Anti-skruk?

Hej piger

Jeg elsker min datter og min familie udover alle grænser og jeg VED hun ikke skal være enebarn for det vil jeg ikke ha (oppe i hovedet)

jeg synes hun skal have søskende som hun kan sparre og dele livet med nu - og som hun kan støtte sig op af senere i livet, hvis der skulle ske noget med fx mig og faderen.

Jeg har selv søskende på min mors side og er "alene" på min fars side og da han blev bipolar ku jeg godt mærke at jeg mangler en der oplever det samme som mig - så det vil jeg gerne at min datter ikke skal risikere

Men... jeg synes tit jeg læser herinde om søde damer der er så skrukke og gerne vil have børn tæt på hinanden og det vil jeg som sådan også gerne (på lang sigt)

første gang vi besluttede os var jeg egentlig ikke skruk jeg VIDSTE bare jeg sku ha en familie og det sku være på det her tidspunkt - altså var jeg mere langtidssigtet familie skruk end baby-nu-og-her-skruk (hvis det gir mening )

NÅ MEN: spørgsmålet lyder om der er andre end mig, der har den mere "kliniske" tilgang til det og måske ikke er skrukke som sådan.. ?

og hvornår ved man så at man er klar til nummer to? lige nu er min datter 9 måneder og vi har snakket om at det vil være smart - ift job og uddannelse (er igang med uni-uddannelse) at begynde på projekt baby nr 2 når vores datter er 2,5 år - men KUN hvis vi begge er klar til det og synes vores datter også er klar til det

nå - en helt masse forklaringer uden så meget at debattere, er nok bare nysgerrig på hvordan jer, der ikke som sådan er helt ind i marven skrukke men går mere pragmatisk til værks, ku mærke skrukheden  

Giraffen skriver:

Hej piger

Jeg elsker min datter og min familie udover alle grænser og jeg VED hun ikke skal være enebarn for det vil jeg ikke ha (oppe i hovedet)

jeg synes hun skal have søskende som hun kan sparre og dele livet med nu - og som hun kan støtte sig op af senere i livet, hvis der skulle ske noget med fx mig og faderen.

Jeg har selv søskende på min mors side og er "alene" på min fars side og da han blev bipolar ku jeg godt mærke at jeg mangler en der oplever det samme som mig - så det vil jeg gerne at min datter ikke skal risikere

Men... jeg synes tit jeg læser herinde om søde damer der er så skrukke og gerne vil have børn tæt på hinanden og det vil jeg som sådan også gerne (på lang sigt)

første gang vi besluttede os var jeg egentlig ikke skruk jeg VIDSTE bare jeg sku ha en familie og det sku være på det her tidspunkt - altså var jeg mere langtidssigtet familie skruk end baby-nu-og-her-skruk (hvis det gir mening )

NÅ MEN: spørgsmålet lyder om der er andre end mig, der har den mere "kliniske" tilgang til det og måske ikke er skrukke som sådan.. ?

og hvornår ved man så at man er klar til nummer to? lige nu er min datter 9 måneder og vi har snakket om at det vil være smart - ift job og uddannelse (er igang med uni-uddannelse) at begynde på projekt baby nr 2 når vores datter er 2,5 år - men KUN hvis vi begge er klar til det og synes vores datter også er klar til det

nå - en helt masse forklaringer uden så meget at debattere, er nok bare nysgerrig på hvordan jer, der ikke som sådan er helt ind i marven skrukke men går mere pragmatisk til værks, ku mærke skrukheden  

Jeg har haft det præcist som dig...

vores dreng er nu 2 år og 3 mdr. Og lige pludselig syntes jeg at han er blevet stor! Jeg syntes så småt det begynder at krible lidt efter en bette en (nogle dage, andre dage syntes jeg også jeg har nok i vores dreng) så jeg tror det kommer helt af sig selv. 

Jeg har altid sagt at jeg gerne ville have omkring 6 år mellem mine børn, men det er jeg sikker på at der ikke kommer til at være.

Giraffen skriver:

Hej piger

Jeg elsker min datter og min familie udover alle grænser og jeg VED hun ikke skal være enebarn for det vil jeg ikke ha (oppe i hovedet)

jeg synes hun skal have søskende som hun kan sparre og dele livet med nu - og som hun kan støtte sig op af senere i livet, hvis der skulle ske noget med fx mig og faderen.

Jeg har selv søskende på min mors side og er "alene" på min fars side og da han blev bipolar ku jeg godt mærke at jeg mangler en der oplever det samme som mig - så det vil jeg gerne at min datter ikke skal risikere

Men... jeg synes tit jeg læser herinde om søde damer der er så skrukke og gerne vil have børn tæt på hinanden og det vil jeg som sådan også gerne (på lang sigt)

første gang vi besluttede os var jeg egentlig ikke skruk jeg VIDSTE bare jeg sku ha en familie og det sku være på det her tidspunkt - altså var jeg mere langtidssigtet familie skruk end baby-nu-og-her-skruk (hvis det gir mening )

NÅ MEN: spørgsmålet lyder om der er andre end mig, der har den mere "kliniske" tilgang til det og måske ikke er skrukke som sådan.. ?

og hvornår ved man så at man er klar til nummer to? lige nu er min datter 9 måneder og vi har snakket om at det vil være smart - ift job og uddannelse (er igang med uni-uddannelse) at begynde på projekt baby nr 2 når vores datter er 2,5 år - men KUN hvis vi begge er klar til det og synes vores datter også er klar til det

nå - en helt masse forklaringer uden så meget at debattere, er nok bare nysgerrig på hvordan jer, der ikke som sådan er helt ind i marven skrukke men går mere pragmatisk til værks, ku mærke skrukheden  

Tror jeg har haft det lidt som dig - jeg har aldrig været SKRUUUUK, men har altid vist at jeg ville have børn og da jeg så mente at nu var det "rette" tidspunkt i livet til det dvs havde manden, hus, bil og alt det der, ja så valgte jeg at smide p-pillerne.

Nu er vores datter 15 måneder og jeg er bestemt ikke skruk, men ved at jeg gerne vil have flere børn - mest fordi jeg synes at Alberte skal have søskende.

Nu er jeg snart 31 år og ved at uret tikker, men det gør mig ikke skruk, men mere nervøs for om jeg nu når at få de børn ønsker mig. Vi har været igennem et rigtig hårdt forløb med vores datter og de første par måneder sagde jeg " jeg skal ALDRIG have flere børn". Jeg synes det er hårdt at have barn, være mor, kæreste, sig selv osv og har nogle gange tænkt " skal du have flere børn?" og hver gang vender jeg tilbage til at sige "SELVFØLGELIG skal du det, andet er jo utænkeligt" - men jeg er ikke skruk og bliver det nok heller ikke. Men håber meget på flere børn, de beriger ens liv og giver hverdagen så meget indhold - og elsker jo min datter mere end noget andet. Hun var bestemt ønsket!  

Så nej du er nok ikke den eneste der ikke går og føler at æggestokkene skriger

/Fenja

Min søn var 3 år, før vi fik "lyst" til at få en mere. Så kom lysten også, og nu kommer der en lille ny til feb.

Jeg havde fået "nok" af babyting og glædede mig bare over al den frihed og alle de ting han efterhånden kunne selv.

Men vent til I er klar - det kommer

Hej jeg er kun blevet mere skruk efter at have set min stedsøn. da han blev 2 år, gik mit skruk helt amork. Når men jeg har fået den tossede ide med at glo dvs. Hjemmesider igennem, hvor det omhandler børn og osv. Så det hjælper ihvertfald på skrukheden. 

Men hører nærmest aldrig om nogen som ikke er skruk når de har barn i forvejen. 

men 9 måneder, det er også ret meget baby. Så det kan være at dit baby instinkt ikke er aktiviseret endnu, pga. Af den lille. 

Puller skriver:

Jeg har haft det præcist som dig...

vores dreng er nu 2 år og 3 mdr. Og lige pludselig syntes jeg at han er blevet stor! Jeg syntes så småt det begynder at krible lidt efter en bette en (nogle dage, andre dage syntes jeg også jeg har nok i vores dreng) så jeg tror det kommer helt af sig selv. 

Jeg har altid sagt at jeg gerne ville have omkring 6 år mellem mine børn, men det er jeg sikker på at der ikke kommer til at være.

6 år synes jeg er for lang tid (for lang tid med blebørn ), så håber også jeg er klar om et par år igen og det ka sagtens være det kommer helt af sig selv når hun er lidt større - havde nok bare forventet at jeg ville blive "rigtig skruk" her anden gang nu jeg ikke var det første gang, men tvivler nok lidt på det

Fenja09 skriver:

Tror jeg har haft det lidt som dig - jeg har aldrig været SKRUUUUK, men har altid vist at jeg ville have børn og da jeg så mente at nu var det "rette" tidspunkt i livet til det dvs havde manden, hus, bil og alt det der, ja så valgte jeg at smide p-pillerne.

Nu er vores datter 15 måneder og jeg er bestemt ikke skruk, men ved at jeg gerne vil have flere børn - mest fordi jeg synes at Alberte skal have søskende.

Nu er jeg snart 31 år og ved at uret tikker, men det gør mig ikke skruk, men mere nervøs for om jeg nu når at få de børn ønsker mig. Vi har været igennem et rigtig hårdt forløb med vores datter og de første par måneder sagde jeg " jeg skal ALDRIG have flere børn". Jeg synes det er hårdt at have barn, være mor, kæreste, sig selv osv og har nogle gange tænkt " skal du have flere børn?" og hver gang vender jeg tilbage til at sige "SELVFØLGELIG skal du det, andet er jo utænkeligt" - men jeg er ikke skruk og bliver det nok heller ikke. Men håber meget på flere børn, de beriger ens liv og giver hverdagen så meget indhold - og elsker jo min datter mere end noget andet. Hun var bestemt ønsket!  

Så nej du er nok ikke den eneste der ikke går og føler at æggestokkene skriger

/Fenja

 

puha ja tror også det er den der realitetssans der fylder for det er drøn hårdt - og hvis forløbet op til heller ikke har været nemt så er det lige et ekstra bjerg, der skal passeres!

vi har heldigvis alderen med os (er 25 så det sys jeg hvertfald selv ) 

men det er rart at vide at man ikke er helt alene om den mere praktiske tilgang til skrukhed - så man ikke føler sig som en der er lidt kold bagi

E. B. skriver:

Min søn var 3 år, før vi fik "lyst" til at få en mere. Så kom lysten også, og nu kommer der en lille ny til feb.

Jeg havde fået "nok" af babyting og glædede mig bare over al den frihed og alle de ting han efterhånden kunne selv.

Men vent til I er klar - det kommer

det er også lidt det jeg tænker - at man skal vente til der er en lyst og så se lidt udover de praktiske omstændigheder, men det ku også være rart at få dem nogenlunde tæt så man ikke skal ha barnevogn og pusleplads fremme de næste 10-15 år

Mitallerstørsteønske skriver:

Hej jeg er kun blevet mere skruk efter at have set min stedsøn. da han blev 2 år, gik mit skruk helt amork. Når men jeg har fået den tossede ide med at glo dvs. Hjemmesider igennem, hvor det omhandler børn og osv. Så det hjælper ihvertfald på skrukheden. 

 

Men hører nærmest aldrig om nogen som ikke er skruk når de har barn i forvejen. 

men 9 måneder, det er også ret meget baby. Så det kan være at dit baby instinkt ikke er aktiviseret endnu, pga. Af den lille. 

hehe ja det ka være

men når jeg ser spædbørn tænker jeg "ih hvor er min datter nemmere, sjovere og meget mere personlig nu end da hun var spæd" 

jeg er måske lidt kontrolfreak og synes det var ubhageligt at ha ansvaret for så lille et væsen uden at ha 100% styr på "hvordan"-delen

Jeg kan sagtens tænke som dig... nogle dage... andre dage er jeg allerede skruk igen (vores datter er kun 4 mdr.).. 

Men jo jeg tænker også praktisk... min mand er 36 år og han synes uret tikker og han vil helst ikke være gammel når vores børn skal konfirmeres etc. .... Men jeg savner også sommetider bare at være ham og jeg og have den frihed vi engang havde...

Tror bare det er helt alm. at tænke sådan også... Alting er ikke bare en lyserød sky!