Min far er alkoholiker.
Hvordan havde du det som barn?
Jeg havde det nu meget godt som barn, men som teenager er en anden sag. Jeg lagde først virkelig mærke til min fars misbrug da mine forældre blev skilt, da jeg var 12. Jeg valgte at bo hos min far, fordi jeg ville passe på ham (Mit beskytter-instinkt er meget stort) jeg ville sørge for, ved at jeg boede hos ham, så blev han nødt til kun at drikke så meget at han stadig kunne føre en samtale og lave aftensmad til mig.. Men han havde på det tidspunkt en kæreste som også var alkoholiker (værre end ham selv) og han flyttede over til hende og "efterlod" mig i en 3-værelses lejlighed som 13 årig - næsten 14.. Det betød at jeg fra jeg var 14, selv skulle handle ind, jeg fik 500,- at handle ind for af ham og så skulle jeg sådan set selv finde ud af hvad min uge skulle bestå af, af mad... Det betød jo så også at jeg havde frit råderum over hvad jeg ville bruge al min fritid på, så den blev brugt på fester, masser af druk, stoffer og sex...
Min mor var på det tidspunkt i et meget voldeligt forhold og derfor var fokus ikke på mig og jeg ville heller ikke flytte hjem til hende, før efter hun flyttede tættere på hvor min far boede, for så kunne jeg stadig holde øje med hvordan han klarede det..
Det resulterede i at jeg flyttede frem og tilbage rigtig mange gange da jeg var 14 - 17 år...
Havde du gode venner?
Ja helt bestemt. Min ældste veninde har jeg kendt siden vi gik i 3. klasse og det venskab er kun blevet stærkere med årene, fordi vi følges ad med næsten alt hvad vi gør i vores liv, børn, ægteskab osv. så vores venskab vil højst sansynligt holde livet ud også selvom vi bor 500 km fra hinanden nu her.
Jeg havde også en rigtig god veninde (på det tidspunkt, bedste veninde) og vi mødte hinanden i 7. klasse, da hun begyndte i vores klasse... Vi blev straks veninder, men hun var så én af dem der var meget dårligt selskab for mig og hun var den primære grund til at jeg drak, festede og tog så mange stoffer som ung.
Hun løb ud foran en bil da hun var 18, fordi hun i over en uge ikke havde sovet (stoffer) og derfor fik en slem psykose, med hallucinationer og hvad dertil hører..
(Begge disse veninder er fra forældre med et misbrug af en art)
Resten af min venneflok, var jo selvfølgelig også heftige festmennesker, mange af dem i dag er alkoholikere, stofmisbrugere eller døde...
Men GODE venner var de i hvert fald.. Jeg er blot flyttet væk fra det miljø - heldigvis!!
Blev det opdaget af en pædagog i institutionen? - Hvor tidligt blev det opdaget?
Ikke hvad jeg ved af eller kan huske, men er sikker på min klasselærer godt vidste det.
Og kunne det være opdaget før?
Det aner jeg ikke.. Min mor har ikke lagt skjul på overfor andre at min far er alkoholiker, så jeg tror egentlig det er noget hun har sagt til lærerne når der har været klassemøder..
Hvad manglede i forhold til den indsats der forhåbentlig blev gjort, og hvad var godt?
Der blev ikke gjort noget.. Jo, min klasselærer ytrede hans mening omkring min afdøde veninde og min opførsel overfor min ældste veninde om at, enten var vi døde inden vi var 25 eller også ville vi være prostituerede inde på istedgade...
Den sætning fik jeg fra min ældste venindes mund af, ca. to uger før min veninde begik selvmord.
Jeg er interesseret i alt brugbart i forhold til DINE følelser. Skulle du handle ind for dine forældre?
Mine følelser er at jeg selvfølgelig gerne ville have haft at det havde været anderledes... Men jeg kan jo som voksen ikke gøre noget ved det nu her...
Men jeg må indrømme at fordi min far er alkoholiker, så finder jeg fyre jeg skal "redde" fra et misbrug... Rusmidler er ikke velkomne i mit hjem, fordi jeg som 22 årig fik en hashpsykose der gør at jeg stadig lever i en "rus" der selvfølgelig er til at styre efter så mange år.. Jeg har ikke rørt andet end alkohol, i små mængder, siden psykosen...
Min mand skal jeg heldigvis ikke redde for han har intet problem med hverken alkohol eller stoffer...
Skriv hvis du vil vide mere 
