Hæver du stemmen?

Vores søn er 2,3 år og er i dén grad i "selvstændighedsfasen"  

Nogle gange lukker han helt af og høre ikke efter hvad man siger. Det er virkelig frutstrende til tider. Han er stadig meget udadreagerende ift. at sparke, slå, nive m.m Vi tolererer det ikke og vi ER meget konsekvente hvad det angår. Jeg ved godt han ikke er så gammel endnu.

Det med at råbe og skælde HØJlydt ud er jeg ikke fan af. Og generelt råber vi ikke op. Vi prøver så vidt mulig at bevare roen og overblikket MEN... til tider får jeg bare nok og SÅ hæver jeg stemmen for at markerer at NU er det NOK! Får dårlig samvittighed nogle gange.

• Hvad gør I når jeres barn bliver ved og ved?

• Hvilke tanker/følelser får I indeni når jeres barn er sådan?

• Hvordan mener du bedst man tackler disse situationer?

 

MorDk skriver:

Vores søn er 2,3 år og er i dén grad i "selvstændighedsfasen"  

Nogle gange lukker han helt af og høre ikke efter hvad man siger. Det er virkelig frutstrende til tider. Han er stadig meget udadreagerende ift. at sparke, slå, nive m.m Vi tolererer det ikke og vi ER meget konsekvente hvad det angår. Jeg ved godt han ikke er så gammel endnu.

Det med at råbe og skælde HØJlydt ud er jeg ikke fan af. Og generelt råber vi ikke op. Vi prøver så vidt mulig at bevare roen og overblikket MEN... til tider får jeg bare nok og SÅ hæver jeg stemmen for at markerer at NU er det NOK! Får dårlig samvittighed nogle gange.

• Hvad gør I når jeres barn bliver ved og ved?

• Hvilke tanker/følelser får I indeni når jeres barn er sådan?

• Hvordan mener du bedst man tackler disse situationer?

 

Her kender vi godt scenariet. Vores første var vand ved siden af vores to'er. Med hende behøvede vi maks sige tingene til en eller to gange, så der var sjældent behov for en hævet stemme.

men vores dreng, der nu er 2,8, er en ren prøvelse. Han har haft væske på ørerne og problemer med dræn, der stoppede til osv. så i lange perioder var han mere eller mindre døv. Først som 2 årig begyndte sproget at udvikle sig, og han var ofte frustreret og udadreagerende med spark, niv, slag osv. hvis han ikke følte sig forstået, og det gik tit ud over hans storesøster. Selvom han nu er ved at komme efter det med sproget, har han svært ved at slippe sine gamle reaktionsmønstre, så han kan stadig finde på at være fysisk aggressiv, selvom der er længere imellem. 

I lange perioder har det trukket store veksler på tålmodigheden og også vores parforhold, da man nogen gange føler sig som en uduelig og rådden forælder, når knægten igen kegler ud. Så i afmagt og frustration er vi kommet til at hæve stemmen overfor ham. Også i perioder mere end jeg helst vil være ved. Og jeg har hadet både mig selv om min mand for det. MEN vi har også fundet ud af, at det kun gør ondt værre, og derfor er det i dag ikke noget problem at holde stemmen nede. Han reagerer simpelthen endnu mere voldsomt, hvis vi taler højt, og så kan det jo være lige meget. Så i dag forholder vi os helt rolige. Hvis han ikke kan afledes fra det, der frustrerer ham, så flytter vi ham. Han kommer ind på sit værelse, med åben dør og ingen tidsramme. Når han så er kølet ned, kommer han selv ud. Nogen gange bliver han derinde i 30 sekunder og andre gange i 5-10 minutter. Det er ham selv, der bestemmer. Så vil han gerne have et knus og så snakker vi om, hvorfor han blev så gal, og hvordan han hellere skal gøre. Og så kan vi lege videre. Nogle gange kan man se, at han godt kan mærke, at han har brug for at køle af, og så smutter han selv derind.

Men det er dybt frustrerende som forælder at se sit barn reagere voldsomt, og det slider på familien, parforholdet og en selsåsom person. Jeg har følt mig som en elendig forælder, især fordi han aldrig er fysisk voldsom i dagplejen. Derfor kontaktede vi på et tidspunkt vores SP og dagplejepædagogen, der lyttede og tog os alvorligt, men også gjorde det klart, at han kun reagerer sådan hjemme, fordi han er 100% tryg ved at vi kan håndtere det. Det hjalp, men det kan bare gøre så ondt indeni, og man kan føle sig som jordens mest inkompetente forælder. 

Vi har en "periode" med vores på 2 år og snart 2 mdr - han kaster med tingene. Når han gør det siger vi til ham at han ikke må, beder ham samle det op og lægge det på plads/smide ud osv. Det er absolut ikke hver gang han gør det vi beder ham om, så når han ikke vil samle op, tager vi ham i hånden og går hen til tingen og "hjælper" ham med at få det op.
Derudover er vi stor fan af afledningsmanøvren når vi kan se at han keder sig og gerne vil prøve at finde på ballade så afleder vi hans opmærksomhed med tilbud om en leg, et stk frugt, et kys, beder om hans hjælp osv. Det hjælper hver gang! (hvis man fanger det inden han har udtænkt en ide om hvilken slags ballade han skal lave )

henh01 skriver:

Vi har en "periode" med vores på 2 år og snart 2 mdr - han kaster med tingene. Når han gør det siger vi til ham at han ikke må, beder ham samle det op og lægge det på plads/smide ud osv. Det er absolut ikke hver gang han gør det vi beder ham om, så når han ikke vil samle op, tager vi ham i hånden og går hen til tingen og "hjælper" ham med at få det op.
Derudover er vi stor fan af afledningsmanøvren når vi kan se at han keder sig og gerne vil prøve at finde på ballade så afleder vi hans opmærksomhed med tilbud om en leg, et stk frugt, et kys, beder om hans hjælp osv. Det hjælper hver gang! (hvis man fanger det inden han har udtænkt en ide om hvilken slags ballade han skal lave )

 Super! Tror jeg også vi skaæ være MEGET bedre til herhjemme... Vil jeg prøve på og så kommer jeg med en update

Touché skriver:

Her kender vi godt scenariet. Vores første var vand ved siden af vores to'er. Med hende behøvede vi maks sige tingene til en eller to gange, så der var sjældent behov for en hævet stemme.

men vores dreng, der nu er 2,8, er en ren prøvelse. Han har haft væske på ørerne og problemer med dræn, der stoppede til osv. så i lange perioder var han mere eller mindre døv. Først som 2 årig begyndte sproget at udvikle sig, og han var ofte frustreret og udadreagerende med spark, niv, slag osv. hvis han ikke følte sig forstået, og det gik tit ud over hans storesøster. Selvom han nu er ved at komme efter det med sproget, har han svært ved at slippe sine gamle reaktionsmønstre, så han kan stadig finde på at være fysisk aggressiv, selvom der er længere imellem. 

I lange perioder har det trukket store veksler på tålmodigheden og også vores parforhold, da man nogen gange føler sig som en uduelig og rådden forælder, når knægten igen kegler ud. Så i afmagt og frustration er vi kommet til at hæve stemmen overfor ham. Også i perioder mere end jeg helst vil være ved. Og jeg har hadet både mig selv om min mand for det. MEN vi har også fundet ud af, at det kun gør ondt værre, og derfor er det i dag ikke noget problem at holde stemmen nede. Han reagerer simpelthen endnu mere voldsomt, hvis vi taler højt, og så kan det jo være lige meget. Så i dag forholder vi os helt rolige. Hvis han ikke kan afledes fra det, der frustrerer ham, så flytter vi ham. Han kommer ind på sit værelse, med åben dør og ingen tidsramme. Når han så er kølet ned, kommer han selv ud. Nogen gange bliver han derinde i 30 sekunder og andre gange i 5-10 minutter. Det er ham selv, der bestemmer. Så vil han gerne have et knus og så snakker vi om, hvorfor han blev så gal, og hvordan han hellere skal gøre. Og så kan vi lege videre. Nogle gange kan man se, at han godt kan mærke, at han har brug for at køle af, og så smutter han selv derind.

Men det er dybt frustrerende som forælder at se sit barn reagere voldsomt, og det slider på familien, parforholdet og en selsåsom person. Jeg har følt mig som en elendig forælder, især fordi han aldrig er fysisk voldsom i dagplejen. Derfor kontaktede vi på et tidspunkt vores SP og dagplejepædagogen, der lyttede og tog os alvorligt, men også gjorde det klart, at han kun reagerer sådan hjemme, fordi han er 100% tryg ved at vi kan håndtere det. Det hjalp, men det kan bare gøre så ondt indeni, og man kan føle sig som jordens mest inkompetente forælder. 

Ja det kan! Det er bare sådan en MØG-hamrende ubehagelig følelse

Ja det gør vi. Og det gør vi når afledningsmanøvrer og alt andet er afprøvet. Har en temperamentsfuld datter der kan være SÅ strid. Jeg er ikke fan af at man råber af sine børn overhovedet, men ind imellem når man bare et punkt, hvor man simpelthen bare ikke orker mere. Jeg tænker nogle gange tilbage på min egen barndom, og der VIDSTE man jo godt, når grænsen var nået og når min far hævede stemmen, SÅ var det tid til at holde op. Så det tænker jeg lidt er det samme ved min datter. Og jeg synes egentlig også at det som regel virker, det er som om hun "snapper out" Jeg gider ikke have dårlig samvittighed, vi er bare mennesker og når det ikke er noget der sker dagligt, så tror jeg såmænd vores unger overlever Der KAN altså også gå lidt for meget rundbordspædagogik i den efter min mening.

Tulle28 skriver:

Ja det gør vi. Og det gør vi når afledningsmanøvrer og alt andet er afprøvet. Har en temperamentsfuld datter der kan være SÅ strid. Jeg er ikke fan af at man råber af sine børn overhovedet, men ind imellem når man bare et punkt, hvor man simpelthen bare ikke orker mere. Jeg tænker nogle gange tilbage på min egen barndom, og der VIDSTE man jo godt, når grænsen var nået og når min far hævede stemmen, SÅ var det tid til at holde op. Så det tænker jeg lidt er det samme ved min datter. Og jeg synes egentlig også at det som regel virker, det er som om hun "snapper out" Jeg gider ikke have dårlig samvittighed, vi er bare mennesker og når det ikke er noget der sker dagligt, så tror jeg såmænd vores unger overlever Der KAN altså også gå lidt for meget rundbordspædagogik i den efter min mening.

 Enig!

Det har min kæreste og jeg også snakket meget om! Vi bliver nød til at være som vi er og opdrage som OS og ikke som ANDRE.

Hold op hvor er det svært at være iihhh og åhhh så pædagogisk og tålmodig! Jesus!

Min datter er kun 22 mdr.. men der var en situation her d. 23 hvor vi pyntede juletræ hos mine sviger forældre.. og jeg råbte overhovedet ikke! MEN jeg hævede stemmen/tonefald og sagde "så stopper du" mens jeg lige tog fat i blusen på hende.. jeg synes det er ubehagelig jeg var nødt til det.. men altså hun var udemærket klar over at det hun gjorde ikke var ok.. og hun prøvede/gjorde det måske 4 gange og til sidst var det bare nok!
Jeg synes det trist det skulle derud, men da hun ikke reageredeholdt op med alt andet måtte jeg altså ty til det.. og det hjalp!

Den lykkelige skriver:

Min datter er kun 22 mdr.. men der var en situation her d. 23 hvor vi pyntede juletræ hos mine sviger forældre.. og jeg råbte overhovedet ikke! MEN jeg hævede stemmen/tonefald og sagde "så stopper du" mens jeg lige tog fat i blusen på hende.. jeg synes det er ubehagelig jeg var nødt til det.. men altså hun var udemærket klar over at det hun gjorde ikke var ok.. og hun prøvede/gjorde det måske 4 gange og til sidst var det bare nok!
Jeg synes det trist det skulle derud, men da hun ikke reageredeholdt op med alt andet måtte jeg altså ty til det.. og det hjalp!

Ja man bliver ked af det når man går over "sine egne grænser" mht. opdragelse... Jeg sys bare det er SÅ svært nogle gange... og JA så får jeg råbt eller lige sagt noget jeg ikke skulle... øvøv MEN vi er jo kun mennesker!

Årh .. Caroline kan også være SÅ strid .. Så ja , jeg/vi hæver stemmen engang imellem .. Men først efter alle andre ting er forsøgt

Vi er ved at forsøge med time-outs .. Var det ikke dig som lavede en tråd om det for noget tid siden ? Det hjælper lidt .. Men ved sgu ikke rigtigt om hun har forstået pointen

Og så vil jeg lige indskyde at det her har en STOR effekt hvis vi også gør som hun siger .. Altså , når hun siger stop hvis vi f.eks. kilder hende , så stopper vi med det samme .. Når vi respekterer hendes "stop" , så hører hun meget bedre efter vores