At leve uden mor som barn - men nu som voksen - rod !

Ja jeg anede ikke rigtigt hvordan jeg skulle lave en overskrift ..  

Men pas på med at gå igang med at læse - den er lang ... 

Men sagen er den at jeg ikke har haft min mor fra jeg var 2 indtil jeg blev 21 år... Historien er en værre lang og rodet en .. Og bestemt ikke rar.. Men min mor var psykisk syg, min far kunne ikke helt finde ud af at gebærde sig, og var ret grim i munden og på andre måder..

Så min mor valgte at "opgive" mig da jeg var omkring de 2 år.. Og overgav myndigheden til min far ... Simpelthen bare for at slippe for min far, og få fred. Det er i hvert fald det hun siger - min biologiske mor.  Da jeg så var 5 år, havde min far fundet en anden kone. Som der blev til min mor, og jeg kalder hende stadig for mor. For hun er jo den mor jeg har haft, og som jeg kender.

Da jeg var 16 år forsøgte jeg at finde min biologiske mor, men det lykkedes ikke, da min far ikke ville acceptere dette. I alle de år jeg kan huske har jeg haft et dejligt liv, i forhold til ferier, tøj, bopæl, stabilitet, familie osv. Men på det psykiske side, har det været en anden sag. Min far har aldrig villet fortælle mig omkring hvor min mor var, hvad der var sket. Hvad han havde gjort/hvad hun havde gjort. Den dag idag er jeg sådan set ligeglad med hvad der skete og hvorfor. Men der er en masse  ubesvarede spørgsmål .. Og en masse rod i mit hoved. Jeg fik så kontakt til min biologiske mor da jeg var 21 år - er idag 23 år .. Men det er simpelthen så svært.. Det er så svært at forstå at hun ikke har været der, at hun tilsidesatte sine egne behov, og opgav mig.. Hun siger at jeg ikke kan sætte mig ind i situationen, og med hånden på hjertet - nej det kan jeg nok hellere ikke. For mig, ville det være livets gave at få et barn. 

Jeg er nu blevet anbefalet at gå til en psykolog, således at jeg kan lære at acceptere at jeg ikke har haft min biologiske mor, lære at respektere at hun ikke er den jeg troede, acceptere at hun er ustabil. 

Jeg snakker idag ikke med min far, da ham og min "mor" blev skilt da jeg var 17 år, og han siden da har været gift, flyttet, ny kæreste, og nu forlovet igen. Dette har jeg været nødt til at tage afstand fra, således at jeg kan blive en individuel person, lære at leve med mine valg. Jeg har i MANGE år pleaset andre, gjort hvad de vil. Og gør ALTID alt for at gøre alle tilfredse, således at jeg skal gå på kompromis med mine egne meninger. Dette holder jeg bare ikke til længere.. Så jeg tog kampen op med min biologiske mor, og spurgte hende om hun ville komme til mit bryllup, til mine børns barnedåb, når jeg bliver udlært osv. Det ville hun ikke - hvis min far kom. Nu snakker jeg jo ikke med ham. men jeg forstår simpelthen ikke at hun kunne tilsidesætte mit behov, frem for hendes eget igen. Jeg føler at hun gør det hele tiden. Og at hun også har det så hårdt, og at hun har en depression. Og at hun har jo ikke selv valgt hendes liv. ! Nej men det har jeg dælme hellere ikke !! 

Jeg gik til noget rådgivning engang, hvor min vejleder sagde: Jeg syntes du er en utrolig sej person, tænk sig med din livs historie, alle de svigt, du burde være stolt af dig selv. At du har en uddanelse, snart 2, en fast kæreste, og er så viljestærk. I værste fald kunne du være narkoman, og leve et ustabilt liv. Med sådan et liv du har levet, i forhold til psykiske svigt. 

Det gav mig bare en mavepuster, men gør mig alligevel stolt af mig selv !

Og så tænker jeg bare, hvorfor svigter min mor/far mig hele tiden?! Er jeg virkelig sådan en dum person .? Er jeg virkelig ikke en man vil holde af ?! 

 

BEKLAGER den lange smøre, jeg kunne skrive flere sider ... Men havde bare brug for at komme ud med det ... Det er så hårdt nogle gange. Og kører sådan på ens selvtillid ! Jeg vil også bare have en normal hverdag, hvor min mor holder af mig.. 

Kære dig.

Ud fra din beskrivelse så lyder det til, at dine forældre ikke evner at sætte deres egne behov til side. Det kan have baggrund i den ene eller anden årsag, hvilket kan være ligegyldigt for dig, for det gør ondt uanset hvad der ligger til grund for det. Det er ikke din skyld! Jeg tror du må se i øjene, at det du får nu fra din mor og far er det du kan få, og gøre op med dig selv om du kan acceptere det, eller om du hellere vil være for uden. Lige nu kæmper du en ulige kamp, der sårer dig rigtig meget fordi du gang på gang bliver skuffet og det kan ingen holde til. Det lyder til, at du er godt på vej og tager nogle gode valg for dig selv, men det kan være at du skal søge en psykolog for at få hjælp til det sidste og få lagt det på plads. 

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke!

Kh. Louise

Jeg tror at med din mor er det svært for hende at skulle "have" dig nu når hun ikk har været der hele dit liv..... Og med hendes depression er det endnu svære...... Tror du skal finde ud af om du kan leve med det eller ej, også må du nyde dit liv sådan som du vælger det....

Held og lykke

Mamalou skriver:

Kære dig.

Ud fra din beskrivelse så lyder det til, at dine forældre ikke evner at sætte deres egne behov til side. Det kan have baggrund i den ene eller anden årsag, hvilket kan være ligegyldigt for dig, for det gør ondt uanset hvad der ligger til grund for det. Det er ikke din skyld! Jeg tror du må se i øjene, at det du får nu fra din mor og far er det du kan få, og gøre op med dig selv om du kan acceptere det, eller om du hellere vil være for uden. Lige nu kæmper du en ulige kamp, der sårer dig rigtig meget fordi du gang på gang bliver skuffet og det kan ingen holde til. Det lyder til, at du er godt på vej og tager nogle gode valg for dig selv, men det kan være at du skal søge en psykolog for at få hjælp til det sidste og få lagt det på plads. 

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke!

Kh. Louise

Nej jeg er også af den holdning at de ikke forstår at sætte deres behov til side, og baggrunden eller årsagen har jeg egentkig ikke lyst til at vide... Det er bare så svært at se i øjnene at jeg ikke får mere, at de ikke kan tilsidesætte deres behov, og være mere for mig.. Det føles som at råbe, men der ingen der hører mig.. Skuffelsen er så stor, at det er svært at arbejde med. Og det tager min energi, og nej kan ingen nemlig holde til. Det er ikke en situation, jeg vil ønske for min værste "fjende! .." ... Jeg syntes bare det er så svært at træffe en beslutning.. På den ene side har jeg behov for at nogen holder mig i hånden, på den anden side kan jeg sagtens klare mig selv!

Jeg skal til en psykolog d.23 januar. Og går ind i det med åbne arme, glæder mig utroligt meget til at få et håndværk, til at lære at acceptere min situation, ikke fordi jeg vil glemme det hele. Men bare lære at tackle når de trælse situationer kommer. 

Og tak 

Mettefpigen skriver:

Jeg tror at med din mor er det svært for hende at skulle "have" dig nu når hun ikk har været der hele dit liv..... Og med hendes depression er det endnu svære...... Tror du skal finde ud af om du kan leve med det eller ej, også må du nyde dit liv sådan som du vælger det....

Held og lykke

Min mor siger hele tiden at hun føler sig snydt, at hun føler hun mangler noget ... 

Jeg tror du har ret ! Valget er bare så skide hamrende svært.. Og vil jo hellere ikke vælge fra eller til. Vil bare gerne kunne leve med det ..

Det er bare så svært.. 

Anonym skriver:

Ja jeg anede ikke rigtigt hvordan jeg skulle lave en overskrift ..  

Men pas på med at gå igang med at læse - den er lang ... 

Men sagen er den at jeg ikke har haft min mor fra jeg var 2 indtil jeg blev 21 år... Historien er en værre lang og rodet en .. Og bestemt ikke rar.. Men min mor var psykisk syg, min far kunne ikke helt finde ud af at gebærde sig, og var ret grim i munden og på andre måder..

Så min mor valgte at "opgive" mig da jeg var omkring de 2 år.. Og overgav myndigheden til min far ... Simpelthen bare for at slippe for min far, og få fred. Det er i hvert fald det hun siger - min biologiske mor.  Da jeg så var 5 år, havde min far fundet en anden kone. Som der blev til min mor, og jeg kalder hende stadig for mor. For hun er jo den mor jeg har haft, og som jeg kender.

Da jeg var 16 år forsøgte jeg at finde min biologiske mor, men det lykkedes ikke, da min far ikke ville acceptere dette. I alle de år jeg kan huske har jeg haft et dejligt liv, i forhold til ferier, tøj, bopæl, stabilitet, familie osv. Men på det psykiske side, har det været en anden sag. Min far har aldrig villet fortælle mig omkring hvor min mor var, hvad der var sket. Hvad han havde gjort/hvad hun havde gjort. Den dag idag er jeg sådan set ligeglad med hvad der skete og hvorfor. Men der er en masse  ubesvarede spørgsmål .. Og en masse rod i mit hoved. Jeg fik så kontakt til min biologiske mor da jeg var 21 år - er idag 23 år .. Men det er simpelthen så svært.. Det er så svært at forstå at hun ikke har været der, at hun tilsidesatte sine egne behov, og opgav mig.. Hun siger at jeg ikke kan sætte mig ind i situationen, og med hånden på hjertet - nej det kan jeg nok hellere ikke. For mig, ville det være livets gave at få et barn. 

Jeg er nu blevet anbefalet at gå til en psykolog, således at jeg kan lære at acceptere at jeg ikke har haft min biologiske mor, lære at respektere at hun ikke er den jeg troede, acceptere at hun er ustabil. 

Jeg snakker idag ikke med min far, da ham og min "mor" blev skilt da jeg var 17 år, og han siden da har været gift, flyttet, ny kæreste, og nu forlovet igen. Dette har jeg været nødt til at tage afstand fra, således at jeg kan blive en individuel person, lære at leve med mine valg. Jeg har i MANGE år pleaset andre, gjort hvad de vil. Og gør ALTID alt for at gøre alle tilfredse, således at jeg skal gå på kompromis med mine egne meninger. Dette holder jeg bare ikke til længere.. Så jeg tog kampen op med min biologiske mor, og spurgte hende om hun ville komme til mit bryllup, til mine børns barnedåb, når jeg bliver udlært osv. Det ville hun ikke - hvis min far kom. Nu snakker jeg jo ikke med ham. men jeg forstår simpelthen ikke at hun kunne tilsidesætte mit behov, frem for hendes eget igen. Jeg føler at hun gør det hele tiden. Og at hun også har det så hårdt, og at hun har en depression. Og at hun har jo ikke selv valgt hendes liv. ! Nej men det har jeg dælme hellere ikke !! 

Jeg gik til noget rådgivning engang, hvor min vejleder sagde: Jeg syntes du er en utrolig sej person, tænk sig med din livs historie, alle de svigt, du burde være stolt af dig selv. At du har en uddanelse, snart 2, en fast kæreste, og er så viljestærk. I værste fald kunne du være narkoman, og leve et ustabilt liv. Med sådan et liv du har levet, i forhold til psykiske svigt. 

Det gav mig bare en mavepuster, men gør mig alligevel stolt af mig selv !

Og så tænker jeg bare, hvorfor svigter min mor/far mig hele tiden?! Er jeg virkelig sådan en dum person .? Er jeg virkelig ikke en man vil holde af ?! 

 

BEKLAGER den lange smøre, jeg kunne skrive flere sider ... Men havde bare brug for at komme ud med det ... Det er så hårdt nogle gange. Og kører sådan på ens selvtillid ! Jeg vil også bare have en normal hverdag, hvor min mor holder af mig.. 

Hvis du har lyst vil jeg rigtig gerne skrive privat..

banana3 skriver:

Hvis du har lyst vil jeg rigtig gerne skrive privat..

Har skrevet til dig..

Og tak 

Hold da op alt det du har været igennem! Og jeg er helt enig med, den person, der har sagt til dig, at du er sej og virkelig stærk! Der er ikke mange, der ville kunne klare så mange svigt i så voldsom form, og stadig vokse op, have et stabilt liv med en kæreste og gennemgå uddannelser og alt i alt klare dig rigtig godt!

Dine forældre har tydlig vis ikke evnet at sætte egne behov til side, og passe på den skønne datter, de har fået!

Jeg bliver umådelig ked af at læse, at du tror det er din skyld! Det er ALDRIG og uden nogen som helt undtagelse et barns skyld, at det bliver svigtet, og det er bestemt heller ikke din skyld!

Din mor har mistet sin forældreevne, muligvis på grund at psykisk sygdom og muligvis på grund af nogle ting hun selv har oplevet som barn, det er svært at sige, men en virkelig psykisk syg, kan hverken tage vare på sig selv, eller sit barn! Din far, ja der er det lidt svært at se, hvad grunden er, men jeg tænker umiddelbart, at han mest af alt har været en forældre for dig i kraft af den kone han fik, som du kalder mor! Jeg håber inderligt, at du stadig har et forhold til hende! For du har da brug for en god stabil person, og det lyder det på mig til, at hun har været...

Du er nødt til at passe på dig selv, og ikke tage dig af, hvad dine forældre tænker, for de tænker tydeligvis ikke på dig! Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være, for jeg har aldrig prøvet det! Men måske du skal overveje, om det er det værd, at søge deres accept? Er der andre, der mere har fortjent din kærlighed, og som vil returnere den til dig? Her tænker jeg også, om du måske er tæt på dine svigerforældre, og kan de stå lidt i stedet for dine egne forældre, der ikke magter opgaven!

Jeg tror helt sikkert, at du ville have godt af, at snakke med en professionel, der måske kan hjælpe dig med nogle redskaber til, hvordan du skal tackle alle de svigt du har været ude for!

Du er sej og skal nok klare det!

tarkoflen skriver:

Hold da op alt det du har været igennem! Og jeg er helt enig med, den person, der har sagt til dig, at du er sej og virkelig stærk! Der er ikke mange, der ville kunne klare så mange svigt i så voldsom form, og stadig vokse op, have et stabilt liv med en kæreste og gennemgå uddannelser og alt i alt klare dig rigtig godt!

Dine forældre har tydlig vis ikke evnet at sætte egne behov til side, og passe på den skønne datter, de har fået!

Jeg bliver umådelig ked af at læse, at du tror det er din skyld! Det er ALDRIG og uden nogen som helt undtagelse et barns skyld, at det bliver svigtet, og det er bestemt heller ikke din skyld!

Din mor har mistet sin forældreevne, muligvis på grund at psykisk sygdom og muligvis på grund af nogle ting hun selv har oplevet som barn, det er svært at sige, men en virkelig psykisk syg, kan hverken tage vare på sig selv, eller sit barn! Din far, ja der er det lidt svært at se, hvad grunden er, men jeg tænker umiddelbart, at han mest af alt har været en forældre for dig i kraft af den kone han fik, som du kalder mor! Jeg håber inderligt, at du stadig har et forhold til hende! For du har da brug for en god stabil person, og det lyder det på mig til, at hun har været...

Du er nødt til at passe på dig selv, og ikke tage dig af, hvad dine forældre tænker, for de tænker tydeligvis ikke på dig! Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være, for jeg har aldrig prøvet det! Men måske du skal overveje, om det er det værd, at søge deres accept? Er der andre, der mere har fortjent din kærlighed, og som vil returnere den til dig? Her tænker jeg også, om du måske er tæt på dine svigerforældre, og kan de stå lidt i stedet for dine egne forældre, der ikke magter opgaven!

Jeg tror helt sikkert, at du ville have godt af, at snakke med en professionel, der måske kan hjælpe dig med nogle redskaber til, hvordan du skal tackle alle de svigt du har været ude for!

Du er sej og skal nok klare det!

Det er jeg bare rigtigt glad for du siger ... ! Det styrker altid ens selvtillid, at høre det fra andre.. 

Nej jeg tror heller ikke at de evner at kunne det, at sætte deres eget behov til side.. 

Jeg kan ind imellem gå med følelsen af skyld, og føle at det er min skyld. Og hvorfor vil de ikke have mig ! 

Jeg tror også at min mor har været så syg, at hun ikke kunne varetage nogen som helst ting. Jeg tror desværre at min far er en blanding af løgner/pengeskør/hidsig/dominerende. Ja han har lidt et tab, der måske har udløst det for 25 år siden, jeg skal ikke kunne sige det . Men han er en tikkende bombe, og så skubber han alle følelser ind under tæppet... 

Mig og min "mor" har sådan et "op/ned" forhold... Efter min far og hende blev skilt har det dælme været svært.. Hun har også fløjet frem og tilbage mellem kærester, været gift engang, og har nu en som hun heldigvis har været sammen med i 2 år.. Men der har været svigt fra hendes side af også... Og hun giver min far skylden for alt, så hun opfører sig desværre også lidt barnligt. På trods af at hun har været en stor støtte, i de 14 år de var gift. SÅ det er bare øv ! 

Jeg tror også jeg er nødt til at lære at acceptere min egen accept, kærestens accept og andre der holder af mig.. Men det er bare så svært at lade være med at søge en accept. Fordi jeg har altid prøvet at leve op til deres krav, og har altid håbet at jeg endda kunne møde min mor, og tænker altid hvad jeg skal gøre. Således at hun vil beholde mig denne gang. 
Jeg har heldigvis en stor kontakt og et nært forhold med mine svigerforældre og kærestens bror ... Jeg elsker dem rigtigt højt. Og min svigermor hjælper mig altid, og er en kæmpe støtte.. 
Det er virkelig GULD værd ! 

Tak ..  

Anonym skriver:

Det er jeg bare rigtigt glad for du siger ... ! Det styrker altid ens selvtillid, at høre det fra andre.. 

Nej jeg tror heller ikke at de evner at kunne det, at sætte deres eget behov til side.. 

Jeg kan ind imellem gå med følelsen af skyld, og føle at det er min skyld. Og hvorfor vil de ikke have mig ! 

Jeg tror også at min mor har været så syg, at hun ikke kunne varetage nogen som helst ting. Jeg tror desværre at min far er en blanding af løgner/pengeskør/hidsig/dominerende. Ja han har lidt et tab, der måske har udløst det for 25 år siden, jeg skal ikke kunne sige det . Men han er en tikkende bombe, og så skubber han alle følelser ind under tæppet... 

Mig og min "mor" har sådan et "op/ned" forhold... Efter min far og hende blev skilt har det dælme været svært.. Hun har også fløjet frem og tilbage mellem kærester, været gift engang, og har nu en som hun heldigvis har været sammen med i 2 år.. Men der har været svigt fra hendes side af også... Og hun giver min far skylden for alt, så hun opfører sig desværre også lidt barnligt. På trods af at hun har været en stor støtte, i de 14 år de var gift. SÅ det er bare øv ! 

Jeg tror også jeg er nødt til at lære at acceptere min egen accept, kærestens accept og andre der holder af mig.. Men det er bare så svært at lade være med at søge en accept. Fordi jeg har altid prøvet at leve op til deres krav, og har altid håbet at jeg endda kunne møde min mor, og tænker altid hvad jeg skal gøre. Således at hun vil beholde mig denne gang. 
Jeg har heldigvis en stor kontakt og et nært forhold med mine svigerforældre og kærestens bror ... Jeg elsker dem rigtigt højt. Og min svigermor hjælper mig altid, og er en kæmpe støtte.. 
Det er virkelig GULD værd ! 

Tak ..  

Jeg kan godt forstå, at du føler det er din skyld, at de ikke kan rumme dig! Men jeg tror, at du skal prøve at få vendt det om, at det er deres skyld og deres tab, at de ikke kan rumme dig!

Hmm det lyder ikke til et sundt forhold, du kan få fra din far! Jeg håber, at du kan se, at det i hvert fald ikke er din skyld, at han ikke magter dig, men noget der er sket, før han fik dig!

Ja så er det også kompliceret med din "mor"! Det må også være rigtig svært for dig, at du skal forholde dig til, at hun giver din far skylden! Det er rigtig barnligt og det burde hun fortælle sine veninder, ikke til dig!

Hvor er det godt, at du har nogle rigtig gode mennesker i dit liv, som helt sikkert elsker dig, for den du er! Og alt det du indeholder, og det viser også, at der ikke er noget galt med dig, men med dine forældre!

Fantastisk at din svigerfamilie er så god! Det er jeg rigtig glad for at læse!