gift i 4 år. Det er første gang vi står i denne slags krise. 

 

Jeg er en kendt bruger herinde, mEn har oprettet denne profil i dag, da jeg ikke er klar til at "møde verden" og vise mit nederlag

hilsen den uønskede. 

 

 

Øv øv øv, det lyder godt nok ikke særlig rart for dig....

Umiddelbart håber jeg at i får talt sammen, havd med noget terapi?

Jeg har selv perioder, hvor jeg mere føler mig som god ven med min kæreste, end egentlig kærester - hvis du forstår hvad jeg mener. Jeg synes dog det er væsenligt at huske på, at følelserne naturligvis ændrer sig over tid, og jeg tror på at de kan komme og gå - så din mands idé med at se tiden an, er måske slet ikke så tosset?

Jeg håber i hvert flad det bedste for jer begge.

mariamiss6 skriver:

Hejsa. Jeg tænker på, om ikke det var en god idé at din mand forlod huset nogle dage? 

Evt. sov hos en kammerat, lånte et sommerhus hvis i kender nogen som har, eller sov hos sine forældre...

Eller hvis du kunne tage børnene med på en miniferie kind of thing. 

Det ville give din mand plads til at tænke, og det synes jeg sagtens du kan forlange. 

Det er ikke rart at gå rundt sammen med et andet menneske, når man ikke ved om man er købt eller solgt. 

At i lige tager et par dage hver for sig, vil selvfølgelig give ham den ro han har behov for, for at tænke tingene igennem. Måske en rigtig god kammerat kan hjælpe ham med at kaste lys over sagerne?

Det KAN jo godt være det bare er en personlig krise han er i. Eller at det er en ægteskabelig krise som følge af hverdagens trummerum. Det ville jo ikke være en sjældenhed at den slags opstår. 

Jeg forstår godt din frustration, for hvad betyder hans ord egentlig?

Måske tolker han det selv lidt forkert? Eller måske forventer han lige lovlig meget af et forhold så langvarigt som jeres? Altså, måske er hans syn på hvordan virkeligheden bør være, en anelse for perfektionistisk? Livet og forhold ER jo ikke en lille lyserød sky. Men måske er det bare det han går og savner lidt?

Måske skal i tage væk SAMMEN, på en weekend et sted uden børn, og uden ansvar for huset og så videre. Måske det kan puste lidt til gnisten i forholdet? Måske mangler i bare tosomhed, og har slet ikke selv fået øje på det?

Det kan være så mange ting, men han lyder ikke som en dårlig mand, og han lyder jo heller ikke til at han føler han er færdig med jeres ægteskab faktisk. JEg synes det lyder som om han er i tvivl om hvordan han elsker dig. Altså, om han er begyndt at se dig bare som sin bedste ven, eller om han bare synes kærligheden er gået lidt i stå midt i børn og husholdning. 
Det kan være svært at skelne mellem de ting, og der skal trods alt tænketid til. 
Men jeg synes dog også han er nødt til at tage det alvorligt, også set fra din side, at han må tænke det ordentligt igennem, og lige veje hvadfaktisk går og føler. Han er nødt til at tvinge sig selv til at se på sine egne følelser, og mærke efter hvad det er han vil, for du er ikke tjent med at stå på stand by, og det er bestemt heller ikke fair. 

 Rigtig godt skrevet!

Minforevigt skriver:

Hej. Jeg kommer her med et dilemma jeg ikke ved hvordan jeg skaL få styr på. Mit hoved er kaos.

Jeg er gift og venter barn nr 5. I fredags sagde min mand til mig at han ikke længere elsker mig som en man bør elske sin kone. Men ar han stadig elsker mig som en søster eller mor og at jeg er hans bedste ven.....

min verden brød sammen og jeg tog det som en selvfølge at vi skal skilles og flytte hver for sig. Men når jeg så begynder at snakke om han skal finde en lejlighed, så siger han jeg overreagerer og at jeg "skal slå bremsen i og ikke have så travlt"? Han siger så at jeg vel kan give det lidt tid og det kan jo sagtens ske hans følelser kommer igen....

han kysser mig og krammer mig, og siger at det er for at få gløden igen. Jeg føler mig dog som udnyttet og til grin

jeg vil ønske jeg kunne slukke på følelsesknappen i 5 minutter for mit hoved er kaos. Jeg har givet ham en frist , til at finde ud af om han kan forestille sig resten af sit liv uden mig. Det er han ikke færdig med at tænke over efter 1 1/2 døgn og begrunder med der aldrig er fred til at sætte sig ned og tænke, da han ikke kan multitaske.... Jeg ved godt han ikke kan mange ting på en gang, men jeg føler mig sgu snot dum og ikke elsket overhovedet. 

Hvad mener i om det hele? Vi har været sammen en del år og været gift i 4 år. Det er første gang vi står i denne slags krise. 

 

Jeg er en kendt bruger herinde, mEn har oprettet denne profil i dag, da jeg ikke er klar til at "møde verden" og vise mit nederlag

hilsen den uønskede. 

 

 

Synes, at I skal prøve at gå til en professionel. Jeg kan huske, at forskellige kommuner har nogle projekter hvor folk med børn kan komme til par-terapi x antal gange for meget billige penge. Jeg synes, at I skylder jer selv og jeres børn at prøve at se om I kan komme ud af krisen.

Jeg er sikker på, at de fleste ægteskabe går gennem både op- og nedture og jeg håber, at I kan komme igennem det. Det gode er, at det virker som om din mand- trods alt- gerne VIL jeres forhold og ønsker at hans følelser kan komme tilbage. Jeg tror, at der skal en prof ind og give jer nogle redskaber. Hvis I så alligevel ender med at måtte give op, så tror jeg, at det giver ro i sindet, at I har gjort alt hvad I kunne for at få det til at fungere.

Nogle gange kan der gå for meget børnefamilie i det. Måske er det blevet mere et "arbejds-samarbejde" (da der jo sikkert er en masse planlægning, rutiner osv. med 4 børn og en på vej) og han skal derfor finde hen til den kærlighed han har til dig som kvinde og ikke bare som mor til hans børn.

Jeg og hepper på jer.

Camilla

www.foto-paa-laerred.dk

Collager med 5 billeder blended på lærred, invitationer, wallstickers

Jeg sYntes bare det er mega hårdt. Og mine tanker kører rundt hele tiden. Så er jeg sur, og har lyst til at bede ham skride ad H til. Jeg tænker "hvor svært kan det være at vide om man elsker nogen"! Og hvad har jeg gjort galt

næste øjeblik tænker jeg at han jo ikke bare gik. Han var i det mindste ærlig, men hvad fan*** skal jeg gøre uden ham Elsker jo manden rigtig meget og at blive "afvist" som jeg føler jeg er, det gør sgu ondt.

og at han skal tænke over om han kan/vil leve resten af sit liv uden mig, det har jeg svært ved at gå og vente på. Føler mig i ingenmandsland, hvor jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt. Og helt ærligt, det er ikke til at holde ud. 

Minforevigt skriver:

Tak for alle jeres gode svar. I rammer meget af det jeg selv har tænkt på. Og slet ikke så negativt som frygtet. 

Jeg elsker ham af hele mit hjerte og jeg har altid været sikker på han var the one and only for mig. Og jeg føler mig lidt i chock, for mange ting i livet har jeg tvivlet på, men aldrig på hans kærlighed. Det var min sikre havn hvis i forstår. 

Jeg er absolut villig til at prøve terapi, vil næsten gøre hvad som helst, MEN der skal være noget at arbejde med. Gider ikke bygge et håb hvis der ikke er et. Forstår i?

Hvis du kan få ham med i terapi. Så gør det endelig. 

en terapeut kan også hjælpe jer med at klargøre om der faktisk ER noget at genopbygge, eller abrejde videre på. 

En terapeut er jo ikke kun til for at redde jeres forhold hvis det er kørt af sporet. De kan også bruges til at hjælpe andre beslutninger på vej. 

Så endelig, hvis i ikke kan selv, så terapi, hvis han vil gå med til det. 

Om ikke andet, så for at få kastet lys på om der er noget at bygge videre på.

Er sikker på en terapeut vil have nogle guldkorn til jer, hvad enten det ender med at gå den ene eller den anden vej.