Min mands reaktion på hans bedste venindes død...

Min mands bedste veninde, siden børnehaven, blev fredag morgen kørt ned i en højresving-ulykke og døde på stedet....

Han har stadig ikke grædt (Jo, da han fortalte hans mor det, da han mødte hende på gaden) og han vil ikke tale med mig om hans følelser, andet end at han selvfølgelig er ked af det og fyldt med tanker.....

Men jeg kan bare mærke en tydelig forskel på ham, han er fraværrende, kan ikke rigtig konsentrere sig og lukker sig ind i sig selv.. Han har lyst til at flygte herhjemme fra, hele tiden og lige nu er han så oppe hos nogle af hans venner som også kendte hende rigtig godt...

Jeg ved godt at det er hans sorg og han skal nok takle den på den måde han finder bedst.. Men jeg må sige at jeg faktisk føler mig udeladt, jeg føler mig forkert fordi han ikke søger MIN trøst, men alle mulige andres... I vil sikkert synes jeg er tarvelig fordi jeg bliver ked af det her... Men jeg bliver virkelig såret over han ikke vil bruge min skulder, jeg er jo trods alt hans kone og jeg føler bare jeg burde være en del af hans sorg...

Jeg har fuld forståelse for at han vil snakke med andre og det får han selvfølgelig lov til, det skal jeg ikke bestemme, men det er bare måden det bliver gjort på der gør mig ked af det, jeg kendte hende jo også, så det er jo ikke fordi jeg ikke kan snakke med på om hvordan hun var og at hun vil blive savnet...

Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det her, men jeg føler bare en masse ting i forbindelse med alt det her og jeg synes ikke jeg vil sige til ham hvordan det påvirker mig, for jeg vil ikke have han skal føle sig skyldig overfor mig, når han har så mange andre ting at tænke på lige nu......

Tak fordi du læste med og glædelig jul.

Er der nogle der har et godt råd, eller to, som jeg måske kunne benytte mig af?

Anonym skriver:

Er der nogle der har et godt råd, eller to, som jeg måske kunne benytte mig af?

Har ikke rigtigt nogen råd, men ville lige give en tanke til jer alle..

Gør mig rigtig ondt at læse hun er død  Det må være rigtig svært..
Jeg har ingen råd.. men man reagere jo forskellig og hvis hun var en han kendte før han mødte dig forbinder han hende måske med nogle andre ting end dem du kender til.. altså sammen med vennerne føler han måske han kan snakke med dem om det.. tror ikke du kan gøre så meget andet end at lade ham vide at hvis han har brug for at snakke er du der og at han skal komme til dig og bruge dig hvis han vil...
Held og lykke med det!
Ha en rigtig god jul på trods af situationen...

Den lykkelige skriver:

Gør mig rigtig ondt at læse hun er død  Det må være rigtig svært..
Jeg har ingen råd.. men man reagere jo forskellig og hvis hun var en han kendte før han mødte dig forbinder han hende måske med nogle andre ting end dem du kender til.. altså sammen med vennerne føler han måske han kan snakke med dem om det.. tror ikke du kan gøre så meget andet end at lade ham vide at hvis han har brug for at snakke er du der og at han skal komme til dig og bruge dig hvis han vil...
Held og lykke med det!
Ha en rigtig god jul på trods af situationen...

Hvor ville jeg dog ønske du har ret... Men må indrømme at jeg virkelig sidder og bliver ked af det lige nu..

Nu har han igen forladt mig for at gå op til hans venner, hans undskyldning, det er mere muntert at snakke med dem nu end om et par dage! Så her sidder jeg og skal pakke de sidste gaver ind, til hans familie og jeg syder indeni over at han er så fraværrende som han er..

Jeg ved godt at jeg ikke burde være sur, men der er så mange ting der spiller ind, mange tidligere ting som gør at det her virkelig gør ondt på mig.. Jeg sidder med så mange forbudte følelser lige nu og jeg kan ikke sige dem til ham fordi jeg ved han er ked af det, jeg er bare træt af at jeg ikke er en del af det han går igennem og føler mig slet ikke som den han burde søge når tingene bliver sværre...

jeg er ked af læse dette.

Mit råd.

Men jeg syntes så også du skal sige til din mand som du føler det på en pæn måde af det er ok af han snakke med alle andre men du ville meget gerne del hans sår med ham og have han tale til dig og græd ud med dig..

God jul og godt nytår.

Mvh

Henriette

H+S Skjolgborg. skriver:

jeg er ked af læse dette.

Mit råd.

Men jeg syntes så også du skal sige til din mand som du føler det på en pæn måde af det er ok af han snakke med alle andre men du ville meget gerne del hans sår med ham og have han tale til dig og græd ud med dig..

God jul og godt nytår.

Mvh

Henriette

 

 

Det har jeg prøvet igår... Stille og roligt fortalte jeg ham at jeg er her for ham og at jeg tidligere har oplevet det samme, nemlig at miste min bedste veninde i i en bilulykke og at jeg derfor kender til mange af de følelser han har.. Men jeg tror desværre det ryger ind af det ene øre og ud af det andet..

Jeg kan åbenbart ikke bruges til at være hans skulder at græde ved...

Anonym skriver:

Min mands bedste veninde, siden børnehaven, blev fredag morgen kørt ned i en højresving-ulykke og døde på stedet....

Han har stadig ikke grædt (Jo, da han fortalte hans mor det, da han mødte hende på gaden) og han vil ikke tale med mig om hans følelser, andet end at han selvfølgelig er ked af det og fyldt med tanker.....

Men jeg kan bare mærke en tydelig forskel på ham, han er fraværrende, kan ikke rigtig konsentrere sig og lukker sig ind i sig selv.. Han har lyst til at flygte herhjemme fra, hele tiden og lige nu er han så oppe hos nogle af hans venner som også kendte hende rigtig godt...

Jeg ved godt at det er hans sorg og han skal nok takle den på den måde han finder bedst.. Men jeg må sige at jeg faktisk føler mig udeladt, jeg føler mig forkert fordi han ikke søger MIN trøst, men alle mulige andres... I vil sikkert synes jeg er tarvelig fordi jeg bliver ked af det her... Men jeg bliver virkelig såret over han ikke vil bruge min skulder, jeg er jo trods alt hans kone og jeg føler bare jeg burde være en del af hans sorg...

Jeg har fuld forståelse for at han vil snakke med andre og det får han selvfølgelig lov til, det skal jeg ikke bestemme, men det er bare måden det bliver gjort på der gør mig ked af det, jeg kendte hende jo også, så det er jo ikke fordi jeg ikke kan snakke med på om hvordan hun var og at hun vil blive savnet...

Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det her, men jeg føler bare en masse ting i forbindelse med alt det her og jeg synes ikke jeg vil sige til ham hvordan det påvirker mig, for jeg vil ikke have han skal føle sig skyldig overfor mig, når han har så mange andre ting at tænke på lige nu......

Tak fordi du læste med og glædelig jul.

jeg kan godt forstå du bliver såret og skuffet men synes dog ikke direkte du kan tillade dig at blive sur på ham. Hvis det var en god veninde han kendte før dig, synes jeg kun du kan sige til ham at du er der hvis han har brug for dig, og så respekterer at han måske har brug for netop at lufte ud overfor nogle andre.

jydeinden skriver:

jeg kan godt forstå du bliver såret og skuffet men synes dog ikke direkte du kan tillade dig at blive sur på ham. Hvis det var en god veninde han kendte før dig, synes jeg kun du kan sige til ham at du er der hvis han har brug for dig, og så respekterer at han måske har brug for netop at lufte ud overfor nogle andre.

Jeg bliver heller ikke sur... Tror måske du har misforstået, men det er også en svær følelse at skulle skrive ned...

Det jeg føler er at jeg burde være hans skulder, jeg er hans kone og derfor kan jeg ikke forstå hvorfor han søger trøst alle mulige andre steder.. Ja, jeg føler mig svigtet, fordi jeg troede faktisk at jeg skulle være den der skulle være der for ham i en svær situation, men jeg bliver fuldstændig lukket ude.

Ja, det lyder egoistisk at jeg også har følelser der kommer i klemme i forhold til at hans veninde lige er død og det synes jeg også selv og det er netop derfor jeg ikke reagerer overfor min mand, for jeg synes ikke jeg kan være bekendt at føle mig forladt når det egentlig er ham der har det virkelig svært lige nu.

Anonym skriver:

Min mands bedste veninde, siden børnehaven, blev fredag morgen kørt ned i en højresving-ulykke og døde på stedet....

Han har stadig ikke grædt (Jo, da han fortalte hans mor det, da han mødte hende på gaden) og han vil ikke tale med mig om hans følelser, andet end at han selvfølgelig er ked af det og fyldt med tanker.....

Men jeg kan bare mærke en tydelig forskel på ham, han er fraværrende, kan ikke rigtig konsentrere sig og lukker sig ind i sig selv.. Han har lyst til at flygte herhjemme fra, hele tiden og lige nu er han så oppe hos nogle af hans venner som også kendte hende rigtig godt...

Jeg ved godt at det er hans sorg og han skal nok takle den på den måde han finder bedst.. Men jeg må sige at jeg faktisk føler mig udeladt, jeg føler mig forkert fordi han ikke søger MIN trøst, men alle mulige andres... I vil sikkert synes jeg er tarvelig fordi jeg bliver ked af det her... Men jeg bliver virkelig såret over han ikke vil bruge min skulder, jeg er jo trods alt hans kone og jeg føler bare jeg burde være en del af hans sorg...

Jeg har fuld forståelse for at han vil snakke med andre og det får han selvfølgelig lov til, det skal jeg ikke bestemme, men det er bare måden det bliver gjort på der gør mig ked af det, jeg kendte hende jo også, så det er jo ikke fordi jeg ikke kan snakke med på om hvordan hun var og at hun vil blive savnet...

Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det her, men jeg føler bare en masse ting i forbindelse med alt det her og jeg synes ikke jeg vil sige til ham hvordan det påvirker mig, for jeg vil ikke have han skal føle sig skyldig overfor mig, når han har så mange andre ting at tænke på lige nu......

Tak fordi du læste med og glædelig jul.

Er ked af at læse, at en veninde af familien er taget fra jer.

Mit eneste råd til dig, er at du må være tålmodig og vente på at han tager initiativ til at snakke om det. Hvis jeg var dig ville jeg sige til ham " du skal vide, at har du brug for at snakke, så lytter jeg". Synes ikke du skal sige mere.

Jeg er faktisk selv i sorg, da jeg mistede min mor for kort tid siden - og det er så forskelligt hvordan folk reagere. Der er folk jeg gerne vil snakke med det om og så er der andre hvor jeg ubevidst/bevidst vælger at lade være med at tale om det.

Uden at kende din mand, så tror jeg måske at han føler det vil være alt for hårdt at snakke med dig om det, fordi han kender dig og ved at hans følelser måske vil løbe frit når han først får hul på bylden. Derfor kan det være nemmere for ham at tale med sine venner om det - fordi det måske er knap så følelsesladet, selvom de er kede af det.

Igen, så ved jeg ikke hvad din mand tænker, men han skal have "lov" til, at lade være med at tale om det, indtil han føler der er et behov for det.

Mange varme tanker Fenja