Min søn går mig på nerverne:-(

Ja det gør han. Og det er rigtig hårdt. Han irriterer mig bare helt vildt, lige for tiden kan han kun sige NEJ og det er min eller det er niers (Elias). Han råber det hele tiden og han siger det samme hele tiden igen og igen og igen og....

Han har ingen tålmodighed og det har jeg heller ikke hvilket er en virkelig dårlig kombi.

Men jeg er så træt af ham. Og har det så dårligt over det..

Er der er andre som har haft det sådan? Og hvad gjorde i for at få det til stoppe???

Tauf skriver:

Ja det gør han. Og det er rigtig hårdt. Han irriterer mig bare helt vildt, lige for tiden kan han kun sige NEJ og det er min eller det er niers (Elias). Han råber det hele tiden og han siger det samme hele tiden igen og igen og igen og....

Han har ingen tålmodighed og det har jeg heller ikke hvilket er en virkelig dårlig kombi.

Men jeg er så træt af ham. Og har det så dårligt over det..

Er der er andre som har haft det sådan? Og hvad gjorde i for at få det til stoppe???

Du får lige en kæmpe

Hvor gammel er han?

 

Tauf skriver:

Ja det gør han. Og det er rigtig hårdt. Han irriterer mig bare helt vildt, lige for tiden kan han kun sige NEJ og det er min eller det er niers (Elias). Han råber det hele tiden og han siger det samme hele tiden igen og igen og igen og....

Han har ingen tålmodighed og det har jeg heller ikke hvilket er en virkelig dårlig kombi.

Men jeg er så træt af ham. Og har det så dårligt over det..

Er der er andre som har haft det sådan? Og hvad gjorde i for at få det til stoppe???

Jeg har det på samme måde (og tusind tak for at du skriver det!).
Isabel prøver virkelig grænser af lige for tiden og hun bliver hysterisk hvis hun ikke får sin vilje - den går bare ikke herhjemme. Men åh, jeg kan blive SÅ irriteret på hende i løbet af en dag og ønske hende hen hvor peberet gror.. Og hold kæft hvor er det hårdt at tænke sådan om sit barn..

Så du får et af mig og min dybeste medfølelse! Kan desværre ikke give et godt råd :/

Tauf skriver:

Ja det gør han. Og det er rigtig hårdt. Han irriterer mig bare helt vildt, lige for tiden kan han kun sige NEJ og det er min eller det er niers (Elias). Han råber det hele tiden og han siger det samme hele tiden igen og igen og igen og....

Han har ingen tålmodighed og det har jeg heller ikke hvilket er en virkelig dårlig kombi.

Men jeg er så træt af ham. Og har det så dårligt over det..

Er der er andre som har haft det sådan? Og hvad gjorde i for at få det til stoppe???

Tja.. du kan desværre ikke ændre dig søn - kun se indad. 

Din søn skal jo også takle din utålmodighed, og det er frustrerede for et lille barn, derfor kommer der jo en ret ond cirkel igang. 

Og der er altså ikke andet for at blive i stand til at væbne sig med tålmodighed når det gælder småbørn, det må man indse. Børn skal have ting at vide 117 gange, sådan er det bare. Vi er den voksne, vi må bide frustrationen i os så vidt muligt 

JulieWH skriver:

Jeg har det på samme måde (og tusind tak for at du skriver det!).
Isabel prøver virkelig grænser af lige for tiden og hun bliver hysterisk hvis hun ikke får sin vilje - den går bare ikke herhjemme. Men åh, jeg kan blive SÅ irriteret på hende i løbet af en dag og ønske hende hen hvor peberet gror.. Og hold kæft hvor er det hårdt at tænke sådan om sit barn..

Så du får et af mig og min dybeste medfølelse! Kan desværre ikke give et godt råd :/

Puha dejligt at der er andre som også har det sådan Og( selvom det Er den værste føles).
Elias bliver også sur hvis han ikke får sin vilje. Og så er han begyndt at slå meget og når jeg siger NEJ vil du holde op med det, så sidder han bare og griner af mig..

Jeg er ved at blive rigtig god til at tælle til ti tror jeg gør det hundrede gange om dagen:-(

Tror det er en helt normal periode, som Elias er inde i. Silas siger også nej til alt, selv når han egentlig mener ja. Og tålmodighed?  Niks, den er ikke-eksisterende hos knægten.  

Har du prøvet at lægge mærke til hans kropssprog når du mener han siger ja? Det er på denne måde, vi tyder om Silas mener ja eller nej. 9 ud af 10 gange rammer vi rigtig nu. 

Kender godt følelsen. Min datter driver også os til vanvid for tiden, piller i alt, griner når man beder hende lade være, vil ikke sidde med ved bordet bliver ved med at rejse sig. Og hvis hun ser noget på bordet som hun geren vil have så skal hun nok finde en vej der op. Og så slog de hende og den store, som regle det den store som starter det, man kan lige vende dem ryggen så har han væltede hende omkuld så hun hyler højlydt. Så det bliver ikke lavet ret meget for tiden. 

Jeg troede heller ikke jeg skulle sige det om hende for hun har altid været den nemmeste men lige pt er det sku belastende at hun er sådan og at de er efter hinanden. 

jeg kan kun trøste mig med at det nok holder op med tiden, det har det da gjor med storebror mht at rode ud af skuffer, skabe og hoppe på bordne. Og tror aldren kan vare længe for noget sønnike på 5,5 er også ofte trodsig og vil helst have det på sin måde. men prøv at holde ud min tålmodig er heller ikke den bedste faktisk tror jeg den var bedre før jeg fik børn. 

Trodsalderen kan være hård at komme igennem. Men prøv at flytte fokus, når I har den negative adfærd. Når han går helt i selvsving, få så hans opmærksomhed rettet mod noget andet. Kig ud af vinduet og se hvad der sker derude. Spørg ham og i skal lave grimasser. Se hvem der kan lave deb grimmeste grimasse og grin sammen. Leg "klassens klovn", giv ham en vild ridetur...underhold ham positivt.

Jeg melder mig ind i klubben
Når Caroline råber uden grund, hvilket hun synes er vildt sjovt for tiden er vi begyndt at sige at hun må gå ind på værelset og råbe, for vi gider ikke høre på det.. Det virker hun råber aldrig derinde, men finder så på et eller andet andet at lave :b

lad mig starte med at sige at vi kender godt til det herhjemme! Så det er ikke fordi jeg sidder som 'den perfekte mor, der gør alting rigtigt' Det gør jeg ikke, desværre...

 

Men børn er jo som små spejle og kopimaskiner. Når vi vil bestemme og siger NEJ til vores børn, så svare de igen med NEJ. Når vi er søde og imødekommende, så er vores børn det også.

 

Vi har perioder hvor vi er inde i gode cirkler, hvor alle taler pænt til hinanden, vi lytter og finder kompromiser, og vi har dårlige perioder, hvor vi (forældrene) råber for meget af børnene, med det til følge at børnene råber (anstrengende meget!) enten af hinaden eller af os. Jo mere jeg prøver at tvinge noget igennem (NU skal du have tøj på!!!) jo mere modstand møder jeg. Jo mere overskud jeg har til at sætte mig ned i børnehøjde, og høre om hvorfor tøjet ikke lige kommer på, jo hurtigere får jeg en forklaring, som vi så kan 'snakke' om, og hvor vi når frem til at ungerne alligvel tager tøjet på. Måske er det ikke lige den blå trøje der kommer på, men så er det den grønne. Måske bliver tøjet ikke lige taget på i på værelset, men ude i bryggerst, men på kommer det, og ud af døren kommer vi også. Jo flere trusler jeg kommer med. (Hvis du ikke tager tøj på nu, kommer du i Børnehave i nattøj) jo flere trusler får jeg tilbage (Mor, enten får jeg en is lige nu, eller også ødelægger jeg din iPad)

Når vi er i en dårlig cirkel herhjemme er der ingen der trives med det, og så taler vi om det (altså os voksne) og sætter nogle retningslinjer op for hvordan vi vil tale til børnene og hvordan vi vil gribe det an, og det tager aldrig mere end en uge at vende stemningen, hvis vi altså kan holde os fra at falde tilbage i det gamle dårlige mønster.