Anonym skriver:
Ja jeg anede ikke rigtigt hvordan jeg skulle lave en overskrift .. 
Men pas på med at gå igang med at læse - den er lang ...
Men sagen er den at jeg ikke har haft min mor fra jeg var 2 indtil jeg blev 21 år... Historien er en værre lang og rodet en .. Og bestemt ikke rar.. Men min mor var psykisk syg, min far kunne ikke helt finde ud af at gebærde sig, og var ret grim i munden og på andre måder..
Så min mor valgte at "opgive" mig da jeg var omkring de 2 år.. Og overgav myndigheden til min far ... Simpelthen bare for at slippe for min far, og få fred. Det er i hvert fald det hun siger - min biologiske mor. Da jeg så var 5 år, havde min far fundet en anden kone. Som der blev til min mor, og jeg kalder hende stadig for mor. For hun er jo den mor jeg har haft, og som jeg kender.
Da jeg var 16 år forsøgte jeg at finde min biologiske mor, men det lykkedes ikke, da min far ikke ville acceptere dette. I alle de år jeg kan huske har jeg haft et dejligt liv, i forhold til ferier, tøj, bopæl, stabilitet, familie osv. Men på det psykiske side, har det været en anden sag. Min far har aldrig villet fortælle mig omkring hvor min mor var, hvad der var sket. Hvad han havde gjort/hvad hun havde gjort. Den dag idag er jeg sådan set ligeglad med hvad der skete og hvorfor. Men der er en masse ubesvarede spørgsmål .. Og en masse rod i mit hoved. Jeg fik så kontakt til min biologiske mor da jeg var 21 år - er idag 23 år .. Men det er simpelthen så svært.. Det er så svært at forstå at hun ikke har været der, at hun tilsidesatte sine egne behov, og opgav mig.. Hun siger at jeg ikke kan sætte mig ind i situationen, og med hånden på hjertet - nej det kan jeg nok hellere ikke. For mig, ville det være livets gave at få et barn.
Jeg er nu blevet anbefalet at gå til en psykolog, således at jeg kan lære at acceptere at jeg ikke har haft min biologiske mor, lære at respektere at hun ikke er den jeg troede, acceptere at hun er ustabil.
Jeg snakker idag ikke med min far, da ham og min "mor" blev skilt da jeg var 17 år, og han siden da har været gift, flyttet, ny kæreste, og nu forlovet igen. Dette har jeg været nødt til at tage afstand fra, således at jeg kan blive en individuel person, lære at leve med mine valg. Jeg har i MANGE år pleaset andre, gjort hvad de vil. Og gør ALTID alt for at gøre alle tilfredse, således at jeg skal gå på kompromis med mine egne meninger. Dette holder jeg bare ikke til længere.. Så jeg tog kampen op med min biologiske mor, og spurgte hende om hun ville komme til mit bryllup, til mine børns barnedåb, når jeg bliver udlært osv. Det ville hun ikke - hvis min far kom. Nu snakker jeg jo ikke med ham. men jeg forstår simpelthen ikke at hun kunne tilsidesætte mit behov, frem for hendes eget igen. Jeg føler at hun gør det hele tiden. Og at hun også har det så hårdt, og at hun har en depression. Og at hun har jo ikke selv valgt hendes liv. ! Nej men det har jeg dælme hellere ikke !!
Jeg gik til noget rådgivning engang, hvor min vejleder sagde: Jeg syntes du er en utrolig sej person, tænk sig med din livs historie, alle de svigt, du burde være stolt af dig selv. At du har en uddanelse, snart 2, en fast kæreste, og er så viljestærk. I værste fald kunne du være narkoman, og leve et ustabilt liv. Med sådan et liv du har levet, i forhold til psykiske svigt.
Det gav mig bare en mavepuster, men gør mig alligevel stolt af mig selv !
Og så tænker jeg bare, hvorfor svigter min mor/far mig hele tiden?! Er jeg virkelig sådan en dum person .? Er jeg virkelig ikke en man vil holde af ?!
BEKLAGER den lange smøre, jeg kunne skrive flere sider ... Men havde bare brug for at komme ud med det ... Det er så hårdt nogle gange. Og kører sådan på ens selvtillid ! Jeg vil også bare have en normal hverdag, hvor min mor holder af mig..
Åhhhh hvor jeg føler med dig
Jeg kan godt forstå du er mere end fortvivlet. Og sender masser af
i din retning!!
Jeg blev skilt fra min datters far da hun var 1 år gammel. Hun har altid boet hos mig og haft weekend samvær med sin far. Hendes far er ikke nem at samarbejde med, og det bliver lige værre og værre.... Han gør alt hvad der står i hans magt for at modarbejde mig, fortæller vores datter usandheder om mig og min familie, sætter hende op mod mig og alle der er i vores nervær. Han gør hvad han kan for at køre mig ned, så jeg ikke kan tage mig af hende, råber efter mig ved afhenting efter samvær. Spytter efter mig, ja jeg kan blive ved.
Vores datter er lige blevet 8 år, og hun bliver mere påvirket som tiden går. Nogle gange er hun ganske utålelig at være sammen med (forståeligt nok). Hun er forvirret over at dem hun elsker allermest svines til at en som hun selv elsker højt.
Siden hun var 2 år, har jeg flere gange tænkt, at jeg ville give op, at hun måtte komme når hun gerne vil mig igen. Jeg ville så forklare hende hvorfor jeg måtte forlade hende. Men som alle omkring mig siger, ville det være at lade hende endnu mere i stikken.
Jeg elsker min datter, men hun (inddirekte min ex) gør det tit og ofte svært at elske hende. Jeg er slidt til sokkeholderne, og kun løfte oppe af min nye mand og hans opbakning. Min ex er sådan en type jeg ikke har lyst til at tage i statsforvaltningen med, da "samarbejdet" blot ville blive forværret.
Forstå mig ret når jeg siger at jeg godt kan forstå din bio mor, for når alt kommer til alt kunne jeg ikke forlade mit barn, men nogle omstændigheder kan gøre det nødvendigt - eller den eneste udvej for at slippe af med sin ex.
Jeg håber det vil hjælpe dig at komme til psykolog, og få styr på dine følelser
