Tror i det kan reddes?

I 6 år har jeg fundet mig i løgne, og smilet gennem mystiske ting, ladet tvivlen komme ham til gode, tilgivet og håbet på at han ville ændre sig, blive voksen, jeg har givet ham plads, for vi blev forældre meget unge og jeg ville så gerne det kunne fungere. Men nu har jeg fundet mig selv knækket, set mig selv i spejlet, og set hvad 6 år i 'feje det ind under gulvtæppet og håbe på det bedste' land det kan gøre ved en ung pige. Og det er ikke kønt.
Hver gang jeg vil ha en forklaring- f.eks hvor er du og hvorfor tar du ikke din mobil, hvorfor står der det og det på computeren eller blot hvad er de og de penge blevet brugt på? Så lader han som om han sover, eller også bliver han sur og nægter at sige noget andet 'det ved jeg ikke'.
I alle de år, er der ikke blevet taget de store hensyn til mig, i starten af vores forhold, var jeg bare 17 år, en glad og flirtende pige med mod på livet og en masse drømme. Nu er jeg igenting, jeg orker ikke gå uden for en dør og har ingen venner tilbage. Jeg er bare mor og 'den sure kone'. Sådan har det været et par år.
Men nu har jeg fået nok, jeg vil ha mit liv tilbage, men han vil redde forholdet og siger at det er tid til at snakke alt igennem, jeg vil stadig gerne ha det til at gå, vi har jo alt, børn, hus, er gift, det eneste vi ikke har, er et kærligt forhold til hinanden, der er dage hvor jeg seriøst tror jeg hader ham for det han har gjort, men jeg ved ikke hvad han har gjort for han vil jo aldrig snakke det igennem. Eller nu siger han at han vil. Men kan man redde et forhold der i 6 år blot har været en pæn facade, ham og jeg var aldrig rigtig venner først og løgnene startede med det samme næsten. Pyha. Hovedepine.

Anonym skriver:

I 6 år har jeg fundet mig i løgne, og smilet gennem mystiske ting, ladet tvivlen komme ham til gode, tilgivet og håbet på at han ville ændre sig, blive voksen, jeg har givet ham plads, for vi blev forældre meget unge og jeg ville så gerne det kunne fungere. Men nu har jeg fundet mig selv knækket, set mig selv i spejlet, og set hvad 6 år i 'feje det ind under gulvtæppet og håbe på det bedste' land det kan gøre ved en ung pige. Og det er ikke kønt.
Hver gang jeg vil ha en forklaring- f.eks hvor er du og hvorfor tar du ikke din mobil, hvorfor står der det og det på computeren eller blot hvad er de og de penge blevet brugt på? Så lader han som om han sover, eller også bliver han sur og nægter at sige noget andet 'det ved jeg ikke'.
I alle de år, er der ikke blevet taget de store hensyn til mig, i starten af vores forhold, var jeg bare 17 år, en glad og flirtende pige med mod på livet og en masse drømme. Nu er jeg igenting, jeg orker ikke gå uden for en dør og har ingen venner tilbage. Jeg er bare mor og 'den sure kone'. Sådan har det været et par år.
Men nu har jeg fået nok, jeg vil ha mit liv tilbage, men han vil redde forholdet og siger at det er tid til at snakke alt igennem, jeg vil stadig gerne ha det til at gå, vi har jo alt, børn, hus, er gift, det eneste vi ikke har, er et kærligt forhold til hinanden, der er dage hvor jeg seriøst tror jeg hader ham for det han har gjort, men jeg ved ikke hvad han har gjort for han vil jo aldrig snakke det igennem. Eller nu siger han at han vil. Men kan man redde et forhold der i 6 år blot har været en pæn facade, ham og jeg var aldrig rigtig venner først og løgnene startede med det samme næsten. Pyha. Hovedepine.

Jeg vil nok altid mene at man altid kan redde sit forhold - men det handler bare om at begge parter gå ind i med åbent hjerte, åbent sind og en vilje til at ligge ting bag sig. Har man ikke viljen så skal man ikke gøre det, så skubber man tingene ind under gulvtæppet som du siger 

 

Ergo skal din kæreste svare på alle din spørgsmål, holde op med at lyve og lade være med at tro at han stadig er 17 år (han lyder lidt barnlig - han skal tage ansvar), men samtidig med skal du lade være og være "den sure kone", du skal finde dig selv frem igen, være glad, positiv og have overskud 

 

Det vil tage tid, det vi blivert hårdt og det vil være krævende fra begge parter. Jeg har selv haft bøvl i mit eget forhold og vi har valgt at rytte op og klare skærene - det har jo så gjort at vi idag har det bedre end nogensinde før og efter 7 år mener vi ikke at vi kan undvære hinanden og ja vi savner faktisk hinanden når vi er væk fra hinanden 

 

Min kæreste er stadig et fjols (på den gode måde)  tror aldrig han bliver helt voksen, men han er nået til et stadie hvor det er fint for mig og noget jeg nemt kan leve med - også selvom jeg skal være efter ham engang imellem. Samtidig er jeg så meget mere positiv og det gør at han føler han nemmere kan komme til mig med hans små dumheder - og så kan vi grine af det sammen 

 

Jeg ville prøve og arbejde på mit forhold hvis jeg vidste at vi ville få det godt sammen - men som sagt kan i ikke gøre det medmindre i begge 2 virkelig går ind for at arbejde på det 

Jeg vil også mene i kan rede forholdet, men kan være i skal have hjælp for alle de løgne skal FREM ALLE SAMMEN, du stoler heller ikke på ham når han har gjord alt det ja så den tillid skal du have tilbage igen også....

men syntes i skal snakke sammen og evt få hjælp til det

for det skal jo være 100% denne gang og ikke kun 95% for ellers går det ikke

Åhr jeg er bare så frusteret, og tom for ord. igår skulle vi snakke nogle ting igennem og specielt en hændelse vil jeg ha sandheden om, og det lover han, og hvad gør han. JA han lyver fandme igen, og bliver sur på mig over at han løj for det er min skyld når jeg var den der bustede ham i det. du kan for fanden bare lade være at lyve. men han mener jo løgnen han forsøgte sig med ikke tæller som en løgn når jeg afslørede den. han fatter bare ikke at hele pointen for at redde forholdet var at han ikke skulle lyve mere. jeg er så skuffet.

Anonym skriver:

I 6 år har jeg fundet mig i løgne, og smilet gennem mystiske ting, ladet tvivlen komme ham til gode, tilgivet og håbet på at han ville ændre sig, blive voksen, jeg har givet ham plads, for vi blev forældre meget unge og jeg ville så gerne det kunne fungere. Men nu har jeg fundet mig selv knækket, set mig selv i spejlet, og set hvad 6 år i 'feje det ind under gulvtæppet og håbe på det bedste' land det kan gøre ved en ung pige. Og det er ikke kønt.
Hver gang jeg vil ha en forklaring- f.eks hvor er du og hvorfor tar du ikke din mobil, hvorfor står der det og det på computeren eller blot hvad er de og de penge blevet brugt på? Så lader han som om han sover, eller også bliver han sur og nægter at sige noget andet 'det ved jeg ikke'.
I alle de år, er der ikke blevet taget de store hensyn til mig, i starten af vores forhold, var jeg bare 17 år, en glad og flirtende pige med mod på livet og en masse drømme. Nu er jeg igenting, jeg orker ikke gå uden for en dør og har ingen venner tilbage. Jeg er bare mor og 'den sure kone'. Sådan har det været et par år.
Men nu har jeg fået nok, jeg vil ha mit liv tilbage, men han vil redde forholdet og siger at det er tid til at snakke alt igennem, jeg vil stadig gerne ha det til at gå, vi har jo alt, børn, hus, er gift, det eneste vi ikke har, er et kærligt forhold til hinanden, der er dage hvor jeg seriøst tror jeg hader ham for det han har gjort, men jeg ved ikke hvad han har gjort for han vil jo aldrig snakke det igennem. Eller nu siger han at han vil. Men kan man redde et forhold der i 6 år blot har været en pæn facade, ham og jeg var aldrig rigtig venner først og løgnene startede med det samme næsten. Pyha. Hovedepine.

Ærligt!! Nej, tror ikke det kan redes.

Men du kan rede dig selv!!

Kram

Jeg tror ikke det kan reddes. 6 år med løgne - han vil ikke pludselig stoppe! Jeg har selv levet 4 år med løgne inden jeg gik. Hver gang jeg ville slå op sagde han at vi skulle snakke alt igennem - det gjorde vi, men han løj bare. Jeg spurgte og spurgte og han løj og løj og benægtede og benægtede... Du skal redde dig selv og følge dit hjerte. Hvad tror du selv på? Du siger du er ødelagt. Han har ødelagt dig. Den eneste måde du kan blive glad igen på, er at gå!

Jeg var også i tvivl da jeg skulle gå, men det er den bedste beslutning i mit liv. At gå og ikke længere se mig tilbage!

Nej tror desværre ikke det kan reddes. Tror han nyder livet og har dig lige hvor han vil..du klarer alt det sure han får alt det sjove og det vil han da ikek bare opgive..så lidt søde ord om at han gerne vil redde det hele og nok skal blive bedre..desværre nej! Handling siger mere end ord og hans handlinger fortæller mig at han lever sit eget liv.

Kom væk, find dig selv, find glæden ved livet igen og udvikl dig! Man bliver mere og mere underkuet uden man egentlig opdager det, så hvis han virkelig vil redde noget og du gerne vil give det en chance, så synes jeg du skal sige i skal gå hver for sig og s skal hans handlinger bevise at han vil dig!

Men det skal være mens i er fra hinanden, ikke bor sammen så han kommer til at mærke virkeligheden meget bedre og det skal være under former hvor det ikke er ham der kommer til middag hjemme hos dig hver dag osv osv...men helt ærligt..så ville jeg komme videre, jeg ville sige beklager makker, det er forsent, jeg har mistet mine følelser for dig.

Håber du finder din løsning.

:-) Sisse

Anonym skriver:

Åhr jeg er bare så frusteret, og tom for ord. igår skulle vi snakke nogle ting igennem og specielt en hændelse vil jeg ha sandheden om, og det lover han, og hvad gør han. JA han lyver fandme igen, og bliver sur på mig over at han løj for det er min skyld når jeg var den der bustede ham i det. du kan for fanden bare lade være at lyve. men han mener jo løgnen han forsøgte sig med ikke tæller som en løgn når jeg afslørede den. han fatter bare ikke at hele pointen for at redde forholdet var at han ikke skulle lyve mere. jeg er så skuffet.

Det der mistro der og hans attitude til det? Ej... Jeg tror ikke det kan reddes og jeg tror ganske enkelt ikke det er noget der er værd at redde...

Har selv siddet i samme situation (næsten) og den ene løgn bider den anden i røven og man SLIDER sig halvt fordærvet ved at bilde sig ind at man tror på dem.... For det gør man jo ikke, man kan jo ikke stole på en fyr der lyver og bliver VED med at lyve....

Som sagt, jeg har prøvet det og det tog mig tre år at indse han var den største røv med ører der kunne gå på planeten... Men efter de tre år havde jeg så også bare fået NOK... Det går virkelig ikke når der bliver løjet for én igen og igen, man kører sig selv psykisk ned på at bilde sig ind at man tror på dem....

chael skriver:

Ærligt!! Nej, tror ikke det kan redes.

Men du kan rede dig selv!!

Kram

du har nok ret.

Muhmi skriver:

Det der mistro der og hans attitude til det? Ej... Jeg tror ikke det kan reddes og jeg tror ganske enkelt ikke det er noget der er værd at redde...

Har selv siddet i samme situation (næsten) og den ene løgn bider den anden i røven og man SLIDER sig halvt fordærvet ved at bilde sig ind at man tror på dem.... For det gør man jo ikke, man kan jo ikke stole på en fyr der lyver og bliver VED med at lyve....

Som sagt, jeg har prøvet det og det tog mig tre år at indse han var den største røv med ører der kunne gå på planeten... Men efter de tre år havde jeg så også bare fået NOK... Det går virkelig ikke når der bliver løjet for én igen og igen, man kører sig selv psykisk ned på at bilde sig ind at man tror på dem....

præcis. og han vender det jo altid om til at det er min skyld det går galt, for hvis jeg nu bare ville tro på hans løgne ville alt jo være fint.. øhm ja.