Shit, det er svært!

Miss-86 skriver:

Nåh, ja min kæreste og jeg tog (som før skrevet om) endnu en stor snak i januar måned, omkring PB. Han var ikke klar og aftalen var at han tænkte over tingene og at vi ikke snakkede om det, indtil jeg skulle have min sidste HPV-vaccine, som var igår!

Vi snakkede lige om det her, da vi spiste.. Og ja, SAMME SVAR, han føler ikke for det endnu!

SHIT det er svært altså, jeg vil så gerne vente på ham, men altså, det er godt nok hårdt..

Jeg føler mig så fortabt og knust  Ja, jeg kan slet ikke beskrive mine følelser.
2 år er nu snart gået uden at han har rykket sig  
Vi blir ældre, tænker også at det blir sværere at blive gravid og det kan tage lang tid, så forstår ikke han ikke vil igang, når han godt kan se fornuften i at gå igang, for det siger han at han kan!

Og hvor er det bare svært, når jeg elsker ham overalt på jorden

Du skriver i ikke har små børn i jeres omgangskreds.
Det må vel betyde, at du er skruk pga indlæg herindefra??
Måske det, både for din og din kærestes skyld) ville være en ide at holde en pause herinde fra?
Sådan at du ikke hver dag bliver mindet om børn og graviditet.
Så kan det være det kunne blive nemmere for dig at slappe af, tænke på noget andet, og bare nyde kærligheden mellem dig og kæresten.
Tage ud og opleve en masse ting sammen (som man ikke nødvendigvis har tid/overskud/penge til når der kommer en baby)

Stort kram fra en der selv har stået i samme situation

VIPpigen skriver:

Har du tænkt på om du magter psykisk at vente på ham??

hvis det med et barn fylder så meget for dig, og så lidt for ham, så kan i -i mine øjne- elske hinanden nok så højt... Men barnet fylder bare mere for dig...

har i snakket om hvis i nu ikke kan på naturlig vis?? At så skal i igennem en masse, og alt det er først efter 2 års prøven den naturlige vej...

jeg er nok mere hård og kontant, og selvom jeg elsker min kæreste utrolig højt, så sagde jeg til ham, at sådan er det her, jeg smider pillerne der, og vil du ikke, jamen så skulle han sige det, for så var han måske alligevel ikke den rette for mig.... 

Nogen gange er kærligheden bare ikke alt, eller nok...

jeg syntes ikke han kan være det bekendte, og kan fortælle min heller ikke var helt klar da jeg fortalte at der var positive streger, men det bliver man som mor under forløbet, og som far tror jeg først man bliver det den dag han holder sin søn eller datter i armene

Ja, det har jeg tænkt på og jeg tvivler om jeg kan blive ved med at klare det - For gud hvor er det hårdt og det er hårdt at se mine veninder blive gravid.
Jeg er en kæmpe lort, for jeg kan bare ikke glæde mig rigtigt på deres vegne og er bange for at det i sidste ende også vil koste mig mine veninder

Vi har snakket om, at der kan gå lææænge før jeg bliver gravid, hvis jeg kan, det ved man jo ikke! Og at der jo trods alt går 9 mdr, fra man bliver gravid, til barnet kommer til verden.

Ja, jeg sagde til min kæreste på et tidspunkt, at enten var det PB eller også måtte han flytte - Men ja, han sagde så, 'Jamen så må jeg flytte'
F**K det kunne jeg bare ikke klare, jeg elsker ham overalt på jorden og troede ikke han ville vælge sådan! SÅ jeg trak selvfølgelig i land :/

Vi elsker hinanden og ved at vi vil have børn med hinanden - Men jeg ved simpelthen ikke om jeg kan blive ved og vente!

Jeg har også sagt til ham, som du skriver, at han først er klar, den dag barnet er kommet til verden.

Jeg kan godt forstå hvis det er hårdt jeg var også selv skruk længe før min kæreste... Men at sige han er unfair, der hopper kæden altså af for mig. Hvis han ikke er klar, er han ikke klar. Færdig slut. Man kan ikke tvinge nogle til at blive klar - uanset hvor meget man prøver at overbevise ham om, at det hele kommer til at falde på plads helt naturligt. At få et barn er en kæmpe prøvelse for begge parter og der vil være uenigheder og der kræves en masse fælles forståelse og tålmodighed. 

Hvis du er afklaret med at du vil vente på ham så vent. Giv ham tid og plads og lad være med at trække pb ned over hovedet på ham i tide og utide. Min kæreste sagde direkte til mig at jeg skulle tie stille med den babysnak, for han gad ærligt talt ikke høre på det. Efter det, gik der ikke andet end et par måneder og bum - så var han klar. 

 

Jeg mener bare at jeg skal vente og vente på ham på trods af at jeg føler mig klar!
Meen han står bare med den endelige beslutning og uanset om jeg giver ham luft eller ej, så hjælper det ikke.

Han lovede mig at vi skulle starte pb sidste år i september og i det ½ år jeg gik og ventede på det, der snakkede jeg ikke om det. Men ligelidt hjalp det altså..

Ja, så lovede han at i januar ville han, men ja, så ville han ikke da vi kom dertil. Så snakkede vi om at når jeg havde fået min sidste hpv-vaccine, så kunne vi tage den derfra og ingen snak om baby imellemtiden, men nej, der sker intet fra hans side..

Jeg havde sagt til ham at jeg ville vente på ham og det ER HAM jeg vil have børn med, men jeg synes det begynder at slide på mig.

CAWI skriver:

Du skriver i ikke har små børn i jeres omgangskreds.
Det må vel betyde, at du er skruk pga indlæg herindefra??
Måske det, både for din og din kærestes skyld) ville være en ide at holde en pause herinde fra?
Sådan at du ikke hver dag bliver mindet om børn og graviditet.
Så kan det være det kunne blive nemmere for dig at slappe af, tænke på noget andet, og bare nyde kærligheden mellem dig og kæresten.
Tage ud og opleve en masse ting sammen (som man ikke nødvendigvis har tid/overskud/penge til når der kommer en baby)

Stort kram fra en der selv har stået i samme situation

Min skrukhed kommer ikke fordi jeg er herinde og det bliver hverken værre eller bedre af at lade være at komme på baby.dk

Min skrukhed er i perioder, dvs. jeg er skruk, men det er i perioder at det dukker voldsomt op.

Jeg er jo nødt til et sted, at komme ud med mine tanker ellers bliver jeg da først sindssyg  Og ja, hvor ellers end her på baby...
Jeg har ikke lyst til at involvere mine veninder i det, jeg fortryder at jeg i første omgang fortalte dem om at jeg ville have barn og min kæreste ikke ville og alt det..

Tak, det er rart at vide, at andre ved hvordan jeg har det og selv har prøvet det, selvom jeg ikke ønsker for nogle at have det som jeg.

Til sidst vil jeg sige, at vi har det rigtig dejligt sammen og nyder virkelig hinanden, men jeg har det svært ved det, når først vi har snakken om PB. Jeg kan bare ikke blive ved med at holde til det.

Miss-86 skriver:

Ja, det har jeg tænkt på og jeg tvivler om jeg kan blive ved med at klare det - For gud hvor er det hårdt og det er hårdt at se mine veninder blive gravid.
Jeg er en kæmpe lort, for jeg kan bare ikke glæde mig rigtigt på deres vegne og er bange for at det i sidste ende også vil koste mig mine veninder

Vi har snakket om, at der kan gå lææænge før jeg bliver gravid, hvis jeg kan, det ved man jo ikke! Og at der jo trods alt går 9 mdr, fra man bliver gravid, til barnet kommer til verden.

Ja, jeg sagde til min kæreste på et tidspunkt, at enten var det PB eller også måtte han flytte - Men ja, han sagde så, 'Jamen så må jeg flytte'
F**K det kunne jeg bare ikke klare, jeg elsker ham overalt på jorden og troede ikke han ville vælge sådan! SÅ jeg trak selvfølgelig i land :/

Vi elsker hinanden og ved at vi vil have børn med hinanden - Men jeg ved simpelthen ikke om jeg kan blive ved og vente!

Jeg har også sagt til ham, som du skriver, at han først er klar, den dag barnet er kommet til verden.

Hvad nu hvis han er nød til næsten at skulle flytte, før han finder ud af hvor vigtigt det er for dig.

du skal snart gøre op med dig selv om du vil lade den ligge, og så må HAN sige til når pb skal begynde. Og ellers må du hive det store kort, og sige slut, jeg kan ikke mere. Hvis du ikke er på, så flyt.... Hold fast i det. Og måske han 2 dage inden han skal flytte kommer og siger okay, måske han kommer 2 dage efter, en uge efter, 1 1/2 måned efter. Måske aldrig.

De ting skal du overveje. For det er de eneste muligheder jeg ser du har.

Ligemeget om folk herinde siger at du presser ham og alt det der, så synes jeg faktisk at det er svinsk af ham at sidde med så stort et valg og så bare blive ved med at rykke det!

Kan godt være han ikke er helt klar endnu, men synes bare også han udnytter sin "magt" ved at give en dato for snakken om PB og så bare sig "jeg er ikke klar" - slut prut nu har vi snakket om det!!

grinny skriver:

Ligemeget om folk herinde siger at du presser ham og alt det der, så synes jeg faktisk at det er svinsk af ham at sidde med så stort et valg og så bare blive ved med at rykke det!

Kan godt være han ikke er helt klar endnu, men synes bare også han udnytter sin "magt" ved at give en dato for snakken om PB og så bare sig "jeg er ikke klar" - slut prut nu har vi snakket om det!!

Ja, sådan føler jeg det også..
Altså det er jo helt og holdent hans beslutning - Jeg har intet valg ;/

Han er ikke klar og føler ikke han har overskud til det siger han. Mere kan jeg ikke rigtig få ud af ham.
Han kan ikke sige HVORFOR han ikke er klar

VIPpigen skriver:

Hvad nu hvis han er nød til næsten at skulle flytte, før han finder ud af hvor vigtigt det er for dig.

du skal snart gøre op med dig selv om du vil lade den ligge, og så må HAN sige til når pb skal begynde. Og ellers må du hive det store kort, og sige slut, jeg kan ikke mere. Hvis du ikke er på, så flyt.... Hold fast i det. Og måske han 2 dage inden han skal flytte kommer og siger okay, måske han kommer 2 dage efter, en uge efter, 1 1/2 måned efter. Måske aldrig.

De ting skal du overveje. For det er de eneste muligheder jeg ser du har.

Ja, du har ret!
Men hvor er begge dele svære.
Hvis nu det skulle blive en realitet og han flyttede - Det ville jeg ikke kunne klare. Jeg ved ikke om han ville indse på den måde, at han måtte springe ud i det. Og hvis nu han flyttede og det var det - Så har jeg mistet ham

Ja, og vente på ham, det har jeg jo sagt jeg ville, for det troede jeg godt jeg kunne magte - Men ja, det kan jeg ikke.

Jeg ved godt, at der ikke er nogle, som kan fortælle HVAD jeg skal gøre.. Jeg ved det ikke engang selv. er i syv sind.