Med en mor, som har været i Irak og Afghanistan, en far der er tidl. sergent fra Sønderborg, to brødre - en storebror der har været udsendt til Kosovo (og som kom hjem med søvnproblemer og var selvmordstruet over to perioder efterfølgende) og den yngste lillebror der skal i mili. på frivillig basis til februar i år - og den tredje bror (ældste lillebror) der gerne ville, men ikke kunne pågrund af et skadet knæ da han blev 18 og undertegnede, der har arbejdet på KFUM soldaterhjem samt på Hærens sergentskole i Sønderborg, så bliver min søn sikkert ikke militærnægter men det er ikke ensbetydende med at han vil i militæret eller udsendes, men uanset hvad han vælger, vil vi støtte ham i den vej han vil følge - men jeg vil så absolut sætte mig ned sammen med hans far og tale med ham om hans valg - hvad end det måtte være - og måske inddrage min familie til selvsamme, så det ikke er på blindt grundlag at han tager afsted hvis det er det han vil, så vi er sikre på at han har tænkt sig godt om inden og har fået alle de facetter med vi kan tilbyde.
Min mand har ikke været i militæret, for da han kom til session blev han kasseret pågrund af hans størrelse, 96 kg. 14 i fedtprocent.(steorider) og det var lige efter at han var blevet nummer to i DM i bodybuilding så lægen turde ikke risikere at min mands hjerte ikke kunne holde til det. Han ønskede dog heller ikke at komme ind, hans liv bestod af så meget andet dengang han fandt mere interessant end at lege "soldat".
Jeg støtter vores soldater, vores udsendte, men ikke krigen. Jeg ville gerne have regeringen fik dem hjem. Men syntes på den anden side også det er svært at afgøre hvad der er "nødvendigt" og ikke er. At alle krige blev indstillet er desværre utopisk at turde håbe på og har ikke andre muligheder selv, at tilbyde istedet for.
De har afskaffet værnepligten så vidt jeg har læst mig til, fordi der netop har været så mange frivillige der gerne ville det sidste år at det ikke har været nødvendigt at rekruttere nogen der absolut ikke havde lyst.
Men til sidst vil jeg dog udtrykke at jeg absolut ikke ønsker min søn skal sendes ud, Irak, Afghanistan eller lign. Bare for at erindre den følelse jeg havde da min mor skulle afsted i lufthaven og tiden der gik inden hun kom hjem- og så forestille mig min lille dreng skulle i krig - og efter at have set Armadillo, så frygter jeg mere end noget om jeg får min dreng hjem i samme tilstand som han tog afsked... ikke så meget fysisk, den skal vi nok klare så godt som vi kan, men hans psyke vil for evigt være forandret.
Ingen kommer uberørte hjem fra krigssituationer.
Mine tanker går til alle pårørende der har mistet eller har udsendte langt hjemmefra 
