det at være single ( i forlænglese af en anden tråd)

hej derude

jeg sad lige og læste den annonyme tråd omkring hende der var bange for at han blev for omklamrende

jeg er selv single og LYKKELIG single

jeg har været single i over 2 år og inden det sidste forhold var jeg single i 5 år næsten.....
jeg vil ikke sige at jeg er en enespænder og jeg har også elsket de kærester jeg har haft og været i forhold med..... hovedsagligt mine børns fædre....
Jeg oplever for tiden at min rigtig søde veninder prøver alt de kan at få mig afsat og ved det er en suuuuper sød tanke fra deres side..... og elsker dem for det....
Men faktisk er jeg nået til et stadie i mit liv hvor jeg nyyyyyyder mit singleliv og har nok i mine børn og min hund og kat
Derfor sys jeg egentlig ikke at lysten til en mand er der..... jooooh hvis han ikke skal bo i mit hus
Mit hjem er mit og jeg eeeeeeelsker min alenetid når børnene er puttet og roen sænker sig i hjemmet......... hunden ligger på skødet og snorker og katten ligger ved siden af og spinder og ilden gnitre i brændeovnen altså muligt jeg er ved at være sær...... for mange tænker sikkert.... ååårrrh ja så skulle man bare ha en deeeeejlig mand at ligge og putte med......... det tænker jeg faktisk ikke... jeg tænker bare.... jeg elsker mit liv

Derfor tror jeg også at der ikke ville skulle så meget til før end at jeg ville føle at en mand ville virke omklamrende på mig... uden at det selvfølgelig er hans intention....
MEN MEN måske en dag hvis den helt rigtige dukker op så vil det hverken virke belastende eller omklamrende men bare dejligt

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her indlæg....

nok bare sige at der også findes singler derude (med eller uden børn) som faktisk elsker deres liv som singler og har nok i det

Lige der var jeg også nået til, da jeg var single. Og nød det.

Og så løb jeg ind i min mand og fandt ud af, at for lige nøjagtig ham, ville jeg gerne opgive mit singleliv.  

Men jo, jeg nød det også og havde det helt fint med at være mig selv og mit barn. 

FruK skriver:

Lige der var jeg også nået til, da jeg var single. Og nød det.

Og så løb jeg ind i min mand og fandt ud af, at for lige nøjagtig ham, ville jeg gerne opgive mit singleliv.  

Men jo, jeg nød det også og havde det helt fint med at være mig selv og mit barn. 

hihi deeeeejligt for dig

også det jeg tænker at skulle det være den HEEEELT rigtige... jaaa så er man nok ogå mere end villig til at opgive sit singleliv

Sådan havde jeg det også som single... Jeg nød at have mine ting for mig selv, at kunne forme dagen som jeg ville.... 

sandramor skriver:

hej derude

jeg sad lige og læste den annonyme tråd omkring hende der var bange for at han blev for omklamrende

jeg er selv single og LYKKELIG single

jeg har været single i over 2 år og inden det sidste forhold var jeg single i 5 år næsten.....
jeg vil ikke sige at jeg er en enespænder og jeg har også elsket de kærester jeg har haft og været i forhold med..... hovedsagligt mine børns fædre....
Jeg oplever for tiden at min rigtig søde veninder prøver alt de kan at få mig afsat og ved det er en suuuuper sød tanke fra deres side..... og elsker dem for det....
Men faktisk er jeg nået til et stadie i mit liv hvor jeg nyyyyyyder mit singleliv og har nok i mine børn og min hund og kat
Derfor sys jeg egentlig ikke at lysten til en mand er der..... jooooh hvis han ikke skal bo i mit hus
Mit hjem er mit og jeg eeeeeeelsker min alenetid når børnene er puttet og roen sænker sig i hjemmet......... hunden ligger på skødet og snorker og katten ligger ved siden af og spinder og ilden gnitre i brændeovnen altså muligt jeg er ved at være sær...... for mange tænker sikkert.... ååårrrh ja så skulle man bare ha en deeeeejlig mand at ligge og putte med......... det tænker jeg faktisk ikke... jeg tænker bare.... jeg elsker mit liv

Derfor tror jeg også at der ikke ville skulle så meget til før end at jeg ville føle at en mand ville virke omklamrende på mig... uden at det selvfølgelig er hans intention....
MEN MEN måske en dag hvis den helt rigtige dukker op så vil det hverken virke belastende eller omklamrende men bare dejligt

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her indlæg....

nok bare sige at der også findes singler derude (med eller uden børn) som faktisk elsker deres liv som singler og har nok i det

Sikke et dejligt indlæg .

Jeg er selv single og mor til to børn, og jeg nyder at være alene.
Min alenetid kunne jeg ikke være foruden, og jeg har gode veninder, jeg ses med ofte, så jeg er aldrig ensom.

At finde en mand står ikke øverst på min liste, og jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle bo med en igen.
Jeg har været alene størstedelen af mit voksne liv, og jeg er måske blevet lidt sær, men jeg går ikke på kompromis med noget. Mit hus mine regler

Ja, en gang i mellem kunne det være meget hyggeligt at have en at hygge med mm, men det er bare ikke noget, der er vigtigt for mig.

Dejligt at få lov til at sige højt, at jeg nyder at være alene

PT skriver:

Sikke et dejligt indlæg .

Jeg er selv single og mor til to børn, og jeg nyder at være alene.
Min alenetid kunne jeg ikke være foruden, og jeg har gode veninder, jeg ses med ofte, så jeg er aldrig ensom.

At finde en mand står ikke øverst på min liste, og jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle bo med en igen.
Jeg har været alene størstedelen af mit voksne liv, og jeg er måske blevet lidt sær, men jeg går ikke på kompromis med noget. Mit hus mine regler

Ja, en gang i mellem kunne det være meget hyggeligt at have en at hygge med mm, men det er bare ikke noget, der er vigtigt for mig.

Dejligt at få lov til at sige højt, at jeg nyder at være alene

hvor dejligt at læse om en som har det på samme måde som jeg
det sys jeg faktisk er rigtig dejligt.... for det er lidt lige som man blir mærkeliggjort fordi man IKKE har valgt et liv med en mand....

og jaaah jeg har godt nok også svært ved at se mig selv komme til at bo med en igen........ jeg eeeeeeeeelsker min alenetid og ja som du selv siger så har jeg også veninder som jeg tilbringer tiden med så føler mig egentlig aldrig ensom

haha jeg tror heeelt sikkert også jeg er blevet sær af at ha været så meget alene i mit voksenliv.... men hey... jeg har det jo faktisk godt som jeg har det

sandramor skriver:

hej derude

jeg sad lige og læste den annonyme tråd omkring hende der var bange for at han blev for omklamrende

jeg er selv single og LYKKELIG single

jeg har været single i over 2 år og inden det sidste forhold var jeg single i 5 år næsten.....
jeg vil ikke sige at jeg er en enespænder og jeg har også elsket de kærester jeg har haft og været i forhold med..... hovedsagligt mine børns fædre....
Jeg oplever for tiden at min rigtig søde veninder prøver alt de kan at få mig afsat og ved det er en suuuuper sød tanke fra deres side..... og elsker dem for det....
Men faktisk er jeg nået til et stadie i mit liv hvor jeg nyyyyyyder mit singleliv og har nok i mine børn og min hund og kat
Derfor sys jeg egentlig ikke at lysten til en mand er der..... jooooh hvis han ikke skal bo i mit hus
Mit hjem er mit og jeg eeeeeeelsker min alenetid når børnene er puttet og roen sænker sig i hjemmet......... hunden ligger på skødet og snorker og katten ligger ved siden af og spinder og ilden gnitre i brændeovnen altså muligt jeg er ved at være sær...... for mange tænker sikkert.... ååårrrh ja så skulle man bare ha en deeeeejlig mand at ligge og putte med......... det tænker jeg faktisk ikke... jeg tænker bare.... jeg elsker mit liv

Derfor tror jeg også at der ikke ville skulle så meget til før end at jeg ville føle at en mand ville virke omklamrende på mig... uden at det selvfølgelig er hans intention....
MEN MEN måske en dag hvis den helt rigtige dukker op så vil det hverken virke belastende eller omklamrende men bare dejligt

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her indlæg....

nok bare sige at der også findes singler derude (med eller uden børn) som faktisk elsker deres liv som singler og har nok i det

Sådan havde jeg det også da jeg var single i 5 år 

Jeg NØD det i fulde drag - nok også fordi jeg kom ud af et voldeligt forhold. Mine veninder prøvede at sætte mig sammen med jeg ved ikke hvor mange, men jeg var kræsen - lige indtil den dag min kæreste kom forbi og spændte ben for mig (vi havde være kærester før) 

sandramor skriver:

hvor dejligt at læse om en som har det på samme måde som jeg
det sys jeg faktisk er rigtig dejligt.... for det er lidt lige som man blir mærkeliggjort fordi man IKKE har valgt et liv med en mand....

og jaaah jeg har godt nok også svært ved at se mig selv komme til at bo med en igen........ jeg eeeeeeeeelsker min alenetid og ja som du selv siger så har jeg også veninder som jeg tilbringer tiden med så føler mig egentlig aldrig ensom

haha jeg tror heeelt sikkert også jeg er blevet sær af at ha været så meget alene i mit voksenliv.... men hey... jeg har det jo faktisk godt som jeg har det

Ja, man bliver lidt kigget på, som om man er underlig, når man siger, man ikke har lyst til at finde en mand. Især når man så siger, man ikke ville bo med en igen. Skønt vi kan bakke hinanden op i, at vi bare er sære på en god måde

Så længe man ikke er ensom, så ser jeg ikke problemet

Babymor2010 skriver:

Sådan havde jeg det også da jeg var single i 5 år 

Jeg NØD det i fulde drag - nok også fordi jeg kom ud af et voldeligt forhold. Mine veninder prøvede at sætte mig sammen med jeg ved ikke hvor mange, men jeg var kræsen - lige indtil den dag min kæreste kom forbi og spændte ben for mig (vi havde være kærester før) 

Dejligt at høre jeg ikke er den eneste

PT skriver:

Ja, man bliver lidt kigget på, som om man er underlig, når man siger, man ikke har lyst til at finde en mand. Især når man så siger, man ikke ville bo med en igen. Skønt vi kan bakke hinanden op i, at vi bare er sære på en god måde

Så længe man ikke er ensom, så ser jeg ikke problemet

Hi hi ja folk ser lidt sjove ud i ansigtet når man siger at man er lykkelig single.... De tror de hører forkert

Og ja især når man siger man aldrig skal bo sammen med en igen.... Jeg kan selvfølgelig aldrig sige aldrig men jeg har MEGET svært ved at forestille mig bo sammen med en igen jeg elsker faktisk at bo alene med mine børn...

Og nej ensom blir jeg heller aldrig