Det lyder absolut, som du har taget den rigtige beslutning!
Det var ikke helt så ilde for mig, men jeg genkender en del af det, du beskriver.
Det, jeg gjorde, var stille og roligt at planlægge det praktiske - uden at snakke med ham. Jeg fandt et sted at bo og havde en plan klar, så børnene og jeg i hvert fald havde tag over hovedet, en seng at sove i, et køleskab og en vaskemaskine, og så tænkte jeg, at hvad jeg ellers får med mig/klarer at skaffe, det er ren bonus. Jeg havde snakket med en veninde, som var villige til at hjælpe mig med den fysiske del af flytningen.
Så en aften, når børnene var i seng, fortalte jeg stille og roligt, at jeg ikke havde det godt sammen med ham mere, og jeg jo også godt kunne se, at han ikke havde det godt sammen med mig nu, så jeg syntes, vi skulle tage en pause og se, hvordan det så blev. Uanset, hvad han sagde eller forsøkte på, så holdt jeg fast i en rolig og alvorlig tone, og det kan godt være, det var derfor han faktisk tog mig alvorligt - for en gangs skyld. Han var selvfølgelig slet ikke glad, og forsøgte at skræmme mig fra at flytte og forsøgte at gøre det ekstra besværligt for mig, men da vi faktisk kom så langt, at jeg sagde, at den dato flytter jeg ud, så endte han faktisk med at hjælpe mig med at bære ting. Når det skulle være på den måde, så ville han jo gerne sørge for, at børnene havde det bedst muligt.
Som sagt, jeg var ikke i en fuldt så ilde situation som dig, men måske er der alligevel lidt i min historie, du kan bruge til noget.
Tag en praktisk ting ad gangen, og om drenge i starten må sove på en madras på gulvet ved siden af mor, så kommer han bare til at synes, at det er hyggeligt. Han kommer ikke til at reagere, om alting ikke er fint og fancy sålænge han har mor og mad og rent tøj osv, når han har behov for det.
