Gider ikke min datters lege

Vores datter (3 år) er inde i en periode, hvor hun stort set konstant er inde i en eller anden rolleleg. Og hun spørger konstant om vi ikke skal lege.. fx "skulle vi ikke lege at du var en farlig tiger og så var jeg dyrepasser" eller "at du var syge og så var jeg sygeplejerske", "at jeg var moren, du var faren og så var det vores baby (en dukke), "at jeg hed freja, og hvad vil du så hedde" osv osv..

Hun kan blive inde i den samme rolle LÆNGE.. Og forventer, at jeg gør det samme.. og stopper generelt først når hun vil ind i en ny leg

Jeg synes det er skønt at følge hendes udvikling og bed totalt på i starten og har været rigtigt meget inde i den der fantasiverden med hende..

men...

Jeg må indrømme, at jeg tit bare har lyst til at være mig selv.. ikke et dyr eller en far eller mor til annika ect..

Jeg synes bare det er svært at sige nej, fordi det er en stor del af den måde man kan komme i kontakt med min pige på... Det er her hun griner, vokser og bare er i sit es..

Jeg vil hellere bare snakke om dagen i børnehaven, sidde og lave perler, tegne, læse bøger, lave mad osv med hende.. mit barn.. og ikke med pippi, eller tornerose

Jeg har det sådan, at hun jo godt kan mærke at jeg ikke altid gider, og så synes jeg det er bedre bare at sige.. Nej jeg vil ikke lege, jeg vil hellere bare være mig selv.. Ikke at jeg ikke vil være sammen med hende.. Jeg vil bare ikke være i en rolle hele tiden..

Men igen det er mit dilemma, for jeg føler at jeg er nødt til det hvis jeg skal i kontakt med hende..

Hun vil rigtigt gerne de der hyggeting, som jeg vil, men så igen skal det foregå i rolleuniverset.. Hvis jeg spørger om hun vil være med til at lave mad, så er hun klar "ja, så kan være moren, der laver mad" eller hvis vi sidder og spiser "skal vi ikke sige, at jeg var cirkeline og du var frederik.." osv osv osv..

Jeg ved godt at det er en fase, men jeg gider faktisk ikke operere på det her metaplan, hvor man aldrig bare er sig selv.. med sit eget navn

Måske er løsningen bare, at sige nej nogle flere gange, og så gå rigtigt ind i legen, når man så siger ja. For jeg tror faktisk at min modvilje er vokset, fordi jeg så ofte har sagt ok, selvom jeg faktisk ikke har lyst..

Og tror i bund og grund på at man skal være ærlig omkring hvad man gider og ikke gider, da hun jo alligevel kan mærke det hvis man ikke gider.. Synes bare det er svært..

Jeg tror du har fat i det rigtige; at sige nej flere gange og så mene ja når du siger ja. Jeg synes det er okay at sige nej, når det ikke er hver gang

Vh. Louise

 Jeg kunne have skrevet det indlæg!

Min datter er 3,3 år og hun vil konstant lege og det skal være rollespil. Så får jeg et navn og hun reagerer ikke med mindre jeg kalder hende "far" eller "hund" f.eks Det er altså lidt trættende i længden..

Hun har altid været god til at lege selv og leve sig ind i legen, men nu SKAL man lege med og det skal være en dialog mellem to dyr/mennesker/bamser osv.

Før kunne vi også sidde med perler, tusser osv, men det gider hun ikke rigtig mere. Selv når hun er i bad skal det være dialog mellem to kopper i vandet

Jeg tror det er alderen og at det nok skal stilne af lige så stille, det bilder jeg i hvert fald mig selv ind

Forresten siger jeg også nej når jeg ikke gider mere, man kan altså ikke lege hele tiden. Hun bliver som regel gal, men sådan er det bare

Her skal vi ofte være dinosaur på jagt efter hinanden eller far men slet ikke i den grad hvor I er. Han er 3 år så er da spændt på om han også kommer i den rolleleg så udpræget som jeres... så ville jeg også sige nej og mene nej og ja og mene ja. Vi er sgu nok bare alt for kedelige "kloge" voksne, der ved bedre - og har glemt barndommens fantasi... Trist egentligt.

Mamalou skriver:

Jeg tror du har fat i det rigtige; at sige nej flere gange og så mene ja når du siger ja. Jeg synes det er okay at sige nej, når det ikke er hver gang

Vh. Louise

Dejligt, du synes jeg er inde på det rigtige.. Får bare så dårlig samvittighed når jeg siger nej for meget..

Men tror det bunder i at jeg føler mig som en underskudsmor, som ikke orker noget som helst for tiden. Nu har jeg også kun en uge til termin, så det er jo klart jeg ikke orker så meget. Det er bare ikke rart, at jeg jo føler jeg forsømmer min store pige og siger nej, nej, nej 

Laulund87 skriver:

 Jeg kunne have skrevet det indlæg!

Min datter er 3,3 år og hun vil konstant lege og det skal være rollespil. Så får jeg et navn og hun reagerer ikke med mindre jeg kalder hende "far" eller "hund" f.eks Det er altså lidt trættende i længden..

Hun har altid været god til at lege selv og leve sig ind i legen, men nu SKAL man lege med og det skal være en dialog mellem to dyr/mennesker/bamser osv.

Før kunne vi også sidde med perler, tusser osv, men det gider hun ikke rigtig mere. Selv når hun er i bad skal det være dialog mellem to kopper i vandet

Jeg tror det er alderen og at det nok skal stilne af lige så stille, det bilder jeg i hvert fald mig selv ind

Forresten siger jeg også nej når jeg ikke gider mere, man kan altså ikke lege hele tiden. Hun bliver som regel gal, men sådan er det bare

Laulund87 skriver:

 Jeg kunne have skrevet det indlæg!

Min datter er 3,3 år og hun vil konstant lege og det skal være rollespil. Så får jeg et navn og hun reagerer ikke med mindre jeg kalder hende "far" eller "hund" f.eks Det er altså lidt trættende i længden..

Hun har altid været god til at lege selv og leve sig ind i legen, men nu SKAL man lege med og det skal være en dialog mellem to dyr/mennesker/bamser osv.

Før kunne vi også sidde med perler, tusser osv, men det gider hun ikke rigtig mere. Selv når hun er i bad skal det være dialog mellem to kopper i vandet

Jeg tror det er alderen og at det nok skal stilne af lige så stille, det bilder jeg i hvert fald mig selv ind

Forresten siger jeg også nej når jeg ikke gider mere, man kan altså ikke lege hele tiden. Hun bliver som regel gal, men sådan er det bare

Rart at høre, at man ikke er den eneste som synes det er trættende, at lege i det der rolleunivers konstant

Min datter bliver også gal og ked af det når jeg siger nej.. "Jamen så har jeg jo ikke nogen at lege med.. HYL"

Og så får jeg bare så dårlig samvittighed.. For føler bare så tit at jeg siger nej til hende.. Jeg er højgravid med en uge til termin, så jeg orker bare intet, og får det ofte rigtigt rigtigt skidt

Så tror måske det er derfor det er så svært for mig, at gøre som dig og tænke "sådan er det bare"

For hvis jeg nu ikke følte, at jeg forsømte hende, så ville det nok være nemmere for mig at sige nej uden dårlig samvittighed

GODT hun har sin far

MortilElias2010 skriver:

Her skal vi ofte være dinosaur på jagt efter hinanden eller far men slet ikke i den grad hvor I er. Han er 3 år så er da spændt på om han også kommer i den rolleleg så udpræget som jeres... så ville jeg også sige nej og mene nej og ja og mene ja. Vi er sgu nok bare alt for kedelige "kloge" voksne, der ved bedre - og har glemt barndommens fantasi... Trist egentligt.

Ja vi ER jo voksne, og dermed meget kedelige.. Måske ville livet være lidt sjovere hvis vi havde vores fantasi intakt Måske kommer der flere rollelege senere.. Min datter bliver snart 4, og vil da sige at det virkeligt er taget til her det sidste halve år

Tulle28 skriver:

Ha ha, igår var min datter en gammel mand og ville IKKE kaldes andet!! Øøøhhh... Jamen OK så

hahahahaha Skønt

Tulle28 skriver:

Ha ha, igår var min datter en gammel mand og ville IKKE kaldes andet!! Øøøhhh... Jamen OK så

Haha! Her hedder hun tit "far" og så hedder jeg "Cirkeline"

Jeg SKAL reagere på Cirkeline og hun svarer ikke hvis jeg ikke siger far til hende.. Åhh de kære børn