med jalousi. Jeg har altid været meget jaloux, nogen perioder mere end andre. Lige nu er det slemt, og jeg smadre mit hoved med en masse tanker hele tiden.
Jeg har fået en kæreste som jeg har været kæreste med for en del år siden. Dengang var vi ikke ret gamle, og så kun hinanden i weekenderne. Dengang fandt jeg ud af at han skrev med andre piger og det var første gang jeg blev rigtig såret. Vi gik fra hinanden og er nu sammen igen. Jeg er slet ikke i tvivl om at han er den jeg skal tilbringe resten af mit liv med, og vores problem er ikke at vi ikke elsker hinanden, tværtimod!
Nu hvor vi er sammen igen er han flyttet hjem til mig, men han er flyttet fra alt han kendte til et sted hvor han ikke havde noget udover mig. Vi havde lidt startproblemer, og han følte at jeg glemte ham, da jeg havde min normale hverdag her, og han skulle starte helt forfra. Det resulterede desværre i, at han skrev lidt frækt med en gammel veninde og det opdagede jeg. Jeg pakkede mine ting og tog væk i et par dage, for at finde ud af om jeg kunne komme over det. Han var smadret, og havde det utrolig dårligt, men han kæmpede alt hvad han kunne for at få mig hjem igen. Han slettede hende fra hans profil og har intet kontakt med hende den dag i dag.
Mit problem er at min jalousi langsomt smadre vores forhold, som sagt er det noget jeg altid har haft problemer med, men aldrig så slemt som det er nu. Jeg får det skidt når han skriver sms'er og når han sidder på nettet. Han er opmærksom på at jeg har det dårligt, og han gør alt hvad han kan for at hjælpe mig, ved at for det meste fortælle mig hvem han snakker med, og så har han brugt mange timer på at snakke med mig om det, og han er utrolig god til at bekræftige mig dagligt. Han har selv været meget jaloux engang men er kommet igennem det, så han prøver også at give mig gode råd, men føler bare intet virker.
Idag havde vi så igen en episode hvor mit hoved gik amok, og det tager så hårdt på os begge. Han bliver såret, fordi jeg er ekspert i at komme med spydige kommentarer, og jeg ville sådan ønske at jeg kunne lade være, men monstret i mig har magten.
Jeg har intet godt at sige om mig selv, min selvtillid og selvværd er fuldstændig i bund og jeg føler ikke at jeg fortjener at have ham i mit liv.
Min kæreste syntes jeg skal få en tid hos lægen, ikke for hans skyld, men for min egen. Men det er så grænseoverskridende at ringe derned, for jeg vil ikke fremstå svag. Jeg har aldrig bedt nogen om hjælp, jeg har altid klaret mig. Hvad pokker skal man dog ringe og sige? "hej jeg tror jeg er sindssyg, hvad skal jeg gøre?"
Har i nogle gode råd?
