Jeg har gennem et stykke tid været lidt usikker på noget, og håber i vil give jeres meninger til kende 
Min dreng er jo 5 år, og han har, som mange andre jævnaldrende (så vidt jeg forstår) fundet det fede i spil.
Hans far er af den overbevisning at han da bare skal have lov at udfolde sig og bruge sin kreativitet, som man jo kan i diverse spil, så ofte han har lyst men er gået med til, at der skal være en tidsgrænse (far har ham hver anden weekend). Grænsen er lige pt en halv time i hverdage og en time i weekender.
Han spiller spil som Little Big Planet, Minecraft (man kan slå monstrene væk, så det bare handler om at bygge), Pixeline, Toy Story, Super mario, samt nogle tænkespil og før-skolespil på min tablet.
Derudover ved jeg at hans far selv spiller meget, og min kæreste spiller af og til, men han producerer også spil, han er snart uddannet medialog med speciale i games, både design og produktion. Jeg spiller aldrig selv.
Deraf tror jeg min dreng er blevet meget fascineret af alt sådan noget spil-halløj. Han kan forklare alle mulige om hvordan man skal trykke på de rigtige knapper, så man hopper og så laver han ofte lege der baserer sig på det han kender fra spil. Dvs han snakker meget om det og leger det ofte i børnehaven.
Dette har vækket hans børnehavepædagogs bekymring. Hun finder ham for fascineret af spil-verden og spørger dertil om han får lov at spille som han har lyst til. Det gør han jo ikke. Han kan spille lidt mere hvis vi er ude hos folk og får lov at låne min lillesøsters tablet feks, eller han får lov at låne min kærestes DS. Men ikke alarmerende meget synes jeg.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig. Det skaber også bekymring inde i mig, når pædagogen selv får det stillet op som en bekymring. Men jeg er splittet, da jeg jo ved at det er den vej vores verden går. Han er dygtig til at spille, god til at tænke over det han foretager sig i spillet, og jeg ser klare udviklingsmuligheder. Jeg bryder mig ikke helt så meget om ligegyldige underholdnings spil, men det er også dem med lidt udfordring i som han synes er sjovt.
Jeg vil lige indskyde, at han også er god til at lege andre lege og at han er meget social med de andre i børnehaven, så han er ikke sådan lukket inde i sin egen spil-bobbel, hvis man kan sige det sådan. Sådan oplever jeg det i hvert fald ikke.
Men jeg kan jo også se det fylder meget i hans hoved og lege. Er det mon forkert? Har brug for nogle andre øjne. Ville det ikke være forkert at holde ham helt fra det? For det har jeg en fornemmelse af at hans pædagog måske ville mene var godt for ham for en tid. Men til hvad nytte?
Håber i kom igennem smørren og vil give jeres tanker med 
