En masse tanker.. Langt..

Hej ladies

Har brug for at komme ud med nogle af mine tanker, har ik rigtig nogen at snakke med dem om, da det jo er hemmeligt og skal være en overraskelse når jeg bliver gravid, derfor er det skønt at I er her  

Min kæreste og jeg besluttede at jeg skulle stoppe med p-piller nu her når jeg har taget den sidste pakke. Så det vil sige om 3 uger. Og så vil vi begynde på pb ca til august. 

Vil gerne snart stoppe med p-piller, da jeg ik tror min krop er så tilfreds med dem mere, får tit pletblødning mm. Og vil også gerne have min krop tilbage, kan slet ik huske hvordan den var før p-pillerne. 

Nu til alle mine tanker.. Er det normalt at panikke over pb? Jeg skifter mellem at være skruk og så slet ik have lyst eller være mega nervøs for at starte på pb, er det normalt? Forstår ik at jeg det ene øjeblik er helt skruk og kan se os med en baby og det næste panikker jeg bare over tanken med at stoppe med p-pillerne.. Tænker at det er fordi det er helt nyt og en ting vi jo aldrig har prøvet før.. Kender I til de tanker eller?

Jeg tænker vel for meget over tingene.. Plus vores familie har babynykker på vores vegne, et ret irriterende pres. Kan ik rigtig snakke med min kæreste om det, da han bare tænker at det tager vi da til den tid.. Men der er jo heller ik forberedelse som han skal.. Jeg skal jo stoppe med p-pillerne, finde ud af min cyklus, tage folsyre mm. Derfor synes jeg det kræver noget mere fra min side. Men kan også godt lide at have en plan at følge.. Men det er stadig skræmmende med pb.. Er vi klar til at gå fra to til tre.. 

Håber det giver mening. Havde brug for at få mine tanker skrevet ned, tak for at du læste med  

Jeg tror det er meget normalt.

Det er en stor beslutning at få et barn. Jeg havde det på samme måde som dig. Da vi gik igang blev jeg så et totakt testmonster Og så føltes det bare helt rigtigt.

Men i månederne op til vi for alvor gik igang med at prøve, havde jeg det som dig. 

Happiness skriver:

Jeg tror det er meget normalt.

Det er en stor beslutning at få et barn. Jeg havde det på samme måde som dig. Da vi gik igang blev jeg så et totakt testmonster Og så føltes det bare helt rigtigt.

Men i månederne op til vi for alvor gik igang med at prøve, havde jeg det som dig. 

Rart at høre du havde det på samme måde Ja det er jo en meget stor beslutning. Frygter også jeg bliver et testmonster  Men er glad for at høre du også havde det som mig 

Husker, som var det i går, da jeg stoppede med p piller fordi min kæreste (nu mand) gerne ville være gravide. Jeg vågnede midt om natten og havde et decideret angstanfald! Jeg hyperventilerede og følte jeg var ved at blive kvalt. Min mand ringede til vagtlægen fordi han troede jeg havde fået et hjerteanfald. Var lige stoppt aftenen forinden, så kunne jo af gode grunde ikke være gravid allerede. Men for fanden hvor var det angstprovokerende at vide at det rent faktisk kunne ske i nær fremtid at der ville være to streger på en test.

At der så skulle gå 2½ år før testen var positiv, kunne jeg jo ikke vide

Tror det du føler er ganske normalt, for det er en STOR beslutning at smide præventionen. Man "risikerer" jo at stå med et barn lige pludselig. Man bliver pludselig i tvivl om man overhovedet kan finde ud af at være mor, og om man overhovedet har noget at tilbyde et lille barn.

Men prøv at tage den med ro. Spring op og fald ned på din families babynykker. Det må de selv ligge og rode med. Det kommer ikke hurtigere af at de nævner det hver gang i ses.

Pøj pøj med projekt

Det bestemt ikke unormalt, jeg var også pokkers skruk indtil at der var to streger på testerne og så kommer alle panik tankerne først

Men gå tilbage til udgangspunktet, hvorfor vil i have børn?, den plejer at hjælpe her

Faith skriver:

Husker, som var det i går, da jeg stoppede med p piller fordi min kæreste (nu mand) gerne ville være gravide. Jeg vågnede midt om natten og havde et decideret angstanfald! Jeg hyperventilerede og følte jeg var ved at blive kvalt. Min mand ringede til vagtlægen fordi han troede jeg havde fået et hjerteanfald. Var lige stoppt aftenen forinden, så kunne jo af gode grunde ikke være gravid allerede. Men for fanden hvor var det angstprovokerende at vide at det rent faktisk kunne ske i nær fremtid at der ville være to streger på en test.

At der så skulle gå 2½ år før testen var positiv, kunne jeg jo ikke vide

Tror det du føler er ganske normalt, for det er en STOR beslutning at smide præventionen. Man "risikerer" jo at stå med et barn lige pludselig. Man bliver pludselig i tvivl om man overhovedet kan finde ud af at være mor, og om man overhovedet har noget at tilbyde et lille barn.

Men prøv at tage den med ro. Spring op og fald ned på din families babynykker. Det må de selv ligge og rode med. Det kommer ikke hurtigere af at de nævner det hver gang i ses.

Pøj pøj med projekt

Tak for dit svar, så rart at vide jeg ik er den eneste Lige præcis,når jeg ik tager p-piller, ja så kommer der jo et barn på et tidspunkt, total skræmmende..   Lige præcis, der er en masse tanker og ja også kan jeg finde ud af at være mor og hvad kan jeg tilbyde et barn  

Ja forsøger også at ignorerer deres irriterende babynykker snak, men lidt svært. For nej det går ik hurtigere af deres snak. Vil forsøge at tage den med ro

Mange tak 

sulo skriver:

Det bestemt ikke unormalt, jeg var også pokkers skruk indtil at der var to streger på testerne og så kommer alle panik tankerne først

Men gå tilbage til udgangspunktet, hvorfor vil i have børn?, den plejer at hjælpe her

Mange tak, rart at vide jeg ik er den eneste Ja det kan jeg godt se, vil jeg gøre  

AnnL skriver:

Hej ladies

Har brug for at komme ud med nogle af mine tanker, har ik rigtig nogen at snakke med dem om, da det jo er hemmeligt og skal være en overraskelse når jeg bliver gravid, derfor er det skønt at I er her  

Min kæreste og jeg besluttede at jeg skulle stoppe med p-piller nu her når jeg har taget den sidste pakke. Så det vil sige om 3 uger. Og så vil vi begynde på pb ca til august. 

Vil gerne snart stoppe med p-piller, da jeg ik tror min krop er så tilfreds med dem mere, får tit pletblødning mm. Og vil også gerne have min krop tilbage, kan slet ik huske hvordan den var før p-pillerne. 

Nu til alle mine tanker.. Er det normalt at panikke over pb? Jeg skifter mellem at være skruk og så slet ik have lyst eller være mega nervøs for at starte på pb, er det normalt? Forstår ik at jeg det ene øjeblik er helt skruk og kan se os med en baby og det næste panikker jeg bare over tanken med at stoppe med p-pillerne.. Tænker at det er fordi det er helt nyt og en ting vi jo aldrig har prøvet før.. Kender I til de tanker eller?

Jeg tænker vel for meget over tingene.. Plus vores familie har babynykker på vores vegne, et ret irriterende pres. Kan ik rigtig snakke med min kæreste om det, da han bare tænker at det tager vi da til den tid.. Men der er jo heller ik forberedelse som han skal.. Jeg skal jo stoppe med p-pillerne, finde ud af min cyklus, tage folsyre mm. Derfor synes jeg det kræver noget mere fra min side. Men kan også godt lide at have en plan at følge.. Men det er stadig skræmmende med pb.. Er vi klar til at gå fra to til tre.. 

Håber det giver mening. Havde brug for at få mine tanker skrevet ned, tak for at du læste med  

Det lyder fuldstændig som de tanker jeg rodede med lige omkring, at jeg smed pillerne
Jeg kunne også gå helt i panik og bare mærke, at blodet løb fra hovedet - og det næste øjeblik glædede jeg mig egentlig til en positiv test og stor mave at nusse om
Da pillerne så endelig røg gik jeg totalt i panik igen og havde det faktisk rigtig dårligt i 14 dages tid, men det hjalp virkelig at se kæresten være fuldstændig rolig og helt sikker på, at det var det rigtige for os
I de snart 4 uger jeg har kendt til min graviditet nu, har jeg faktisk været helt rolig omkring det, jeg er super træt af kvalmen og opkastningerne selvom de først lige er kommet - så nu glæder jeg mig bare til jeg får det godt igen, så jeg kan begynde at panikke over den forestående fødsel

Stivdie skriver:

Det lyder fuldstændig som de tanker jeg rodede med lige omkring, at jeg smed pillerne
Jeg kunne også gå helt i panik og bare mærke, at blodet løb fra hovedet - og det næste øjeblik glædede jeg mig egentlig til en positiv test og stor mave at nusse om
Da pillerne så endelig røg gik jeg totalt i panik igen og havde det faktisk rigtig dårligt i 14 dages tid, men det hjalp virkelig at se kæresten være fuldstændig rolig og helt sikker på, at det var det rigtige for os
I de snart 4 uger jeg har kendt til min graviditet nu, har jeg faktisk været helt rolig omkring det, jeg er super træt af kvalmen og opkastningerne selvom de først lige er kommet - så nu glæder jeg mig bare til jeg får det godt igen, så jeg kan begynde at panikke over den forestående fødsel

Mange tak for dit svar, så rart og en lettelse at høre at det er normalt 

Er sikker på at jeg også får de panikanfald, når jeg stopper med pillerne  For ja er helt splittet mellem panik og babynykkerne  Men rart at vide det er normalt, det er beroligende 

Kan godt forstå du er træt af kvalmen og opkastninger, men godt at høre med roen nå ja den panik kommer nok også 

Uhh, når du formulerer det sådan, så kan jeg godt følge dig.
Grunden til jeg ikke panikkede, da jeg stoppede med p-piller, var jo nok at vi ikke skulle igang og jeg ikke vidste hvornår vi skulle.

Men tror nu jeg vil reagere på en eller anden måde, den dag han rent faktisk siger NU er det!
Ja også det ukendte, man ved ikke hvad man går ind til.
Fødslen? Hvad vil det egentlig sige at have et barn? Og det at være MOR!
Hvad med forholdet, når barnet er kommet?

Men som før skrevet, er jeg sikker på I klarer det
Som mange skriver: Tag det stille og roligt og NYD hinanden ..