Kan godt forstå hvad du skriver, men det er enormt svært at skrive hvordan det er når hun er... Det er jo ikke fordi hun ikke må komme på besøg og være her, men det laver virkelig uro i hverdagen når hun er her flere dage, og ja, det bunder nok i at hun har svært ved at respektere et nej... men det er sådan, at hver gang vi har brug for en pasning en eftermiddag, er det jo logisk nok (i mine øjne i hvert fald) at det er farmor vi spørger, eftersom hun bor 10 minutter fra os og ikke arbejder, men mormor bor 1½ time fra os og ikke kan være her fx kl 16, hvis vi har noget vi skal til... når mormor så hører at børnene har været hos farmor, kommer den der: er de ikke meget deroppe, hvorfor passer i dem ikke selv, jeg synes godt nok de er meget deroppe - hvorfor kommer de ikke bare over til naboen og den rille..... Fordi at det jo ikke er altid naboen lige kan, og vi ikke vil ligge for store laster på naboen... Hun kan ikke forstå vi ikke kan vente 2 timer med at køre på fødegangen denne gang (jeg er hurtig-føder) til hun lige kan være her - og det kan jeg da også godt se er træls, men jeg har altså ikke lyst til at føde i bilen, pga. hun mener det er hendes ret at passe børnene når vi skal på fødegangen nu her... da lillesøster blev født, var det også naboen der passede, netop for at undgå jalousi fra hendes side... ja, selvfølgelig glæder hun sig, men vi kan ikke engang fortælle når vi kører, for hun kan ikke vente med at dukke op til vi siger: nu har vi født... hvis jeg fortalte hende at vi kørte på sygehuset, ville hun køre lige så snart hun fik at vide at vi var kørt, for det handler om at komme først!!! ja, jeg kunne have kaldt en spade for en spade, men det er bare nogle gange svært at få skrevet ned med ord hvad det er man mener... tager dine ord til eftertanke, men det er utrolig svært at trænge igennem til hende... hun må hellere end gerne være der for vores børn, og det er hun også i det omfang det er muligt pga. afstanden, men hun forstår ikke når vi så siger nej tak, selv om vi prøver at gøre det på en stille og rolig måde - det er jo ikke sjovt de gange der er blevet sagt stop at hun så bliver så fornærmet at hun ikke lader høre fra sig i nogle gange næsten 14 dage... jeg kan jo godt regne ud hvorfor, men det kan vores ældste jo ikke??? (er nødt til lige at indskyde at han er et sensitiv barn, som lige nu er under udredning, og af den grund er vi nødt til at opretholde vores dag så vidt det er muligt...)
Men endnu engang tak for dit svar!
Det lyder dælme også hårdt... Jeg kender faktisk til dele af det, du fortæller, fra min egen mor. Vi har også en masse konflikter, som faktisk også er trappet op nu, hvor jeg selv er gravid. Muligvis fordi min mor har svært ved at forstå, at jeg kan og vil selv, fordi jeg altid har været hendes lille pige, så hun negligerer faktisk mine valg i sin overbeskyttelse. Kan det være lidt af det samme, der ligger i det med din mor? At hun har svært ved at acceptere et nej, fordi hun er din mor og ved, hvad der tjener dig bedst, bedre end du selv gør? Altså, ifølge hende selv i hvert fald. 
For så er det jo klart at hun har svært ved at lytte.
Hvis det virkelig bare drejer sig om jalousi og smålighed, som du får det til at lyde som, må det være svært at håndtere. Jeg ved ikke, hvordan du tackler hende bedst, for hvis hun bare bliver "tøsesur" når du siger fra, er det godt nok svært... Så kan det være umuligt at undgå en stor konflikt, hvis ikke du er i stand til bare at trække på skuldrene. Og ja, du er jo nødt til først og fremmest at tage hensyn til din lille familie, især din søn, og hvis det argument ikke virker over for din mor, så ved jeg sq ik... Jeg er selv begyndt at vælge mine kampe med omhu. Altså trække på skuldrene over småting og så virkelig sige fra, når min mor går langt over mine grænser. Jeg har forsøgt at snakke med hende, men det er der ikke kommet noget ud af. Familie er noget sært, kompliceret noget - fyldt med frustrationer, som man er tvunget ind i, men samtidig også masser af kærlighed og indgroet sammenhold. 
I de fleste tilfælde i hvert fald.
