Hvor mange herinde ???

Jeg har kun Isabella på 2 år med min kæreste og regner da med at han skal være far til en lillebror/søster på et tidspunkt 

Gigl skriver:

Kan godt forstå du er glad for det - jeg ville da også ønske det var en mulighed for os. Hold op det har været et nederlag.. og synes næsten det er lidt flovt at have 2 børn med to forskellige fædre.. Men det kunne ikke være anderledes. Jeg ville jo heller ikke blive i et forhold, hvor kærligheden ikke var eksisterende mere (og manden havde nogle voksende problematikker, som jeg ikke kunne blive ved med at abstrahere fra), så jeg er himmelråbende glad for min tilværelse som dem er nu - uanset. 

Jeg forstår godt, at du har taget det som et personligt nederlag, det ville jeg helt bestemt også have gjort - men samfundet er slet ikke indrettet nu, som det var engang, nu er det rimeligt normalt, at man får 1-2 børn med én mand og så gentager det hele med en ny mand (nok i særlig grad for dem, der starter med at få børn i en ung alder), så udefra tror jeg ikke, at der er nogle, der dunker dig særligt hårdt i hovedet - har du oplevet det?......dog vil jeg sige, at hvis jeg hører om én, der har børn med 3 eller 4 forskellige mænd, så begynder mine fordomme at banke på.

Fenja09 skriver:

Det er muligt at have to fædre til sine børn og stadig give trygge rammer uden drama

Det tvivler jeg slet ikke på kan lade sig gøre i hverdagen - men jeg vil stadig påstå, at det ikke er muligt at komme igennem et brud i familiestrukturen uden at børnene lider under det i én eller anden grad, og skilsmissebørn vil altid lide af et grundliggende savn uanset om de er hos mor eller far, så selvom man selv synes, at man har gode rammer, så vil der være en form for forvirring og mangel på tilhørsforhold det ene eller andet sted.

3 børn, samme far. Håber på et barn mere, med samme far

Rockertand skriver:

Det tvivler jeg slet ikke på kan lade sig gøre i hverdagen - men jeg vil stadig påstå, at det ikke er muligt at komme igennem et brud i familiestrukturen uden at børnene lider under det i én eller anden grad, og skilsmissebørn vil altid lide af et grundliggende savn uanset om de er hos mor eller far, så selvom man selv synes, at man har gode rammer, så vil der være en form for forvirring og mangel på tilhørsforhold det ene eller andet sted.

Måske hvis det omhandler større børn, men små børn der altid har været vant til at bo hos enten mor eller far og så kun besøge den ene forældre et par dage i ugen og så hver anden weekend føler ikke forvirring - for de har aldrig været vant til andet.

Selvom jeg bor i hus med manden som er far til min datter, så mener jeg stadig at vi skal være meget mere åbne overfor andre former for "kernefamilie". Idag er det mange flere ting end at bo sammen, mor, far og børn. Og uanset om man er opvokset med mor og far, er der problemer - kan godt være det er andre problemer end skilsmisse børn, men der vil altid være konflikter, udfordringer eller drama som du selv nævner, uanset hvilken form for familie man er i.

Pointen er bare, at for mig kan kernefamilien være mange ting - alfa omega er at børnene har det godt og er elsket. Det være sig en mor der har valgt at få barn med en donor, mine, dine og vores børn eller alene far/mor.

/Fenja

Jeg har 3 børn med 2 forskellige mødre 

Men samme far. 

Jeg har Anton med min mand og satser helt sikkert på, at han også skal være far til den næste

2 prinser med samme far  

Fenja09 skriver:

Måske hvis det omhandler større børn, men små børn der altid har været vant til at bo hos enten mor eller far og så kun besøge den ene forældre et par dage i ugen og så hver anden weekend føler ikke forvirring - for de har aldrig været vant til andet.

Selvom jeg bor i hus med manden som er far til min datter, så mener jeg stadig at vi skal være meget mere åbne overfor andre former for "kernefamilie". Idag er det mange flere ting end at bo sammen, mor, far og børn. Og uanset om man er opvokset med mor og far, er der problemer - kan godt være det er andre problemer end skilsmisse børn, men der vil altid være konflikter, udfordringer eller drama som du selv nævner, uanset hvilken form for familie man er i.

Pointen er bare, at for mig kan kernefamilien være mange ting - alfa omega er at børnene har det godt og er elsket. Det være sig en mor der har valgt at få barn med en donor, mine, dine og vores børn eller alene far/mor.

/Fenja

Uhh, lige nøjagtigt dit første afsnit ved jeg ikke passer (på alle børn) - jeg har et bonusbarn, hvor mor og far gik fra hinanden, da hun var 1 år. Jeg vil ikke sidde og udpensle de ting, hun har fortalt mig i fortrolighed (hun er en skøn selvstændig stor pige nu), men det er altså ikke altid nemt at gå igennem pubertetsprocessen, hvor mange tanker melder sig og så spekulere i, om hendes verden havde set anderledes/bedre ud, hvis mor og far stadig var sammen, der ER et savn, og det er svært, at hjertet er nødt til at være delt på 2 adresser.

Rockertand skriver:

Uhh, lige nøjagtigt dit første afsnit ved jeg ikke passer (på alle børn) - jeg har et bonusbarn, hvor mor og far gik fra hinanden, da hun var 1 år. Jeg vil ikke sidde og udpensle de ting, hun har fortalt mig i fortrolighed (hun er en skøn selvstændig stor pige nu), men det er altså ikke altid nemt at gå igennem pubertetsprocessen, hvor mange tanker melder sig og så spekulere i, om hendes verden havde set anderledes/bedre ud, hvis mor og far stadig var sammen, der ER et savn, og det er svært, at hjertet er nødt til at være delt på 2 adresser.

Jeg har altid boet ved min mor og været på weekend besøg ved min far og det samme med min søster ( så længe jeg kan huske tilbage) og vi har ikke har identitetskrise af den grund - ikke mere end normale teenagere har. Jeg tror bare ikke at et barn på 1 år med et sundt forhold til begge forældre oplever en "skilsmisse" på samme måde som hvis det sker ved ældre børn.

Tror altid at børn tænker over, hvorfor er mor og far ikke sammen eller hvad skete der - og som teenager er der altid mange spørgsmål især ang. deres ophav og identitet, men jeg tror fuldt og fast på, at man som forældre uanset om man bor sammen eller ej kan skabe trygge ramme og have en udmærket familie uden drama.

Nogle gange er det mere trygt at forældrene bor hver for sig end sammen.