Hmm.. Så blev det min tur til krise....

Hej til jer derude...
Undskyld jeg skriver som anonym, men min svigermor følger med på siden og mener ikke lige det her er noget hun behøver følge med i, men har seriøst brug for et råd eller 2...

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 2 år. Vi venter barn nummer 2 til april. Vi har været sammen i 4 ½ år. Jeg studerer og har kun min SU som indkomst, han studerer også og har et lille freelancejob ved siden af hvor han tjener meget minimalt.

Problemerne kommer så her... Det hele startede for godt ½ år siden da jeg opdagede at han havde "glemt" at betale tv-regning i 8 mdr! Jeg blev sådan pænt sur, hvilket jeg synes er okay og lavede en afbetalingsaftale med tv-selskabet. JEG betaler derfor 500 kr ekstra hver måned til tv, udover vores tv-pakke. Her skal det nævnes at han for ca 1 år siden "glemte" 2 elregninger som jeg på det tidspunkt også sørgede for. Han siger selv at det er ren forglemmelse, men stoler ikke på ham økonomisk og det er derfor mig der står for ALT økonomi herhjemme.
Men her stopper problemerne ikke.. Jeg betaler i forvejen alt til vores datter, hvilket i grunden er fair nok fordi jeg får ekstra i SU og får børneydelsen ind på min konto. Men jeg betaler også bare alt andet.. Han betaler ½ husleje og 1/3 af madbudgettet, men skal vi have noget til lejligheden, ud og spise, have fredagsguf eller noget som helst, hænger den på mig...
Derudover er der det praktiske herhjemme... jeg har pt bækkenløsning og kan faktisk ikke holde til noget som helst. Men hvis han skal gøre noget herhjemme, skal han have det afvide 10-15 gange og så er der håb for at han gør det... men ikke altid.. vi snakker her om tøjvask, opvask og generel rengøring som støvsugning og gulvvask.. Jeg gør det derfor på trods af smerter, for jeg vil ikke have at hverken jeg, min datter eller den lille ny, skal leve i en svinesti...
Så er der selve parforholdet... Jeg elsker ham uden tvivl, men jeg kan sgu ikke rigtig se forholdet i det mere... Vi er mere som 2 venner der bor sammen og har børn sammen... Jeg nyder hans selskab og ved ikke om jeg kunne undvære ham, men vores kys og sex er mere rutiner,vaner og behov end det er af lyst til hinanden...

Vi skændes ikke med store ord og råben og skrigen, men vi diskuterer tit, efter vores datter sover... Jeg er den der opdrager og han er "bare" den sjove.. Hvilket bringer mig til næste problem... Hver morgen skal han aflevere vores datter i DP, for jeg har ikke kørekort og busforbindelserne er helt af h... til. Jeg står op kl. 6, prinsessen kl. 7 og manden står op når han vågner... Han sætter alarm på sin mobil, men står ikke op når den ringer.. vækker jeg ham, skal jeg være heldig hvis han står op 3. eller 4. gang...

Mit store problem er nu, at jeg ved ikke om jeg skal gøre det forbi eller om jeg bare skal leve med tingene... Jeg har snakket med ham om det hele MANGE gange og han bruger hvergang undskydninger som at han er stresset, han tænker over et eller andet i samme stil... Så undskylder han, forbedre sig 1-3 dage og så er alt ved det gamle igen...

Kom gerne med gode råd eller erfaringer/ holdninger...

sender dig lige en kæmpe krammer

og ved du hvad du har jo selv svaret...

du må nød til at betale ellers gør han det ikke bare humm og han glemmer regninger ikke godt for det kan gå helt galt en dag,

du skal bede ham om alle ting som en mor

selv når han skal op. ja undskyld men du er mor og behøver ikke nr 3 barn ..... og i har snakket om det osv,

i min side af denne sag så er jeres forhold slut på alle områder... og tror også det er bedt for dig og jeres barn/børn

B&J skriver:

sender dig lige en kæmpe krammer

og ved du hvad du har jo selv svaret...

du må nød til at betale ellers gør han det ikke bare humm og han glemmer regninger ikke godt for det kan gå helt galt en dag,

du skal bede ham om alle ting som en mor

selv når han skal op. ja undskyld men du er mor og behøver ikke nr 3 barn ..... og i har snakket om det osv,

i min side af denne sag så er jeres forhold slut på alle områder... og tror også det er bedt for dig og jeres barn/børn

Tak... Jeg tror egentlig også bare jeg har brug for at høre at det ikke er mig der er helt galt på den... Jeg siger det faktisk tit til ham, at jeg ikke gider være hans mor... Så ja, det er det jeg er blevet...
Og tror desværre du har ret, men jeg vil bare heller ikke ødelægge noget der måske kunne reddes og slet ikke med en lille ny lige om hjørnet.. - Og så tænkte jeg at folk herinde plejer at være så fornuftige og ærlige, så jeg skulle nok få afvide hvis det var mig der var sippet... - og heldigvis for det! Jeg har jo også mine fejl, men jeg arbejder da med dem i det mindste...

Anonym skriver:

Tak... Jeg tror egentlig også bare jeg har brug for at høre at det ikke er mig der er helt galt på den... Jeg siger det faktisk tit til ham, at jeg ikke gider være hans mor... Så ja, det er det jeg er blevet...
Og tror desværre du har ret, men jeg vil bare heller ikke ødelægge noget der måske kunne reddes og slet ikke med en lille ny lige om hjørnet.. - Og så tænkte jeg at folk herinde plejer at være så fornuftige og ærlige, så jeg skulle nok få afvide hvis det var mig der var sippet... - og heldigvis for det! Jeg har jo også mine fejl, men jeg arbejder da med dem i det mindste...

jamen alle har jo fejl og det er jo en del af os ikke min kæreste har også fejl og den ene er han kan ikke styre et budget, fint jeg styre det så men vi har også fælles økonomi så mine penge er hans penge og hans penge er mine penge

men du ender med at stå med det hele især når du har prøvet og det med den max holder i 3 dage måske mere nogle gange jamen den holder ikke har desværret prøvet hele turen der var så ingen børn heldig vis men det er ikke sjovt at bo sammen med en der ikke kan tage sig sammen og man leger mor for, for man gider ikke have hele hytten liger et sprængt lokum for at sige det mildt, og tinge skal jo gøres..... jeg tror det vil bedst hvis i fandt jeres egen..

Anonym skriver:

Hej til jer derude...
Undskyld jeg skriver som anonym, men min svigermor følger med på siden og mener ikke lige det her er noget hun behøver følge med i, men har seriøst brug for et råd eller 2...

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 2 år. Vi venter barn nummer 2 til april. Vi har været sammen i 4 ½ år. Jeg studerer og har kun min SU som indkomst, han studerer også og har et lille freelancejob ved siden af hvor han tjener meget minimalt.

Problemerne kommer så her... Det hele startede for godt ½ år siden da jeg opdagede at han havde "glemt" at betale tv-regning i 8 mdr! Jeg blev sådan pænt sur, hvilket jeg synes er okay og lavede en afbetalingsaftale med tv-selskabet. JEG betaler derfor 500 kr ekstra hver måned til tv, udover vores tv-pakke. Her skal det nævnes at han for ca 1 år siden "glemte" 2 elregninger som jeg på det tidspunkt også sørgede for. Han siger selv at det er ren forglemmelse, men stoler ikke på ham økonomisk og det er derfor mig der står for ALT økonomi herhjemme.
Men her stopper problemerne ikke.. Jeg betaler i forvejen alt til vores datter, hvilket i grunden er fair nok fordi jeg får ekstra i SU og får børneydelsen ind på min konto. Men jeg betaler også bare alt andet.. Han betaler ½ husleje og 1/3 af madbudgettet, men skal vi have noget til lejligheden, ud og spise, have fredagsguf eller noget som helst, hænger den på mig...
Derudover er der det praktiske herhjemme... jeg har pt bækkenløsning og kan faktisk ikke holde til noget som helst. Men hvis han skal gøre noget herhjemme, skal han have det afvide 10-15 gange og så er der håb for at han gør det... men ikke altid.. vi snakker her om tøjvask, opvask og generel rengøring som støvsugning og gulvvask.. Jeg gør det derfor på trods af smerter, for jeg vil ikke have at hverken jeg, min datter eller den lille ny, skal leve i en svinesti...
Så er der selve parforholdet... Jeg elsker ham uden tvivl, men jeg kan sgu ikke rigtig se forholdet i det mere... Vi er mere som 2 venner der bor sammen og har børn sammen... Jeg nyder hans selskab og ved ikke om jeg kunne undvære ham, men vores kys og sex er mere rutiner,vaner og behov end det er af lyst til hinanden...

Vi skændes ikke med store ord og råben og skrigen, men vi diskuterer tit, efter vores datter sover... Jeg er den der opdrager og han er "bare" den sjove.. Hvilket bringer mig til næste problem... Hver morgen skal han aflevere vores datter i DP, for jeg har ikke kørekort og busforbindelserne er helt af h... til. Jeg står op kl. 6, prinsessen kl. 7 og manden står op når han vågner... Han sætter alarm på sin mobil, men står ikke op når den ringer.. vækker jeg ham, skal jeg være heldig hvis han står op 3. eller 4. gang...

Mit store problem er nu, at jeg ved ikke om jeg skal gøre det forbi eller om jeg bare skal leve med tingene... Jeg har snakket med ham om det hele MANGE gange og han bruger hvergang undskydninger som at han er stresset, han tænker over et eller andet i samme stil... Så undskylder han, forbedre sig 1-3 dage og så er alt ved det gamle igen...

Kom gerne med gode råd eller erfaringer/ holdninger...

Hvordan er dit forhold til dine forældre? Og bor de tæt på? Jeg tænker nemlig om det måske kunne være en løsning, at du flytter ud i en periode, så I begge kan få en tænkepause i forholdet, og forhåbentlig komme til at savne hinanden!
Desuden tror jeg, at det vil være sundt for ham at blive tvunget til at stå på egne ben i en periode, så han begynder at få du forhold til de pligter, der følger med at blive voksen...

Jeg har selv været i noget lignende (dog uden børn involveret, og vi har ikke fællesøkonomi). For os blev løsningen, at jeg tog på studietur i 3 uger (i 2008). Jeg fik luft, og han fandt ud af hvor meget beskidt undertøj man laver på den tid, og at køleskabet ikke fylder sig selv, ligesom opvasken sjovt nok ikke forsvinder over natten
Siden da, har han været meget forstående og hjælpsom

Anonym skriver:

Hej til jer derude...
Undskyld jeg skriver som anonym, men min svigermor følger med på siden og mener ikke lige det her er noget hun behøver følge med i, men har seriøst brug for et råd eller 2...

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 2 år. Vi venter barn nummer 2 til april. Vi har været sammen i 4 ½ år. Jeg studerer og har kun min SU som indkomst, han studerer også og har et lille freelancejob ved siden af hvor han tjener meget minimalt.

Problemerne kommer så her... Det hele startede for godt ½ år siden da jeg opdagede at han havde "glemt" at betale tv-regning i 8 mdr! Jeg blev sådan pænt sur, hvilket jeg synes er okay og lavede en afbetalingsaftale med tv-selskabet. JEG betaler derfor 500 kr ekstra hver måned til tv, udover vores tv-pakke. Her skal det nævnes at han for ca 1 år siden "glemte" 2 elregninger som jeg på det tidspunkt også sørgede for. Han siger selv at det er ren forglemmelse, men stoler ikke på ham økonomisk og det er derfor mig der står for ALT økonomi herhjemme.
Men her stopper problemerne ikke.. Jeg betaler i forvejen alt til vores datter, hvilket i grunden er fair nok fordi jeg får ekstra i SU og får børneydelsen ind på min konto. Men jeg betaler også bare alt andet.. Han betaler ½ husleje og 1/3 af madbudgettet, men skal vi have noget til lejligheden, ud og spise, have fredagsguf eller noget som helst, hænger den på mig...
Derudover er der det praktiske herhjemme... jeg har pt bækkenløsning og kan faktisk ikke holde til noget som helst. Men hvis han skal gøre noget herhjemme, skal han have det afvide 10-15 gange og så er der håb for at han gør det... men ikke altid.. vi snakker her om tøjvask, opvask og generel rengøring som støvsugning og gulvvask.. Jeg gør det derfor på trods af smerter, for jeg vil ikke have at hverken jeg, min datter eller den lille ny, skal leve i en svinesti...
Så er der selve parforholdet... Jeg elsker ham uden tvivl, men jeg kan sgu ikke rigtig se forholdet i det mere... Vi er mere som 2 venner der bor sammen og har børn sammen... Jeg nyder hans selskab og ved ikke om jeg kunne undvære ham, men vores kys og sex er mere rutiner,vaner og behov end det er af lyst til hinanden...

Vi skændes ikke med store ord og råben og skrigen, men vi diskuterer tit, efter vores datter sover... Jeg er den der opdrager og han er "bare" den sjove.. Hvilket bringer mig til næste problem... Hver morgen skal han aflevere vores datter i DP, for jeg har ikke kørekort og busforbindelserne er helt af h... til. Jeg står op kl. 6, prinsessen kl. 7 og manden står op når han vågner... Han sætter alarm på sin mobil, men står ikke op når den ringer.. vækker jeg ham, skal jeg være heldig hvis han står op 3. eller 4. gang...

Mit store problem er nu, at jeg ved ikke om jeg skal gøre det forbi eller om jeg bare skal leve med tingene... Jeg har snakket med ham om det hele MANGE gange og han bruger hvergang undskydninger som at han er stresset, han tænker over et eller andet i samme stil... Så undskylder han, forbedre sig 1-3 dage og så er alt ved det gamle igen...

Kom gerne med gode råd eller erfaringer/ holdninger...

Den er svær... ved ikke helt om jeg har nogle råd du kan bruge.

Men det jeg tænker er at hvordan du griber det an, når du skal snakke med ham. Holder du dig på egen bane halvdel?

Tror også du skal virkelig tænke dig om og virkelig mærke efter om du stadig være sammen med ham trods han fejl og mangler. For du får jo hele pakken og kan ikke sortere noget fra som ikke lige passer ind.

Lav evt en list og pluser og minuser.

Hvis du finder frem til at det er ham og kun ham, så må du også finde fred med at han ikke gør alle de ting du synes er vigtige og som bare ikke er vigtig for ham.

Men det kunne være i skulle have en god, seriøs og kontruktiv snak om jeres økonomi. Evt lægge budget sammen og få tillid til hinanden økonomisk. Det skaber ligevægt i et forhold hvis man kan være sammen om tingene og har tillid til hinanden.

Håber du kunne bruge nogle af mine råd.

Stivdie skriver:

Hvordan er dit forhold til dine forældre? Og bor de tæt på? Jeg tænker nemlig om det måske kunne være en løsning, at du flytter ud i en periode, så I begge kan få en tænkepause i forholdet, og forhåbentlig komme til at savne hinanden!
Desuden tror jeg, at det vil være sundt for ham at blive tvunget til at stå på egne ben i en periode, så han begynder at få du forhold til de pligter, der følger med at blive voksen...

Jeg har selv været i noget lignende (dog uden børn involveret, og vi har ikke fællesøkonomi). For os blev løsningen, at jeg tog på studietur i 3 uger (i 2008). Jeg fik luft, og han fandt ud af hvor meget beskidt undertøj man laver på den tid, og at køleskabet ikke fylder sig selv, ligesom opvasken sjovt nok ikke forsvinder over natten
Siden da, har han været meget forstående og hjælpsom

Jeg har ingen muligheder for t flytte til forældre eller lign. desværre.... Min mor er alkoholisk, så har egentlig ikke det store netværk... Men måske han kunne flytte, det ville vel i bund og grund give samme resultat??

Anonym skriver:

Tak... Jeg tror egentlig også bare jeg har brug for at høre at det ikke er mig der er helt galt på den... Jeg siger det faktisk tit til ham, at jeg ikke gider være hans mor... Så ja, det er det jeg er blevet...
Og tror desværre du har ret, men jeg vil bare heller ikke ødelægge noget der måske kunne reddes og slet ikke med en lille ny lige om hjørnet.. - Og så tænkte jeg at folk herinde plejer at være så fornuftige og ærlige, så jeg skulle nok få afvide hvis det var mig der var sippet... - og heldigvis for det! Jeg har jo også mine fejl, men jeg arbejder da med dem i det mindste...

Det er ikke dig, der er galt på den!
Når du kan finde ud af at bede om hjælp, og han så ikke er imødekommende trods din bækkenløsning, så er det ham, der skal tage sig sammen!

Enirt skriver:

Den er svær... ved ikke helt om jeg har nogle råd du kan bruge.

Men det jeg tænker er at hvordan du griber det an, når du skal snakke med ham. Holder du dig på egen bane halvdel?

Tror også du skal virkelig tænke dig om og virkelig mærke efter om du stadig være sammen med ham trods han fejl og mangler. For du får jo hele pakken og kan ikke sortere noget fra som ikke lige passer ind.

Lav evt en list og pluser og minuser.

Hvis du finder frem til at det er ham og kun ham, så må du også finde fred med at han ikke gør alle de ting du synes er vigtige og som bare ikke er vigtig for ham.

Men det kunne være i skulle have en god, seriøs og kontruktiv snak om jeres økonomi. Evt lægge budget sammen og få tillid til hinanden økonomisk. Det skaber ligevægt i et forhold hvis man kan være sammen om tingene og har tillid til hinanden.

Håber du kunne bruge nogle af mine råd.

Uh hvor ville jeg ønske at det ikke var prøvet... Når vi har snakket om tingene er det foregået stille og roligt, med en god kop kaffe ved hånden.. Jeg har meget brugt sætningerne som "Jeg føler..." og "Jeg synes..." osv... Har lagt vægt på at jeg gerne vil have at visse ting bliver ændret, men at jeg også selv er forberedt på at ændre ting...

Budgettet har været lavet og lavet om mange mange gange og han kan simpelthen ikke holde sig til det... Vi har sågar snakket om at han skulle overføre alt til mig og så have "lommepenge"...

Anonym skriver:

Jeg har ingen muligheder for t flytte til forældre eller lign. desværre.... Min mor er alkoholisk, så har egentlig ikke det store netværk... Men måske han kunne flytte, det ville vel i bund og grund give samme resultat??

Det vil give helt samme resultat, såfremt hans mor ikke bare overtager og sørger for ham i hoved og r**...