Anonym skriver:
Hej piger 
Jeg er lige anonym i den her tråd da jeg ikke vil kunne Googles på det her.... Mange af jer ved helt sikkert hvem jeg er når jeg fortæller historien.....
Sagen er den at mit barn for 8 MDR siden begyndte at se sin far igen efter 6 år..... Og det er bare gået helt fantastisk indtil nu!!
Han lavede sit sove værelse om til et værelse til barnet og han var bare så meget på...... Men ak ja.... Nu begynder det at gå den anden vej 
Han lavede for et par måneder siden en ordentlig bummert!! Barnet skulle sove hos ham fra lørdag til søndag og skulle hjem søndag middag igen.. Men kl 13.30 havde jeg stadig intet hørt og var næsten på vej ud af døren efter hende da han ringer... At de lige var vågnet???
Hvor jeg så siger at det er muligt han er der men mit barn sover altså ikke til kl 13.30!!! Det viser sig så at mit barn har været vågen siden kl 8!! Og har i næsten 6 timer sidder på værelset alene... Uden legetøj, uden mad, uden fjernsyn og ventet på han vågende!!!
Bad ham køre barnet hjem med det samme.. Det gjorde han og da h*n kom hjem brød h*n fuldstændig sammen....
Nå men vi fik talt om det og han lovede det aldrig ville ske igen... Fair nok tænker jeg... Men for 14 dage siden da h*n er hos sin far igen ringer min tlf kl 21.... (jeg har nu givet h*n en mobil) nu er den gal igen... Far har sovet siden kl 18.30!!! h*n er meget ked af det og siger h*n har prøvet at vække far to gange... Jeg lægger på og ringer far op og taler lidt med store bogstaver!!! Og han blir nødt til at køre h*n hjem da h*n ikke vil sove derude......
Jeg får at vide fra mit barn at far ikke længere gider købe ordentlig morgenmad.... H*n får en skål Coco pops og han selv sidder og spiser rund stykker... Men dem h*n ikke kan li...... De foretager sig aldrig noget sammen længere... Sidder bare derhjemme og glor fjernsyn hele dagen....
Har prøvet at snakke med ham om det men han undskylder det bare med at h*n jo altså også skal kunne underholde sig selv?!
Det mener jeg slet ikke han kan forlange af h*n endnu... H*n føler sig jo ikke hjemme hos ham endnu... H*n er stadig der hvor h*n stadig føler sig lidt som en gæst og stadig ikke ved hvad h*n må og ikke må osv.... H*n har sovet der måske 5 gange.. Sys det er for tidligt at forvente sådan noget!! Og han har h*n ikke særlig tit og så skal tiden da ikke bare gå med at han sover og så må h*n underhold sig selv....??
Han har også fået en kæreste hvilket er fint selvfølgelig men nu har han pludselig ikke tid til h*n om lørdagen længere (lørdag formiddag til søndag middag) Men fra fredag sen eftermiddag til tidlig lørdag istedet for.... Fordi han føler ikke han har tid til andet end h*n i den weekend så???
Føler han springer over hvor gærdet er lavest nu og det kan h*n mærke.... H*n er ikke længere ret interesseret i sin far.... Skriver ikke ret tit til ham længere... Spørger ikke efter ham... Blir ked og trist når jeg siger h*n skal derud...har sagt nej til hans forslag om lidt længere tid hos ham i ferien....
Jeg har hele tiden sagt at h*n ikke skal presses til noget h*n ikke vil.... Og far vil ikke lytte og gøre noget aktivt for h*n.... Så føler lidt at jeg render panden mod muren...... Har også sagt at hvis han sys det er for meget skal han bare sige til men hvis han ikke engang tager sig ordentlig af h*n de få timer de ses jamen for pokker altså 
Der var nøjagtig det her jeg frygtede noget så galt... At h*n s far igen vælger h*n fra og gør tingene halvt fordi kæreste og andet er mindst lige så vigtigt for ham!
Jeg har også været hård og sagt at jeg IKKE håber at h*n skal møde hans kæreste foreløbig for så er jeg sku sikker på h*n ikke vil derud længere for så får h*n da slet ingrn opmærksomhed længere og vil nok først der føle sig utilpas hos ham....
Undskyld det blev lidt langt men havde virkelig brug for at komme ud med det.....
Ved bare ikke hvad jeg skal stille op
hvor gammelt er dit barn nu?
altså undskyld mit udbrud her men STOP det samvær!
Når dit barn har det så skidt at hn ikke længere er interesseret i at komme afsted? næste gang hn skal afsted men ikke har lyst, kan du pænt fortælle faren når han kommer for at hente hn, at hn ikke har lyst til at komme på samvær. og med den besked kan faren pænt gå uden barn og tænke sig om. og jeg tænker at i efterfølgende kan snakke om hans forbedringer hvis hans barn skal give ham en ny chance 
altså ligemeget hvad, så er det barnet der har ret til samvær, ikke forældreren. og er dette samvær ikke det barnet ønsker, må faren enten mande sig op eller tage konsekvensen af barnets valg.
(har selv stået som sådant et barn da jeg var lille, hvilket ikke var spor sjovt 
husker dog ikke jeg blev sovet fra, da de fleste erindringer er slettet, men følelsen af at være ignoreret og tilsidesat var stor)
Anmeld
